I modsætning til hende – “Hej, fru Alena, hvor er du blevet af? Du lovede jo at komme og passe børnene … Vi har ventet på dig i en time nu!” Gitte så irriteret på uret, mens hun talte med svigermoren. – “Gitte, mit blodtryk er steget, jeg har det rigtig dårligt … jeg kan ikke komme.” Alenas stemme var svag og træt. – “Blodtrykket steget? Men du har da lavt blodtryk normalt … Hvorfor bilder du os nu noget ind igen? Lasse og jeg tager jo ellers sjældent nogen steder hen, og nu må vi så blive hjemme igen! Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige!” Irriteret smækkede Gitte telefonen og overvejede at kyle den på bordet. Hele deres længe planlagte restaurantbesøg var ved at smuldre, fordi svigermor igen ikke kom. På det sidste fandt hun altid på undskyldninger – kom ikke, havde pludselige ærinder, eller nægtede bare at passe børnebørnene. – “Hvad er der nu sket?” Lasse trådte ind i køkkenet med sønnen på armen og så spørgende på Gitte. Hun trak på skuldrene og fortalte: – “Din mor kommer igen ikke. Hun siger, hun har fået problemer med blodtrykket.” – “Blodtryk? Hvad gør vi nu? Vi har jo bord bestilt …” De stod begge klar i festtøj – Lasse i jakkesæt, Gitte i smart kjole. Men det så ud til, at de ikke kom ud ad døren – sønnen på 3 og datteren på 7 kunne ikke være alene hjemme. – “Måske kan vi spørge naboen – tante Mette?” – “Mette igen? Ja, hun vil sikkert gerne, men hun har jo allerede passet dem mange gange … Vi kan ikke hele tiden bede hende om det.” – “Mor, kommer farmor?” spurgte Signe, da hun kom løbende ind i køkkenet. – “Nej, farmor har det dårligt.” – “Igen? Måske burde hun tage til hospitalet?” – “Det synes jeg også,” lo Gitte og gav datteren et kram. “Vil I helst være hos tante Mette i aften?” – “Ja!” Signe elskede den rare nabo. Mette havde hverken børn eller børnebørn og øste al sin kærlighed ud på Gittes to. Hun bad ofte om at få lov at passe dem, men Gitte og Lasse syntes, det var pinligt at spørge så tit. – “Åh, mine søde, kom I bare!” smilede tante Mette, da hun åbnede døren. “Ind med jer, det er så hyggeligt!” – “Tusind tak,” sagde Gitte taknemmeligt. Mette satte børnene med de legetøjskasser, hun havde gemt til dem, og gik hen til Gitte. – “Jeg skal takke dig – jeg slapper helt af, når dine unger er her. Jeg bor jo alene, og I aner ikke, hvor meget det betyder for mig!” Gitte nikkede. Det forstod hun godt. Hun forstod bare ikke svigermor. Alena boede også alene og havde en stor lejlighed for sig selv, da svigerfar for længst var væk. Men hun engagerede sig aldrig rigtigt i familien – måske var hun bare sådan én, der elskede sit eget selskab. – “Nå, tante Mette, jeg må løbe. Vi har bord klokken syv, og jeg kommer efter ungerne senere.” – “Det er helt i orden,” smilede Mette. Gitte gik hurtigt ned til sig selv, hvor Lasse stod og ventede. – “Hvordan gik det?” – “Som altid. Tante Mette er glad for at have børnene – i modsætning til din mor,” sagde Gitte spidst. Lasse sukkede og så på hende. – “Jeg forstår heller ikke min mor. Hun virker fuldstændig ligeglad med både os og børnene.” – “Godt vi har tante Mette!” De smilede til hinanden, og Gitte sagde: – “Lad os ikke ødelægge aftenen. Nu venter god mad og nogle timers frihed!” – “Ja, det bliver dejligt,” grinede Lasse. De havde en fantastisk aften. Børnene hyggede sig hos tante Mette, og hun bad igen om snart at have dem på besøg. – “Det kan vi sagtens arrangere,” lo Gitte, da hun hentede børnene. “Det er jo ikke min svigermor, der står først i kø for at passe dem.” – “Det er synd,” sukkede tante