En gammel historie Det var i efterkrigsårene i den lille danske landsby Sønderup. Der var få mænd tilbage, mange var faldet under krigen, og en ny generation af drenge voksede op. Tæt ved forsamlingshuset, hvor de unge samledes, boede Alevtina – en kvinde uden alder, som man siger. Tre børn og en gammel mor havde hun at tage sig af, og alene sled hun i marken og forsørgede dem alle. Livet var hårdt. Alevtina var ikke vellidt blandt de andre i landsbyen, især ikke blandt kvinderne. – Nu samler Alka igen mændene hjemme hos sig, – mumlede kvinderne, – hvor længe skal det blive ved? Alevtina sendte ofte sin mor og børnene over til naboen og holdt selskaber hjemme, der varede hele natten. Nogle af gæsterne blev og overnattede – også andres mænd. Så snart mørket faldt på, sneg mange af landsbyens mænd sig over til Alevtina og blev der. Kvinderne sladderede, skændtes med deres mænd, men turde ikke konfrontere Alevtina. For hvis manden kom hjem, kunne det ende med ballade – måske endda vold. Sådan var livet i landsbyen, alt var synligt. Rygtet nåede også Varvara om hendes mand Ivan, hendes andet ægteskab. Hans første kone døde i barselsseng, barnet overlevede heller ikke. – Varja, hvorfor finder du dig i det? Din Ivan går også til Alevtina. Du er gravid, og han render derovre, – sagde naboen Rikke. – Det kan ikke passe, han kommer godt nok sent hjem, men sværger på, at formanden har sat ham til at holde vagt ved laden om natten, – svarede Varvara, der troede på sin flotte mand. Varvara var smuk, rolig og dygtig, boede i Ivans hus sammen med svigermor og Ivans storesøster Serafina og hendes to børn. Serafinas mand, en traktorfører, var død, så hun var flyttet hjem til sin mor. Hun kunne ikke udstå Varvara. – Hun må gerne bo her, – betroede Varvara sig til naboen, – men hun hakker altid på mig og siger de værste ting. Serafina kunne ikke lide den smukke og arbejdsomme Varvara og gjorde livet surt for hende. Men Varvara holdt ud. Hun elskede Ivan og kunne ikke vende hjem, for hun havde trodset sine forældre og var stukket af med ham. Ivan var flot, stærk og veltalende. Mange kvinder var interesserede, men han valgte den beskedne Varvara, som ikke kunne modstå ham. – Mor, Ivan har friet til mig, – sagde Varvara. – Jeg råder dig til ikke at tage ham. Han har været gift før, og kvinderne flokkes om ham. Det ender ikke godt, du kommer til at slås for ham, – advarede moderen. Varvara blev ked af det, men gik imod sin mors vilje. Ved høstfesten aftalte hun med Ivan, at han skulle hente hende. Hun løb ud med en lille bylt og satte sig op i vognen. Hun var nitten, havde kun et par kjoler og lidt undertøj. Moderen løb efter og råbte: – Jeg slipper dig ikke. Kommer du tilbage, så regn ikke med at blive lukket ind igen! Sådan flyttede Varvara ind hos Ivan uden bryllup. Hun arbejdede på tørvemosen og tjente lidt. Svigermor var streng og utilfreds, men Varvara klarede sig. Ivan gik på arbejde som formand og blandede sig ikke i kvindernes stridigheder. Varvara lavede mad, for svigermor gad ikke. Hun fortrød ofte, at hun var flyttet ind i denne familie, hvor hun ikke blev accepteret. Men formanden Klem bemærkede hendes flid og foreslog hende som kandidat til sognerådet. – Åh, Klem, jeg kan ikke, jeg er ung og uerfaren, – sagde Varvara. – Bare rolig, vi hjælper dig. Du er flittig og ærlig, – svarede formanden. Sådan blev Varvara valgt ind i sognerådet. Ivan var stolt, svigermor blev mere stille, men Serafina bagtalte hende stadig. Varvara fik en søn, gik på arbejde, og svigermor passede børnebørnene. Efter fem år ventede hun endnu et barn. Da hun var otte måneder henne, fortalte Rikke hende om Ivans besøg hos Alevtina. Serafina var der straks med spydigheder: – Det er din egen skyld, Varja. En god kone holder på sin mand. Du har for travlt med dit sognerådsarbejde. Varvara sagde intet, men tvivlen gnavede. Ivan kom hjem om morgenen, lagde sig ved siden af hende, og hun tænkte: – Vi arbejder jo sammen, Alevtina roser mig endda for min flid… En aften kunne Varvara ikke vente længere. Hun tog sin gamle trøje på og gik ud i mørket mod klubben, hvor Alevtina boede. Hun kiggede ind gennem hegnet og så Ivan og Alevtina sammen ved bordet. Da lyset blev slukket, kastede hun en sten gennem vinduet og forsvandt. Ivan kom hjem om morgenen, og Varvara sagde intet. Alevtinas vindue var længe dækket af en pude. Varvara nævnte aldrig, hvad der var sket. Hun blev mere ligeglad med Ivan, især da deres anden søn voksede op. – Lad ham bare gå, han kommer jo hjem, – tænkte hun, – og kalder mig stadig “min kone”. Tiden gik. En aften blev Varvara kaldt til sognerådet, hvor politiet og nogle fra landsbyen ventede. – I dag blev Alevtina taget med stjålet korn, – sagde Klem. – Vi skal ransage hendes hus. Varvara og Nikolaj blev sendt ind. Alevtina sad bleg og rystende. Varvara fandt kornet under sengen, men sagde: – Nej, der er ikke noget her. Alligevel blev Alevtina taget med til stationen, men kom hjem dagen efter. Årene gik. Alevtina flyttede med børnene til nabobyen og kom aldrig tilbage. Varvara og Ivan opfostrede deres sønner, den ældste blev gift, men Ivan døde tidligt. Serafina fandt en mand i nabobyen og flyttede. Varvara bor stadig alene, børn og børnebørn besøger hende, og sønnerne hjælper, når benene gør ondt.

