GAVEN TIL SYVTIÅRSDAGEN
Så kom han til den alder efter at have opfostret tre børn. Alene. Hans hustru var død for tredive år siden, og han havde aldrig giftet sig igen. Det blev aldrig til noget det lykkedes ikke, han fandt ikke den rette, eller måske havde han bare ikke heldet med sig… Der kunne nævnes mange grunde, men giver det overhovedet mening? Han havde slet ikke tid til den slags.
Drengene var højlydte og kom op at slås i tide og utide. Han flyttede dem fra skole til skole, indtil han faldt over en usædvanligt dygtig fysiklærer, som hurtigt fandt ud af, at drengene havde et tydeligt talent. Pludselig stoppede alle slagsmål og problemer nærmest fra det ene øjeblik til det andet.
Pigen gav ham også grå hår. Hun havde svært ved at tale med sine jævnaldrende, og skolens psykolog foreslog, at han tog hende med til en psykiater. Men netop da kom der en ny dansklærer til skolen, som startede en lille forfatterklub. Så tog pigen pennen op og skrev morgen, middag og aften. Snart blev hendes historier trykt først i skolebladet, siden i de lokale litteraturklubber. Korth sagt gik det hele sig.
Drengene fik efter gymnasiet stipendier på Københavns Universitet, hvor de læste matematik og fysik, og datteren begyndte på litteraturvidenskab.
Så pludselig stod han der, alene i huset. Stilheden slog ham. Kun fuglenes sang og vindens susen hørtes mellem træerne, og han længtes efter de gamle dage, hvor alting summede af liv.
Han begyndte at fiske, passe haven og opdrætte grise. Heldigvis var der plads nok huset og den store grund lå ud mod åen. Snart tjente han mere end da han arbejdede som ingeniør på fabrikken. Det kom som lidt af en overraskelse, for dengang var lønnen ikke bare dårlig den var næsten ingenting.
Nu kunne han hjælpe børnene igen købe dem billige biler, give lidt lommepenge og sørge for, de havde tøj til anstændige lejligheder. Han havde faktisk mindre fritid end før. Alt hans tid gik med gården og med at sælge kød og grøntsager. Men han kunne lide det.
Sådan gik ti år, og syvtiårsdagen nærmede sig. Han ventede ikke at fejre den med nogen. Drengene havde for længst stiftet egne familier og arbejdede vist nok på et eller andet hemmeligt forsvarsprojekt og kunne ikke komme forbi en weekend. Hans datter rejste altid rundt til forfatterseminarer og journalistkonferencer, så han tænkte ikke på at invitere dem.
– Jeg klarer den nok selv.
Tænkte han.
– Der er ikke noget at fejre.
Jeg er jo alene. Han ville gå sin runde på ejendommen, og om aftenen sætte sig med en flaske whisky. Mindes sin hustru og fortælle hende, hvordan børnene var blevet til så gode mennesker.
Den dag kom. Han stod op længe før solen stod op for at passe dyrene sådan var det, specielt hvis grisene skulle fodres særligt op.
Men denne morgen, da han trådte udenfor i mørket på den stjerneklare plads foran huset, var der noget, der undrede ham. Midt på plænen lå en mærkelig, aflang genstand, indhyllet i presenning.
– Hvad er nu det?
mumlede han, og så ud af det blå! tændtes flere projektører og lyste hele pladsen op, så han tydeligt kunne skimte det sære objekt og se folk, der kom frem bag hjørnet af huset.
Det var hans drenge, koner og børnebørn, et par andre i familien. Også hans datter, hånd i hånd med en høj fyr med briller. De havde alle balloner og pustede i små horn, mens nogle trykkede på festhorn, der hylede og larmede. Folk råbte og viftede og omfavnede ham.
Tillykke med fødselsdagen, Far!
Han glemte straks det mærkelige på plænen hvad kunne ballademagerne nu have slæbt med? Men de lod ham ikke gå ind igen. Konerne begyndte at dække op.
– Vent, far. Vent lige!
Sagde datteren og smilede.
– Lad mig binde for dine øjne.
