Lejligheden hvor vi ikke længere er velkomne: da mor gjorde hjemmet til en slagmark
Kasper sad på kontoret i København, da telefonen ringede. På skærmen stod hans kones navn. Han undrede sig hun plejede ikke at ringe midt på dagen.
Hej, Solvej. Er der sket noget? Jeg sidder lidt med arbejde, sagde han, og drejede langsomt stolen væk fra computeren.
Det er sket, svarede hun, stemmen knust af gråd. Vi er smidt ud. Vi har ikke længere noget sted at bo!
Hvad?! Kasper rejste sig med det samme. Hvad er der sket med lejligheden? Brand? Indbrud?
Lejligheden har det fint Men vi har ikke længere lov til at bo her, hviskede Solvej.
Hvad? Hvem kan nægte os at bo i vores eget hjem?!
Hvem din mor! udbrød hun, og hele hendes smerte og desperation kunne mærkes i ordene.
For år tilbage var Kasper og Solvej flyttet til Odense sammen med deres børn den ældste datter var syv, den yngste fem. De begyndte som lejere, arbejdede og sled. Pludselig smilede heldet Solvejs far havde arvet en lejlighed fra en fjern slægtning.
Bo I her, sagde den gamle. Jeg er pensionist, skatten tynger mig ikke, lejligheden står i mit navn, men I forstyrrer hverken mig eller min ro.
De renoverede, købte møbler, og flyttede ind. De begyndte at tænke på lejligheden som deres selvom de ikke havde navnet på papiret, og især Solvej havde en evig uro i maven.
Vi har lagt alt i det her hjem, og alligevel er vi ikke skrevet på, sagde hun til Kasper.
Rolig nu, Solvej. Mette bor hos sine forældre, vi er her. Hvem skulle smide os ud? Vi er ikke fremmede.
Men det blev værre de blev smidt ud. Og det var ikke fremmede; det var deres egen familie.
Det hele ændrede sig ved svigerfaderens fødselsdag. De kom, fejrede dagen, spiste og snakkede. Dagen efter sagde svigermor:
Vi har besluttet: vores barnebarn Emil skal bo hos jer. Han er kommet ind på universitetet, kollegieværelset er for lille. Hos jer er der plads. Og huset står jo stadig i vores navn, så vi bestemmer hvem der bor her.
Solvej måtte bide sig i læben for ikke at sige noget. Kasper nikkede bare:
Selvfølgelig. Der er plads.
Han havde lyst til at råbe, men holdt sig tilbage. Det var ikke tid. Noget gik i stykker indeni Solvej.
Emil flyttede ind som hersker. Han spiste på sofaen, råbte, efterlod rod alle steder. Alt han rørte blev ødelagt. Siden kom Kaspers forældre forbi. De skulle besøge barnebarnet. Og så begyndte det.
Emil har beskidte sko! skældte svigermor. Hvorfor er hans jakke ikke vasket? Hvor er bollerne?
Hun kommanderede som en officer. Solvej lavede mad, vaskede, og gjorde rent. Til sidst sagde svigermor direkte:
Jeg forstår ikke, hvordan min søn kan være sammen med sådan én som dig! Det var bedre du gik. Forlad lejligheden.
Hvor skal jeg tage hen? Pigerne har deres liv, huslejen er alt for dyr familiespil.
Det er ikke mit problem. Pak dine ting.
Da Solvej nægtede, sagde svigermor:
Jeg forklarer det til Kasper. Han skal underskrive skilsmissepapirerne.
Solvej pakkede tavst sine ting og græd.
Da Kasper hørte det, løb han hjem.
Mor, hvad gør du?! Har du smidt min kone ud?!
Hun er til overs. Og hun drikker ovenikøbet!
Hvad?!
Jeg hørte flasker rasle i hendes pose. Hvad skjuler hun? Vi tolererer ikke sådan en under mit tag. Lejligheden står i mit navn jeg bestemmer.
Mor, det var Emil der tog skraldet ud!
Skyld ikke på barnet! Hvis hun træder ind her igen, så kan du ikke klage.
Så går jeg også med hende.
Rigtig fint. Emil har kæreste nu, de kan bo her.
Kasper knyttede næverne.
Okay. To dage.
Solvej, græd ikke. Vi tager alt Poul hjælper, vi har et kælderrum. Det skal nok gå. Vi skal nok få en lejlighed. Ikke som vi drømte om, men vores egen.
Tre dage senere kom svigermor med Mette med poser, som på slagmarken. Fisk, kød, syltetøj, grøntsager
Er de gået? spurgte Mette målløs.
Tomt Ikke noget køkken Ingen fryser Ingen møbler
Vi sætter det ud på altanen.
Det regner! Mor, vi har end ikke sted at sove!
Ingrid, svigermor, ringede til sin søn han svarede ikke. Heller ikke barnebarnet tog telefonen.
Ingrid, det er farmor sagde hun til en af pigerne, men fra telefonen lød kun:
Ring ikke mere!
I lejligheden stod nu kun en gammel, beskidt sofa. Og et gammelt balje i badeværelset symbolet på slutningen.
Efter et halvt år lavede Solvej aftensmad i den nye lejlighed. Et opkald. Ukendt nummer.
Min dreng, det er mig mor Du ringer ikke Undskyld. Vend hjem. Bo her.
Vi bor allerede. I vores egen lejlighed.
Jeres egen? Hvorfor skulle I behøve en anden? I havde vores!
Jeres er jeres. Vi har vores.
Og pigerne? De har forladt mig!
De mangler ingenting. Vi har alt det, vi skal bruge. Lad være med at nævne den gamle lejlighed. Vi kommer ikke tilbage.
Kasper lagde på. Det kapitel i livet var lukket. Og det blev ikke åbnet igen.
Lejligheden, hvor vi ikke længere er velkomne: Da mor forvandlede hjemmet til en slagmark