For mange år siden, i de stille år efter besættelsen, lå den lille jyske by Vesterholm indhyllet i tavshed. Mændene var få, de fleste var gået tabt under krigen, og nye drenge voksede op i deres fravær. Tæt ved forsamlingshuset, hvor ungdommen samledes til dans og snak, boede Alvilde en kvinde, hvis alder ingen kunne gætte. Hun sled alene på mejeriet for at forsørge sine tre børn og sin gamle mor, og bar familiens byrder uden klage. Hverdagen var ubarmhjertig.

Alvilde var ikke populær blandt byens folk, især ikke blandt kvinderne.

Alvilde har igen fyldt huset med karle, hviskede konerne, hvor længe skal det fortsætte?

Ofte sendte Alvilde sin mor og børnene over til naboen, mens hun holdt selskab hjemme, og latteren lød til langt ud på natten. Nogle af mændene blev til daggry, selvom de havde koner derhjemme. Når mørket sænkede sig, sneg flere sig væk fra deres egne og forsvandt ind i Alvildes stue.

Konerne sludrede, skændtes med deres mænd og dømte Alvilde hårdt. De kunne have konfronteret hende, men frygten holdt dem tilbage. For hvis manden kom hjem, kunne det ende med slag nogle gange endda foran børnene. Sådan var livet i Vesterholm, alt blev set.

Rygtet nåede også til Vibeke om hendes mand Jens. Hun var hans anden hustru; den første døde i barselsseng, og barnet overlevede ikke.

Vibeke, hvorfor finder du dig i det? Din Jens går også til Alvilde. Du venter barn, og han render derovre, sagde naboen Ragna.

Det tror jeg ikke på, svarede Vibeke, han kommer sent hjem, ja, men han siger, formanden tvinger ham til at holde vagt ved laden om natten, så ingen stjæler kornet.

Vibeke var smuk, rolig og dygtig til at holde hus. Hun boede i Jens hjem sammen med svigermor og hans storesøster, Signe, der havde to børn. Signes mand, en traktorist, var død, så hun var flyttet hjem til sin mor fra en anden landsby. Hun nægtede at bo hos sin afdøde mands familie.

Signe var bidsk, misundelig og kunne ikke udstå Vibeke.

Hun må gerne bo her, betroede Vibeke sig til Ragna, men hun hakker altid på mig og siger de værste ting. Hun finder på hvad som helst for at gøre livet surt.

