Det er endt sådan, at det er hans mormor, der har opdraget ham, selvom hans mor stadig er i live.
Det skete altså, at Søren blev opfostret af sin mormor, selvom hans mor levede. Man skal nævne, at hans mor var en fantastisk kvinde smuk og hjertelig. Men hun arbejdede som sangerinde i Det Kongelige Teater, derfor var hun sjældent hjemme. På grund af de mange turnéer blev hun endda skilt fra Sørens far. Mormoren tog sig så alene af Søren.
Så langt han kan huske, plejede Søren, på vej hjem til sin lejlighed i en boligblok på Amager, altid at kigge op, hvor han på fjerde sal gennem vinduet kunne skimte sin elskede mormors silhuet, utålmodigt ventende på ham. Og når mormoren sendte ham afsted, vinkede hun altid ud ad vinduet, og han vinkede selvfølgelig tilbage hver gang.
Men da Søren fyldte femogtyve, gik mormoren bort. Nu, når han vendte hjem og ikke så sin kære silhuet bag ruden, blev han ramt af en ubeskrivelig tomhed og tristhed. Selv når moren var hjemme, følte Søren sig ensom. De havde ikke længere den tætte samtale, ingen fælles interesser og snakkede egentlig sjældent. Ikke engang hverdagens problemer blev talt igennem som før, det føltes nærmest, som om de var fremmede for hinanden.
Nogle måneder efter mormorens død besluttede Søren pludselig at flytte til en anden by. Hans fag var heldigvis meget eftertragtet IT-specialister var der brug for overalt. Gennem nettet fandt han et godt firma i Aarhus, der lovede en høj månedsløn i kroner og ville betale hans husleje. Moren var kun glad for beslutningen hendes søn var jo voksen og måtte finde sin egen vej, selvom det betød, at han var langt væk.
Fra hjemmet tog han kun sin mormors yndlingskop med som minde og lidt tøj til at starte med. Med rejsetasken over skulderen tog Søren et sidste kig op mod køkkenvinduet, men denne gang så han ingen. Moren kom heller ikke hen til vinduet for at vinke farvel. En hurtig taxa kørte ham til Hovedbanegården, og snart lå han på øverste køje i sovevognen.
Næste morgen ankom toget til banegården præcis efter tidstabellen; Søren fandt kontoret, hvor han skulle arbejde, tjekkede ind og begav sig ud for at kigge på lejligheder, han havde fundet online på forhånd. Han vandrede rundt i den fremmede by med GPSen på sin telefon, da han pludselig blev draget mod en bestemt boligblok. Den så mærkeligt bekendt ud næsten som hans eget gamle hjem på Amager. Alle de her almennyttige blokke ligner jo hinanden, tænkte han, men der var noget særligt over denne her. Vinduesrammerne var malet i den selvsamme mærkelige turkisgrøn.
Tilfældigt drejede Søren væk fra den rute, han var på, og gik langsomt hen til blokken. Han ville bare stå der lidt og tænke på sin mormor. Da han kom tættere på, løftede han, uden at tænke over det, hovedet og kiggede op mod det vindue, der ville have været hans køkken, og frøs pludselig Synet fik det hele til at snurre. På fjerde sal, bag køkkenvinduet, stod mormors skikkelse. Han genkendte hende med det samme hans hjerte sprang et slag over.
Søren vidste godt, at det ikke kunne passe. Alligevel lukkede han hurtigt øjnene, vendte sig væk og begyndte at gå. Fornuften sagde, det sikkert var en anden ældre dame, men hjertet råbte: “Stop! Det er jo hende!” Han adlød og vendte sig om endnu engang.
Mormoren stod stadig der ved vinduet. Søren kunne ikke holde sig tilbage; med tasken over skuldrene løb han ind i opgangen, op på fjerde etage. Som hjemme var låsen i døren til opgangen brudt, så han kunne gå direkte op og ringede på. Døren blev åbnet af en dåsig pige i morgenkåbe hun så undrende og lidt utilfreds på ham.
Hvad vil du?
Mig? stammede Søren. Jeg leder efter min mormor
Mormor? gentog pigen overrasket. Så smilede hun pludselig og råbte ind i lejligheden: Mor! Der er nogen, der vil tale med dig!
Mens hendes mor nærmede sig, så pigen nysgerrigt på den underlige unge mand. Søren var helt svimmel, som om hans hjerte ikke kunne følge med.
Hvem spurgte efter mig? En halvsøvnig kvinde på omkring halvtreds stod nu i døråbningen.
Mor, han kaldte dig mormor! sagde pigen og smilede igen.
Vent, hviskede Søren. Jeg kaldte altså ikke på hende Jeg Der, i jeres vindue I køkkenet Der stod min mormor Jeg så hende tydeligt.
