Sommerens uskrevne regler – En dansk families ferie på landet, mobilvaner, generationsmøder og kunsten at finde fælles fodslag

Sommerens Regler

Da S-toget bremsede ind ved den lille station, stod Ingeborg Kristensen allerede helt ude på perronens kant, favnende et lærredstaske ind mod sig. Indeni rullede æbler rundt, et glas hjemmelavet kirsebærmarmelade og en plastbeholder med frikadeller. Det hele var egentlig unødvendigt børnene kom mætte og velforsynede fra København, med rygsække, poser og hele pivtøjet, men hendes hænder kunne alligevel ikke lade være med at forberede lidt ekstra.

Toget skramlede til, dørene gik op, og ud væltede straks tre: høje, spændstigt tynde Mads, hans lillesøster Regitse og en rygsæk, der så ud til at leve sit eget liv.

Mormor! Regitse var den første til at få øje på hende og vinkede så ivrigt, at armbåndene klirrede mod hinanden.

Ingeborg mærkede en varme stige op i halsen. Hun satte tasken forsigtigt på jorden, så hun ikke tabte noget, og åbnede armene.

Åh, hvor I Hun ville sige “er vokset”, men bed sig i tide i tungen. De vidste det jo udmærket selv.

Mads kom langsommere hen, gav hende et kvikt et-armet kram, mens han holdt rygsækken fast med den anden.

Hej, mormor.

Han var næsten et hoved højere end hende nu. Skægstubbene på hagen, tynde håndled; fra T-shirten stak hovedtelefonerne ud. Ingeborg greb sig i at lede efter den dreng, der engang løb rundt i gummistøvler på deres kolonihavegrund, men hendes blik mødte hele tiden nye, voksne facetter.

Morfar venter nede ved bilen, sagde hun. Kom, ellers bliver frikadellerne kolde.

Jeg tager lige et billede! Regitse havde allerede telefonen fremme og knipsede løs: perron, tog, mormor. Til min story.

Ordet “story” fløj forbi hendes ører som en svale. Var det ikke det, hun havde spurgt sin datter om sidste vinter? Forklaringen var væk igen, men det vigtigste var, at barnebarnet smilede.

De gik ned ad de rå betontrapper. Ved den gamle røde Toyota Corolla ventede Svend Kristensen. Han gik dem i møde, daskede Mads på skulderen, krammede Regitse og nikkede til sin kone. Han var mere stilfærdig, men Ingeborg vidste, han glædede sig lige så meget.

Nå, så er det ferie? spurgte han, mens de pakkede bilen.

Ferien er begyndt, sagde Mads og smed rygsækken i bagagerummet.

På vej hjem til huset var de unge mere stille. Udenfor gled villaer, æbletræer, små haver forbi, og indimellem anede de en flok geder. Regitse swipede et par gange på telefonen, Mads grinede over noget på sin skærm, og Ingeborg mærkede en indædt trang til at holde øje med deres hænder fingre, der hele tiden strøg over sorte rektangler.

Pyt, tænkte hun. Bare hjemme hos os er det som vi plejer. Resten kan de gøre, som unge nu gør.

Hjemme bød huset dem velkommen med duften af stegte frikadeller og frisk dild. På verandaen stod det gamle langbord, dækket med voksdug med citroner på. På komfuret syede panden, og i ovnen bagte endnu en tærte med hvidkål færdig.

Hold da op, det er et festmåltid! sagde Mads og stak hovedet ind i køkkenet.

Det er altså bare frokost, svarede Ingeborg automatisk, men rettede sig hurtigt. Nå, ind og vaske hænder. Ude i bryggerset.

Regitse var selvfølgelig i gang med telefonen igen. Ingeborg kunne med et halvt øje se, at barnebarnet fotograferede tallerkener, vinduet, og katten Mille, som stak snuden frem fra under bordet.

Ved bordet har vi telefonerne væk, bemærkede hun forsigtigt, da alle sad klar.

Mads så op.

Hvordan mener du?

Som Ingeborg siger det, blandede Svend sig. Når vi har spist, kan du kigge alt det, du vil.

Regitse frøs et sekund, men lagde så mobilen med skærmen nedad ved siden af sin tallerken.

