Giv op! Du lovede mig, at du ville sige op!
Anders, er du ude af dig? spurgte Freja, mens hun samlede sig. Hvem springer fra sådan et job? Ved du, hvad lønnen er?
Det handler kun om penge, svarede Anders koldt. Eller er du blevet for blæst af magten?
Man kan næsten ikke holde ud, når hovedpersonen græder over en afkølet kop te. Men vores helt drikker kun kaffe, så scenen, hvor vi møder hende, viser hende eftertænksom ved en kold tekop. Man kunne erstatte teen med saft, hyldeblomstsaft eller mælk, men sorgen forbliver den samme.
Freja sad i sin bløde lænestol, men på en så ubehagelig måde, at hun balancerede på kanten med hovedet bøjet ned over den kolde te. Tankerne var tunge, og situationen så håbløs ud.
Der var én trøst: sønnen så intet af alt dette. En idrætslejr i en måned tog barnet fra dem, men lovede at bringe ham hjem glad og tilfreds. Lejren bidrog kun svagt til hendes bekymringer.
Den egentlige årsag lå i Anders, som var Frejas ægtemand. Ordet var hænger i luften er han stadig hendes mand eller blot en del af fortiden? Freja gik i stå over dette Schrodingersægteskab.
Den sidste sætning fra Anders, før han smækkede døren i, lød:
Nok! Jeg vil ikke se dig mere! Du har ødelagt mit liv! Jeg går!
Der var ingen klarhed om, om han gik for en tid eller for altid, og ingen svar fulgte. Hvis vi gik længere tilbage, var det idrætslejren, som tog drengen Villy med på deres rejse. Freja havde brugt sin bonus til at betale for lejren, men Anders protesterede over de store udgifter uden ham.
At smide 40.000 kroner ud af husstandens budget kræver ikke meget intelligens! Men vi burde have drøftet det! Måske har vi andre vigtigere behov?
Freja svarede ligegyldigt:
Pengene er der! Hvad vil du have, så køber vi det!
Anders råb var som en storm i deres fjorten år lange ægteskab. Freja følte ingen skyld, men Anders kaldte hende den værste kone.
Hvis du havde elsket mig, ville du ikke blande dig i sådanne ting! Du skulle bare sidde stille og nyde livet! Men du vil altid hoppe højere end alle andre!
Tænker du på mig? Du tænker kun på dig selv! Hvis du havde tænkt på vores familie, ville du have været den perfekte husmor!
Freja kunne ikke forstå, hvad hun havde gjort forkert. Hun arbejdede, husede, opdragede sønnen og gav Anders kærlighed. Da hun spurgte direkte, fik hun kun flere råb og anklager.
Hvorfor? Hvad for noget? spurgte hun, mens teen fortsatte med at køle. Og hvis pengene har samlet sig i årevis, hvorfor nu? Hvorfor kom lejren ind i billedet?
Kommercielle kontorbygninger i København er som et myretuelabyrint, uden kort eller kompas er det umuligt at finde den rigtige virksomhed. Med tiden lærer medarbejderne bygningens topografi, så de kan finde alt, hvad de behøver.
Det var i sådan et kontormiljø, at Freja og Anders mødtes. De var begge salgskonsulenter på gaden, uden uddannelse, udstyret med telefon og en kold kundedatabase, der skulle ringes til dagligt. På mødetstidspunktet var de allerede fastansatte, men stressede så de ofte ud på frokostpausen i den lille park ved bygningen.
Uden den park ville deres veje måske aldrig have krydset. Da de havde fælles problemer og kunne afslutte hinandens sætninger, opstod en naturlig tiltrækning, og deres korte ægteskab blev næsten forudsigeligt.
Freja havde en lille lejlighed, arvet fra sin bedstemor, men ønskede at fylde den med mere end blot kærlighed hun måtte arbejde for at få det til at ske. Livet kunne ikke sættes på pause, mens ungdommen dikterede deres regler, men de delte aftenens succeser og fejl på arbejdet.
Efter tre år i ægteskabet kom fremskridtet:
Jeg har fået en forfremmelse, sagde Freja, og jeg er gravid.
Hvor fantastisk! udbrød Anders.
Hvad glæder dig mest? spurgte Freja med et grin.
Børn naturligvis! svarede han. Forfremmelsen forsvinder ikke, men barnet skal fødes!
Freja forstod først senere, at Anders i stedet for at få lønforhøjelse gik efter barnet som den store gave. Mens hun var i barsel, bar ansvaret for familiens økonomi videre på Anders, som måtte præstere ekstra på jobbet. Lønnen for en butikschef er en grundløn, mens resten er provision. Trods hans indsats fik han ingen forfremmelse.
