Frygten for at blive stedmor: Lise undgår ægteskab med enkemanden

Frygten for at blive stedmor: Freja undgår at gifte sig med en enkemand
Stedmoderen forstod udmærket, at Freja ikke ønskede at gifte sig med enkemanden, og det var ikke, fordi han havde en lille datter eller var lidt ældre, men simpelthen fordi Freja var bange for ham. Hans kolde blik borede sig helt ind i hjertet, og af frygt begyndte hendes hjerte at hamre, som om det forsøgte at beskytte sig selv mod kuldegysningerne fra hans øjne. Freja holdt blikket fast i gulvet og havde meget svært ved at se op. Når hun så løftede hovedet, kunne alle se, at der var tårer i hendes øjne.
De tårer kom rullende ned ad de skamrøde kinder, som en lavine. Hænderne rystede, og de små næver længtes efter at beskytte sig mod stedmoderen og den bejlende enkemand. Og pludselig, uden at ville det, sagde hun sagte: “Ja, jeg gifter mig.”
– Så er det på plads, sagde stedmoderen tilfreds. “At sige nej til sådan et hus og mand ville være helt forkert. Han behandlede sin første kone som en dronning hun var blid som ler, så spinkel og skrøbelig, altid en smule syg. Når de gik, tog han tre skridt, hun ét. Hun måtte ofte stoppe op for at få vejret, mens han holdt om hende og opmuntrede hende ikke som din far, der råbte og skældte ud over det hele.
Da hun var gravid, så man hende næsten aldrig. Hun lå mest i sengen, og når babyen vågnede, var det ham, der stod op om natten. Hun blev bare mere og mere svag, sagde hans mor.
Men du er stærk som en hest! Han sætter dig i husets fineste krog. Du er dygtig til alt både til håndarbejde, vævning, hø og hvad du ellers skal lave. Det ville være synd at give dig til en ung nar, som ikke har fået styr på sit sind endnu, og som ingen kender. Denne mand ham kender vi. Hvor er du heldig!
Jeg brygger en god omgang snaps, så holder vi et lille gilde. Bryllup for enkemanden er ikke sådan noget med dans vi skal jo ikke gøre grin med den afdøde. Han har sagt, at du ikke skal samle udstyr, huset er allerede fyldt med alt.”
Jacob giftede sig med sin første kone af kærlighed selvom han vidste, at Astrid ofte var syg, var hun hans et og alt. Hans mor sagde altid, at en mand som ham havde brug for en stærk kvinde, ikke en pige men det var Astrid, han ville have.
Der gik snak i landsbyen om, at hun havde tryllebundet ham, at kun en fortryllet mand ville gøre sit liv til et sygehus, fyldt med lidelse og sorg. Lægerne sagde, at hendes lunger var svage, det mindste forkølelse blev til lungebetændelse, og at astma ventede om hjørnet ingen kunne vide, hvor slemt det kunne ende.
Jacob troede, at han kunne overvinde døden med sin kærlighed, passe på hende, hjælpe hende til at blive rask. I starten lykkedes det de første måneder efter brylluppet var de lykkelige. Forelskede, glade, elskede de hinanden.
Men da Astrid blev gravid, blev alt anderledes. Hendes krop kunne ikke mere, hun blev søvnig, svimmel, for træt til at vaske tøj, malke koen eller endda børste sit lange, smukke hår.
Lægerne kaldte det svangerskabsforgiftning og sagde, det ville blive bedre efter fødslen. Jacob plejede hende uden et eneste klageord. Hans mor brokkede sig døgnets 24 timer over, at han havde slæbt en problemkvinde hjem i stedet for en rigtig husmor. Jacob forsvarede hende, som en ørn forsvarer sit rede og forbød sin mor at komme forbi mere.
Da Astrid fødte deres lille pige, håbede Jacob, at glæden ville vende tilbage. Det gjorde den for en stund. En dag, hvor Astrid blev forkølet, kom hun sig aldrig mere, og hun svandt bare ind for øjnene af dem.
Hun kom på hospitalet, og lægen sagde ligeud:
– Hendes lunger kan ikke mere.
Sådan, uden omsvøb. Astrid var klar over, at tiden var kort. Først skjulte hun det, holdt masken. Et presset smil, som mest gik ud over læberne. Men øjnene afslørede frygten og sorgen for datterens fremtid.
Hendes tynde krop, de udsultede fingre, de indfaldne skuldre alt sagde uden ord, at døden stod og ventede lige ved siden af.
En aften, hvor hun mærkede, at tiden var inde, bad Astrid Jacob sætte sig hos hende.
– Ingen kan lave om på Guds planer. Vores kærlighed kan ikke mere, jeg har ikke kræfter. Undskyld, både til dig og vores pige. Mit liv var dømt til lidelse, og det skulle måske ende sådan, men jeg har givet jer begge smerte med det.
Jacob kyssede hendes hænder, og ud af hendes hvæsende vejrtrækning kunne han høre, at hun skyndte sig. Han mærkede, at hun kun havde minutter tilbage.
Hun fortalte ham, hvor meget hun elskede ham og datteren, og så sagde hun, hostende:
– Gift dig med Freja. Hun bliver en god hustru, du er en god mand, og hun bliver en kærlig mor for vores pige. Hun har prøvet meget i livet, ligesom jeg har været stedbarn, haft det svært. Min mor kender også hendes familie. Freja har kærlige øjne, ser det, man ikke ser.
