Kære dagbog,
I år har jeg oplevet noget, jeg længe havde tænkt over jeg deltog nemlig i et gensyn med min gamle folkeskoleklasse efter 25 år. Nu er jeg 43, har to dejlige sønner og en fantastisk mand, Jens. Jeg føler faktisk, at jeg har opnået det bedste fra mine ungdomsdrømme; en harmonisk familie, glade børn og et kærligt hjem.
Men tiden med mine klassekammerater i skolen var ikke nem. Jeg bar briller, og mit ansigt var plaget af bumser og I ved sikkert, hvordan børn kan være, når nogen ser lidt anderledes ud. Drillerierne ramte hårdt. Engang blev det så slemt, at jeg virkelig følte mig helt forkert og udenfor.
Da vi forlod skolen, lavede de fleste i klassen en aftale om at mødes hvert femte år for at dele livshistorier og opdateringer. Jeg dukkede op til det allerførste gensyn, hvor vi stadig alle sammen var unge. Men stemningen var desværre anspændt og endte i direkte uvenskab. Siden holdt jeg mig væk, men jeg besluttede for længe siden, at jeg ville tage med, når der var gået tyve år bare for at se, hvad tiden havde gjort ved os alle.
Så kom dagen. Jeg tog mod til mig, fandt mine gamle klassekammerater og ringede dem op. De blev overraskede over at høre fra mig, men de sagde ja uden problemer, og vi aftalte at mødes på en hyggelig café i Aarhus.
Da jeg trådte ind, blev jeg straks slået af, hvor meget folk havde forandret sig. Især dem, der i skoleårene var de største drillepinde deres skæg var pjusket, tøjet virkede tilfældigt og slidt, og de fleste havde haft rigeligt med øl og smørrebrød gennem årene.
Under samtalen gik det op for mig, at jeg nærmest var blevet samlingspunktet. Alle kommenterede på, hvor godt jeg så ud, hvilket dejligt liv jeg tilsyneladende havde, og hvor heldig jeg måtte være. Det føltes underligt jeg blev ikke glad. I stedet følte jeg mig fremmed midt i det hele, pakkede sammen, og sagde pænt farvel.
På vej hjem i bussen gennem Aarhus undrede jeg mig over, hvad jeg egentlig havde lært. For det første: dem, der engang var de smarte i klassen, blev ikke nødvendigvis dem, der klarede sig bedst senere i livet flere af dem var endda stadig single. Og for det andet: man skal aldrig dømme folk på udseendet, især ikke som barn. Tiderne skifter, mennesker udvikler sig.
Det var en øjenåbner. Måske er det vigtigste, jeg tager med fra dagen, netop dét. Jeg gad godt høre andres oplevelser med gamle skolevenner måske deler I nogle af de samme tanker.
Venlig hilsen,
MetteDa jeg omsider låste mig ind derhjemme og mødte Jens varme smil og mine drenges latter fra stuen, mærkede jeg en mærkelig lettelse. Fortiden var et sted jeg havde besøgt, men ikke længere hørte til. Jeg var ikke længere hende med brillerne eller hende, nogen hviskede om i krogene. Jeg var bare mig midt i det liv, jeg selv havde valgt og kæmpet for.
Senere den aften sad jeg i sofaen med en kop te, mens regnen trommede sagte mod ruden. Jeg så på min familie, som fyldte rummet med glæde og ro og for første gang, tænkte jeg ikke på drillerierne eller på at passe ind. Jeg tænkte bare på, hvor heldig jeg egentlig var. Ikke fordi mit liv er perfekt, men fordi jeg trods alt har fundet hjem i mig selv.
Det, jeg troede, jeg skulle hente hos gamle klassekammerater, fandtes slet ikke der. Det var her, hos dem der elsker mig, og inde i mig selv hele tiden. Måske handler gensyn ikke om, hvem vi engang var men om at turde se, hvor langt vi er kommet.
Jeg smilede for mig selv, slukkede lyset og lod dagbogen ligge med én stille erkendelse: Fortiden kan ikke ændres, men fremtiden, den skaber vi selv.