Mette og strøg drengen over håret. “De er så skønne!” – “Tak,” sagde Gitte glad. – “Lad mig lige hjælpe dig med døren,” tilbød Mette. Et par dage senere var hverdagen igen travl med job, børn og pligter. En dag ringede det uventet på døren. Lasse var i Jylland på forretningsrejse, ingen andre var ventet. – “Hvem der?” råbte Gitte og åbnede døren – og så overrasket sin svigermor. Alena skubbede sig ind og spurgte straks: – “Hvem har I efterladt mine børnebørn hos, da I var i byen? Var de helt alene hjemme?” – “Nej, selvfølgelig ikke! De var hos naboen! Og desuden angår det faktisk ikke dig!” svarede Gitte. – “Ikke mit problem? Det er mine børnebørn!” – “Det nævner du aldrig, når vi har brug for hjælp!” – “Jeg er ikke forpligtet til at passe dem!” – “Så lad også være med at blande dig i, hvad vi gør! Du lover at hjælpe, men trækker dig altid, så vores planer går i vasken. Tag ikke mig i skole!” – “Så nu er det min skyld, at jeres børn render rundt alle vegne?!” Gitte så fast på hende. – “Ja, Alena, det er din skyld. Og de render ikke rundt – de er sammen med en skøn kvinde! Hun holder mere af dem end deres biologiske farmor gør.” Alenas ansigt blev rødt af vrede – heldigvis blev de afbrudt, da Signe kom løbende. – “Hej farmor! Kommer du endelig? Skal du med til skolefest i morgen – eller er du syg igen? Skal du på hospitalet?” Gitte var ved at bryde sammen af grin, da hun så svigermors ansigtsudtryk. – “Jeg fejler ikke noget, Signe. Jeg behøver ikke hospital!” – “Hvorfor passer du så aldrig os? Du lovede at komme, men vi ventede forgæves! Heldigvis passer tante Mette os – hun læste eventyr!” – “Signe, gå ind til din bror,” sagde Gitte. “Børn skal ikke være alene.” – “Ok, farmor, vi ses!” lød det, før Signe løb ind på værelset. Alena så vredt på Gitte, der nu havde svært ved ikke at grine højt. – “Hvad har du sagt til hende? Har du trænet hende?” – “Ingenting! Hun hører og forstår alt selv. Børn er kvikke.” – “Så er Mette altså bedre for dem end jeg?” – “De ser hende oftere end dig!” sagde Gitte. Alena ville sige mere, men stormede i stedet ud. Nu grinede Gitte rigtigt. Signe havde sagt alt det, Gitte gerne ville have sagt selv. Om hospitalet, og om tante Mette! Så kunne Alena tænke lidt over tingene. Senere fortalte hun det hele til Lasse over telefonen. Han grinede: – “Sejt, min datter! Hun kan sætte mor på plads!” – “Ja, men nu er hun vist fornærmet.” Lasse sukkede: – “Måske får hun nu lyst til at bruge lidt mere af sin værdifulde tid på os. Ellers er tante Mette heldigvis altid glad for børnene.” – “Det er sandt. Hun er også ensom, mens Signe og Daniel bringer glæde i huset.” – “Vi burde gøre noget for hende,” foreslog Gitte. “Måske give hende en gave?” – “Men så skal vi vælge noget hun virkelig har brug for!” sagde Lasse. – “Jeg spørger hende direkte,” sagde Gitte. “Hellere det end et overraskelseskludder.” – “God idé.” Dagen efter gik Gitte ned til Mette, mens Lasse passede børnene. – “Hej, tante Mette, jeg har et ærinde.” – “Kom ind, Gitte,” smilede hun, men da hun hørte, hvorfor Gitte var der, rystede hun hurtigt på hovedet. “Nej, Gitte, du må ikke købe noget til mig! Bare bring ungerne af og til. Det gør mig glad.” – “Mener du det?” spurgte Gitte. – “Helt alvorligt. I er også altid velkomne på kaffe hos mig!” – “Det vil vi så!” sagde Gitte og smilede. … Nogle gange møder man mennesker på de mærkeligste måder. Livet bestemmer, hvem vi får ind i vores hverdag – og nogle gange bliver en fremmed mere familie end familien selv. Man kan vist kalde dem hjerte-familie …

