Kupon med et link til… “Jeg har ikke brug for noget,” udbrød Julie, da en pige klædt som engel – hvid kjortel, vinger af gullige, pjuskede fjer og en glorie af aluminiumstråd omviklet med gyldent glimmer – spærrede vejen og rakte hende en seddel, “jeg har ikke brug for noget!” “Jo, du har,” svarede englen, “tag denne kupon, men smid den ikke ud – læs den grundigt.” Julie tog sedlen, mumlede “tak”, gik udenom pigen og skyndte sig mod busstoppestedet. Dagen havde været hård, mandag er altid tung, folk er utilfredse efter weekenden, ingen har lyst til at arbejde, men de tvinger sig op, vasker sig, klæder sig på og går ud af døren. Mandage gør folk nervøse og irritable, de spørger sig selv, hvornår det ender, hvornår de kan leve for deres egen skyld, slippe for vækkeuret og regner på, hvor længe der er til pension. Folk er så irriterede, at det mindste kan få dem til at eksplodere, og Julie kendte det bedre end nogen. Hun arbejdede i kantinen lige overfor den lokale fabrik, og hver morgen strømmede folk ind for at få kaffe, inden de gik ind til fem dages arbejde. Kantinen kørte kun på kaffe om morgenen. Kaffekværnen brummede, flere kaffemaskiner bryggede duftende kaffe – stempelkander, espressokander, almindelige maskiner og kapselmaskiner – folk tog alle slags, tog de første slurke ved disken og gav plads til de næste. Fem minutter i syv gik Julie ind ad bagdøren, duftede kaffen, løb op ad trappen, tog jakken af i farten, skiftede i omklædningsrummet, sukkede over den krøllede uniform – den eneste morgenbus til fabrikken var altid proppet, og det var umuligt at få uniformen med uden at krølle den. Dagen gik, folk kom og gik, frokoststrømmen fra fabrikken var ovre, der var færre gæster, men stadig mange, især når kulden kom. “Kan du tage over i femten minutter?” spurgte Julie kokken Mikkel, “jeg trænger til en smøg, jeg har en time tilbage.” “Gå du bare,” nikkede Mikkel, tog sit hvide forklæde og kokkehue af, tog sort tjenerforklæde og bandana på og gik ud i salen. Julie tog jakken på og gik ud. Her var frisk luft, tænkte Julie, tog en pakke cigaretter op af lommen, satte sig på en træbjælke på trappen, ledte efter lighteren og fandt den sammen med den krøllede seddel. Hun tog både lighter og seddel op, smed sedlen på trappen, tændte cigaretten, sugede dybt, slap røgen ud, kiggede ned og så sedlen med ordet “Kupon”. “Hvad mon englene tilbyder?” mumlede Julie med et smil, tog sedlen op og glattede den ud, “måske er der noget brugbart?” Hun læste teksten med små bogstaver og lo. “Med denne kupon får du ret til at få opfyldt ét ønske. For at få dit ønske opfyldt, scan QR-koden, gå ind på hjemmesiden og følg instruktionerne. Vigtigt: Læs vejledningen grundigt, før du udfylder formularen! Afdeling for opfyldelse af hjertets ønsker!” “Spøgefugle,” mumlede Julie, “folk har fundet en måde at sprede glæde på. Godt gået! Læser man kuponen, får man et grin, og der bliver færre sure mennesker.” Julie slukkede cigaretten, gik ind i kantinen, vaskede hænder, tog en lille flaske parfume op, duppede håndfladen, gned hænderne sammen, rørte ved ansigtet og gik tilbage til arbejdet. Julie havde ikke vagt, de med vagt arbejdede fra syv til elleve om aftenen i skift, men hun arbejdede fra syv til tre uden frokostpause, og havde fri i weekenden. Hun bar bakken ud i opvasken, så på klokken – 14:54 – fandt Katja, som blev til elleve, gav hende notesbogen med bestillinger og gik i omklædningsrummet. Da hun gik ud af kantinen, gik Julie langsomt mod busstoppestedet. Måske skulle jeg besøge mor? tænkte Julie, jeg har ikke noget at lave hjemme, jeg kunne besøge hende. Ja, det burde jeg, jeg er der så sjældent… selvom det… For sit indre blik så Julie det lille værelse med sengen og den magre kvinde med det sygeligt gule ansigt ligge der. Stakkels mor, tænkte Julie, stoppede op, tog cigaretpakken op, ledte i den anden lomme og fandt igen den krøllede seddel sammen med lighteren. Julie tog lighter og seddel op, glattede sedlen, så ordet “Kupon” og spærrede øjnene op – hun huskede tydeligt, at hun havde smidt kuponen i skraldespanden ved kantinedøren. Mærkeligt, tænkte Julie, kiggede efter skraldespanden, men der var ingen, men bussen kunne ses i det fjerne. Julie lagde cigaretten tilbage i pakken og løb mod stoppestedet. Hun satte sig bag chaufføren, tog telefonen frem for at tjekke nyheder, men kom i tanke om kuponen, smilede, tog den krøllede seddel op og efter et øjeblik dukkede en side op på telefonen. “Er du den heldige indehaver af kuponen, har du mulighed for at få dit ønske opfyldt! Udfyld formularen nedenfor og send. Ønsket opfyldes med det samme!” Julie smilede og læste videre. “Vigtig information: 1) Beskrivelsen af ønsket må ikke overstige 200 tegn. 2) Ønsket må ikke skade nogen. 