Håndværker på timebasis. Varvaras far døde pludseligt. Helt uventet. På bare tre måneder gik han bort af den forbandede sygdom. Men han kæmpede til det sidste. Han havde én drøm – at se sin eneste datter lykkeligt gift. Desværre nåede han aldrig at opleve det. Varvaras far døde midt om vinteren, lige efter jul. ”I det mindste fik han ikke ødelagt pigens juleaften for altid,” sagde naboerne deltagende og rystede på hovedet. Hans drøm gik uopfyldt hen, for Varvara havde ingen. Ikke udover den internetbeundrer, hun havde skrevet med – halvhjertet – gennem flere år, men deres samvær var begrænset til et par korte møder hver måned. Faderen vidste, at han efterlod sin datter alene i verden. Varvaras mor forlod dem, da hun var lille, og tog til Italien for at arbejde. Først sendte hun penge, legetøj og lækkerier fra solrige Firenze til sin kære datter, men efterhånden blev det først sjældnere og til sidst helt ophørt. Da Varvara var ti, modtog hun et afskedsbrev fra moren, hvor der stod, at hendes mor havde fundet sin kærlighed og nu boede i huset uden for byen hos en italiensk mand, Lorenzo, de var blevet gift – og at Varvaras far ikke længere skulle kontakte hende, fordi hendes nye mand var meget jaloux. Så de skulle forstå hende og tilgive, for hun kunne ikke sende breve eller gaver til Varvara længere. ”Barnet er i det mindste ikke alene, men har sin far, som bør forsørge hende – ikke leve af en kvindes penge,” stod der i brevet. Men Varvaras far havde heller aldrig bedt om noget fra sin ekskone. Han og lille Varvara klarede sig, som de nu kunne. Han arbejdede både som elektriker, blikkenslager og altmuligmand på en byggeplads – selvom han havde en uddannelse – men han sørgede for datteren. Hun levede ikke i luksus, men havde det nødvendige. Det var ingen skam. Nogle gange gik faren med slidte sko og gamle bukser, og han sagde altid: ”En blikkenslager går ikke på arbejde i jakkesæt,” når Varvara som voksen købte ham en ny trøje eller pung – og han afviste stædigt gaven. ”Giv den til din mand engang. Han vil blive glad for den. Jeg kan rode i rør i det gamle tøj.” Varvara mindedes ikke, hvordan førti-dages perioden efter farens død var gået. Alle dage lignede hinanden. Hun bestilte en gudstjeneste for faren i kirken og tog derefter hjem til fods. Hun savnede hans samtaler, de tegnefilm de så sammen, selvom de begge var voksne; hans opbakning og omsorg – som når han altid ventede i sin gamle Lada foran hendes kontor, så hans eneste datter ikke fik våde fødder i regnen. Det var ved at blive mørkt, koldt støvregn faldt, og under fødderne lå smeltende, beskidt sne. Varvara var næsten hjemme, da hun i vintermørket fik øje på et lille orange lys. Hun gik tættere på – det var et lille, rødligt killing, der rystede af kulde og miavede ynkeligt ved hendes opgang. ”Nogen har smidt det ud igen,” tænkte Varvara trist. Killingen så på hende, og hun vidste, at hvis ikke hun tog den med, ville den dø. Og endnu en død ønskede Varvara ikke at opleve. Hun samlede forsigtigt den drivvåde, lille uldtot ind under sin varme frakke. Straks begyndte katten at spinde og trykkede næsen mod hendes håndflade. ”Er du sulten?” spurgte Varvara. Til svar så killingen på hende med et blik så klogt, at hun fik gåsehud. Men hun beroligede sig selv: ”Det er bare sulten. Når det gælder livet, kan man kigge sådan.” Med killingen blev det mindre ensomt i den tomme lejlighed. ”Bedre end at være helt alene,” besluttede Varvara og