Lejligheden skal du give til din søster? – Glem det! – Hold nu op, hvor er du dog…! sagde Allis mor, fru Petersen. – Jeg elsker dig også, mor! svarede Julie stille. Sådan bliver man en sand… for sin mor. Nogle gange skal der ingenting til. Man skal bare lade være med at hjælpe den anden, yndlingsdatteren – for i enhver familie er der altid en, der bliver holdt mere af… Og det var selvfølgelig ikke Julie… Sådan har det været lige siden lillesøster Alice blev født: “Du må jo give efter – du er den ældste! Det er bedre for den lille, hun har det mere brug for det.” Man kunne bare sætte kryds. Og pigen gav efter. For hun elskede sin forvirrede lillesøster! Hvorfor forvirret? For Alice kunne aldrig klare noget selv: hun havde altid brug for hjælp fra enten forældrene eller Julie. Er det ikke forvirring? Alle flokkedes for at hjælpe hende. Eller kastede sig over det, som gamle mormor Olga sagde. Til forskel fra andre holdt hun mest af det ældste barnebarn. Hun mente nemlig, at de dårlige forældre helt havde kvast hende. Og så mente de, at lillesøster var langt kønnere end storesøster: ”En rigtig dukke, ikke som dig!” Ja, det sagde moren engang direkte til pigen: “Der er ikke noget at holde af ved dig, din…!” Det selvom Julie var dygtig i skolen og aldrig voldte besvær. Den lille fik stadig sukker i teen til hun blev femten… Julie elskede at tage op til mormor: der var rart og hyggeligt. Sådan føles det jo altid, der hvor man er ønsket. Mormor Olga boede i en stor toværelses, som hun og morfar fik dengang han arbejdede på fabrikken. Her voksede deres søn, Peter, op – pigernes far, der også flyttede ind med sin kone, Annette. Senere tog de et lån og købte deres egen lejlighed. Mormors lejlighed var fyldt med ”godt”, som Olga sagde. Eller ”gammelt skrammel”, som svigerdatteren kaldte det. Overalt lå hæklede duge, lavet af hende selv. Og alle apparaterne var gamle, men fungerede, som hun sagde: ”førhen lavede de alting ordentligt!” – Smid dog alt det støvsamlende ud! – klagede Annette, når hun var på besøg. – Så var det jo meget nemmere at gøre rent! – Jeg har det nu nemt nok! – svarede mormor. – Og det her er mit liv! Jeg blander mig jo heller ikke i jeres! Lev, som I vil, men styr jeres eget! Jeg har også masser at indvende! Men jeg lever mit eget liv! Mor kneb læberne sammen og blev stille – hvad skulle hun også sige til kloge gamle Olga? Julie følte, at mormor havde vundet – og det gjorde hende glad. Men ikke Annette… Ja, mormor blandede sig aldrig; hun var en vis svigermor. Hun talte heller ikke Julie imod moren, selvom hun så den åbenlyse uretfærdighed. Olga prøvede engang at tale med sin søn: ”Hvorfor behandler I pigen sådan? Hun har jo ikke sit eget liv – I læsser alt Alice over på hende!” Sønnen svarede kort: ”Vi ved bedst selv!” Det betød: ”Bland dig udenom, mor!” Og så holdt hun mund. Tiden gik, pigerne – fem år imellem dem – voksede op. Da Alice var 22, blev hun gift; Julie, 27, havde ikke fundet nogen – hun var jo ”for klog”. Hun havde charme, kloge svar og var heller ikke grim, men heldet med mændene udeblev. Så gik mormor Olga bort. Fredeligt i søvne: den gyldne død. På en måde havde de forventet det. Det uventede kom bagefter: testamentet var skrevet kun til Julie. Kun til det ældste barnebarn! Forældrene blev målløse – hvordan kunne det ske? At yndlingsbarnet, Alice, ikke fik noget? Det kunne ikke passe! Hun havde jo mand, børn – Alice havde allerede fået tvillinger. Familien boede i en lille lejebolig. Julie? Ingen kæreste, ingen børn. Hvorfor skulle hun bruge lejligheden? Hun boede jo stadig hjemme! Hun manglede da ikke noget, vel? ”Du deler vel med din søster? Eller endnu bedre – bare giv hende hele lejligheden! Ja, giv den til hende i julegave – det ville være retfærdigt.” ”Vi samles alle i mormors gamle lejlighed nytårsaften, og så kan du rejse dig og sige: jeg synes, Alice skal arve den! Hvem ellers?” Forældrene syntes, det var en god (læs: storsindet) idé. Alt skulle ryddes ud inden