Jeg ville bare tage billeder

Det har du vist fået gjort, sagde Ingeborg blidt. Nu spiser vi, så kan du lægge billeder op bagefter.

“Lægge op” lød usikkert fra hende. Hun kendte ikke det rigtige ord, men tænkte, at det måtte gå an.

Mads lagde tøvende sin mobil på kanten af bordet. Han så ud, som om han var blevet bedt om at tage rumhjelmen af et rumskib.

Her i huset, fortsatte hun, mens hun hældte solbærsaft op, har vi lidt rytme. Frokost klokken ét, aftensmad klokken syv. Om morgenen står vi op senest klokken ni. Resten af tiden kan I gøre, hvad I har lyst til.

Ikke senere end ni gentog Mads. Men, hvad hvis jeg ser film om natten?

Om natten sover man, svarede Svend med blikket stift mod tallerkenen.

Ingeborg mærkede, hvordan en fin tråd af spænding trak sig gennem bordet. Hun skyndte sig at sige:

Vi er jo ikke i kasernen. Men hvis I sover til frokosttid, går hele dagen, og så ser I jo ingenting. Her er både sø, skov og cykler.

Jeg vil ned til søen! sagde Regitse hurtigt. Og cykle! Og tage billeder i haven.

Ordet “billeder” lød næsten dagligdags nu.

Det lyder godt, nikkede Ingeborg. Men inden skal I lige hjælpe lidt. Kartoffelbedene skal luges, og jordbærrene skal have vand. Det er jo ikke herregård, vel?

Mormor, vi har ferie begyndte Mads, men Svend så op.

Ferie, ja, men det her er ikke et spaophold.

Mads sukkede, men sagde ikke mere. Under bordet puffede Regitse til hans sneaker, og han trak på smilebåndet.

Efter frokost gik børnene op for at pakke ud. Ingeborg kiggede forbi en halv time senere. Regitse havde allerede hængt sine T-shirts på stoleryggen, stillet toiletpung og oplader op, og små flasker stod i vindueskarmen. Mads sad i sengen med ryggen mod væggen og kørte fingeren over skærmen.

Jeg har lagt rent sengetøj på. Sig endelig til, hvis noget mangler.

Det er okay, mormor, mumlede Mads uden at kigge op.

“Okay” stak lidt, men hun nikkede bare.

Vi laver grillspyd i aften, sagde hun. Men først, når I lige har slappet lidt af, kommer I ud i haven. En times tid eller to.

Mmm, sagde Mads.

Hun lukkede døren bag sig og blev stående i gangen. Inden fra værelset lød Regitses sagte latter; hun talte med nogen på videoopkald. Ingeborg følte pludselig ikke kun rygens værk, men en ægte oldings fornemmelse: som om børnene levede i et helt andet lag, hun umuligt kunne nå.

Vi finder ud af det, tænkte hun. Bare ikke presse for hårdt.

Om aftenen, med solen lavt på himlen, stod de alle tre i køkkenhaven. Jorden var lun, græsset knitrede under fødderne. Svend pegede ud, hvor ukrudtet skulle væk, og hvad der var gulerod.

Den der skal væk, den anden bliver, forklarede han til Regitse.

Hvad, hvis jeg tager fejl? spurgte hun og satte sig på hug.

Pyt, skød Ingeborg ind. Vi er ikke på kollektiv, det overlever vi.

Mads stod lidt i baggrunden, støttede sig til hakkejernet og så længselsfuldt på huset. I vinduet på hans værelse blinkede computerskærmens lys.

Har du styr på telefonen? spurgte Svend.

Den ligger ovenpå, svarede Mads.

Af en eller anden grund gjorde det Ingeborg mere glad, end hun ville indrømme.

De første dage gik i nogenlunde harmoni. Hun vækkede dem med banken på døren de brokkede sig, men klokken halv ti sad de trods alt i køkkenet. Efter morgenmad hjalp de til i huset, inden de gik hver til sit: Regitse fotograferede Mille og jordbær, lagde det op på sin mobil, Mads læste, hørte musik eller cyklede rundt i kvarteret.

Reglerne blev fulgt i de små ting. Mobiltelefoner var væk fra bordet, og om natten var der ro. Kun én gang, på tredjenatten, vågnede Ingeborg ved dæmpet latter bag væggen. Klokken var halv ét.