satte madskålen frem, mens hun satte sin yndlingstegnefilm på – den, som hun og faren havde set tusind gange sammen. Men til hendes overraskelse kastede killingen sig ikke frådende over maden, selvom den var sulten. Den vendte hovedet mod tv’et og fulgte handlingen med store øjne. Så Varvara skubbede madskålen, så den kunne spise og se tv på samme tid – det passede killingen fint, og den gik ivrigt i gang med måltidet. ”Lige som far – og den ligner ham også,” tænkte Varvara et øjeblik. Hun lagde mærke til, at de røde pletter på kattens kinder lignede de fregner, som hendes far havde. Bag øret havde killingen en stor rød plet, der mindede om farens modermærke. Og dens store, grå øjne var som hans. Det gjorde ondt, men som en rationel kvinde skubbede hun de overtroiske tanker væk. Træt efter dagen faldt hun hurtigt i søvn – sammen med den lille ildfarvede killing, som krøllede sig sammen ved hendes side. *** Det viste sig, at det ikke var så slemt at dø. Det svære var at forlade alt det ufærdige – især datteren! Hvordan kunne han forlade hende, når hun var alene i verden? Selvom hun udadtil var stærk, kendte han hende – hun havde brug for støtte, nu mere end nogensinde. Og hvad med børnebørn? Det havde været hans drøm – at lege med små pilfingre, fortælle historier og lære dem at bygge ting. Det skulle ikke være sådan… Så åndede han ud, og den frygtelige sygdom slap sit tag. Pludselig følte han sig let som luft. Over ham dannede sig en hvirvel af lys, skabt af kærlighed og guddommelig varme. Alt levende smeltede sammen i samhørighed, alt var Gud, og han var en del af det. Så fantastisk havde han aldrig haft det… Men så huskede han Varvara. Han kunne ikke bare forsvinde i lyset – det ville være egoistisk. – Han måtte vende tilbage, besluttede han. Det blændende lys forsvandt, og næste øjeblik stod han i haven fra sin barndom, men alt var lidt forandret. Hans afdøde forældre og slægtninge kom ham i møde, men nær en dam stod en kø. ”Sådan en dam var der da aldrig,” tænkte han. Faren forklarede, at dammen var en slags overgang. ”Vil du hjem, må du hoppe i.” ”Kommer man så tilbage til livet?” ”Ikke som før. Man kan ikke bade to gange i samme tøj – du må skifte.” – ”Hvor får jeg nyt tøj?” – ”Ingen grund til bekymring, det får du på overfarten.” Han stillede sig i kø. *** Telefonen vækkede Varvara. Sammen med Ild (som hun kaldte killingen) var hun faldet i dyb søvn. En behagelig herrestemme lød i røret: ”Hej, vække dig? Kom forbi, jeg savner dig.” Varvara havde ikke lyst til et aftenbesøg, især ikke nu, hvor hun havde fundet killingen. ”Hvis du vil lide, så bare gør det,” lød stemmen snerrende, og samtalen blev afbrudt. Hun så på Ild, som brummede tilfreds og virkede støttende. ”Du tror jeg forbliver alene? Men nu har jeg da dig,” sagde hun halvt i spøg. Snart glemte hun alt om arbejdsrapporter, hun skulle have sendt for dage siden. Nu ventede ekstra meget arbejde. ”Jeg laver te, du skal bare opføre dig ordentligt!” Men killingen hørte ikke. Den var i gang med at lege – og begyndte at gnave i ledningen til computeren. ”For pokker, Ild!” Helt udmattet satte hun sig på gulvet, og tårerne strømmede. ”Hvornår stopper denne sorte bølge? Først far, så kæresten, og nu det her – og jeg har ingen penge til en ny computer. Mister snart jobbet, hvis jeg ikke afleverer rapporten,” beklagede hun sig til den firbenede ballademager, som tilsyneladende forstod. Ild hoppede op til hende og slikkede hendes ansigt, og