3) Ønsket skal være REALISTISK! Ønsker som ‘blive Elon Musk, rejse til en anden planet, spise middag med Gud, blive udødelig, blive millionær (milliardær, kendt skuespiller, sanger, politiker), vinde (finde) en masse penge (skat) og lignende – BLIVER IKKE OPFYLDT! 4) Før du trykker ‘send’, læs dit ønske igennem og tænk grundigt over, om du virkelig vil det!” Okay, tænkte Julie med et smil, lad os lege med. Hvad ville jeg ønske mig? En masse penge går ikke, hvad kan man så ønske? Hele vejen tænkte Julie over, hvad hun skulle ønske sig. Et godt job? Hun var tilfreds med sit arbejde, lønnen var ikke stor, men det gik, og arbejdstiden var god, fri klokken tre, og hun spiste gratis i kantinen og tog mad med hjem. Sundhed? Ja, det er et godt ønske. Hun var sund, intet gjorde ondt, udseendet var også fint, ikke en skønhed, ikke en supermodel, men hun så godt ud. Hvad mere kunne man ønske? Held? Held er uforudsigeligt… og hvad er held egentlig? Hvis man ikke ved, hvad man har brug for held til, hvad er meningen med at ønske det? Hvad mere? Møde en prins? Ja, det er noget, men i en alder af 44 er det nok ikke sandsynligt, og der er ikke prinsen nok til alle, og hvorfor skulle jeg have en prins? Da man var ung, ja, så ville man have kærlighed, en prins i en hvid Bentley, men som 44-årig ved man, at det ikke er så enkelt, at der ikke er nogen prinser, og bag masken gemmer sig bare en almindelig fyr! Julie kom ud af tankerne, så bussen stoppe nær mors hus, lagde telefonen i tasken og skyndte sig ud. “Hvordan har hun det?” spurgte Julie sin mor, da hun satte sig ved køkkenbordet. “Det er det samme,” svarede moren, “hverken værre eller bedre. Lægen siger, at alle prøver er fine, men hun har brug for god massage.” “Måske skulle jeg flytte ind hos dig?” spurgte Julie, “så kan jeg hjælpe til.” “Nej,” svarede moren hurtigt, “du har dit eget liv, du skal hellere finde dig en mand. Hun er min datter, og jeg må bære dette kors.” “Du skal ikke bære noget!” udbrød Julie, “hun har selv rodet sig ud i det, og du har…” “Julie, stop!” afbrød moren, “jeg ved, det er hendes egen skyld, men hun er min datter, og jeg kan ikke sende hende på institution eller hvor man nu sender handicappede.” “Hun satte sig fuld bag rattet,” hviskede Julie, “hun dræbte fire mennesker, dræbte min far… ja, hun…” “Julie,” hviskede moren, “stop!” “Hun kan leve i tyve år endnu,” sagde Julie vredt, “plejen vil tage livet af dig, du…” “Julie, tag hjem,” sagde moren, rejste sig og gik ud af køkkenet. Julies besøg endte altid sådan, hun havde lovet sig selv hundrede gange at tie stille, men det lykkedes aldrig. Hendes søster Lena havde for tre år siden mistet kontrollen, kørt ind i et busstoppested, dræbt folk, dræbt deres far og fået en alvorlig rygskade. Nu kunne hun aldrig gå igen, og moren måtte passe hende, bade, vende hende, sætte hende i kørestol, fodre hende… Julie rejste sig, gik ud i gangen, tog jakken på, listede to skridt og kiggede ind i det åbne soveværelsesdør. Søsteren sad i kørestolen, hovedet på skrå, og så tv. Morder, råbte Julie i tankerne og gik stille ud af lejligheden. Ude på gaden tog Julie en cigaret, stak hånden i lommen og fandt igen den krøllede seddel. Med vrede smed hun sedlen på jorden, tændte cigaretten, pustede røgen ud, kiggede på sedlen, tog telefonen frem, trykkede på knappen, og på skærmen dukkede ønskefeltet op. Julie skrev hurtigt: “Jeg ønsker, at min mors største ønske går i opfyldelse.” Julie vidste, at moren mest af alt ønskede, at Lena blev rask, så lad det ønske gå i opfyldelse – selv ønskede hun det ikke, men moren… hende elskede Julie og ville ikke have, at hun skulle bruge resten af livet på at passe en sengeliggende datter! Julie trykkede “send”, lagde telefonen i lommen og gik hurtigt mod bussen. Hun satte sig bag chaufføren, lagde tasken på knæet og hørte telefonen ringe i lommen. “Jeg lytter, mor,” svarede Julie. “Lena er død,” lød morens stemme, og der blev lagt på. Julie stirrede på telefonen et øjeblik, og så gik det op for hende, hvad hun havde hørt. Så det var dét, du ønskede, tænkte Julie, men skubbede straks tanken væk som dum og tilfældig, lagde telefonen i jakkelommen og gik ved første stop tilbage til sin mor.