Signes nag og skænderier gjorde dagene tunge for Vibeke, men hun holdt ud. Hun elskede Jens og kunne ikke vende hjem, for hun havde trodset sine forældre og var stukket af med ham.

Jens var høj, flot og veltalende. Mange kvinder lagde an på ham, men han valgte den beskedne Vibeke, som ikke kunne modstå hans charme.

Mor, Jens har friet til mig, sagde Vibeke en dag.

Jeg råder dig til at lade være, Vibeke. Han har allerede været gift, og kvinderne flokkes om ham. Det bliver ikke godt for dig, du vil altid skulle hente ham hjem fra andre. Jeg forbyder dig at gifte dig med ham.

Vibeke blev trist, men besluttede at gå imod sin mors vilje. Ved høstfesten, hvor hele byen fejrede, kom Jens ridende til hendes hus. De havde aftalt det på forhånd. Vibeke løb ud, rød i kinderne, med en lille bylt i hånden og satte sig op i vognen. Hun var nitten år, havde kun et par bomuldskjoler og lidt undertøj som medgift.

Hendes mor løb efter og råbte, da hesten satte i gang:

Jeg slipper dig ikke! Du rejser uden min tilladelse. Kommer du tilbage, så regn ikke med at blive lukket ind igen!

Sådan forlod Vibeke sit barndomshjem og flyttede ind hos Jens. Der blev aldrig holdt bryllup. Hun arbejdede på tørvemosen og tjente lidt penge.

Sådan gik dagene i svigermors hus. Jens mor var streng, utilfreds og aldrig kærlig. Det var hårdt for Vibeke, men ungdommen bar hende igennem. Jens gik på arbejde som formand og blandede sig ikke i kvindernes stridigheder. Vibeke arbejdede også. Svigermor nægtede at lave mad, så Vibeke måtte tage sig af det, selv efter en lang arbejdsdag.

Ofte fortrød Vibeke, at hun var endt i denne familie, hvor både svigermor og Signe behandlede hende dårligt. Men formanden, Klemens, lagde mærke til hendes flid og foreslog hende som kandidat til sognerådet.

Åh, Klemens, jeg kan ikke klare det, sagde Vibeke, jeg er ung og uerfaren, ved ingenting om den slags. Jeg tør ikke.

Bare rolig, Vibeke, vi hjælper dig. Vi ældre skal jo støtte og dele erfaring. Du er flittig, pålidelig og retfærdig, svarede han.

Sådan blev Vibeke valgt ind i sognerådet. Jens var stolt af sin unge kone, og selv svigermor blev mere stille, mens Signe stadig forsøgte at sværte hende til af misundelse.

Vibeke fødte en søn og gik tilbage på arbejde, mens svigermor passede barnebarnet og Signes børn. Signe arbejdede også.

Efter fem år ventede Vibeke endnu et barn. Da hun var otte måneder henne, kom Ragna med dårligt nyt om Jens. Signe var der straks og sagde hånligt:

Det er din egen skyld, Vibeke. En god kone holder sin mand hjemme. Du har for travlt med dine rådsmøder. Hvad skal han ellers gøre? men Vibeke svarede ikke, hun vidste, det ville ende i skænderi.

Kan det virkelig passe, at Jens går til Alvilde? tænkte hun.

Når Jens havde været hos Alvilde, kom han hjem ved daggry og lagde sig ved siden af Vibeke, som lå vågen og tænkte:

Hvordan kan det være? Vi arbejder sammen, Alvilde og jeg, hun roser endda mit arbejde og klapper mig på skulderen

En aften kunne Vibeke ikke holde det ud længere. Hun ventede længe på Jens, mens svigermor og Signe sov. Hun trak sin slidte uldtrøje over skuldrene og listede ud i gården. Benene førte hende næsten af sig selv ned ad den smalle gyde, der mundede ud i bygadens mørke, hvor forsamlingshuset og Alvildes hjem lå side om side. Med hænderne om det gamle stakit, forsøgte hun at undgå mudderet, der lå tungt i natten, og håbede, at ingen hunde ville opdage hende og vække hele nabolaget.