det hjalp – Varvara smilede trist gennem tårene. ”Hvad skal jeg dog stille op med dig? Du giver mig bare ekstra problemer!” Hun kyssede den frække killing på næsen, hvilket straks fik katten til at vaske sig grundigt. ”Så nu er det morgen,” sagde hun og satte kattemad frem. ”Jeg afleverer computeren til reparation. Du bliver hjemme!” Killingen spandt tilfreds og kastede sig over maden. Hun tog hurtigt sin ternede røde frakke på over en pingvinpyjamas og gik mod døren – men før hun nåede ud, smuttede Ild ud, og Varvara efter, alt glemt. ”Ild! Stå stille! For en bandit du er!” Killingen var løbet i kælderen via en åbentstående dør – og Varvara for efter. ”Kattebæst, kom nu frem! Du laver kun ballade!” råbte hun fortvivlet, men i stedet for katten fandt hun en ung mand i arbejdstøj. ”Har du set min killing? Lille, rød, lynhurtig?” En altmuligmand stod med værktøj i bæltet – ligesom hendes far plejede. Han smilede: ”Jeg bliver færdig her, så hjælper jeg!” Snart var han klar, og han fandt killingen bag nogle rør. – ”Er den din?” – ”Ja! Tusind tak!” – ”Jeg har desværre ingen penge,” undskyldte Varvara, ”men jeg har min fars værktøj, måske kan du bruge det?” Hun hentede det til ham i lejligheden. Killingen kiggede mistænksomt – manden med himmelblå øjne og velplejet hår i arbejdstøj virkede rar. Han kløede Ild bag øret, og katten begyndte straks at spinde. – ”Din far var nok en rigtig håndværker,” sagde han, da han så værktøjet. – ”Han var blikkenslager, ligesom dig.” – ”Ej, jeg er ikke bare blikkenslager – jeg er ‘håndværker på timebasis’,” smilede han. – ”Håndværker på timebasis? Hvad vil det sige?” – ”Jeg kører ud og fikser alt det, en mand normalt ordner hjemme, mens du slapper af. Det trives jeg godt med – og der er altid arbejde.” De snakkede, og Varvara fik en fornemmelse af velkendt varme. ”Du må endelig ringe, hvis du mangler mere hjælp,” sagde han og gav hende et visitkort. Hun skulle stadig have computeren til reparation. – ”Vil du have et lift? Jeg kender et godt sted.” – ”Giv mig et øjeblik, jeg er stadig i pyjamas.” Da aftenen faldt på, var computeren allerede klar, og Varvara glad kom hjem. Ild kom hende i møde – med en læderpung i munden: – ”Åh nej, det er håndværkerens pung! Han må have tabt den i morges – og nu ser den frygtelig ud!” Hun ringede på det visitkort… – ”Det er Anton.” – ”Hej Anton, det er pigen med killingen. Du har glemt din pung – men min kat har desværre tygget ret grundigt i den.” – ”Bare rolig, jeg kommer forbi.” Hun fik en idé – fandt den pung, hun havde skaffet til faren, ny og fin. ”Mon far ville have protesteret?” spurgte hun katten. Ild spandt. ”Mon jeg skal sætte te over til gæsten?” Ild kneb øjnene sammen i tilfredshed. Snart ringede det på døren. Anton havde både legetøj og snacks med til katten. – ”Her – så den kan lege med det i stedet!” Varvara rakte ham den nye pung og den gamle. ”Du har åbenbart altid det, jeg mangler,” lo Anton. – ”Det er killingen, du kan takke,” sagde Varvara. ”For resten drypper der fra hanen i køkkenet – vil du kigge på det?” – ”Det ser jeg gerne på. Jeg har god tid, det er det, jeg er til for.” – ”Så laver jeg te. Vil du have te eller kaffe?” – ”Grøn te – med honning, hvis det findes.” Lejligheden føltes pludselig hyggelig, som om det altid havde været sådan, og kun Ild betragtede dem med et lunt smil – måske over alle gaverne, måske bare af lykke. For et øjeblik føltes det for Varvara, som om det var sådan Guds smil ser ud.