Da Freja vendte tilbage fra barsel, fik hun den forfremmelse, hun selv havde afslået på grund af graviditeten. Dette skabte en let nervøs stemning i familien. Freja tilskrev det jalousi over sønnen, mens Anders blev længere på arbejde. Begge fik forfremmelse på samme tid: Anders blev seniorchef, Freja leder nu en afdeling.
Anders var sparsom med ros, men taknemmelig for anerkendelse. Så begyndte han at presse på, at Freja skulle bruge mere tid hjemme:
Jeg vil også blive afdelingsleder. Hvorfor skal du sidde i dette støvede kontor? Du burde være hjemme med barnet, mens jeg forsørger jer!
Freja protesterede, at hun netop var blevet tillid til at lede afdelingen og ikke kunne svigte sine kolleger. Hun foreslog en kompromis: hun fuldførte sine nuværende opgaver og så så sagde hun, hun ville sige op. Anders gik med på det, uden at vide hvad Frejas ledere ville planlægge.
Da Anders kom hjem med en ordre om at hun skulle sige op, sagde Freja:
Jeg sagde aldrig ja til det! Jeg fik bare en ordre fra hovedkontoret, som jeg skulle underskrive.
Anders råbte:
Giv op! Kom på arbejde mandag og sig fra! Du lovede, at du ville sige op!
Freja svarede:
Anders, er du ude af dig? Hvem forlod et så vigtigt job? Ved du, hvad lønnen er? Vi kan renovere huset, købe en bil, sende Villy på en god skole!
Anders svarede, at hun kun var drevet af penge eller magt. Freja svarede, at hun tænkte på familien først, at hun både kunne klare arbejde og huslige pligter, at alt var rent og i orden, og at hun altid fandt tid til ham.
Da Freja købte en bil og gav nøglerne til ham, gik roen tilbage i hjemmet. De renoverede, sendte sønnen i skole, og tog på ferie to gange om året.
Men nye udfordringer kom:
Vi skal have en anden bil, sagde Freja. Jeg savner at køre den første selv.
Anders spurgte, om han stadig var god nok som chauffør. Freja forklarede, at hun blev overflyttet til hovedkontoret i København centrum, og at hun ville have lange køretider. Anders accepterede med en træt indånding.
Freja mindede ham om, at de allerede havde haft lignende situationer, men at han skulle udnytte de muligheder, hans ledere gav ham, fordi de yngre og mere ambitiøse vil overtage snart derfor skulle de tjene og spare.
Anders mumlede: Ja, ja
Den idrætslejr, der havde kostet 40.000 kroner, blev igen nævnt. Freja mente, at Villy ville få gavn af den, så hun overførte pengene uden tøven. Det var kun en lille del af hendes bonus.
Senere, ved den kolde te, begyndte Freja at se mønstre i sine tanker.
Misundelse! erkendte hun. Det er simpel misundelse! Anders gik aldrig videre fra seniorchefstillingen.
For Anders var 40.000 kroner mere end halvdelen af hans løn, mens Freja så det som en naturlig investering. Anders havde kun klatret en trin på femten år, mens hun var presset til at blive husmor for at holde ham fra at stige højere.
Da bruddet blev næsten uundgåeligt, eksploderede Anders i frustration. Fra den tunge eftertanke brød lyden af en drejende nøgle i låsen, kun Anders kunne have lavet. Freja lænede sig tilbage i stolen, afslappet.
Jeg er kommet hjem, sagde Anders, da han trådte ind i rummet.
For at hente ting? spurgte Freja.
Han kastede hende et nedladende blik:
Jeg er kommet hjem! Hjem!
Freja lo sarkastisk:
Du er kun kommet for dine ting! Jeg vil ikke leve længere med dig!
Anders undskyldte, men hun afviste ham skarpt:
Jeg tilgiver dig ikke! Du burde ikke være kommet tilbage! Du har allerede sagt alt, du vil! Jeg har besluttet mig jeg behøver ikke en mand, der ikke kan opnå noget, og jeg er ikke skyld i, at du tjener mere end mig! Jeg har altid balanceret arbejde, huslige pligter og vores barn! Du er kun træt efter arbejde, så du behandler mig som om jeg var en byrde!
Anders råbte, at hun havde fået forfremmelser på egen hånd, og at hun var en chef. Freja tænkte over, at allerede fra deres tidlige forhold havde Anders haft en konkurrencelyst, som drev ham til at overgå sin kone, og jo større kløften blev, jo mere ødelagde det hans kærlighed.
Hun overvejede, om hun skulle vente på, at teen kølede helt af, men indså, at te skal drikkes varm.
