— Mor, jeg har ingen steder at bo. De smider mig ud som en hund! Du vil da ikke efterlade mig på gaden?
Mariane ringer til sin datter, som hun sidst talte med for tre år siden – og selv da var samtalen kun en kort udveksling af hilsner i køen ved supermarkedet.
— Rigmor, vi var jo ikke gift med Søren… Han er død. Alt hans formue er gået til børnene. De har besluttet at sælge lejligheden og har sat mig på venteliste. Forestil dig det – mig! Jeg har opdraget dem, passet på dem, været som en mor for dem… — hun bryder ud i tårer.
Rigmor er tavs. Hun er stadig i chok.
— Du har jo en egen lejlighed, du bor der alene. Lad mig bo hos dig, er du ikke enig?
Ordet “mor” har altid ligget som en let fornærmelse i Rigmors mund. Det har aldrig haft en varm klang.
Rigmor kender sin far slet ikke, ikke engang hans navn. Mariane undgår altid emnet.
Da Rigmor var lille, boede de tre sammen med mormor i hendes lille lejlighed i København. De levede i trang og fattigdom: køkkenet var så lille, at man knap kunne vende sig, den varme vandforsyning gik ofte, fordi rørene var i dårlig stand, og den store stue var tapetet med billige mønstre. Som barn troede Rigmor, det var en stil. Som voksen indså hun, at de simpelthen manglede penge til renovering.
Moren forsvandt ofte: en dag gik hun i skole, den næste var hun på arbejde. Af og til lugtede hun af mandligt aftershave, og duften skiftede med hver ny fase.
— Mor, jeg savner dig. Skal vi lege? – beder Rigmor, når Mariane kommer hjem sent om natten.
— Sov nu. Vi leger i morgen – afviser hun.
— Mor, men jeg savner dig så meget…
— Det gør jeg også. Men livet er svært.
Alle samtaler ender der, og “i morgen” kommer aldrig.
Da Rigmor var otte, møder hun Lars, en fraskilt mand med to børn. Det er en usædvanlig situation, men den lover ansvar og stabilitet.
I starten går alt godt. Lars tager Mariane med på caféer, biograf og teater, nogle gange med Rigmor med. Moren begynder at smile oftere og råber mindre på mormor.
Da Mariane fortæller, at de skal flytte ind hos Lars, bliver Rigmor først glad. Moren er endelig tæt på igen! Endelig kan hun få en rigtig familie, lege med Lars’ børn, spise aftensmad sammen og se tegnefilm.
Men på flyttedagen falder drømmene fra hinanden.
Lars har en stor treværelses lejlighed. Hans børn har hver deres værelse og vil ikke give afkald på deres vaner.
— Jeg vil ikke bo med hende! – skriger Karla, Rigmors jævnaldrende, da en sammenklappelig seng bringes ind i hendes værelse. – Det er mit værelse! Mit!
Karla får et voldsomt udbrud, kaster sig på gulvet, sparker og råber. Lars prøver halvhjerteligt at berolige hende, men Mariane blander sig ikke.
Det eneste alternativ er Anders, Lars’ søn.
— Hun er jo kun en pige. Det bliver sikkert mærkeligt, hvis vi alle bor sammen – siger han straks.
Det er sandt. Anders er lige blevet fjorten og længes efter frihed og eget rum, mens en næsten fremmed pige skal flytte ind i hans værelse.
Der er ingen snak om forældrenes soveværelse. Ingen af dem overvejer det.
— Så længe du bor her, så… – siger Mariane, mens hun hjælper far til at flytte den sammenklappelige seng ind i køkkenet. – Så længe bror og søster vænner sig. Så finder vi en løsning senere.
At bo “her” er en kamp.
Hver morgen vågner Rigmor klokken seks. På samme tid står Lars op og laver kaffe og æg til sin egen morgenmad. Om natten vækker Anders Rigmor med små mellemmåltider, han pludselig får lyst til.
Hun har slet intet eget sted i huset.
— Ryg dine bøger væk, vi spiser! – brummer Mariane, når Rigmor prøver at læse lektier ved køkkenbordet. – Spørg mig, før du spreder dine notesbøger.
Rigmor pakker sine bøger i rygsækken og går i badeværelset for at læse, indtil hun også bliver jaget ud derfra.
— Mor, jeg tror, jeg vil hellere bo hos mormor – siger hun en dag. – Der forstyrrer jeg ingen.
Mariane hakker grøntsager til suppe og vender sig ikke om.
— Hvis du ikke kan finde fred med børnene… Måske er det bedst for alle.
Hun græder ikke, hun lover ikke at ændre noget, hun ryster bare på hovedet og accepterer.
Derefter begynder Rigmor at spørge sig selv: Hvad er der galt med mig? Hvorfor vil mor ikke se mig? Hvorfor kommer hun ikke til skoleåbningen den første september? Hvorfor deltager hun ikke i forældremøder?
Hun spørger mormor forsigtigt, men mormor kan kun dæmpe smerten.
— Mor elsker dig. Bare på sin egen måde. Folk er forskellige – siger hun, mens Rigmor græder på hendes skulder.
Rigmor føler sig som en forældreløs. Moren ringer højst én gang om måneden. På kvindernes internationale kampdag får hun ingen lykønskning: “Du er jo ikke en kvinde endnu.” På fødselsdagen glemmer hun ofte. Til nytår giver hun kun strømper, billige kosmetikpakker eller en lille notesbog.
Da Rigmor bliver tyve, dør mormor pludseligt i søvnen. Rigmor er fortabt. Hun ringer til en veninde, lægger sig på gulvet ved sengen og holder sig selv i hånden.
Mor kommer ikke.
— Rigmor, jeg er så ked af det, det er også svært for mig – siger Mariane, mens hun fortæller, at de er i Tyrkiet. – Hold ud, skat.
Og skat holder ud. Dokumenter, flybilletter, revisor, pension – alt falder på Rigmors skuldre. Hun er taknemmelig for sin veninde Lene, som ringer til bureauer, beroliger Rigmor, når hun græder, og endda bor sammen med hende i starten.
Kort før døden havde mormor overført lejligheden til barnebarnet.
— Du er en god pige, du kan blive boende her. Jeg vil ikke have, at du skal løbe rundt på gaderne – sagde hun fast.
Fem år er gået. Rigmor har droppet universitetet, selvom hun