Skal jeg vente eller banke på? tænkte hun og lå i mørket.

Latteren lød igen, efterfulgt af et genkendeligt lyd fra lydklip. Hun sukkede, tog morgenkåben på og bankede forsigtigt.

Mads, er du vågen?

Latteren stoppede øjeblikkeligt.

Øh ja, lød det lavt.

Han åbnede døren, øjnene røde, håret i uorden, mobilen i hånden.

Hvorfor sover du ikke? spurgte hun så roligt som muligt.

Jeg ser bare film.

Klokken ét om natten?

Vi har aftalt at se det samtidig og skrive sammen

Hun forestillede sig, hvordan unge sad hver for sig i København, mens de sammen kommenterede på den samme film.

Ved du hvad sagde hun du må gerne se film. Men sover du ikke om natten, er du ubrugelig næste dag, og så kan jeg ikke få dig ud i haven. Vi aftaler: Indtil midnat er det okay. Men derefter sover vi.

Han rynkede på næsen.

Jamen, de andre

De sidder hjemme i København. Du er hos os. Her er det vores regler. Jeg siger jo heller ikke, du skal i seng klokken ni.

Han kløede sig i nakken.

Okay, sagde han til sidst. Indtil midnat.

Husk at lukke døren, så lyset ikke generer, tilføjede hun. Og skru ned.

På vej tilbage til sin egen seng tænkte hun, om hun var for blød. Hun burde vel være mere bestemt, som hun havde været med sin datter. Men tiderne var forandret.

Den første rigtig store konflikt kom ud af småting. En varm dag bad Ingeborg Mads hjælpe Svend med at flytte brædder til skuret.

Om lidt, svarede han uden at løfte blikket fra mobilen.

Efter ti minutter sad han stadig på verandaen, brædderne stod hvor de var.

Mads, morfar er i gang alene nu, sagde hun med en vis skarphed i stemmen.

Jeg skriver lige færdig, så kommer jeg, svarede han irriteret.

Hvad er det, du hele tiden skriver? udbrød hun. Verden går ikke under uden dig.

Hans blik blev hårdt.

Det er vigtigt, sagde han kontant. Vi spiller turnering.

Hvilken turnering?

I et spil. Holdturnering. Hvis jeg går nu, taber mit hold.

Hun var ved at sige, at det da var ligegyldigt med de spil men så så hun, hvordan hans skuldre spændte, og at han knugede læberne hårdt sammen.

Hvor lang tid tager det?

Cirka tyve minutter.

Fint. Om tyve minutter hjælper du morfar. Aftale?

Han nikkede, forsvandt straks ind i telefonen igen. Præcis tyve minutter senere kom han ud for at tage skoene på.

Jeg er på vej, sagde han, inden hun nåede at rykke.

Sådanne små aftaler gav Ingeborg fornemmelsen af, at de stadig kunne styre tingene, indtil den dag hvor det gik galt.

Det var midt i juli. De skulle på torvet efter planter og indkøb. Svend havde givet udtryk for, han havde brug for hjælp: poserne var tunge, og bilen kunne ikke stå der for længe.

Mads, i morgen tager du med morfar, sagde Ingeborg ved aftensmaden. Jeg bliver hjemme med Regitse og laver marmelade.

Jeg kan ikke, sagde han straks.

Hvad mener du?

Jeg har aftalt at tage til byen med vennerne. Der er festival musik, madboder han søgte støtte hos Regitse, men hun tog bare en bid mere. Jeg nævnte det altså.

Hun var ikke sikker måske havde han sagt det i forbifarten, men så meget var blevet sagt de sidste dage.

Hvilken by? spurgte Svend mistroisk.

Vores egen. Med S-toget. Lige ved stationen.

Ordet “lige ved” faldt ikke i god jord.

Kender du vejen?

Alle er derovre. Og jeg er altså seksten.

Det der “seksten” lød, som om det var mere end nok som forklaring.

Vi aftalte med din far, at du ikke skulle rende alene rundt, sagde Svend.

Jeg går ikke alene, vennerne kommer.

Det er jo endnu værre.

Spændingen i køkkenet blev mærkbar. Regitse ryddede forsigtigt sin tallerken væk.