Mand for en time

Faren til Katrine døde pludseligt. Aldeles uventet. På bare tre måneder blev han opslugt af den forbandede sygdom, men han kæmpede til sidste åndedrag. Han havde én drømat se sin eneste datter gift og lykkelig.

Desværre blev det aldrig opfyldt. Katrines far gik bort om vinteren, kort efter jul.
Godt det ikke skæmmede hendes højtid for livet, mumlede naboerne med medfølende nik.
Hans drøm måtte han tage med sigKatrine havde ikke nogen. Højst en halvlunken internetflirt, hun skrev lidt med i årevis, men det blev aldrig til mere end et par middage om måneden. Hendes far forstod, at han efterlod sin datter ganske alene i verden.

Katrines mor rejste væk da hun stadig var barn, tog sydpå til Italien for at arbejde. I starten sendte hun penge, legetøj og lækre gaver med solen fra Firenze til sin søde pige. Men efterhånden blev brevene sjældne, og den sidste besked fik Katrine som tiårig. Et afskedsbrev, hvor moren bekendte, at hun havde fundet kærligheden og nu boede sammen med en italiener, Lorenzo, i hans villa udenfor byen. Hun og faren skulle ikke længere skrive eller sende pakker, da manden var overordentligt jaloux. Hun bad om tilgivelse, men det var slut nu.
Barnet er jo trods alt ikke alene, men hos sin egen far, som burde sørge for hende, ikke leve af kvindens penge, stod der i brevet.

Faren havde heller aldrig forlangt noget fra sin ekskone. Han og Katrine klarede dagene sammen, som de nu kunne. Han var alt fra elektriker til blikkenslager, arbejdede på byggepladser, selvom han havde en god uddannelse. Han sørgede for Katrine. Ingen luksus, men hun fik, hvad hun skulle bruge. Han sagde altid, at en blikkenslager ikke har brug for at rende rundt i jakkesæt.
Vi går ikke mødt i jakkesæt på arbejdet, Katrine, sagde han hver gang hun købte ham en ny sweater eller et læderetui til kortene. Han tog dem aldrig imod.
Gem det til din mand. Han får mere glæde af det end mig, jeg går alligevel i mine gamle trøjer i rørene.

Hun vidste knap selv, hvordan de 40 dage efter hans død gik. Dagenes grænser viskedes ud. Hun betalte for en mindehøjtidelighed i kirken, men gik hjem til fods bagefter.

Hun savnede farens historier, tegnefilmene de så sammen, selv som voksne, hans støtte, og omsorg. Han insisterede altid på at hente hende i den gamle slidte Lada foran kontoret, også i regnvejr, så hendes fødder ikke blev våde.

Det var tusmørke, koldt, småregn, og under støvlerne gik man i tungt, beskidt tøslud. Katrine var næsten hjemme, da hun så et lille gyldent lys midt i gråvejret. Hun gik nærmeredet var et lillebitte, rødt killing, der rystede af kulde og peb ynkeligt ved indgangen under opgangen.
Endnu én der er blevet kasseret, tænkte hun trist.
Killingen kiggede på hende, og hun forstod, at tog hun den ikke med, ville den dø derude. Hun kunne ikke bære at miste endnu én. Hun tog forsigtigt den våde klat pels ind under sit varme frakke. Killingen begyndte straks at spinde og nussede op af hendes hånd.
Sulten? spurgte Katrine.
Killingen så klogt på hende, at det gav hende gåsehud. Men hun beroligede sig selv. Man kan se sult i øjnene på alt, der vil leve.

Selskabet fra killingen lettede stemningen i den ellers tomme lejlighed. Bedre end helt alene, sagde hun og stillede en skål kattemad frem, mens hun tændte for deres yndlings-tegnefilm, som hun og faren havde set tusind gange.
Killingen var imidlertid mere fascineret af TVet end af maden, og Katrine trak skålen hen, så den kunne både spise og se skærmen samtidig. Det lod til at passe katten.

Ligesom far, tænkte hun, og nærmest den samme fregnede pels.
Hun opdagede, at de rødlige pletter på kattens kinder mindede om fars fregner. Bag øret havde den en stor rød plet magen til hans fødselsmærke. De store, grå øjne satte prikken over iet. Det stak i hende, men som fornuftig kvinde skubbede hun hurtigt overtroen væk. Mæt og træt lagde hun sig med killingen rullet sammen som en ildrød bolle ved siden af.

***

Det vidste sig, at det ikke var skræmmende at dø. Det svære var alt det ufærdige, man måtte efterlade. Og vigtigst af alt: hans datter. Hvordan kunne han gå i fred, når hun stod alene tilbage? Udadtil var Katrine stærk, men han kendte hendehun behøvede støtte, især nu, hvor hun var én tilbage i verden.

Og hvordan skulle han aldrig få set børnebørn, fortælle dem eventyr og lære dem at bygge ting? Det havde været hans drøm.
Hans sidste åndedrag slap, og endelig følte han lindring fra smerten. En mærkelig lethed indfandt sig, som om han var blevet lettere end luft. En varm, strømmende virvel åbnede sig foran ham, som en tornado af lys og kærlighed. Det føltes som selve universets moderate varme; alle levende ting, alt stof og anti-stof indgik i ét væv, i Gud, og han mærkede, at han også var en del af det.