nytår, mente Annette, særligt de hæklede duge, hun hadede. Og alt det skulle storesøster Julie selvfølgelig gøre – hvem ellers? Der skulle gode senge og mad på bordet – det var jo jul og nytår! Hele menuen var nøje planlagt af Annette og oplyst Julie, inklusive kaviar til Alice. Gaverne skulle også være gode – Julie købte altid noget særligt og brugte sin nytårspræmie på andre. Hvem skulle ellers stå for det? Alice havde børn, og Annette arbejdede – og tjente mindre end Julie. Hvorfor skulle hun bruge dem på sig selv? ”Hjælp nu bare familien!” Sådan gik det hvert år, siden Julie fik arbejde – bare før foregik juleaften hjemme hos forældrene, men det var altid storesøster, der stod for alt. Der opstod et automatisk refleks: ”Julie tager sig af det – hvad skulle hun ellers lave?” Men denne gang, første gang i sit liv, besluttede Julie at beholde lejligheden – og hun ville heller ikke forberede julen for alle. Det handlede ikke om pengene – hun var bare træt af at gøre alt for de andre år efter år, uden at nogen sagde tak. Nu var den gratis kantine lukket. Og for første gang så hendes kærlighedsliv også ud til at blomstre: en sød kollega, Ole, havde inviteret hende ud, og han antydede, at han gerne ville fejre nytår med hende – bare de to… Der var lidt over en måned til nytår, og Julie tog en radikal beslutning efter råd fra en veninde, som kendte en ejendomsmægler. Resultatet: mormors lejlighed blev solgt, og Julie købte en etværelses tæt på metroen med stor køkken – helt indflytningsklar! Resten brugte hun på at købe lidt nye møbler og sparede en lille sum op. Da hun flyttede, tog hun bare bøgerne med – resten blev solgt billigt til folk, der samlede på antikviteter. En uge inden nytår var lejligheden klar. Den 30. december flyttede Julie fra sit barndomshjem til sit eget nye sted. De andre troede, Julie var i mormors toværelses for at forberede alting til familiefesten! ”Har du pyntet juletræet?” spurgte moren. ”Ja, det har jeg!” løj Julie ikke engang: hun havde pyntet træet med Ole. ”Og har du Champagnen?” fortsatte Annette. ”Det tror jeg!” – Ole havde lovet at tage det med. ”Redt op til alle?” ”Selvfølgelig, mor!” – Ja, Julie var klar: i aften skulle det blive nytår og måske noget mere… ”Sådan! Vi kommer omkring klokken otte – alt skal være klart, så vi kan sige farvel til det gamle år!” Det lød som en trussel. Og Julie vidste, hun havde handlet rigtigt. Resten gik som i den gamle vittighed, ”Vi er allerede på vej til dig! Tag du hjem til dig selv!” Klokken otte ankom hele familien til mormors gamle lejlighed, hvor Julie altså skulle have dækket bord, fundet sengepladser og forberedt gaver. Midt under festen skulle storesøster selvfølgelig sige, at hun gav hele lejligheden til lillesøster, Alice – så fik hun da fortjent en lille klapsalve. Men der var sket noget. Nøgle passede ikke! De havde nøgler til sikkerheds skyld. Og mens de ringede på, kom en mærkelig, forpjusket mand ud – med en stor beskidt hund. Han bar kun undertrøje og sorte boxershorts og uldne hjemmesko. ”Hva’ laver I her?!” spurgte han surt. ”Snart ryger din hånd, hvis du bliver ved at trykke på klokken!” – det var til Annette. ”Hvem er De?” hviskede Alice’ mand. ”Jeg er den nye lejer – uden frakke!” grinede manden, og så: ”Pardon klæderne, jeg nåede ikke i renseri før nytår!” ”Hvor er Julie?” spurgte Annette chokeret. ”Hu er tju-tju!” sagde manden. ”Hvordan – tju-tju? Hvor kan hun være gået?” undrede faren sig. ”Hun sagde: Nu går jeg ud i det nye liv!” svarede manden. ”Og jeg, ja, jeg er den nye ejer. Hils Julie hjemmefra!” ”Nu vil jeg ønske jer godt nytår – og skynd jer hjem, så I ikke misser slagene!” Hunden gøede lavt. ”Åh, jeg glemte det vigtigste: Godt nytår!” Og med de ord lukkede den nye ejer døren for dem… ”Hold nu op, hvor er du dog…!” sagde Annette, efter Julie havde svaret på telefonen. ”Jeg elsker dig også, mor…” svarede Julie stille og lagde på: for hun var draget ud i sit nye liv, der lovede at blive langt bedre end det gamle.

