Klokken på den gamle dørklokke klingede som en drømmende sang, og Rigmor, der stod og bladrede i en støvet fotoalbum, rystede sit hoved og mistede tråden. Hun havde ikke ventet nogen gæst.
– Hvem er der? råbte hun, mens hun gik mod døren.
– Åbn, min pige, det er mig! svarede en stemme, som var både sprød og livlig, men alligevel bar den en alder, der ikke passede til den.
Hun låste op, og ind trådte Anna Petersen, klædt i en skarp marineblå frakke, et hvidt tørklæde, og med en frisure så pæn, at selv tiden syntes at bøje sig for den. Ingen rynke prikkede hendes ansigt, selvom hun var 65 år gammel.
– Mor, hvad er der sket? Vi så hinanden for blot tre dage siden, sagde Rigmor og strøg nervøst gennem de krusede lokker på sit hoved.
– Skal man egentlig vente på en storm for at besøge sin egen datter? spurgte Anna, mens hun gik ind i stuen og kastede et kritisk blik på de kasser, der lå spredt på gulvet. – Gennemgår du fotos igen? Hvad er det her for kasser? Flytter du?
Rigmor sukkede. Hun havde planlagt at fortælle sin mor om flytningen senere, når alt var helt afklaret.
– Ja, jeg har fået tilbudt en stilling i Aarhus med lønforhøjelse, sagde hun stille.
– Til Aarhus? spurgte Anna med et bekymret rynken på panden. – Hvad med Kasper og børnene? Du ved jo, at Maren og Peter ikke kan klare sig uden dig. Hvem skal hente dem fra skole, når Kasper er på arbejde?
Rigmor knibbet læberne sammen. Det gik ikke kun om, at moren ville savne hende, men om, hvem der skulle tage sig af hendes elskede storebror, som hun altid havde set som familiens klippe.
– Kasper klarer sig selv. Han har en kone, og hvis han har brug for en barnepige, kan han hyre én – sagde Rigmor og så på en kasse med gamle billeder, som om hun ledte efter noget, hun aldrig fandt.
– Rigmor, hvad i alverden tænker du på! råbte Anna og greb fat i hendes skuldre. – Hvilken barnepige kan erstatte en tante? Børnene elsker dig. Og hvor skal du rejse hen alene? Du er ikke længere i 20’erne, du kan jo ikke hoppe fra sted til sted.
– Jeg er 37, mor, ikke 90, svarede Rigmor med stigende irritation. – Og ja, jeg går. Beslutningen er truffet.
Anna sank ned i sin lænestol, holdt sit ansigt i hænderne og mumlede: – Hvorfor straffer du mig så? Far nåede aldrig at se mig, og nu flygter du fra mig…
Rigmor lukkede øjnene, talte langsomt til ti – en teknik, hun havde lært som barn for at dæmpe sine følelser, især efter samtaler med sin mor.
– Mor, lad mig lave en kop te, så vi kan tale roligt, foreslog hun og forsøgte at lette stemningen.
– Te? sagde Anna højlydt. – Mit hjerte er i kaos, og du tilbyder te? Har du tænkt på, hvad det betyder for Kasper? Han arbejder allerede overtid for at forsørge familien…
– Tænker nogen over mig? spurgte Rigmor stille, men Anna var fordyppet i sin klage og hørte ikke.
– Hvad skal jeg sige til Maren? Hun løber straks til mig efter skole! Og hvad med Peter? Han vil ikke lave lektier uden dig!
Rigmor smilede trist. Hun havde engang drømt om sine egne børn, men livet havde taget en anden vej. Hendes mand, som hun havde boet med i næsten ti år, var gået videre med en anden kvinde. Tre år var gået, og nye forhold syntes umulige – al hendes fritid gik til at hjælpe sin bror. Maren og Peter elskede sin tante, og hun elskede dem tilbage, men nogle gange føltes det som om hun levede et andres liv.
– Lad os finde en løsning, sagde Rigmor. – Jeg kan komme hjem hver højtid og holde ferierne her.
– Højtid! grinede Anna. – Hvem skal hente børnene om onsdagen, når Nanna går i fitness? Hvem skal passe dem, når Kasper og hans kone går i teater?
Rigmor huskede en nylig episode. Hun havde fri fra arbejdet for at passe sine niece og nevø, mens Kasper og Nanna fejrede deres bryllupsdag på en restaurant. Hun aflyste en date, som hendes veninde havde arrangeret. Om aftenen, da børnene lå i seng, ringede moren.
– Rigmor, er alt i orden? Kasper sagde, at de måske bliver sent.
– Alt er fint, børnene sover. Hvor er de?
– Nanna er hjemme, men Kasper er hos venner. Han har brug for at slappe af, så lad ham nyde det.
Den samtale hængte ved i Rigmors hoved. Hun havde opgivet sit eget liv for at give sin bror plads til at “slappe af” med venner, mens hans kone tog hjem for at hvile fra børnene.
– Mor, sagde hun fast, da hun afbrød den evige klage, – jeg flytter om to uger. Det er endeligt.
Anna knibbet læberne, rejste sig fra stolen og sagde: – Så ring til Kasper og fortæl ham, at du forlader ham og børnene.
– Jeg forlader ingen! råbte Rigmor.