Han vidste ikke hvordan, men han følte sig tryg. Men så kom tanken om Katrine. Han kunne ikke bare tage videre. At forsvinde nu ville være egoistisk. Han måtte vende tilbagehan havde ikke forladt hende som barn og kunne ikke gøre det nu.
Hvordan det end går, jeg skal tilbage! besluttede han.

Pludselig var lyset væk, og han stod i sin barndoms have, men alt var lidt anderledes. Hans afdøde forældre kom ham i møde, raske og unge, og andre slægtninge var der også. Der var en brønd ogaf alle tingen dam, han aldrig huskede.

Folk stod i kø ved dammen, og han spurgte:
Hvad laver de? Fanger fisk? Bader?
Han hilste på forældrene, glædede sig over at se dem unge. Bedstemor satte straks kaffebord uden sved på panden.
Mor, hvorfor har I aldrig givet lyd?
Dårlig forbindelse, sagde bedstemor og tørrede sig over panden med sit hvide tørklæde. Telefonen blev lagt ned for år tilbage. Nogen gange kan man ringe ved jul, men ellers er alt fint.
Bor I alle sammen her?
Nej, bare i dag. Alle har deres eget sted. Onkel Poul venter på sin kone, hun kommer nok snart og hjælper ham. Og Myron har fundet en ny en, de bor dør om dør og blev gift i smug. Han har glemt sin første kone, hun ringer heller aldrig.
Hvor er dammen fra, den har jeg aldrig set?
Ja, her er ikke som i gamle dage. Kom, så viser jeg dig.

Bedstefar gik med ham hen til dammen, der nærmest lignede et ishul. Vandet var sort, dybt uden ende. Koldt som is, men man havde ikke lyst til at trække hånden til sig; det lokkede med styrkende renselse. Folk gik én efter én ned i vandet, dykkedemen ingen kom op. Ingen skreg, ingen ledte efter dem.
Bedstefar, hvor bliver folk af?
Det tog tid før han svarede: Det er døren, søn. Den der vil hjem, går i vandet.
Og hvad så? Kan man bare svømme op igen?
Man genskabes ikke. Men man vender tilbage. Alle kommer til dammen før eller siden. Dine øjne viser, at du heller vil tilbage til mit barnebarn.
Hans blik fejlede aldrig noget.

Hvis jeg gør det, bliver jeg det samme?
Nej, man kan ikke bade i de samme vande to gange. Du skal have andet tøj på, det gamle duer ikke.
Hvor får jeg det?
Til overgangen ordnes alt. De har noget klar til dig.
Far, så bliver du ikke vred, hvis jeg stiller mig i kø?
Kør du bare. Bedstemor ærgrer sig, du ikke spiste, men sådan er det.
Hvornår er det så din tur?
Det står kun Gud bi.

Bedstefar velsignede ham, og sagde:
Gå nu, inden bedstemor opdager dig.
Og så skubbede han ham let i dammen, der slugte ham ned i sit mørke. Bedstefar forblev ved bredden i skæret fra den evige aftensol.

***

En telefon ringede, og Katrine vågnede. Sammen med Glimtsom hun nu havde døbt killingenvar de faldet i dyb søvn. Først ved tredje ring vågnede hun ordentligt.
En behagelig mandestemme lød i røret:
Hej. Vakte jeg dig? Du kan da ikke sove hele livet væk. Skal du ikke komme forbi? Jeg savner dig.
Katrine gad ikke tage nogen steder, end mindre for et date. Ikke i aften. Og hvem skulle passe killingen, der betragtede hende nøje og lod til at lytte med?
Kom nu, lille ven. Jeg kunne trøste dig, det må jo ske før eller siden. Alle mister forældre, livet må gå videre. Jeg har tilmed købt din yndlingsvin. Kommer du?

Hun kiggede på Glimt, der gned sig kærligt op ad hendes hånd og sukkede ned i røret.
Nej, ikke i dag. Jeg har fundet en killing, den skal passes. En anden dag.
Hvis du vil sidde og sørge, så sid der, sagde stemmen, nu mere kort.