– Du er simpelthen så…! sagde Helle Pedersen.
– Jeg elsker også dig, mor! svarede jeg stille.

Nogle gange skal man bare lade være med at hjælpe den anden, den foretrukne datter, hvis man vil være yndlingsbarnet hos sin mor. Men som altid sådan skulle det ikke være for mig. Der findes altid én i familien, som bliver elsket lidt mere end de andre…

Og det var i hvert fald ikke mig, Signe.

Allerede fra den dag min lillesøster Ane blev født, begyndte det: “Du er jo ældst, Signe, du må give hende plads!” “Det er nemmere for Ane, hun har mere brug for det.” “Du må forstå det, Signe.” Jeg gav mig selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg elskede jo min lille fjollede søster.

Hvorfor fjollet, spørger du? Jo, hun kunne aldrig gøre noget selv. Hun skulle altid have hjælp fra mor, fra far, og som oftest fra mig.

Så snart Ane havde et problem, kastede alle sig over det for at hjælpe. Eller kaster sig, som mormor Ingrid sagde. Hun var for øvrigt nærmest den eneste, der holdt mest af mig, den ældste. Hun mente, at de voksne nærmest ødelagde mig.

Mine forældre syntes jo desuden, at lille Ane både var kønnere og mere nuttet. En lille dukke, modsat mig. Ja, det sagde min mor faktisk engang direkte til mig. “Der er ikke rigtig noget at elske ved dig, vel.”

Ikke at det gjorde indtryk på nogen, at jeg var dygtig i skolen og aldrig lavede ballade. Ane fik til gengæld serveret sukker i teen til hun blev 15.

Jeg elskede at tage til mormor i Roskilde der var altid trygt og lunt, og jeg følte mig faktisk værdsat. Der er bare altid lidt rarere dér, hvor man bliver set og set på med venlighed.

Mormor Ingrid boede i en rummelig toværelses lejlighed, som morfar Hans havde fået, da han arbejdede på værftet. Der voksede deres søn, min far, Jesper op. Og det var den lejlighed, far flyttede mor Helle ind i, da de blev gift.

Senere købte de, efter fire års opsparing og lån i banken, deres egen lille andelslejlighed og flyttede ud.

Mormors lejlighed var fyldt med hendes eget “gode grej”, som hun selv kaldte det. Eller “alt det gamle ragelse”, som mor ytrede om sin svigermors ting. Duften af bøger og krydderier hang i væggene. Håndhæklede servietter lå drysset ud over det hele, og ovne og radio og hårtørrer var årtier gamle men de virkede, som mormor sagde: “Det blev lavet på samvittighed dengang!”

“Man burde bare smide alle de støvfangere ud!” vrissede Helle, hver gang hun kom på besøg. “Så ville det være nemmere at gøre rent!”
“Det er nu ikke så slemt,” svarede mormor tørt. “Det her er min hverdag. Jeg blander mig jo heller ikke i jeres valg. Så bland du dig heller ikke i mine.”