Hvad med, at I tager på torvet i aften, så kan han tage til byen i morgen? foreslog hun.

Torvet er kun åbent i morgen, svarede Svend. Jeg har brug for hjælp. Kan ikke klare det alene.

Jeg kan tage med, sagde Regitse uventet.

Du bliver hjemme med mormor, svarede han pr. refleks.

Jeg klarer mig, sagde Ingeborg. Marmeladen kan vente. Regitse tager med dig.

Svend så på hende overrasket, taknemmelig, men også stædig.

Og Mads er, hvad? På frihjul? sagde han spidst.

Men jeg begyndte Mads.

Forstår du ikke, vi ikke er i København? Her gælder andre regler. Og det er os, der har ansvaret.

Der er altid nogen, der skal have ansvaret for mig! Kan jeg aldrig bare selv få lov?

Ordene blev hængende et øjeblik. Ingeborg mærkede det knugende i brystet hun ville sige, at hun forstod ham, at hun selv havde længtes efter frihed, men hørte kun sin egen stemme, hård og fremmed:

Når du bor hos os, følger du vores regler.

Han skubbede stolen hårdt væk.

Så bliver jeg bare hjemme, sagde han og forsvandt ud, så døren smækkede.

Resten af aftenen var trykket. Regitse forsøgte at snakke om en influencer, men stemningen var mat. Svend tav, stirrede i sin kop. Ingeborg vaskede op og tænkte på de sætninger, hun havde sagt de ringede for hendes ører som skeen mod glasset.

Om natten vågnede hun ved at huset var usædvanlig tavst. Hun lyttede. Intet lys under Mads’ dør.

Måske sover han i det mindste, tænkte hun.

Næste morgen, da hun kom ned i køkkenet, viste uret kvart i ni. Regitse sad og gned øjnene, Svend læste stilladsvis i avisen til sin kaffe.

Hvor er Mads? spurgte Ingeborg.

Sover vel, sagde Regitse.

Hun gik op og bankede på døren.

Mads, op!

Ingen reaktion. Hun åbnede døren. Sengen var redt klodset som han plejede, når det skulle gå hurtigt men han selv var væk. Sweatshirten lå smidt, opladeren på bordet. Ingen mobil.

Noget sank i hende.

Han er væk, sagde hun i døren.

Væk? Svend rejste sig hurtigt.

Værelset er tomt. Mobilen er taget med.

Han er nok bare ude, prøvede Regitse.

De gennemsøgte haven. Ikke i skuret, ikke i køkkenhaven. Cyklen stod der stadig.

S-toget går klokken otte fyrre, sagde Svend dæmpet og så ud mod vejen.

Ingeborg mærkede hænderne blive kolde.

Han har måske mødt nogle drenge nede ved engen?

Hvilke drenge? Han kender jo ingen her.

Regitse tog mobilen op.

Jeg skriver til ham.

Hun trykkede nervøst rundt, så op efter et minut.

Han læser ikke. Der er kun ét flueben.

Udtrykket sagde Ingeborg intet, men Regitses ansigt fortalte hende, det betød noget dårligt.

Hvad gør vi? spurgte hun Svend.

Jeg kører til stationen, sagde han med det samme. Tjekker om nogen har set noget.

Skal du? spurgte hun næsten bedende. Måske kommer han bare hjem igen

Han gik uden et ord, svarede Svend. Det er ikke bare normalt.

Han greb hurtigt bilnøglerne.

Bliv her, sagde han. Hvis han dukker op. Regitse, ringer han, skal vi vide det med det samme.

Da bilen forsvandt, blev Ingeborg stående på verandaen, klamrende sig til viskestykket. Tankerne fløj: om Mads på perronen, i toget, nogen der skubber ham, han taber mobilen, han hun tvang sig til ro.

Rolig nu. Han er hverken lille eller dum.

En time gik, så endnu en. Regitse tjekkede mobilen jævnligt.

Intet nyt. Han er heller ikke online.

Klokken elleve kom Svend hjem. Træt i ansigtet.

Ingen har set ham. Jeg kørte også forbi stationen. Intet.

Måske tog han faktisk til festival, hviskede Ingeborg.

Uden penge, uden noget?

Han har penge på kortet, sagde Regitse. Og mobil.