Hun slugte en klump og så på killingen:
Tror du, jeg kommer til at sidde alene altid? Nu har jeg da dig, spurgte hun alvorligt, som om katten kunne svare.
Glimt spandt højt og kneb sammen i øjnene, som om han forstod og støttede hendes valg.

Godt, så bliver vi sammen. Senere får jeg ti katte mere, og så skal jeg nok dø alene i min lejlighed, grinede hun.
Det udskød arbejdets rapporter, som burde være sendt for to dage sidennu var der meget at indhente.
Nu laver jeg te, og så skal du opføre dig ordentligt! sagde hun til Glimt og gik mod køkkenet.

Men killingen hørte ikke meget, for den pjattede med sin hale. I det næste øjeblik bemærkede Glimt det blinkende computerskærm og begyndte at tonse hen over tastaturet og bide i ledningen.
For pokker, kat! Du kunne være blevet elektrisk stød! Nu har du ødelagt computeren! Katrine sank ned på gulvet, træt og opgivende, tårerne kom.
Hvornår slutter denne sorte periode? Først mister jeg far, så en kæreste der er ligeglad, og nu den eneste arbejdscomputer ødelagt, og ingen penge til en ny, så jeg bliver måske fyret hun klagede for katten, der blot satte sig stille og kiggede.

Tårerne pressede sig ud. Glimt sprang op på hendes skød og slikker hendes ansigt, smagende på saltet. Det hjalp faktisk. Katrine stoppede med at græde, og sendte killingen et skævt smil.
Hvad skal jeg stille op med dig? Som om jeg ikke har bekymringer nok!
Hun kyssede den røde ballademager på næsen, og den begyndte straks at vaske sig ivrigt.
Det er allerede morgen, sagde hun, idet hun fyldte kattens madskål.
Jeg afleverer computeren til reparation. Du bliver pænt hjemme. Forstået?
Glimt spandt højlydt og satte straks maden til livs.

Katrine tog hurtigt sin ternede røde frakke på udenover den fjollede pingvin-pyjamas, skyndte sig ud. Men knap fik hun døren op, før Glimt pilede ud og forsvandt ned ad trappenKatrine efter, alt andet end hvad hun holdt på, smed hun fra sig.
Glimt, stop! For pokker, din bandit!
Killingen løb ind i kælderen under blokken, døren stod tilfældigvis åben. Katrine sprang efter.
Din forbandede kat, kom nu ud! Du laver kun ballade! Sagde hendes stemme, nu en anelse hysterisk.

I stedet for killingen fandt hun en ung mand i arbejdstøj, ved at skrue på noget med værktøjssættet i bæltetpræcis som hendes far plejede at have.
Kender det godt, tænkte hun, men sagde ikke noget.
Undskyld, har du set en lille rød killing løbe forbi?
Stak af?
Han så pæn ud trods sit grove arbejde. Han tørrede hænderne af i en klud og sagde:
Jeg hjælper dig, så snart jeg er færdig her.
Han skrubbede, skruede, og smilede.
Så er jeg klar. Hvor gemmer den sig?
Han tændte sin lommelygte, lyste bag gamle rør, og straks fór noget rødt forbi.
Der! Fang den! Den er hurtig!
Han greb killingen kærligt og rakte den til hende.
Er det din?
Ja! Katrine åndede lettet op og tog Glimt i armene.
Tusind tak.
Hun strålede, men blev hurtigt alvorlig.
Hvad er der? spurgte han.
Jeg kan ikke komme ind. Jeg smækkede døren, da jeg løb, og nøglerne ligger inde.
Bare rolig, smilede han. Måske kan jeg hjælpe dig.
Virkelig?
Vis mig døren.
En halv time senere havde han sat hendes lås sammen igen, endda smurt den, og den virkede upåklageligt.
Så er du hjemme. Men pas på killingen.
Jeg ved ikke, hvordan jeg kan takke dig. Det er anden gang i dag du redder mig, sagde hun glad.
Det var da så lidt. At redde pæne damer er nu ingen dårlig forretning, grinede han.
Katrine blev rød i kinderne.
Jeg har ikke råd til at betale dig nu. Og min computer er ødelagt. Men jeg har værktøj, næsten som dit, arvet fra far. Jeg kan intet bruge det til, men måske kan du? Vil du se på det?
Hun inviterede ham ind i stuen og gik straks for at finde værktøjskassen. Manden ventede pænt i entreen.

