På vores egen måde, da vi købte den lille lejlighed i Nørrebro, var vi omkring tredive år gamle. De blomstrede tapeter så søde, linoleum så praktisk, og køkkenskabet i kirsebærfarve virkede næsten som en luksus. Nu er vi begge over fyrre, Søren går på universitetet i Århus og kommer hjem sjældnere, og tapeterne hænger i revner, som om de selv hvisker, at noget skal forandres.
Om aftenen, efter en lang arbejdsdag, sad vi ved køkkenbordet. Kogepladen summede, emhætten susede, kedlen stod afkølet, og på tallerkenen lå kun en enkelt honningkage-stjerne. Anders drejede sin kaffekop i hånden og stirrede på det hjørne ved vinduet, hvor pudsen var hævet og faldt af.
Hvor længe skal vi bare se på det, sagde han endelig. Vi kan enten gøre noget, eller vi accepterer, at vi lever i et museum.
Rigmor, med fødderne trukket ind under sig på en skammel, scrollede på sin telefon gennem billeder af indretningsmagasiner. Hvide vægge, lyst træ, moderne lamper fløj forbi.
Jeg vil ikke bare acceptere, svarede hun. Jeg vil have noget normalt. Men ikke som i alle katalogerne. Noget, der er vores, uden de hun gestikulerede mod vinduet. Roserne.
Så lad os bare hyre en håndværker, foreslog Anders. Betaler, og så får vi det gjort.
Rigmor rynkede panden.
Jeg vil ikke have, at en fremmed kommer og pudser og så siger, at det skal gøres på den måde. Jeg vil selv bestemme, hvor stikkontakterne skal være, hvor hylderne skal stå. Jeg vil have, at det er vores eget projekt, ikke bare en regning vi betaler.
Anders smilede skævt.
Så du mener, jeg skal pudse efter arbejde, og du fortæller mig, hvor stikkontakterne skal hænge?
Det er ikke sandt, protesterede hun. Jeg vil også gøre noget. Jeg kan slibe, male. Vi gør det sammen. Det er ikke kun fordi pengene er knappe.
Han så på hendes trætte ansigt, på de fine rynker ved øjnene. Han huskede, hvordan de forleden havde drømt om et færdigt renoveringsprojekt, men ordet færdigt havde fået ham til at kigge væk.
Så lad os gøre det selv, men med omtanke, sagde han. Ikke bare tilfældigt.
Rigmor smilede, og hendes smil lyste køkkenet op. Hun greb en notesbog.
Så skal vi have en plan. Rum for rum. En liste. Et budget.
Ud fra sit værelse kom Søren frem, med hovedtelefoner på og rodet hår.
Er I ved at starte en revolution? spurgte han.
En renovering, svarede Anders. Med egne hænder. Vi får dig med, studerende.
Søren fnøs.
Jeg er midt i eksamen. Men hvis der skal bæres noget, så kald på mig.
Rigmor så på ham med et fast blik.
Ikke kun bære. Du skal hjælpe med computeren, lave plantegninger. Måske også finde på designet til dit eget værelse.
Søren løftede et øjenbryn.
Selvom? Uden blomster på tapeterne?
Ja, men inden for budgettet, bekræftede hun.
Han trak på skuldrene og forsvandt tilbage i sit værelse, men Anders kunne mærke en nysgerrighed i hans stemme.
I weekenden kørte vi til Bilka Byg, det store byggemarked i Ballerup. De lange rækker af lamper, poser, spande og ruller med tapet overvældede os i starten. Rigmor greb en indkøbsvogn som en kaptajn grebet roret.
Først en liste, mindede Anders. Spartel, primer, rulle, sandpapir
Og maling, tilføjede hun. Jeg vil have hvide vægge i stuen. Ikke cremefarve, men ren hvid.
Hvide vægge er som et hospital, modsagde han. Lad os i det mindste vælge en varm nuance.
De stoppede ved hylden med malingsspande. På etiketterne stod kold mælk, morgen tåge, bomuldssky.
Det her er næsten hvidt, men ikke helt, sagde Anders, mens han tog en spand.
Jeg vil have helt hvid, insisterede Rigmor og pegede på et billede. Som på den her.
Anders mærkede irritation stige i ham, men han vidste, at hun så farven som et symbol på en ny start, ikke bare på maling.
Okay, sukkede han. Stuen er din. Jeg vælger resten.