Alt var stille omkring forsamlingshuset. Vibeke nærmede sig Alvildes hus og kiggede forsigtigt gennem en sprække i det skæve plankeværk. Inde i stuen brændte lampen, bordet var dækket med rugbrød, sild og en flaske hjemmebrændt, men rummet var tomt. Efter et øjeblik kom Alvilde og Jens grinende ind, arm i arm, og satte sig over for hinanden.

Vibeke stod stivnet, hjertet hamrede, og hun klamrede sig til hegnet, mens hun så dem sammen. Tankerne fór gennem hovedet: Ragna havde haft ret, og nu sad hendes mand dér, fordi hun selv var højgravid og ikke længere kunne holde på ham. Pludselig rejste Alvilde sig, slukkede lyset, og huset blev opslugt af mørke.

Vibeke blev stående et øjeblik, forvirret og fortvivlet. Hun bøjede sig ned, fandt en tung sten i gruset og kastede den med al sin kraft mod vinduet, før hun forsvandt ind i natten. Jens kom hjem ved daggry, men Vibeke sagde ikke et ord. I lang tid var Alvildes vindue stoppet til med en pude, for hvor skulle hun få penge til nyt glas?

Vibeke nævnte aldrig, hvad der var sket den nat. Hun fandt en vis ro, og hendes følelser for Jens blev mere afdæmpede, især nu hvor også den yngste søn voksede til.

Lad ham bare gå, tænkte hun, han vender jo altid hjem og kalder mig stadig kærligt for lille kone. Jens var snu, og måske elskede hun ham stadig.

Årene gik. En aften blev Vibeke kaldt op på sognerådet af Klemens. Selvom det var sent, ventede både landsbetjenten fra herredet og et par af byens aktive mænd.

Alvilde er blevet taget med stjålet korn, sagde Klemens, det er ikke meget, men tyveri er tyveri, og loven er streng. Vi må gennemsøge hendes hjem og finde ud af, hvor hun gemmer resten. Det er næppe første gang.

Som medlem af rådet måtte Vibeke deltage. Da de kom frem, sendte Klemens hende og Nikolaj ind i huset, mens de andre gennemsøgte gården og kælderen.

Alvilde sad bleg og rystende med foldede hænder, og hendes fætter, der var indkaldt som vidne, stod tavs og forvirret. Vibeke anede ikke, hvor hun skulle begynde, for hun havde aldrig prøvet noget lignende. Alvilde så bedende på hende.

Nikolaj rodede bag komfuret og sagde lavt: Kig under sengen og i hjørnet.

Vibeke løftede det grove tæppe og den tynde halmmadras, kiggede ind mellem sengen og væggen og fandt en stor blikdåse dækket af lærred. Hun trak klædet til side og så kornet ikke meget, men nok til at fylde en tredjedel af dåsen. Alvilde havde båret det hjem i små portioner.

Deres blikke mødtes. I Vibekes hoved rasede tanken: Nu kan jeg tage hævn. Nu kan jeg afsløre hende for alle og få min mand tilbage. Jeg kunne sprede kornet ud på gulvet og råbe op det ville være min hævn.

Alvilde tænkte skrækslagen: Nu er det slut. Vibeke vil hævne sig for Jens og sende mig i fængsel. Hvorfor lod jeg ham komme her? Hun er kommet for at ødelægge mig.

De stod tavse, indtil Klemens dukkede op i døren.

Nå, Vibeke, fandt du noget?

Nej, der er intet her, svarede hun og så ned. Nikolaj nikkede og sagde det samme.

Alligevel tog betjenten Alvilde med til stationen, for hun var jo blevet taget på fersk gerning med to håndfulde korn. Dagen efter var hun dog tilbage.

Siden da er mange år gået. Efter den nat tog Alvilde sine børn og flyttede til en anden landsby. Hun blev aldrig set i Vesterholm igen. Vibeke og Jens opfostrede deres sønner, og den ældste blev gift. Men Jens liv blev kort; efter at have begravet sin mor, døde han også. De sidste år havde de haft det godt sammen, men hans helbred svigtede. Signe fandt en ny mand i nabobyen og flyttede derhen.

Nu er det længe siden Jens begravelse. Vibeke bor stadig alene i huset. Børn og børnebørn kommer på besøg, og selvom benene værker, hjælper sønnerne hende.