Glimt undersøgte nysgerrigt gæsten. Han var høj, bredskuldret, himmelblå øjne og mørkt kort hår. På trods af jobbet var han ren og velsoigneret, i moderne jakke og jeansnøgler, skruetrækkere og tang i bæltet.
Han nussede killingen bag øret, og Glimt kvitterede med høj spinden.

Se, her er fars gamle værktøj.
Nej, se engang! Din far må have været en ægte altmuligmand.
Han var også blikkenslager. Som dig.
Jeg er ikke engang rigtigt blikkenslager. Jeg er en mand for en time, smilede han.
Mand for en time? Hvad betyder det?
Det betyder, at jeg kommer når folk ringer, reparerer, fikser, får styr på alt det, som en mand normalt gør for sin kone. Så kan du slappe af eller lave dit. Ret simpelt.
For to år siden flyttede jeg fra provinsen, søgte lærerjob. Men jeg fandt hurtigt ud af at arbejde for mig selv var bedst. Jeg har altid haft hænderne skruet på, så jobbet var oplagt. Lønnen er god, og der er altid arbejde.
Alt dette lød så velkendt for Katrine, det føltes som et deja-vu.

Og sådan en skruetrækker har jeg ikke engang. Her er mit kort. Du får nok brug for det.
Hun tog imod, gemte det væk.
Tak. Måske en dag. Men nu må jeg få computeren til reparation.

Vil du køres? Jeg kender et værksted, de er hurtige og rimelige. Når man er mand for en time, skal man jo yde lidt ekstra, især når man får betaling i arvet værktøj! Han blinkede til hende.
Giv mig et øjeblik, er stadig i pyjamas! Katrine smilede.

Senere samme dag fik hun computeren tilbage igen, næsten som ny. Skaden var ikke slem, og Katrine vendte hjem i godt humør.
Glimt hentede hende smilende i døren med en mørk genstand i munden.
Åh nej, det er hans pung! Han må have tabt den hos mig i morges.
Hun tog den forsigtigtdet var ikke meget tilbage af den pæne læderpung. Kort og penge var næsten uskadte, men selve pungen lignede nu en gammel klud.
Hvad siger jeg til ham nu? Kat, hvad har du lavet?
Glimt så skyldfuldt på hende.

Pludselig huskede hun visitkortet fra i morges. Hun ringede op, og en velkendt stemme svarede:
Det er Anton.
God aften, Anton. Det er hende med killingen. Jeg tror, du glemte din pung hos mig.
Hans stemme blev straks glad:
Jeg har ledt hele dagen, troede den var tabt. Jeg kigger forbi, hvis det er i orden?
Katrine tøvede.
Er der noget galt? Jeg kan også komme en anden dag.
Nej, det er bare min killing har desværre er gået til den på din pung.
Det går nok. Jeg kigger forbi alligevel.

Hun kiggede omkring, og hendes blik faldt på den pung, hun én gang havde købt til farmørkebrun, blød, stadig helt ny.
Far ville næppe have haft noget imod det, sagde hun til katten. Glimt nikkede næsten, mens han drømte sig væk i lampelyset.
Skal vi brygge te til gæsten? spurgte hun retorisk.

Døren ringede hurtigere, end hun troede. Anton stod med en pose kattelegetøj i hånden.
Det er til dit uvorne dyr, så han ikke ødelægger mere. Og nedenunder er en godbid til dig.
Hun rakte ham den nye pung sammen med den gamle.
Du har altid lige dét, jeg mangler, overraskede det Anton.
Katrine smilede.
Du må takke ham der, nikkede hun mod Glimt. For resten, min vandhane drypper i køkkenet. Kan du se på det?
Selvfølgelig. Jeg har tid nu.
Så sætter jeg te over. Vil du have grøn te, måske med honning?
Ja, tak. Grøn te og lidt honning lyder helt perfekt, smilede han.

Der blev pludselig så hjemligt, som om det altid havde været sådan. Og Glimt sad på bordet, næsten smilende, øjnene smalle af velbehagmåske over gaverne, eller måske over lykken. For et sekund følte Katrine, at det var sådan Guds smil måtte se ud.