Hun nikkede, og de gik videre til en anden hylde. De diskuterede, om de havde brug for en laser-udnævner, hvilken bredde rullen skulle have, om de skulle betale ekstra for vaskbare tapeter i gangen. Pludselig standsede Rigmor ved eksklusive tapeter med geometrisk mønster.
Hvor smukt, sagde hun. Det kunne vi have i stuen.
Anders så på prisen og pudsede sig i ærmet.
For de penge kan vi samle et lille køkken. Vi har jo aftalt, at vi ikke skal overdrive.
Men det holder længe, argumenterede hun. Vi renoverer ikke hvert år.
Han følte den velkendte spænding i skuldrene. Pengene var der, men lånekortet på bilen, Sørens studier, ferien de havde udsat i to år alle tal blev ved med at snige sig ind i tankerne.
Rigmor, lad os være ærlige, sagde han. Vi kan købe det, men så må vi skære ned andre steder. Er du klar?
Hun strøg over en prøveseddel.
Så lad os gå den enkle vej. Ikke de billigste, men ikke de dyreste, okay?
Aftale, bekræftede han.
Vi kom hjem om aftenen, tunge af poser og spande. I entréen var der straks trangt. Søren tog hovedtelefonerne af og lo.
Har I åbnet et lager?
Det er din lyse fremtid, svarede Anders, mens han stillede en pose mod væggen. Vi starter med dit værelse. Det har mindst møbler.
Med mit? spurgte Søren. Hvor skal tingene hen?
Midlertidigt i stuen, svarede Rigmor. Du har jo sagt, du vil hjælpe.
Søren rynkede panden, men sagde intet.
Om aftenen lagde vi tegninger ud på køkkenbordet, udskrifter fra internettet, og en notesbog med Anders skæve skitser. Søren havde taget sin laptop frem og åbnede et simpelt 3Dprogram for lejligheden.
Se, sagde han. Så kan vi flytte skabet, så der er plads til et skrivebord.
Rigmor lænede sig ind.
Hvad hvis vi i stedet bruger hylder, så det ikke er så tungt?
Anders så på skærmen og mærkede en mærkelig følelse det var som om vi ikke kun flyttede møbler, men også omskrev vores liv. I de firkantede linjer var fortiden, nutiden og en uklar fremtid gemt.
Næste dag begyndte den mest beskidte del at rive de gamle tapeter af. Anders stod på en lille stige, skubbede med spartlen og trak. Tapeterne revs i gule stykker, der lå på væggen. Rigmor samlede stumperne i en pose, mens Søren, sur, skubbede et skab.
Hvem har fundet på de blomster, mumlede Anders. Hvorfor valgte vi dem?
Det så pænt ud dengang, svarede Rigmor. Vi var så travle med arbejde, at vi kun sov hjemme.
Søren fnøs.
Romantik.
Om frokosttid mærkede Anders sin ryg gøre ondt, fingrene var i spartelmasse og lim. Rigmor, med hænderne i vand, var dækket af hvide pletter, håret stod i en knold. Søren forsvandt i fem minutter og kom tilbage med en halv time forsinkelse.
Du lovede at hjælpe, sagde Rigmor uden at vende sig.
Jeg hjalp, protesterede han. Jeg flyttede skabet. Jeg har også en eksamen.
Eksamen kan vente, sagde Anders. Vi gør det for dig, for dit værelse.
Søren rullede med øjnene, men greb spartlen.
Om aftenen faldt vi på sofaen i stuen. I Sørens værelse var væggene delvist skrubbede af, på gulvet lå tapetstykker, luften duftede af støv og fugtig puds. TVet var slukket. Vi sad bare i stilhed.
Måske skulle vi have hyret en håndværker, mumlede Søren. De ville have ordnet det på en dag.
Rigmor smilede træt.
Så ville de også have fjernet vores chance for at skændes om hver eneste centimeter, sagde hun.
Anders grinede.
De ville have skændt med os også, svarede han.
Vi lo, og spændingen lettede lidt.
Efter en uge stod det klart, at vores tidsplan var for optimistisk. Efter arbejde kom Anders hjem, spiste hurtigt og gik i seng. Rigmor slibede, vaskede gulve, søgte på nettet om grunding. Søren hjalp, men forsvandt ofte for studier eller venner.
