Ingen grund til at fortryde noget
Og jeg vil altså have, at lejligheden er skinnende ren, når jeg kommer hjem! Kirsten Nørgaard farer ud på opgangen og smækker døren så hårdt, at ruderne klirrer i hele bagtrappen.
Solvej, der netop er på vej ned ad trappen, gyser. Hun står stille i håb om, at Kirsten ikke ser hende. Forgæves. Kirstens skarpe øje fanger hende alligevel.
Nå, dav Solvej Godmorgen!
Kirsten sætter en brugt papkasse ned på gulvet, klikker ivrigt sin frakke og ser ud til at have travlt.
Godmorgen, Kirsten, smiler Solvej tålmodigt. Har børnene nu lavet ballade igen?
Det kan man roligt sige! De har drevet mig til vanvid, raser Kirsten, mens hun kæmper med den sidste knap.
I det samme begynder papkassen at rode rundt nede på gulvet.
Overraskelsen får Solvej til at stivne, selvom hun egentlig står på sikker afstand.
Nej, Solvej er bestemt ikke nogen bangebuks. Men hun havde ikke forestillet sig, at der var noget levende i den kasse
“Hvem ligger mon dernede?”
Fantasien farer afsted hos hende. Hun ser for sig en sur, muggen riskoger, der spytter grøntsager over hele køkkenet, og nu er blevet dømt hårdt for det lige ud til storskrald.
Se selv, siger Kirsten, løfter papkassen op og lader Solvej kigge ned.
Solvej træder et skridt nærmere, hælder sig forsigtigt ned over kassen og kigger ind.
Hun ved godt, der umuligt kan ligge en levende riskoger, men det lille dyr, der møder hendes blik, overrasker hende.
To øjne fyldt med nysgerrighed ser op og de sidder på et lille, gråt, hvidstribet killing.
Åh, hvor er den nuttet! udbryder Solvej.
Nuttet? Du skulle bare vide brokker Kirsten sig og lukker hurtigt kassen igen.
Hvor kommer den fra?
Børnene slæbte den med hjem Jeg skulle aldrig have sagt ja. Jeg faldt selvfølgelig selv for dens blå øjne og søde snude, men altså “alt der glimter, er ikke guld”! Udadtil er den sød, men dens temperament Minder om min eksmand.
Det skal nok blive bedre, Kirsten. Små killinger vokser hurtigt fra narrestregerne. Skal du til dyrlægen med den, få den vaccineret?
Hvorfor dog det! Nej tak, Solvej. Jeg kan ikke mere med mislingens ballade. Nu ryger den ud på kolonihaven. Der kan den gå!
Solvej betragter Kirsten, stadig med håb om det blot er en dårlig joke.
Men det er ikke 1. april, det er den 15. november, og Kirsten mener hver eneste sætning.
Skal den lille da ud i kolonihaven? Nu? Midt i november?
Som om det gør nogen forskel! Kommer der sne, så bliver den taget med alligevel. Det her er ikke nogen kat det er en fejltagelse!
Kirsten trækker vejret dybt og tav for et øjeblik.
Så fortsætter hun:
Du skulle se, hvad den laver! Jeg har aldrig drukket så meget baldrian, ikke engang da jeg stod alene med mine to børn. Beslutningen er taget den ryger ud i kolonihaven!
Vent nu lidt, Kirsten
Okay, jeg kunne også bare sætte den ud i gården. Ungerne fandt den jo der. Men så bringer de den vel bare ind igen og gemmer den i et skab. Eller også finder den selv op. Det cirkus behøver jeg ikke mere.
Kirsten kigger på sit ur og sukker.
Du driver mig ud i snak nu, Solvej. Jeg må løbe skal nå bussen!
Hun får ordentlig fat om kassen og maser sig ned ad trapperne.
Solvej følger hende med blikket; hun kan ikke forstå, hvordan man kan lade en lille killing være alene i en øde kolonihave. Den overlever da ikke.
Vent lidt, Kirsten! råber hun.
Hvad nu? Jeg har travlt!
Lad være med at sætte killingen i kolonihaven. Giv den til mig jeg skal nok prøve at finde et godt hjem til den. Det lover jeg.
Kirsten stopper brat op.
Et godt hjem? Hvad antyder du lige her? At jeg ikke har gode hænder? slynger Kirsten, kniber øjnene listigt sammen. Jeg har opdraget to børn med disse hænder.
Nej, Kirsten. Men killingen overlever ikke derude. Lad mig finde et sted til den.
Hvis den vil overleve, så gør den det. Hvis ikke så er det meningen. Men okay, tag den bare.
Kirsten sætter kassen ned med et bump.
Det bliver faktisk bedre så sparer jeg busbilletten. Og så kan vi se, hvor længe du holder! fniser hun tørt og forsvinder ind i sin lejlighed. Døren smækker med samme kraft som før og allerede fra gangen kan Solvej høre Kirstens stemme råbe efter børnene.