De kiggede på hinanden for dem var penge sedler og mønter, for børn digital kode.

Skal vi ringe til hans far? spurgte hun.

Gør det, nikkede Svend. Han finder ud af det alligevel.

Det blev en svær samtale. Sønnen var først stille, så gal, så spurgte han, hvorfor de ikke havde holdt øje. Da hun lagde på, satte hun sig ned og skjulte ansigtet i hænderne.

Mormor, sagde Regitse blidt, han er ikke væk. Han er bare fornærmet. Det går over.

Fornærmet og så går han, mumlede Ingeborg. Som om vi var fjender.

Dagen sneg sig afsted. De prøvede at arbejde Regitse hjalp modvilligt med marmelade, Svend rodede i skuret. Alt føltes tungt og træg.

Først sidst på dagen kradsede det i indkørslen. Ingeborg, halvsovende med en kop te, fór sammen. Lågen peb. Og der stod Mads.

Samme T-shirt, støvede jeans, rygsæk på skuldrene, træt, men uskadt.

Hej, sagde han lavt.

Ingeborg rejste sig. I ét sekund ville hun kaste sig om halsen på ham, men noget holdt hende igen. Hun spurgte blot:

Hvor har du været?

I byen, han så væk. Til festivalen.

Alene?

Med nogle venner. Mest alene. Venner fra nabobyen. Vi skrev sammen.

Svend kom ud på verandaen.

Ved du da, hvor bekymrede vi har været begyndte han, men stemmen knækkede.

Jeg skrev, skyndte Mads sig at svare. Men jeg mistede signalet. Og så løb mobilen tør. Glemte opladeren.

Regitse stod allerede ved siden af dem, mobil i hånden.

Jeg skrev jo til dig, sagde hun. Men der var kun ét flueben.

Det var ikke med vilje, han mødte deres blikke, én efter én. Jeg troede bare, hvis jeg spurgte, ville I sige nej. Men jeg havde lovet, og

Han stoppede.

Og så tænkte du, det var nemmere ikke at spørge, afsluttede Svend.

Stilheden efter brød ikke længere af vrede, men af træthed.

Kom ind, sagde Ingeborg. Du trænger sikkert til mad.

Han gik stille ind, satte sig ved bordet, og hun bød ham suppe og brød. Han spiste grådigt.

Det er dyrt dernede, mumlede han. Jeres f madboder.

“Jeres” lød underligt, men hun spurgte ikke.

Ud på aftenen sad de alle ude på verandaen i den kølige sommeraften.

Lad os sige det sådan her, sagde Svend. Du vil have frihed, vi forstår det. Men vi har ansvaret. Så mens du er hos os, skal vi vide, hvor du er.

Mads tav.

Hvis du vil noget, siger du til i god tid. Så taler vi om det, finder ud af transport og hvordan du kommer hjem. Så kan det være, vi siger ja. Måske ikke. Men bare at forsvinde det kan vi ikke acceptere.

Og hvis I siger nej? spurgte Mads.

Så bliver du selvfølgelig sur, sagde Ingeborg. Og så må du tage med på torvet og brokke dig hele vejen.

Han så op i hans blik var bitterhed, træthed, og noget, der mindede om vemod.

Jeg ville bare selv bestemme ikke gøre jer urolige, sagde han.

Selv bestemme er glimrende, sagde Ingeborg. Men man bestemmer også over dem, der holder af én.

Det undrede hende selv, hvor let ordene lød.

Han nikkede modvilligt.

Okay. Forstået.

En ting mere, sagde Svend. Går mobilen død, finder du strøm et sted. Café, station, hvor som helst. Og du sender besked først til os, uanset om du tror, vi bliver sure.

Fint, nikkede Mads.

De sad lidt, uden at sige noget. På den anden side af hækken gøede en hund. Katten Mille mjavede dovent fra køkkenhaven.

Hvordan var festivalen? spurgte Regitse pludselig.

Fint nok, svarede Mads. Maden var god, musikken så som så.

Har du billeder?

Mobilen døde jo.

Se nu dér ingen beviser, ingen content.

Han trak lidt på smilebåndet.