Freja er kærlig, arbejdsom og tålmodig, hun vil ikke gøre ondt på vores datter, hun vil holde af hende. Og dig. Vær med hende, som du var med mig. Opfør dig, som om jeg stadig var her. Undskyld, jeg siger det, men mine bekymringer for Sofie ligger tungt på sjælen, ikke kun på lungerne. Men din skæbne bestemmer du selv gør, som du synes. Men skad ikke vores datter, ellers vil jeg forbander dig fra det hinsides. Disse sidste ord sagde hun helt roligt og tydeligt.
Med sine sidste kræfter klemte hun hans hånd.
Jacob kunne ikke holde tårerne tilbage, alt blev sløret, og han kunne høre i hendes vejrtrækning, hvordan hun gled væk. Med et lille smil og et blik, der stirrede ud i rummet, lå hun der med hånden stadig omkring hans.
Han kyssede hende overalt, tærede, og hviskede, at han lovede at gøre alt, som hun havde sagt. Derfor, da der var gået et års tid efter hendes død, friede han til Freja.
Det var Jacobs svigermor, der hjalp Freja med at forberede sig på sin nye rolle hun ønskede sin datters datter en god stedmor. Hun var selv syg, frygtede at ende sine dage snart, og ville have, at barnebarnet og svigersønnens liv faldt i hak.
Hun vidste som ingen anden, hvad hendes elskede svigersøn havde været igennem. Hun var ham evigt taknemmelig for, hvordan han havde behandlet hendes egen datter hun kunne have kysset hans fødder for det.
Det hele gik nærmest tåget. Jacob kunne se, hvordan hans datter led uden sin mor, og han manglede en hustru i huset derfor ville han ære sin kones ønske. Han begyndte at holde øje med Freja, bemærkede, at hun var ydmyg, rolig, smuk og tilmed lignede hans afdøde på flere måder samme fletning, samme smil, samme gang.
Der var tidspunkter, hvor han havde lyst til at tage hende tæt ind til sig og bare tie, mens han tænkte på det liv, han havde haft. Freja forstod ikke helt selv, hvorfor hun sagde ja. Måske var hun træt af at skulle være sin stedmors tjenestepige, måske havde hun fået nok af at skulle beskytte sin drukkenbolt af en far mod stedmoders bebrejdelser; måske var hun kørt træt i søstrenes hån, eller måske var det af medlidenhed med datteren Sofie?
Uanset hvad vidste hun, at endnu en udfordring ventede nemlig at lære at holde af Jacob.
Efter frieriet ville Jacob præsentere sin datter og Freja for hinanden.
Vibeke gik sjældent ud, hun var næsten altid sammen med datteren. Hvert øjeblik ja, hvert sekund var hendes blik på Sofie. Om natten vågnede Jacob og så hvordan hans hustru hviskede ting til datteren, som om hun forsøgte at forberede hende på et liv uden hende.
Jacob kunne næsten ikke tænke på Vibekes ord til datteren uden at græde. Sofie var det reneste barn uden hang til fremmede, hendes verden bestod af far, mor, mormor og én sur, gammel bedstemor.
Jacob tog Freja med hjem, så hun kunne møde Sofie og være tæt på hende, uden stedmoderen i nærheden, der gik rundt som en sur ko, der ikke gad give mælk.
Freja var stille som en mus, og opdagede, at Jacob var mere venlig og opmærksom, end hun havde forestillet sig. Han spurgte hende direkte, om hun havde en anden, hun hellere ville have. Hvis ja ville han bakke ud. Han nævnte slet ikke sin afdødes ønske.
Hun blev næsten helt forført af huset flotte, hjemmelavede møbler, billeder i smukke, håndlavede rammer, lyse, rummelige stuer. Sofie tog straks godt imod Freja, begyndte faktisk at småflirte. Hun hentede legetøj, ville have Freja til at lege, rørte ved hendes hånd, så undersøgende på hende og smilede indimellem. Freja løftede hende op, flettede hendes hår og sagde:
– Hvis du sætter dig her, så laver jeg dig fin du kommer til at ligne en prinsesse!
Jacob sad bare og betragtede dem og mærkede at hans hjerte næsten eksploderede af glæde.
Han havde været så bange for at tage Freja med ind i huset for Sofie spurgte stadig, hvor mor var, kiggede ud ad vinduet, som om hun ventede at mor kom tilbage, løb ud i gangen, når nogen kom ind, i håb om, at det endelig var hende. Jacob havde forklaret og forklaret, men Sofie var bare fire år og havde brug for en kærlig ny mor, ikke forklaringer.
Jacob forstod, at uanset hvor meget kærlighed, opmærksomhed og omsorg han gav, kunne han aldrig udfylde morens plads.
Han var bange for at tage fejl med Freja. Men da han så Sofie skære ansigt, nærmest på grådens rand over, at Freja ville gå, faldt roen over ham.
Sofie tog Frejas hånd, trak hende ind på værelset, fjernede sengetæppet, rystede puderne med små ivrige hænder, sprang i sengen, så fletningerne fløj.
Freja kom i tanke om, hvordan det var, da stedmoderen kom til hende. Om de gange hun blev slået for en lille brøde, om hvordan hun skulle give stedmoderens børn alting, og selv gik i hullede kjoler. Om at måtte lægge sine ædru-udfordrede forældre i seng og græde af medlidenhed. Om stedmoderen, der råbte, hun skulle smides ud, som et nytteløst dyr og gav hende forbandelser med på vejen. Med en klump i halsen gik Freja hen til Sofie.
Hun holdt hende tæt ind til sig, og lagde sig ned ved siden af hende. Sofie faldt i søvn i hendes arme tryg og glad. Jacob anede ikke, hvordan han skulle takke Freja de drak te og smilede bare til hinanden, uden ord. Han lod hende ikke tage hjem.
Det gjorde han bare ikke!
En kone skal være sammen med sin mand ikke gå, hvor hun ikke er ønsket.