– Hej, Rikke Birgitte, hvor bliver du af? Du lovede jo at komme og passe ungerne… Vi har faktisk ventet på dig i over en time nu! Lone kiggede irriteret på klokken, mens hun talte med sin svigermor.

– Lone, jeg har det skidt, mit blodtryk er stukket helt af… Jeg tror ikke, jeg kan komme Rikkes stemme lød med vilje svag og træt.

– Blodtryk? Du har jo lavt blodtryk normalt Hvor kommer det nu lige fra? Er det endnu en undskyldning? Lasse og jeg kommer ellers sjældent ud, og så svigter du os på den her måde! Jeg mangler ord!

Lone smækkede mobilen vredt på køkkenbordet og skulle tage sig sammen for ikke at kyle den ud. Hele deres længe planlagte tur ud at spise med Lasse var ved at krakelere på grund af hendes svigermors uforudsigelighed. Det var ikke første gang, Rikke havde droppet aftalen: Enten kunne hun ikke komme alligevel, havde pludselig travlt, eller også gad hun bare ikke passe sine eneste børnebørn.

– Hva så nu? spurgte Lasse, da han kom ud i køkkenet med lille Emil på armen og kiggede spørgende på hende.

Lone trak vejret tungt og løftede opgivende skuldrene:

– Din mor kan ikke komme… Hun siger, blodtrykket driller igen.

– Blodtryk? Nå… Hvad gør vi? Vi har jo allerede reserveret bord…

De stod begge klar i pænt tøj Lasse i skjorte og pæn jakke, Lone i en flot kjole. Men man efterlader ikke børn på tre og syv år alene hjemme.

– Tja, jeg ved ikke. Skal vi prøve at spørge naboen?

– Tante Mette? Igen? Hun har godt nok sagt ja før, men det er altså også tredje gang på kort tid. Vi kan jo ikke altid rende til hende. Det bliver lidt for meget.

– Mor, kommer mormor ikke alligevel? spurgte Frida, der netop kom løbende ud i køkkenet.

– Nej, skat, mormor har det ikke godt.

– Igen? Måske skal hun på hospitalet?

– Ja, det siger du noget, smågrinede Lone og trak sin datter ind til sig. Vil du være hos tante Mette i aften?

– Ja, det vil jeg gerne! svarer Frida, der altid hyggede sig hos den søde nabo.

Mette havde hverken børn eller børnebørn, og hun øsede al sin kærlighed på Lone og Lasses små. Hun bad faktisk ofte om at få lov at passe dem men Lone og Lasse syntes nu, det var lidt pinligt altid at trække på hende.

– Åh, mine søde små, Tante Mette smilede stort, da hun åbnede døren for Lone og børnene. Kom bare ind! Skynd jer!

– Tak, hvor er det sødt af dig, Lone smilede taknemmeligt.

Mette satte straks børnene til med hendes særlige legekasse, mens hun hviskede til Lone:

– Det er så lidt! Jeg nyder det, det gør jeg virkelig. Jeg er jo alene, så det er ikke meget liv normalt, men når de to er her, føler jeg mig…ja, brugt og værdifuld! Det betyder mere, end du aner!

Lone nikkede og forstod det faktisk lidt. Hendes svigermor boede jo også alene. Hendes mand forlod hende for længe siden, nu sad Rikke i en stor lejlighed på Nørrebro men hun havde nu aldrig rigtig lyst til at være tæt på sin familie. Måske var hun bare sådan, tænkte Lone en virkelig ensom ulv.

– Nå, jeg smutter, tante Mette! Vi har jo reservation kl. 19, jeg henter ungerne, når vi er hjemme igen.

– Det er bare i orden, lo Mette.

Lone skyndte sig hjem. Lasse stod allerede klar i entreen.

– Nå, hvordan gik det?

– Som altid hyggeligt ungerne elsker hende til forskel fra din mor, kunne Lone ikke lade være at tilføje en smule spidst.

Lasse sukkede, mens Lone fandt sin jakke frem.

– Jeg fatter heller ikke min mor. Det er som om, hun er fuldstændig ligeglad både med os og med ungerne.

– Godt vi har Mette.

De smilte til hinanden, og Lone grinede:

– Lad os nu ikke spolere aftenen! Endelig ro, lækker mad og ingen børnskrig et par timer frihed!

– Det bliver så godt, grinede Lasse.

De havde en skøn aften sammen, bare dem to. Og børnene hyggede sig hos Mette og hun spurgte allerede, da de hentede dem, om de ikke kunne komme igen snart.

– Det kan vi da sagtens finde ud af, lo Lone og løftede søvnige Emil op. Din farmor kæmper vist ikke for det.

– Det er hendes tab, Mette aede Emil over håret. I har virkelig nogle dejlige børn…

– Tak, Lone blev næsten helt rød.

– Jeg holder døren, sagde Mette hjælpsomt.

Nogle dage gik der roligt med arbejde, børn og alt det andet hverdagshejs. Så pludselig en aften ringede det på døren Lone var alene hjemme, Lasse var taget til Aarhus med arbejdet.

– Hvem der? spurgte Lone, før hun åbnede, og fik et chok.

Der stod svigermor Rikke og maste sig straks ind.

– Hej Rikke Birgitte… prøvede Lone, mens hun mindede sig selv om at være høflig.

– Ja hej… vrissede kvinden.

Hun smed tasken i entreen og gloede strengt på Lone:

– Hvem efterlod I egentlig mine børnebørn hos? Jeg VED, I var ude at spise den anden dag! Har I ladet ungerne være alene hjemme?

– Det kunne vi aldrig finde på! udbrød Lone arrigt. De var hos tante Mette, og det blander du dig altså ikke i!

– Selvfølgelig gør jeg da det! Det er mine børnebørn!

– Ja, men du melder dig aldrig, når vi har brug for hjælp!