Mor tav altid, når mormor snakkede sådan. Hvad skulle hun sige til så klog en svigermor? Jeg følte altid, mormor havde vundet, og det gjorde mig varm indeni.

Mormor var faktisk aldrig uvenlig mod min mor. Hun satte mig heller ikke op mod mine forældre selvom hun, ærligt talt, så meget uretfærdighed i deres måde at fordele opgaver og opmærksomhed på.

Mormor forsøgte diskret engang at tale med far: “Hvorfor skal Signe altid gå i ét med tapetet? Hun har intet eget liv hun har altid Ane at tage sig af!”

Far sagde bare køligt: “Vi finder selv ud af det, mor.”

Det betød: Lad nu være, mor!

Så lukkede hun, klog som hun var, munden.

Tiden gik, og pigerne med fem års forskel voksede op. Ane, den yndige, blev gift som 22-årig. Jeg, den fornuftige, var 27 og evig single om end jeg havde både hjerne og humor, og egentlig syntes, at jeg var ret okay.

Så døde mormor pludselig. I søvne fredeligt. Det ikke uventede blev uventet, da arven blev læst. Hele hendes bolig var testamenteret kun til mig.

Ja, kun til den ældste barnebarn! Forældrene var dybt overraskede. Hvordan kunne det dog gå til? At yndlingsdatteren skulle forbigås på den måde? Ane og hendes nyfødte tvillinger boede jo klemt i en lille lejlighed, og havde brug for pladsen! Jeg havde jo hverken kat eller barn. Hvad skulle jeg dog med lejligheden? Jeg kunne bare blive boende hjemme!

Selvfølgelig måtte jeg da dele eller allerhelst bare give lejligheden til Ane. Det ville være det eneste rigtige, mente mor og far: “Du kan give hende den til jul, Signe det ville være retfærdigt!”

Mor begyndte at udtænke planen i hovedet: Der skulle ryddes ud i mormors gamle ting inden nytår for “alt det var jo alligevel gammelt bras!” Især de hæklede servietter irriterede hende.

Og selvfølgelig var det mit lod, som den ældste, at rydde op! “Hvem andre skulle ellers gøre det?”, spurgte hun.

Vi skulle holde nytår i mormors gamle lejlighed, havde mor bestemt. Den skulle pyntes, der skulle dækkes bord med det hele, og selvfølgelig skulle jeg også købe gaver og alt det, Ane elskede: “Husk at tage noget god laks Ane kan så godt lide det,” sagde mor.

Jeg havde gjort alt det år efter år, siden jeg begyndte at tjene penge. Indkøb, pynt, mad, gaver altid mit ansvar. Sjovt nok forventede alle nu bare, at jeg gjorde det igen. “Signe klarer det! Hvad skulle hun ellers lave?”

Men denne december mærkede jeg, at jeg ikke ville give lejligheden væk. Jeg ville heller ikke knokle for hele familien nytårsaften.

Det var ikke pengene; jeg var bare træt. Træt af altid at være den, der bare sagde ja, uden at nogen nogensinde takkede. Nu var det slut. Café Fri Signe var lukket for gode.

Og for første gang var der måske en, der gerne ville mig for den, jeg var: Oliver fra arbejdet havde inviteret mig ud et par gange og spurgt, om vi skulle fejre nytår sammen bare os to.

Jeg snakkede med min bedste veninde Liv, som kendte en god mægler. Mormors toværelses lejlighed blev hurtigt solgt. For pengene købte jeg en hyggelig etværelses i Valby med stor lys stue, lige ved S-toget endda nymalet og møbleret. Resten satte jeg i banken.

Da jeg flyttede ind, tog jeg kun bøgerne med mig. Jeg kunne ikke nænne at smide dem ud. En flok entusiaster kom og hentede alle mormors fine brocher og nipsting; de satte pris på det gamle.

En uge før nytår var flytningen overstået. Den 30. december sagde jeg farvel til barndomshjemmet og flyttede officialt.

De andre troede, jeg tog til mormors gamle lejlighed for at gøre klar til nytår!