Fra den dag blev husets regler blødere, mere bøjelige. Ingeborg og Svend satte sig sammen og skrev de vigtigste på et papir: stå op senest klokken ti, hjælpe til et par timer dagligt, giv besked om ture, ingen mobiler ved bordet. Papiret kom på køleskabet.

Ligesom lejrskema, grinede Mads.

Bare familielejr, svarede Ingeborg.

Regitse insisterede på egne regler:

I ringer ikke, hver gang jeg går til søen, sagde hun. Og I banker, før I går ind.

Det gør vi nu altid, undrede Ingeborg sig.

Skriv det nu bare, sukkede Mads. Så er det fair.

To ekstra linjer kom på. Svend brummede, men skrev under.

Fællesskabet opstod. En aften fandt Regitse et gammelt brætspil frem.

Skal vi spille efter aftensmad? foreslog hun.

Det spillede jeg som barn, udbrød Mads.

Svend bedyrede først, han havde travlt i værkstedet, men satte sig snart. Han kunne reglerne bedst, og snart fløj vittigheder og drillerier tværs over bordet. Mobilerne var glemt.

Madlavningen blev næste fælles projekt. En lørdag var Ingeborg træt af altid at finde på mad.

I laver mad i aften, sagde hun. Jeg siger bare, hvor tingene står.

Os? Mads og Regitse i kor.

Ja. Bare det kan spises.

De gik til opgaven med ildhu. Regitse fandt en moderne opskrift på mobilen, Mads snittede grønt. Køkkenet duftede af løg og krydderurter, opvasken voksede, men stemningen blev næsten højtidelig.

Nu håber jeg ikke, vi skal vente længe på toilettet bagefter, gryntede Svend, men spiste op.

I haven lavede Ingeborg personlig plot. Den række der, Regitse, er din: jordbær. Og Mads, du får gulerod. Passer du den, kan du høste den. Gider du ikke, kan du lade være. Det er jeres valg.

Et eksperiment, sagde Mads.

Kontrollgruppe og testgruppe! grinede Regitse.

Hun løb hver aften ud og fotograferede modne bær, lagde billeder op med teksten “Min have”. Mads vandede guleroden et par gange, men glemte det hurtigt. Da de gravede op i august, havde Regitse en hel kurv Mads få, ranglede rødder.

Konklusion? spurgte Ingeborg.

Gulerodsdyrkning er ikke lige mig, erklærede Mads.

De lo sammen afslappet den her gang.

Ved sensommeren havde huset indtaget sin egen rytme. Alle spiste sammen, lavede deres egne ting, mødtes til aftensmad. Mads sad nu og da længe med mobilen, men klokken tolv slukkede han for lyset og Ingeborg kunne høre hans rolige søvn. Regitse gik til søen med veninderne fra nabohuset, men skrev altid, hvor hun var og hvornår hun kom igen.

De havde stadig uenigheder: musikvalg, hvor meget salt der skulle i kartofler, om opvasken skulle tages med det samme. Men det føltes ikke som generationskamp mere, blot hverdagsgnidninger under samme tag.

Sidste aften før afrejsen bagte Ingeborg æblekage. Huset duftede sødt, det trak køligt fra verandaen. Rygsække lå klar, alt pakket.

Lad os tage et billede, foreslog Regitse, da kagen var taget ud.

Skal det nu på nettet igen begyndte Svend, men tav.

Bare til os, forsikrede hun. Ikke til nettet.

De gik ud i haven. Solen forsvandt bag nabohusenes tage, toppene på æbletræerne glødede. Regitse stillede mobilen på et omvendt spand, satte timeren og løb hen.

Mormor i midten, beordrede hun. Morfar til højre, Mads til venstre.

De stod der, kejtet, skuldre mod skuldre. Mads rørte ganske let ved Ingeborgs albue, Svend rykede tættere, Regitse lagde armene om dem.

Smil! sagde hun.

Kameraet klikkede. Endnu en gang.

Færdig, hun tjekkede og smilede. Den er god!

Må jeg få den fremkaldt? spurgte Ingeborg.

Jeg sender den til dig, nikkede Regitse.

Men hvordan får jeg den ud af telefonen? undrede Ingeborg.

Det hjælper jeg dig med, skød Mads ind. Kom til København, så printer vi den sammen. Eller jeg tager den med i efteråret.