– Det er ikke min pligt at passe dem!

– Men så lad da være med at blande dig i vores liv! Du lover noget og svigter hele tiden, og så står du her og belærer mig. Jeg er ikke nogen lille pige!

– Nå, så nu er det også min skyld, at dine børn render rundt hos fremmede?

Lone hævede øjenbrynene og kiggede på hende:

– Ja, det er faktisk sådan det er, Rikke. Og de render ikke rundt, de bliver passet af en fantastisk kvinde, der elsker dem. Hun er bedre overfor dem end deres egen farmor.

Rikkes ansigt blev helt plettet af vredesrøde mærker, og det var svært at sige, hvad mere der var blevet sagt, hvis ikke Frida var løbet ud og havde hørt postyret.

– Hej farmor! Du kom endelig!

– Hej min skat, Rikke tog hende i favnen. Hvordan går det, lille du?

– Det går fint! Vi har skolefest i morgen kommer du? Eller er du syg igen? Måske du burde tage på sygehuset, farmor, så kan de hjælpe dig.

Lone kunne næsten ikke holde masken, så meget rystede hun af grin over det chokerede udtryk i svigermorens ansigt.

– Frida, jeg fejler altså ikke noget! Jeg skal ikke på sygehuset.

– Jamen hvorfor vil du så aldrig passe os? Du lover og lover! Men det er faktisk også hyggeligt hos tante Mette. Hun læser højt for os!

– Frida, løb lige ind til Emil, sagde Lone. Han skal ikke være alene.

– Okay, hej farmor, du må komme igen! råbte Frida, før hun forsvandt.

Rikke sendte Lone et fornærmet blik, mens Lone stod og holdt latteren tilbage.

– Hvad bilder du dig egentlig ind at sige til barnet? Har I lært hende det?

– Vi har ikke sagt noget. Hun kan jo selv høre og forstå alt. Børn er hurtige til det, ved du.

– Synes du altså de har det bedre hos hende der Mette end med mig?

– Dem ser hende Mette mere end de ser dig! sagde Lone.

Rikke så ud til at ville sige noget, men greb i stedet tasken og for ud af lejligheden.

Nu kunne Lone simpelthen ikke holde grineren tilbage. Uden at ville det havde Frida fået sagt alt, hvad Lone selv havde lyst til at råbe til hende om sygehuse og om tante Mette. Nu kunne svigermor jo tænke lidt over, om hun kunne undvære sine børnebørn, tænkte Lone lidt hævngerrigt.

Om aftenen fortalte hun hele historien til Lasse, der hørte det fra sit hotelværelse i Aarhus og lo så han næsten tabte pusten.

– Godt gået af Frida, sagde han til sidst. Vi burde altid sætte hende på farmor. Hun sætter hurtigt tingene på plads.

– Ja, men jeg tror din mor blev fornærmet.

Lasse sukkede:

– Tja, måske får hun omsider tænkt over hvor lidt tid hun egentlig giver os. Men det er jo tydeligt, at Mette elsker at være sammen med vores børn.

– Hun er virkelig noget særligt. Jeg kan også godt forstå det hun er jo alene, og Frida og Emil giver hende så meget liv og glæde.

– Vi må gøre noget for at sige tak, sagde Lone. Måske købe en gave?

– Men hvad fanden skal vi give? Det skal jo ramme rigtigt, sagde Lasse.

– Jeg spørger hende i morgen. Jeg havde tænkt at lave en overraskelse, men det er måske bedst bare at høre hende.

– God idé.

Næste dag, da Lasse var kommet hjem og holdt øje med børnene, gik Lone over til Mette.

– Hej tante Mette, jeg ville egentlig spørge om noget.

– Kom indenfor, Lone, Mette smilede venligt. Da hun så formålet, begyndte hun straks at vifte afvisende. Åh Lone, du skal ikke tænke på det! Jeg mangler ikke noget. Bare fortsæt med at komme med ungerne af og til. Det er alt hvad jeg ønsker mig. Når de to løber rundt her, føles mit hjem levende.

– Mener du det? Lone blev genert. Men hvis der nogensinde er noget du mangler, skal du sige til vi skylder dig så meget.

– Tak Lone, sagde Mette blidt. Men bare kom med børnene. Det er tak nok.

– Måske skulle du også komme op til os indimellem? Bare besøge os for hyggens skyld Og du må selvfølgelig sidde med dem også derhjemme hos os.

– Det vil jeg meget gerne, lyste Mette op. Jeg skal nok komme

…Nogle gange fører livet folk sammen på underlige måder. Det er, som om livet har sine egne planer. Og tit bliver de mennesker, som egentlig burde være fremmede, dem man føler sig allermest forbundet med. De bliver ens familie ikke på papiret eller i blodet, men i hjertet.