Jeg husker, som om det var i en anden tid, den dag i København, hvor jeg som ung sygeplejerske hørte den lille, men livsforandrende nyhed fra den unge læge Kasper. Jeg, Lærke, havde netop fået at vide, at jeg om otte måneder skulle blive mor, og chokket tog mig bort for ordene. Jeg lænede mig ind mod hans skulder, den samme skulder, som havde leveret den overraskende besked, og tårerne strømmede.
Det var tårer af ren glæde, for jeg var sikker på, at min kæreste Mikkel ville blive så glad, at han endelig ville lægge de lange nætter i værkstedet med sine venner bag sig og begynde at tage ansvar.
Kasper, en ung læge, som kun havde startet på den private klinik i et par dage, omfavnede mig forsigtigt og kæmpede selv med at holde tårerne tilbage. Hans øjne var fyldt med den samme taknemmelighed, som jeg så i mine egne, og selvom han som læge skulle holde et roligt ydre, var han også blot et menneske med følelser.
Mens jeg græd på hans skulder, trak han blidt sin frakke for at tørre sine øjne, og jeg sagde med en rystende stemme: “Tak, Kasper, for den vidunderlige nyhed!” Jeg sagde farvel til ham og skyndte mig hjem.
Mikkel var ikke i lejligheden. Kun de spredte ejendele i rummet vidnede om hans tilstedeværelse. “Det er mærkeligt,” tænkte jeg. Normalt kom han hjem direkte efter sin nattevagt og faldt i søvn på sofaen.
Jeg samlede mine ting og ringede til ham, men han afviste samtalen. “Måske har han fundet et ekstra arbejde igen,” tænkte jeg, mens jeg gik i gang med at lave aftensmad. Jeg ville ikke bare fortælle ham om graviditeten på den kedelige måde; jeg ville skabe en lille, men romantisk overraskelse.
Jeg fandt på internettet opskrifter på retter, jeg aldrig havde prøvet før, og gik straks i gang, så jeg var færdig, inden Mikkel kom hjem.
Mikkel dukkede op omkring midnat. Først kæmpede han med at få nøglen i låsen, råbte højt i trappeopgangen, og så brugte han ti minutter på at tage sine sko af. Jeg hørte alt fra mit værelse, men turde ikke træde ud. Sådan var det ofte i vores familie – man undgik at blive fanget i en varm gryde.
“Lærke! Kom her!” råbte han. Jeg gik ud i gangen og så, at den mand, jeg havde ventet på, næsten ikke lignede den Mikkel, jeg kendte. Han var slank, næsten som en skygge, men jeg elskede ham stadig, så jeg tilgav ham som altid.
“Hvorfor svarede du ikke på mine opkald?” spurgte jeg.
“Jeg var optaget!” svarede han groft. “Er der noget at spise?”
“Jeg har lavet mad, men den er afkølet. Skal jeg varme den op?”
“Nej, lad være!” sagde han, gik forbi mig som om jeg var et møbel, og satte sig ved køkkenbordet.
“Hvad er det her?” spurgte han, da han så den store glasbolle med salat, jeg holdt.
“Det er en salat med blæksprutte,” svarede jeg.
“Kan du ikke lave noget normalt? Du ved, jeg er ikke vild med de eksotiske retter.”
Pludselig kastede Mikkel den glasbolle i væggen med et råb, og to tallerkener med små tærter samt en metalbakke med stegt fisk fløj gennem luften. Heldigvis hørte naboerne støjen og tilkaldte politiet, ellers ved jeg ikke, hvordan det endte.
Næste morgen lå jeg svagt i sengen og kunne næsten ikke rejse mig. Da låsen på døren pludselig klikkede op, sprang jeg op og løb ud i gangen. Mikkel stod der, fuldskærmt, men med en skygge af irritation i øjnene. Uden at undskylde for gårsdagens udbrud fandt han frem til de sparepenge, vi havde lagt til brylluppet, og gik mod udgangen.
“Vi får barn!” råbte jeg efter ham.
Han stoppede op, så på mig med et tomt, fjernt blik, tøvede i fem minutter og sagde så blot: “Tillykke,” før han forsvandt.
Jeg havde troet, at han ville glæde sig, men den reaktion havde jeg aldrig kunnet forestille mig.
Derefter blev mit liv et mareridt. Mikkel kom hjem sent om natten, lavede skænderier, og gik igen i stilhed om morgenen. Det varede i to uger, indtil en voldsom smerte i maven fik mig til at ringe efter ambulance.
Lægerne fortalte mig, at jeg havde haft et abortus. Verden blev sort‑hvid for mig. Jeg tænkte ikke længe; jeg pakkede mine ting og flyttede til min mors hus på den anden side af byen. Mikkel lagde mærke til min fravær? Ikke en gang. Han fortsatte med at hænge ud med sine venner til de sene timer, og når han kom hjem, faldt han i søvn på sofaen, eller han kom slet ikke hjem.
Heldigvis var vi ikke lovet hinanden, så jeg behøvede ikke at give ham en forklaring. Jeg skiftede telefonnummer og slettede ham fra mit liv for altid. Jeg havde aldrig kunnet forestille mig, at manden, som havde gjort mig lykkeligst i verden, på et øjeblik kunne gøre mig til den mest ulykkelige.
Jeg ønskede hverken at se ham eller høre hans stemme igen. Jeg ville blot finde fred. En lille kirke nær mit nye hjem blev mit tilflugtssted. Jeg vidste ikke, hvordan man beder, så jeg talte simpelthen fra hjertet: “Herre, lad mig få muligheden for at blive mor igen. Jeg vil have børn, jeg vil have lykke, og jeg beder om en ægtefælle, som er ædru og kærlig.”
Præsten, som stod ved siden af mig, lyttede, løftede mig forsigtigt fra bænken og spurgte, hvad der var sket. Jeg fortalte ham alt, og han sukkede tungt, før han sagde: “Min datter, før du beder om noget, så tilstå dine synder i skriftemålet, og bed hver dag. Gud vil høre dine bønner. Det vigtigste er at tro.”
Det var første gang i mit liv, jeg gik i skriftemål, og straks efter følte jeg mig som en helt ny person. Jeg gik hver dag i kirken og bad foran ikonerne. En dag kom en kat ind i kirken. Den var helt almindelig, den slags katte, man ser på gaderne i Nørrebro. Den satte sig ved min side og sad stille, mens jeg bad om at kunne få børn.
Næste dag var den der igen, og “bød” med mig i bønnen. Jeg ved ikke, hvad den tænkte, men ingen tvivlede på, at den “bed”. Den sad roligt foran ikonerne med lukk