– Ja-ja, lad gå.
Han smilede tilbage.
Hun bandt et klæde om hans hoved, drejede ham rundt et par gange og ledte ham hen.
– Hvad foregår der?
spurgte han.
– Bare en lille gave, sagde den ene søn.
– Ikke noget dyrt, vel? spurgte han nervøst.
– Slap nu af, far. Det er bare en lille gestus, sagde den anden.
De førte ham hen og datteren fjernede bindet. En trommehvirvel lød, musikken spillede, og den presenning, der dækkede den mystiske genstand, blev revet væk.
I lyset fra projektørerne stod en Opel Kapitän, nypoleret og funklende.
Han fik næsten et chok og satte sig tungt ned, nær ved at segne. De skyndte sig at holde ham oppe og fandt en stol.
– Åh Gud, åh Gud…
mumlede han igen og igen.
– Far, rolig nu! sagde datteren og plaskede lidt vand i ansigtet på ham.
– Du har altid drømt om sådan en bil.
– Men den koster jo en formue, stønnede han.
– Ikke hvis man lægger alle pengene sammen, sagde sønnen smilende.
– Sæt dig ind, far! Vi vil tage nogle billeder, sagde datteren.
Han åbnede døren, men i sædet stod en papkasse.
– Hvad nu? spurgte han.
– Prøv at åbne, sagde datteren.
Han tog den ud og åbnede låget. Inde i sad et par store blå øjne. Han løftede et lille, blødt væsen og holdt det ind til sig.
– En ægte dansk gårdkat ligesom dengang med mor. Kan I huske Bomle? Da I var små, elskede I den så højt.
– Vi husker den godt, far, svarede børnene.
Han satte sig ikke i bilen. Han gik op på sit værelse og viste killingen billeder af sin hustru.
Tårerne trillede ned ad kinderne.
– Kan du se det, Karen, kan du se det?
spurgte han billedet.
Jeg gjorde det. De har ikke glemt noget. Ser du det?
Men børnene lod ham ikke sidde alene længe denne dag. Nedenunder var bordet dækket, og snart begyndte skåltalerne. Datteren hviskede ham i øret, at hun allerede var fire måneder henne, og at hun og hendes forlovede var flyttet hjem. Hun blev boende lidt arbejdet med en ny roman kunne jo foregå hvor som helst og han, hendes forlovede, skulle alligevel til Jylland og hente sine forældre. Om et par uger ville de holde bryllup i byens kirke.
– Det er vel okay, far?
spurgte hun forsigtigt.
– Det er som et eventyr, svarede han og kyssede hende på panden.
Dagen var fyldt med grin, hilsner, mad og minder. Om aftenen gik han til hustruens grav og sad længe dér med sine tanker.
Livet fik igen en ny betydning. Og så sådan en bil måtte da absolut luftes i byen. Han begyndte at overveje, om han ikke burde anskaffe sig et sæt tøj, der passede til Opelens tid. Tage en tur til Århus.
På sengen lå den lille dansk-huskat og sov tungt.
– Tomle, sagde han. Og gentog:
– Tomle.
Tomle spandt og strakte sig i hele sin lille længde. Manden lagde sig ind til ham, strøg det varme, bløde mavehår og faldt i søvn.
Tidligt næste morgen skulle han op fodre grisene, passe grøntsagerne, og åen ventede på dagens fiskeri.
Nede i stuen sov datteren og svigersønnen. Om morgenen tog drengene afsted med deres familier, og stilheden sænkede sig igen over huset.
Tomle fulgte hvert skridt af sin nye herre; han hoppede i grisefoderet, viklede sig ind i fiskenet og prøvede at stjæle madding. Manden lo og talte med den lille bandit.
– Det føles som at være ung igen, sagde han og klappede Tomle på ryggen.
Tomle peb og bed nænsomt ham i hånden.
– Din lille skurk!
lo han.
Denne beretning er ikke andet end en påmindelse. Til dem, der stadig kan besøge deres forældre.
Vent ikke til i morgen.
Tag af sted i dag.
