24. november
Jeg bor i et lejlighedskompleks i Odense, hvor jeg ofte møder mine naboer et ældre ægtepar og deres voksne datter, Katrine, som bor der sammen med sine tre døtre. Katrine er et navn, der ikke siger de fleste danskere så meget, men i vores opgang er ingen i tvivl om, hvem hun er. De siger ofte, hun er lidt for eftergivende og har svært ved at sige nej. Måske skyldes det, at hun har tre børn med tre forskellige fædre.
Der går rygter om, at Katrine blev gift første gang som bare attenårig. Hendes forældre havde ikke noget imod det, de mente vel, at hun skulle have lov til at følge sit hjerte og blive lykkelig. Manden elskede hende vist meget højt. Parret levede sammen i knap fem år, men børn blev det aldrig til. Som det ofte går herhjemme, begyndte folk at hviske og skyde skylden på Katrine. Jeg hørte engang naboen sige, at hun havde haft for meget fart på som teenager og derfor sikkert ikke kunne få børn.
Katrine slap aldrig heldigt fra forholdet til sin svigermor. Hun var fra en lille landsby på Fyn og sagde igen og igen til sin søn, at han ikke havde brug for sådan en kone, når nu hendes vigtigste opgave var at føde børn. Til sidst gik sønnen fra Katrine på sin mors opfordring. De blev skilt, men Katrine gad ikke bøvlet med at ændre sit efternavn, så det beholdte hun.
Senere mødte Katrine en ny mand, og pludselig blev hun gravid. Alle blev overraskede det viste sig, at problemerne ikke lå hos Katrine! Dog ville barnets far ikke have noget med barnet at gøre, og stak af næsten med det samme. Katrine stod med en baby, og hun registrerede barnet i sit første mands efternavn.
Hendes egen mor tog det pænt hun ønskede sig børnebørn. Tiden gik, og snart kom Katrine hjem igen og sagde, hun ventede endnu et barn. Denne gang blev hun i det mindste gift, hvilket hendes forældre syntes var et lille fremskridt. Den nye mand havde aldrig forestillet sig at blive far så hurtigt, men sådan blev det. Deres datter blev dog født med helbredsproblemer, og faderen kunne ikke håndtere det han forsvandt ud af billedet og dukkede aldrig op igen, ikke engang for at søge om skilsmisse.
Efter en pause fandt Katrine endnu en kæreste. Forældrene advarede hende denne gang det var svært nok at få pengene til at række. Men Katrine lyttede ikke og fik barn nummer tre. Endnu en gang stak faderen af, og datteren fik hans efternavn.
En ting har dog været held i uheld: Katrine fik købt sin egen lejlighed forældrene hjalp hende med noget af indskuddet. Men efter et skænderi med sine forældre om økonomien gik det op for Katrine, at pengene ikke ville række til at holde tre børn flydende. Hun besluttede at søge børnebidrag. Tror du, hun fik hjælp? Nej. Ingen af fædrene ville vedkende sig faderskabet. Nogle forsvandt, andre begyndte at true hende.
Sådan har Katrine nu stået længe tre børn, intet arbejde, og ingen mænd, der hjælper. Hendes situation trækker overskrifter i opgangen, men når jeg ser på det hele, tænker jeg, at det danske velfærdssystem er godt, men det kan ikke redde én fra alt.
I dag, da jeg igen mødte hende ved opgangen, slog det mig, at man nok skal lære at tænke sig om og ikke stole på, at andre altid griber én. Det er vigtigt at holde fast i sig selv og ikke lægge sit liv i andres hænder.
