Jeg er ikke skamfuld – jeg er stolt af, at jeg er fra en landsby!
Hej.
Længe har jeg set, hvordan folk fra storbyen taler nedsættende om dem, der er vokset op på landet. De tror, livet uden for deres asfalt‑ og betonverden er noget mindre værd, og at en landsbyboer, der flytter til byen for at arbejde, “indtager” en andens “lovlige” plads.
Men ved I hvad? Jeg skammer mig ikke over at være landsbybo. Tværtimod er jeg stolt af det.
Jeg vil ikke føle skyld over, at jeg tjener til dagen i dag i en storby. Hver enkelt har ret til arbejde, til udvikling, til at leve som man selv ønsker.
Hvis jeg måtte forlade min lille hjemby for at finde et job, gør det mig ikke mindre værd end dem, der er født mellem glas og beton.
Landsbyen har lært mig at være et menneske
Jeg kom til verden i en almindelig familie i en lille landsby på Sjælland, omgivet af marker, søer og duften af nyklippet græs og brændeovnsrøg.
Fra barnsben af har jeg kendt til arbejde.
Jeg så mine forældre stå op i mørket for at dyrke jorden, far reparere hegnene efter regnen, mor dække bordet så hele familien kunne samles til aftensmad.
Jeg har lært at respektere arbejde, for i en landsby venter man ikke på, at andre gør ens pligter.
Jeg har lært taknemmelighed, fordi jeg ved, hvilken pris brødet på bordet har kostet.
Jeg har lært respekt for naturen, fordi livet afhænger af dens nåde.
Jeg vil ikke bytte den erfaring ud med betonvægge, travlhed, evige køer og forurenet luft.
Jeg får ofte at høre:
– Så du elsker landsbyen så meget, hvorfor arbejder du så i byen?
Tænk over det – hvorfor må tusindvis af mennesker, der er opvokset i landsbyerne, drage mod byerne? Er det fordi, de elsker det?
Nej. Det er systemet, der tvinger dem. Arbejdet på landet bliver færre, mens familierne stadig skal føde.
Det betyder ikke, at vi er overflødige eller mindre værd end dem, der er født i lejlighedskomplekser.
Jeg ønsker ikke at bo i byen, men jeg må arbejde
Ærligt talt forstår jeg ikke, hvorfor folk glorificerer bylivet så meget.
Støj. Skidt. Husene, hvor naboerne hører hvert skridt. Biler, der står fast i kø i timevis. Folk, der bor ved siden af hinanden, men som aldrig hilser.
Kaller I det komfort?
Jeg bor i mit eget hus.
Et to‑etagers, lyst hus med en stor have. Jeg har min egen grøntsagshave, et frugtræ‑lunder, min egen sauna. Jeg har et sted, hvor jeg kan trække vejret frit, hvor jeg kan gå ud på gården om morgenen og se himlen – ikke en grå væg, men den uendelige blå horisont.
Men ja, jeg må tage til byen for at arbejde.
Det er upraktisk. Bilen bryder sammen – så mister man en dag. Bussen kører kun en gang i timen – så man er forsinket.
Alligevel er jeg villig til at tåle det, for friheden og rummeligheden i min landsby betyder mere for mig end byens betonbokse.
Gør ikke grin med landsbyboere, for “landsby” er ingen fornærmelse
Nogle gange hører jeg, hvordan folk i byen kalder os “bønder” med hån. Det er latterligt. Byboerne tror, deres liv er succeskriteriet, men stadig flere af dem flytter ud på landet.
Køb et parcelhus – så er livet lykkeligt? Men så snart en landsbyboer kommer til byen for at arbejde, bliver han straks kaldt “provinsbo”.
Paradoxalt. Vil du have sandheden?
Der er flere venlige, hjælpsomme og redelige mennesker i landsbyerne end i storbyen.
Fordi vi har en kultur, hvor man hjælper hinanden; man går ikke forbi, når nogen har det svært. Vi ved, hvad ægte fællesskab betyder.
I byen kan du bo i samme bygning i årtier uden at vide, hvem der bor ved siden af dig. Du kan falde på gaden, og ingen vil række ud. Du kan råbe, men ingen hører.
Så hvem er de egentlige “provinsboere”?
Din oprindelse bestemmer ikke din intelligens eller din moral
Man kan blive født på landet og være veluddannet, høflig og åben. Man kan blive født i den mest fashionable del af København og forblive uforskammet.
Problemet er ikke, hvor du er født, men hvilken person du vælger at blive.
Derfor skal du droppe den foragtende bemærkning: “Han er fra en landsby”.
For landsbyen er ingen dom.
Den er min lille hjemmehavn, og jeg er stolt af den.
Det er i den enkle ro, i jordens duft og i fællesskabets styrke, at vi finder den sande værdier. Så lad os huske: Man må ikke dømme en bog på dens omslag, men på de sider, den indeholder. Dette er min livslektion.