“Har du pyntet juletræet?”, spurgte mor.
“Selvfølgelig”, svarede jeg for det havde jeg, sammen med Oliver dagen før.
“Husk god champagne!”, mindede hun mig.
“Det lover jeg”, sagde jeg for Oliver havde lovet, han ville tage noget med.

“Har du lagt friske lagner frem til alle?”
“Ja, mor. Alt er klar.”

Dette var måske sandere, end hun forstod for det var ikke kun nytårsnatten, der skulle blive noget særligt for mig…

“Vi kommer omkring kl. otte!”, lød beskeden. “Husk at have det hele klar så vi med det samme kan sætte os!”

Det lød som en truende ordre. Men jeg var rolig, for jeg vidste, at jeg havde truffet det rigtige valg.

Klokken otte stod hele familien mor, far, Ane, hendes mand og tvillinger klar foran døren til mormors gamle lejlighed. Forventningerne var høje: Signe havde selvfølgelig sørget for både mad, overnatning og gaver!

Aftenens højdepunkt skulle være, når jeg rejste mig, klappede hænderne sammen og udbrød, at jeg forærede lejligheden til Ane!

Men skæbnen havde andre planer. Eller, måske bare regn og blæst fra Øresund eller heldigt nok: nøglen passede slet ikke i døren.

Da de ringede på, åbnede en ukendt, småberuset mand med stort skæg og følgeskab af en kæmpe, ildelugtende hund. Han lignede noget fra Fastelavn. Havde jeg hyret en gøgler? Men hvorfor i alverden hunden?

I underbukser, svedig tanktop og træsko, rakte han hovedet ud og spurgte: “Hvad laver I her?”

Min mor så måbende ud og spurgte: “Undskyld, men hvem er De?”
“Jeg? Jeg er den nye beboer her og jeg ejer intet overtøj!” sagde manden og grinede af sin egen vits. “Beklager, jeg fejler i tøjet, men rensetøjsmanden har ikke renset min smoking til tiden tænk en gang!”

“Men hvor er Signe?”, spurgte min mor med grådkvalt stemme.
“Signe? Nå, den unge kvinde? Hun er flyttet ud.”

“Ud? Hvorfor skulle hun dog forsvinde fra sin egen lejlighed?” udbrød min far.

“Til noget nyt! Hun sagde farvel og ønskede mig held og lykke. Jeg bor her nu hyggeligt ikke?”

Han bøjede sig, hilste og sagde: “Og for resten hils hele familien fra hende. Hun sagde, hvis I kom forbi, skulle jeg hilse flinkt fra hende. Så god fornøjelse og godt nytår!”

Han lukkede døren.

“Du er simpelthen så…!” hvislede min mor, da hun fik fat i mig på telefonen. Jeg smilede, mærkede glæden helt ind i hjertekulen og svarede: “Jeg elsker også dig, mor!” og lagde på.

Jeg havde forladt mit gamle liv for et nyt. Et liv, der for første gang var mit eget.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