Hvad der sker nu, hører Solvej ikke. Hun løfter forsigtigt kassen og kigger ned for at sikre sig, at killingen stadig er der. Så bevæger hun sig op til sin egen lejlighed.
Uventet er Solvej nu ejer af en papkasse og en lille killing.
Hun havde slet ikke forestillet sig, at der skulle bo et lille væsen i hendes lejlighed. Særligt ikke i dag, hvor hun bare skulle forbi Brugsen efter kaffe, der var løbet tør. Hendes forhold til dyr har nu aldrig været voldsomt. Hun er ikke en af de der kattemennesker, som elsker pelsdyr over alt på jorden.
Men hun kan ikke lade Kirsten efterlade killingen. For ligegyldighed er ikke det samme som hjerteløshed. Det gør man bare ikke!
Desuden er det jo ikke nødvendigt at smide killingen væk, når man nemt kan finde nogen, der gerne vil tage den? En så yndig lille fyr.
Et par gode billeder, online opslag og så står folk i kø.
Sådan!
*****
Solvej går straks i gang. Hun får taget fotos af killingen fra alle vinkler, laver opslag på Facebookgrupper som “Du kan få den gratis” og “Adopter en ven”, og slapper derefter af.
Hun napper sit indkøbsnet, handler kaffe ja, og så noget killingefoder. Man kan jo ikke have killing uden mad. Og et plastikbakke til kattetoilet og noget grus uforudsete udgifter, men hvad skal man ellers gøre?
“Det hele følger bare med til den, der vil adoptere killingen,” tænker hun med et smil. Penge har hun ikke ondt af at bruge på den måde.
Kirsten havde kaldt den Bolle, men den reagerer ikke på det navn. Solvej prøver sig frem til hun når navn nummer 132.
Du bliver til Simba! Er det ikke fint? spørger hun killing.
Miv! svarer dyret begejstret og kaster sig ud i en kamp med et par lodne hjemmesko. For Simba er jo den blødeste og sødeste ikke tøflerne.
Solvej griner, nyder synet, men sætter sig så for at få arbejdet gjort.
Hun lever af at fotografere til private og elsker det. Hun har lige fået en ny bestilling, fotos skal redigeres og afleveres hurtigt. Hun sætter sig til computeren, åbner Photoshop og går omhyggeligt i gang.
Men arbejdsro får hun ikke.
Simba har ordnet tøflerne, nu ræser han rundt og kan ikke styre svinget. Larmen er umulig.
Hallo, lille ven! Solvej drejer rundt på kontorstolen og prøver at se alvorlig ud.
Killingen standser og stirrer op på hende “nå, sig hvad du skal sige, jeg har travlt”.
Jeg ved godt, du keder dig og vil lege, men du er her kun til låns
Miv!
Og ikke noget vrøvl! Du gæster mig. Så vær sød og lad mig arbejde!
Det hjælper ikke.
Simba ser hende an med et skævt, trist blik. Solvej får det dårligt over sin irritation man kan da ikke blive vred på så lille et væsen!
Okay, leg bare men i det mindste stille, sukker hun.
Simba jubler og fortsætter sin vilde jagt rundt i stue og køkken, ind i stole og skabe og næsten hele vejen op ad væggen.
“Ser målet overser forhindringer! Simba i en nøddeskal,” tænker Solvej og stikker høretelefonerne i ørerne og sætter musik i gang. Men fem minutter senere har Simba, i et forsøg på at tage en rigtig skarp kurve, trukket stikket til computeren ud og smugler sig straks væk.
Altså, for pokker Hvad gør du dog?! stønner Solvej mod den sorte computerskærm.
De næste tredive minutter farer nu ikke kun Simba, men også Solvej, rundt i forsøg på at fange den lille bandit.
Hun rammer sin storetå på en stol, knæet smadrer hun to gange i skrivebordsstolen. Men killingen slipper fra det hele.
Da computeren endelig virker, kigger hun på de opslag, hun har lavet med Simbas fotos og tilbuddet om, at den kan flyttes hvor som helst i København eller såmænd hele Danmark ja, selv til verdens ende, hvis nogen vil adoptere.
Likes og kommentarer vælter ind. Men alle skriver bare: “Hvor er han nuttet!” eller “Heldige dig, sådan en charmetrold!” men ingen vil have katten.
Ingen har ringet, og der står naturligvis heller ikke kø uden for hendes dør.
Solvej skriver under hvert opslag, at hun selv bringer killingen ud, hvor som helst.
“Folk har sikkert ikke tid eller mulighed for selv at hente ham men nu kommer det da til at ske!” tænker hun.
Killingen sover udmattet på sofaen, udstrakt på ryggen med magen i vejret, og Solvej må sætte sig og nusse maven, til han sover rigtigt. Så falder hun også i søvn.
De sover til det er mørkt. Ingen arbejde bliver der lavet den dag.