Er du på stoffer eller hvad? sagde pigen spidst. Der er ingen mormor her! Det er bare mig og min mor! Forstår du?
Ja, undskyld… Jeg roder vist bare rundt… Alt begyndte at svømme for Søren, han tog et skridt tilbage, satte tasken på gulvet og måtte støtte sig til væggen for ikke at falde. Undskyld Jeg står bare lige lidt her, så går jeg
Pigen var ved at lukke døren, men hendes mor stoppede hende.
Unge mand, sagde hun bekymret, har du det godt?
Ja, ja løj Søren stille. Det er ikke noget
Jeg tror nu, dit blodtryk er alt for højt. Dit ansigt ligner jo nærmest en rødbede Kom ind her. Hun trak ham forsigtigt ind i gangen og bad sin datter: Dagny, tag hans taske ind og hent blodtryksmåleren. Hurtigt!
Datteren adlød og så temmelig forskrækket ud.
Kvinden satte Søren på en lille bænk i gangen og begyndte, uden at sige noget, at måle hans blodtryk. Derefter kom flere instrukser til datteren, der stadig stirrede måbende på hele situationen.
Hent min taske jeg har nogle injektioner sagde hun til Dagny. Og til Søren: Jeg giver dig lige noget for en sikkerheds skyld, og så ringer vi efter en lægevagt
Nej, ingen lægevagt! hviskede Søren bange. Jeg er lige kommet med toget. Har ikke noget her Har ikke engang fået en lejlighed endnu
Lyt nu til min mor! indskød Dagny. Hun er læge, forstår du?
Så du er ikke her fra byen? spurgte kvinden.
Søren nikkede kun, og bad igen:
Vær sød ikke at ringe efter nogen Jeg skal begynde på arbejde i morgen. Det er min første dag…
Hold nu op, kvinden gav ham en injektion i armen. Har du haft sådan et anfald før?
Nej, hviskede han.
Hvor gammel er du?
Femogtyve
Hjerteproblemer?
Nej, jeg lover, jeg er helt rask
Rask? Hvad så med dit skyhøje blodtryk? 180 over 100 er ikke for sjov
Måske bare nerver
Hvorfor nerver?
Jeg fortæller jo, jeg så min mormor i jeres vindue. Hun stod og så på mig.
Mormor?
Ja. Men hun døde For to måneder siden. Er der virkelig ikke nogen mormor i denne opgang?
Du er godt nok finurlig fniste Dagny. Jeg sagde jo, vi kun bor her to. Men for at du kan få ro, så går jeg lige ud og kigger i køkkenet.
Dagny gik ud i køkkenet. Efter få sekunder råbte hun forskrækket:
Mor! Hvad sker der her?! Kort efter stod hun i gangen med en fremmed kop i hånden. Hvor kommer den fra, mor? Sådan én har vi aldrig haft!
Øh Søren prøvede at smile. Det er min mormors kop. Jeg tog den Men den skulle da ligge i min taske. Jeg tog den med hjemmefra som minde. Det er altså noget værre mystik, det her
Hvor er din taske? Mor og datter så forvirret på ham.
Den står der Han nikkede mod tasken ved døren. Koppen skulle ligge der
De tre gennemgik hele tasken men den anden kop var sporløst væk.
Denne mærkelige hændelse forstod ingen af dem rigtig især ikke Dagnys mor. For et par måneder senere blev hun faktisk Sørens svigermor. Det må have været ren magiDet blev hverken første eller sidste mærkelige hændelse i den lejlighed. Nogle gange, tidligt om morgenen, kunne Søren stadig ane konturen af en ældre kvinde, næsten usynlig, der stirrede ud af køkkenvinduet, som om nogen stadig vågede over ham. Men nu fik synet ham ikke længere til at flygte. Han begyndte at tro på, at kærlighed, der én gang var givet frit og uden forbehold, aldrig forsvinder helt heller ikke når livet skifter by eller familie vokser med nye ansigter.
Søren beholdt mormors kop i køkkenet, og når han og Dagny sad ved bordet og drak te, fortalte han om sin barndom på Amager. Koppen blev aldrig fyldt med støv; nogen, sagde Dagny drillende, sørgede altid for, at den blev vasket og stillet nænsomt på plads. Søren smilede og nikkede blot han vidste bedre end nogen, at mormorens kærlighed levede videre, så længe der var et vindue at kigge ud ad, en kop te at varme sig på, og nogen at vinke farvel til, hver eneste dag.
Sådan blev det til, at Jens blev opdraget af sin mormor, selvom moren stadig var i live – En rørende fortælling om familie, savn og et mystisk gensyn i et københavnsk boligkompleks