6 + 14 =

Lejligheden skal du give til din søster? – Glem det! – Hold nu op, hvor er du dog…! sagde Allis mor, fru Petersen. – Jeg elsker dig også, mor! svarede Julie stille. Sådan bliver man en sand… for sin mor. Nogle gange skal der ingenting til. Man skal bare lade være med at hjælpe den anden, yndlingsdatteren – for i enhver familie er der altid en, der bliver holdt mere af… Og det var selvfølgelig ikke Julie… Sådan har det været lige siden lillesøster Alice blev født: “Du må jo give efter – du er den ældste! Det er bedre for den lille, hun har det mere brug for det.” Man kunne bare sætte kryds. Og pigen gav efter. For hun elskede sin forvirrede lillesøster! Hvorfor forvirret? For Alice kunne aldrig klare noget selv: hun havde altid brug for hjælp fra enten forældrene eller Julie. Er det ikke forvirring? Alle flokkedes for at hjælpe hende. Eller kastede sig over det, som gamle mormor Olga sagde. Til forskel fra andre holdt hun mest af det ældste barnebarn. Hun mente nemlig, at de dårlige forældre helt havde kvast hende. Og så mente de, at lillesøster var langt kønnere end storesøster: ”En rigtig dukke, ikke som dig!” Ja, det sagde moren engang direkte til pigen: “Der er ikke noget at holde af ved dig, din…!” Det selvom Julie var dygtig i skolen og aldrig voldte besvær. Den lille fik stadig sukker i teen til hun blev femten… Julie elskede at tage op til mormor: der var rart og hyggeligt. Sådan føles det jo altid, der hvor man er ønsket. Mormor Olga boede i en stor toværelses, som hun og morfar fik dengang han arbejdede på fabrikken. Her voksede deres søn, Peter, op – pigernes far, der også flyttede ind med sin kone, Annette. Senere tog de et lån og købte deres egen lejlighed. Mormors lejlighed var fyldt med ”godt”, som Olga sagde. Eller ”gammelt skrammel”, som svigerdatteren kaldte det. Overalt lå hæklede duge, lavet af hende selv. Og alle apparaterne var gamle, men fungerede, som hun sagde: ”førhen lavede de alting ordentligt!” – Smid dog alt det støvsamlende ud! – klagede Annette, når hun var på besøg. – Så var det jo meget nemmere at gøre rent! – Jeg har det nu nemt nok! – svarede mormor. – Og det her er mit liv! Jeg blander mig jo heller ikke i jeres! Lev, som I vil, men styr jeres eget! Jeg har også masser at indvende! Men jeg lever mit eget liv! Mor kneb læberne sammen og blev stille – hvad skulle hun også sige til kloge gamle Olga? Julie følte, at mormor havde vundet – og det gjorde hende glad. Men ikke Annette… Ja, mormor blandede sig aldrig; hun var en vis svigermor. Hun talte heller ikke Julie imod moren, selvom hun så den åbenlyse uretfærdighed. Olga prøvede engang at tale med sin søn: ”Hvorfor behandler I pigen sådan? Hun har jo ikke sit eget liv – I læsser alt Alice over på hende!” Sønnen svarede kort: ”Vi ved bedst selv!” Det betød: ”Bland dig udenom, mor!” Og så holdt hun mund. Tiden gik, pigerne – fem år imellem dem – voksede op. Da Alice var 22, blev hun gift; Julie, 27, havde ikke fundet nogen – hun var jo ”for klog”. Hun havde charme, kloge svar og var heller ikke grim, men heldet med mændene udeblev. Så gik mormor Olga bort. Fredeligt i søvne: den gyldne død. På en måde havde de forventet det. Det uventede kom bagefter: testamentet var skrevet kun til Julie. Kun til det ældste barnebarn! Forældrene blev målløse – hvordan kunne det ske? At yndlingsbarnet, Alice, ikke fik noget? Det kunne ikke passe! Hun havde jo mand, børn – Alice havde allerede fået tvillinger. Familien boede i en lille lejebolig. Julie? Ingen kæreste, ingen børn. Hvorfor skulle hun bruge lejligheden? Hun boede jo stadig hjemme! Hun manglede da ikke noget, vel? ”Du deler vel med din søster? Eller endnu bedre – bare giv hende hele lejligheden! Ja, giv den til hende i julegave – det ville være retfærdigt.” ”Vi samles alle i mormors gamle lejlighed nytårsaften, og så kan du rejse dig og sige: jeg synes, Alice skal arve den! Hvem ellers?” Forældrene syntes, det var en god (læs: storsindet) idé. Alt skulle ryddes ud inden nytår, mente Annette, særligt de hæklede