*****
En uge går. Solvej forstår nu, at det ikke er let at finde et godt hjem til en killing, som hun troede. Folk liker, kommenterer, men mere sker der aldrig. Ingen tager kontakt.
Efter tre dage mere begynder hun at overveje: “Hvis ingen tager ham, mon han så bare bliver boende?”
Det mangler bare! udbryder hun, men hoverer ikke. Simba sover klemt op ad hendes tastatur, har indfanget musen med begge poter, og Solvej kan ikke arbejde.
Hun sukker dybt, tjekker opslagene og kommentarer: det er stadig kun beundring intet konkret.
Med hvert like og kommentar svinder håbet om, at Simba nogensinde får et andet hjem.
Hun tænker tilbage på, da hun gik til psykolog for at forstå, hvad der manglede i hendes liv for hun havde arbejde, penge, sin egen fine lejlighed (tak mor og far!) alt var på plads.
Men hun savnede stadig noget, vidste bare ikke hvad. Det havde ikke med kærlighedslivet at gøre hun havde selv sat det på pause.
Psykologen opfordrede hende til at “tale med sig selv”, for svaret lå dybt inde men det blev bare til et glas vand og en hovedpinepille. Problemet forsvandt ikke.
Hun vendte sig i stedet til veninderne.
Du har det vist for godt, mente Katrine, der altid var lidt misundelig på Solvejs frihed.
Nej, Katrine. Jeg arbejder faktisk lige så meget som dig!
Måske det er DET, du mangler? tænkte Louise højt, mens hun spiste sin yndlingskage.
Hvad for noget?
Ikke “hvem”, men HVAD! Du er jo så slank, du trænger bare til at spise flere flødekager.
Venindesnakken hjalp ikke. Solvej beslutter, at hun ikke vil beskæftige sig mere med de tanker. Men nu kommer de igen. Hvorfor mon?
“Tænk, hvis det virkelig ER Simba, jeg manglede? Det får vi at se,” hvisker hun for sig selv.
*****
Nu er der gået en måned siden Simba flyttede ind. Men tiden er fløjet forbi.
Ingen har sagt ja tak til killingen. Solvej undrer sig: hvorfor blandt 1.228 likes på billederne har ingen villet tage ham?
Men hun begynder at forstå hvorfor.
Der er nemlig sket meget i løbet af den måned nok til en hel roman.
Simba har eksempelvis hurtigt fanget, hvad Solvej siger, især når hun for tiende gang beder ham lade sofaen være.
Han har forsøgt sig som indretningsarkitekt: Solvej har været igennem fire slags gardiner, inden hun opgav dem helt.
Som køkkenchef var han en fiasko. Han har smagt på alt saltede agurker, syltede svampe, kogte kartofler alt blev straks spyttet ud. Madlavning var ikke hans metier. Hellere spise killingefoder fra dåsen.
Så Simba besluttede at gøre det, alle katte gør: bare gøre Solvej glad.
Deres idé om glæde var dog ikke helt den samme. For Solvej bestod lykken i at få sin søvn og færdigredigere dagens opgaver. Men med Simba i lejligheden var der ikke meget ro.
Hver gang Solvej satte sig ned, var Simba straks klar: “Skal vi lege?”
Og så gik det løs. Ville hun ringe, lave kaffe, tage et foto, var han der før hende.
Nu begyndte Solvej at forstå Kirsten men hun kunne stadig ikke få sig selv til at handle som hende.
På den anden side var der en masse positive ting, der dukkede op: Solvej bekymrede sig ikke længere om eksistentielle spørgsmål. Hun brugte mindre tid på rengøring nu gik det stærkt, for hun havde lært at rydde op, inden Simba vågnede.
Der var masser af latter og glædesøjeblikke. Simba lærte at bruge kattebakken selv, og Solvej kunne sove to ekstra timer om morgenen. Intet mindre end en sejr!
Nye vaner dukkede dog op. Simba elskede at lege med natlyset om natten tændt, slukket, tændt, slukket til sidst røg det ned i skuffen sammen med gardinerne.
Alt i alt som det er for de fleste. Man vænner sig.
Efter en måned gør Solvej en erkendelse: Det ér faktisk ikke Simba, der bor hos hende. Det er hende, der kommer på besøg i hans hjem.
For det er Simba, der tager imod hende, Simba der siger farvel, når hun går. Han er efterhånden rigtig herre i huset.
En dag indser Solvej, at hun ikke længere behøver finde et hjem til killingen. Hun ER jo selv det gode hjem hende med de varme hænder og plads til ballade!
Hun kan vågne til midnat og lege gemmeleg eller bold, ligge og kæle på sengen, hvor Simba bryder sig til det meste af pladsen.
Hun fortryder ikke et sekund for hun elsker den lille. Og han elsker hende.
Nu vækker Simba hende ikke længere om morgenen han lægger sig blot tæt ind til hende og venter tålmodigt. Nogle gange med et blik, der nærmest siger: “Sover du stadig, mor? Jeg savner dig jo.”