Ingeborg nikkede. En fin ro lagde sig i hende. Ikke fordi alt nu var perfekt, og ingen misforstod hinanden mere tværtimod. Der ville komme flere skænderier, det vidste hun. Men mellem deres regler og ungernes trang til frihed var der opstået en ny sti, en man kunne krydse uden at fare vild.

Sent på aftenen smuttede hun ud på verandaen. Himlen var mørk nu, få stjerner over taget. Der var tyst i huset. Hun satte sig på trappen, knugede knæene.

Svend kom ud, satte sig ved siden af.

De tager afsted i morgen, sagde han.

Ja, svarede hun.

De sagde ikke mere.

Det gik jo, tilføjede han efter lidt.

Det gjorde det. Vi har måske lært noget af det hele.

Ja, hvem lærte egentlig mest? grinede han.

Hun smilede. I Mads vindue var alt mørkt. Også hos Regitse. Mads’ telefon lå nok, sluttet til opladeren, og trak stille energi til næste dag.

Ingeborg gik ind, låste døren og på vej ud i køkkenet strejfede blikket listen med regler på køleskabet. Den så allerede lidt slidt ud, kuglepennen lå ved siden af. Hun strejfede navnene med en finger og tænkte stille, at næste sommer måske skulle de ændre lidt på det hele. Noget nyt ind, noget gammelt ud. Men det vigtigste ville bestå.

Hun slukkede det sidste lys og gik til ro, mens huset sov trygt, med alt hvad sommeren havde bragt, og plads til endnu mere.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

20 − nineteen =

Sommerens uskrevne regler – En dansk families ferie på landet, mobilvaner, generationsmøder og kunsten at finde fælles fodslag
En dag bad Monikas mor hende om at tage en notar med hjem – hun ville lave et testamente. Sophie sagde, at arven skulle gå til Monika, fordi hendes yngste datter ikke tager sig af sin mor. Så lad hende leve sit eget liv. Sophie havde to døtre. Hele sit liv havde hun gerne villet give dem det bedste – fra tøj til mad. Den ældste, Monika, er gift og bor med sin mand i en lejelejlighed. Den yngste datter, Renate, boede hjemme hos moren. Renate var nyuddannet fra universitetet. Hun mødte en fyr, som efter et stykke tid friede til hende, og de flyttede sammen ind hos hendes mor. Der var plads nok til alle, så de unge havde ikke travlt med at finde noget selv. Storesøster krævede ikke noget – hun boede med mand og seksårig søn i lejebolig. En dag ringer Renate og fortæller, at mor pludselig er blevet syg og hentet af ambulancen. Monika tager straks afsted for at besøge mor. Her finder hun ud af, at udsigterne ikke er gode. Mor har været syg længe, men først nu er sygdommen for alvor slået igennem. Det eneste, mor har brug for nu, er omsorg. Ingen har taget sig af sygdommens konsekvenser. Moren bliver taget med hjem igen. I starten passer yngstedatteren pligtopfyldende sin syge mor, men efter en måned bliver hun træt af det og beder sin søster overtage. Til sidst kan Renate ikke længere blive boende. Renate foreslår, at Monika med sin familie flytter hjem til mor for at passe hende, imens Renate midlertidigt flytter i Monikas lejebolig. Sådan bliver det. Først tager Monika ferie fra arbejdet og derefter orlov uden løn. Alle på hendes job udviser forståelse. Hvem har ikke stået i sådan en situation før? En dag beder moren Monika om at tage en notar med. Hun vil lave et testamente. Sophie siger, at arven går til Monika, for den yngste datter tager ikke hånd om hende. Så må hun leve sit eget liv. Da moren dør, dukker Renate op og kræver boligbytte. Det er jo hende, der burde blive boende. Men Monika fortæller om testamentet og siger, at hun ikke agter at ændre noget. Siden da har søstrene ikke talt sammen. Renate fortæller vidt og bredt, hvor egoistisk søsteren er – at Monika har taget huset. Ikke et ord om, at hun selv nægtede at passe sin syge mor. Men Monika tager sig ikke af, hvad Renate går og siger. Dengang mor bad Monika tage en notar med hjem: Da arven blev Monikas, og lillesøster gik sin egen vej – En dansk familiehistorie om søskendejalousi, omsorg og testamentets konsekvenser