En aften brød en lille diskussion ud over en hylde i Sørens værelse. Anders var imod.
Han vil bare stable rod derop, sagde han, mens han rørte i spartelmassen. Så vil det hele falde ned på hovedet.
Det er hans værelse, modsatte Rigmor. Han bestemmer selv.
Så skal jeg bore og hænge det, svarede Anders. Skal jeg opfylde hver eneste af hans lyster?
Søren, som sad på vindueskarmen med laptoppen, løftede hovedet.
Jeg er jo her, sagde han. Kan jeg få lov at bestemme?
De så på ham.
Vil du have hylde? spurgte Anders.
Søren tænkte.
Ja, men en lille, slank en til bøger.
Bøger har du ikke så mange, mumlede Anders.
De kommer, svarede Søren roligt.
Rigmor så på sin mand.
Så lad ham bestemme, sagde hun stille.
Anders mærkede træthed og et ønske om kontrol kæmpe indeni. Men i Sørens øjne så han en anmodning om tillid.
Okay, sagde han. Hylden bliver, men du maler den selv og holder den pæn. Aftale?
Aftale, nikkede Søren.
Det sværeste var stuen. Den gamle sofa lå, hvor Anders ofte sov, så han ikke ville vække Rigmor. Der stod familiefotografier, en bogreol og et vitrineskab, som hans mor havde givet dem.
Vitrineskabet skal væk, sagde Rigmor, da vi planlagde. Det optager en hel væg.
Det er mammas gave, protesterede Anders. Hun vil blive såret.
Så skal vi leve med hendes gave eller i vores egen lejlighed? spurgte Rigmor. Vi er jo ikke et museum for hendes smag.
Det var en svær beslutning. Skabet var fyldt med service og souvenirs. Søren foreslog, at vi kunne bruge de nederste skuffer som hylder og de øverste som åbne reoler, eller endda skille det ad og bruge træet til noget andet.
Anders så overrasket på ham.
Er du blevet snedker?
Jeg bare synes, det er spild at smide væk, svarede Søren. Men jeg vil heller ikke have det hele som det er.
Om aftenen ringede Anders til sin mor. Han fortalte om renoveringen og om skabet.
Mor, vi overvejer at skille det ad, sagde han. Det er ret gammelt og stort.
Hun tøvede et øjeblik.
Gør, som I synes, det er bedst, svarede hun til sidst. Det er jeres lejlighed. Jeg har levet mit liv.
Der lå en svag irritation i hendes stemme, men også en anerkendelse af deres selvstændighed. Anders lagde røret på med en tung, men klar fornemmelse. Han forstod, at renoveringen handlede om mere end vægge.
Næste dag gik vi tre ud og skilte vitrineskabet ad. Træet blev lagt pænt i en kasse, noget gik i opbevaringsrummet.
Vi kan lave en hylde i gangen af det, sagde Anders og tørrede panden. Og et par små stykker til reol.
En genfødsel, bemærkede Rigmor.
Da stuen var spartlet og slebet, kom malingen. Anders ville have en blød grå nuance.
Hvid i stuen bliver for skarp, forklarede han. Denne er neutral, så enhver sofa passer.
Rigmor sukkede, men gik med.
Vi malede om aftenen med radioen i baggrunden. En spand med maling stod på en skammel, rullerne skvattede på væggene. Søren gik med en pensel i hånden, mens han havde hovedtelefonerne på.
Se, dryp, sagde Anders, da malingen løb i en stribe.
Jeg retter det, svarede Rigmor med rullen.
Efter et par timer trådte vi tilbage og så på den nye væg. Rummet virkede større, lysere. De gamle revner var væk.
Det er bedre, sagde Rigmor. Som om den har fået et åndedrag.
Det har vi gjort, bekræftede Anders.
Vi sad på gulvet med en termokande te, som Rigmor havde taget med. Søren bladrede på sin telefon efter sofaer.
Jeg fandt en, som ikke er dyr, men god, sagde han. Den kan klappes ud, har en skuffe til opbevaring.
Anders kiggede på billedet.
Farven er mærkelig, bemærkede han.
Men den er ikke fedtet, indførte Rigmor. Og passer i størrelsen.
Og i prisenSå vi satte os i den nye sofa, skænkede hinanden et grin og vidste, at uanset hvor mange vægge vi skulle male, var det fællesskabet, der gjorde hjemmet til vores.