duge, hun hadede. Og alt det skulle storesøster Julie selvfølgelig gøre – hvem ellers? Der skulle gode senge og mad på bordet – det var jo jul og nytår! Hele menuen var nøje planlagt af Annette og oplyst Julie, inklusive kaviar til Alice. Gaverne skulle også være gode – Julie købte altid noget særligt og brugte sin nytårspræmie på andre. Hvem skulle ellers stå for det? Alice havde børn, og Annette arbejdede – og tjente mindre end Julie. Hvorfor skulle hun bruge dem på sig selv? ”Hjælp nu bare familien!” Sådan gik det hvert år, siden Julie fik arbejde – bare før foregik juleaften hjemme hos forældrene, men det var altid storesøster, der stod for alt. Der opstod et automatisk refleks: ”Julie tager sig af det – hvad skulle hun ellers lave?” Men denne gang, første gang i sit liv, besluttede Julie at beholde lejligheden – og hun ville heller ikke forberede julen for alle. Det handlede ikke om pengene – hun var bare træt af at gøre alt for de andre år efter år, uden at nogen sagde tak. Nu var den gratis kantine lukket. Og for første gang så hendes kærlighedsliv også ud til at blomstre: en sød kollega, Ole, havde inviteret hende ud, og han antydede, at han gerne ville fejre nytår med hende – bare de to… Der var lidt over en måned til nytår, og Julie tog en radikal beslutning efter råd fra en veninde, som kendte en ejendomsmægler. Resultatet: mormors lejlighed blev solgt, og Julie købte en etværelses tæt på metroen med stor køkken – helt indflytningsklar! Resten brugte hun på at købe lidt nye møbler og sparede en lille sum op. Da hun flyttede, tog hun bare bøgerne med – resten blev solgt billigt til folk, der samlede på antikviteter. En uge inden nytår var lejligheden klar. Den 30. december flyttede Julie fra sit barndomshjem til sit eget nye sted. De andre troede, Julie var i mormors toværelses for at forberede alting til familiefesten! ”Har du pyntet juletræet?” spurgte moren. ”Ja, det har jeg!” løj Julie ikke engang: hun havde pyntet træet med Ole. ”Og har du Champagnen?” fortsatte Annette. ”Det tror jeg!” – Ole havde lovet at tage det med. ”Redt op til alle?” ”Selvfølgelig, mor!” – Ja, Julie var klar: i aften skulle det blive nytår og måske noget mere… ”Sådan! Vi kommer omkring klokken otte – alt skal være klart, så vi kan sige farvel til det gamle år!” Det lød som en trussel. Og Julie vidste, hun havde handlet rigtigt. Resten gik som i den gamle vittighed, ”Vi er allerede på vej til dig! Tag du hjem til dig selv!” Klokken otte ankom hele familien til mormors gamle lejlighed, hvor Julie altså skulle have dækket bord, fundet sengepladser og forberedt gaver. Midt under festen skulle storesøster selvfølgelig sige, at hun gav hele lejligheden til lillesøster, Alice – så fik hun da fortjent en lille klapsalve. Men der var sket noget. Nøgle passede ikke! De havde nøgler til sikkerheds skyld. Og mens de ringede på, kom en mærkelig, forpjusket mand ud – med en stor beskidt hund. Han bar kun undertrøje og sorte boxershorts og uldne hjemmesko. ”Hva’ laver I her?!” spurgte han surt. ”Snart ryger din hånd, hvis du bliver ved at trykke på klokken!” – det var til Annette. ”Hvem er De?” hviskede Alice’ mand. ”Jeg er den nye lejer – uden frakke!” grinede manden, og så: ”Pardon klæderne, jeg nåede ikke i renseri før nytår!” ”Hvor er Julie?” spurgte Annette chokeret. ”Hu er tju-tju!” sagde manden. ”Hvordan – tju-tju? Hvor kan hun være gået?” undrede faren sig. ”Hun sagde: Nu går jeg ud i det nye liv!” svarede manden. ”Og jeg, ja, jeg er den nye ejer. Hils Julie hjemmefra!” ”Nu vil jeg ønske jer godt nytår – og skynd jer hjem, så I ikke misser slagene!” Hunden gøede lavt. ”Åh, jeg glemte det vigtigste: Godt nytår!” Og med de ord lukkede den nye ejer døren for dem… ”Hold nu op, hvor er du dog…!” sagde Annette, efter Julie havde svaret på telefonen. ”Jeg elsker dig også, mor…” svarede Julie stille og lagde på: for hun var draget ud i sit nye liv, der lovede at blive langt bedre end det gamle.
Jeg kom for at hente mine ting hos min eks og fandt min søster i morgenkåben