HVERKEN MED DIG, ELLER UDEN DIG
Lov aldrig noget, Ida. Ikke i noget sagde Karen Madsen, som mente hun sagde noget fornuftigt.
Du kan sværge evig kærlighed, men livet kan pludselig give dig en ny kærlighed, som du ikke har styrke til at modsætte dig. Livet er både uforudsigeligt og barskt. Derfor skal du bare elske, bare glædes, bare leve.
Ny kærlighed? Mor, hvad mener du? Jeg synes det er forræderi mod den, man elsker, Ida så overrasket på sin mor.
Måske, Ida, det er forræderi, utroskab endda. Men, hvordan skal jeg forklare dig det? Kærlighed forsvinder indimellem. Og man kan hverken stoppe eller holde fast i den. Den person, man engang frygtede at miste, bliver man pludselig helt ligeglad med. Forsøger du at genoplive noget dødt, føles det som at vande sandet i ørkenen forgæves. Sådan sker det … Nyt begær opstår man kan kalde det elektricitet. Den gamle kærlighed blegner, noget nyt strømmer ind, og man forstår ikke hvorfor. Hvorfor det pludselig gnistrer mellem én og en anden. Det er både smertefuldt og sødt. Hvordan styrer man denne farlige lidenskab? Du møder pludselig dit eget, og alt andet smager af ingenting. Det er følelsernes kemi.
Hvordan forklarer man farven rød? Man kan ikke. Ingen ord slår til. Det samme gælder med kærlighed, sukkede Karen.
Ida så undersøgende på sin mor. Det virkede, som om moren talte om sig selv, om en skjult forelskelse.
Mærkelige ting du siger, mor. Men jeg vil prøve at forstå dig, sagde Ida og gjorde mine til at gå ud.
Det håber jeg… Karen lagde armene om sin datter og trykkede hende længe ind til sig.
Hvordan forklarer man sin datter og sig selv at det ikke betyder noget, hvor mange år du har været gift et år, tyve år Hvor mange storme man har stået sammen Hvor mange børn, man har fået Det er ligegyldigt
Pludselig møder du det menneske, du ubevidst har ventet på hele dit liv. Og så falder du med vilje ind i hans liv. Og du undrer dig dybt: Hvordan kunne jeg trække vejret uden ham i så mange år? Hvordan?
Karen Madsen så ud ad vinduet, tung i tankerne. Hvad nu? Hun kunne ikke slette ham han var der allerede, en torn i hjertet. Det hjælper ikke med psykologer. Det er kærlighed…
“Det er ikke min skyld. Jeg har ikke ledt efter nogen. Jens fandt mig. Han slipper mig aldrig. Jeg har forsøgt at flygte mange gange. Det lykkedes ikke. Jeg får kuldegysninger når han rører ved mig. Skæbnen. Sådan er det,” tænkte hun.
Karen besluttede ikke at sige noget til sin mand om adskillelsen. Hun ville pakke sine ting i smug og tage toget til Jens i Aarhus. Sammen ville de bygge et nyt hjem.
Jens havde længe ventet. Kærligheden havde vokset sig stærk nok til at tåle alt.
Måske ville hendes mand regne det ud. De seneste måneder havde Karen om aftenen lagt mobilen under puden, taget den med i bad, nægtet at slippe den af syne… Han er klog, han forstod nok.
“Min datter er rigtig. Hun har valgt sin mand og holder sig til ham. Giftede sig hurtigt, men ser ikke til højre eller venstre. Stærk som en ståltråd. Hun følger manden som tråden følger nålen. En fejlfri familie. Fik en søn og lever for ham, selvom han ikke ligner hende han er en rigtig ballademager, men livet skal nok forme ham.”
Karen, endelig beslutsom, pakkede sine ting. Til ham hun elskede. For altid.
Men livet ændrer planer. Grusomt og ubønhørligt, som brændenælder mod bar hud.
Hendes mand blev pludselig alvorlig syg et slagtilfælde. Pludselig hjælpeløs som et lille barn.
Når han var der, kunne de sammen tackle enhver storm
Karen sled sig selv midt over mellem sin elskede og sin mand. Kun opkald til Jens. Stunder med bitter fortvivlelse og tomhed. Hun ønskede sig hverken kærlighed eller begær, intet
Hele livet vendte på hovedet
Hun havde ondt af sin mand. Kunne ikke glemme Jens (følelserne for ham blev kun stærkere for hver dag).
Hendes datter Ida mærkede moderens smerte og sagde:
Mor, jeg skal nok tage mig af far. Du må leve dit liv…
Karen brød sammen i tårer, kyssede Ida og hviskede:
Tak, kære. Du er så klog.
Samme aften stod Karen på Københavns Hovedbanegård og ventede på toget.
Mødet med Jens. Tårerne af glæde. Grådige kys. Udveksling af ligegyldige ord.
Goddag, min skat, Karen kastede sig i armene på Jens, lod ham ikke gå.
Karen, jeg har savnet dig sagde Jens, mens han kyssede hendes hånd.
Natten var eventyrlig. Bundløs. Vilde lidenskaber, efterlængtede favntag; begær og tilfredsstillelse, som rislede under huden, aldrig mæt
Lagenerne huskede støn
Hvor var himlen? Hvor var jorden?
Som om det var sidste gang
Denne skrøbelige stund var så nødvendig!
Men tre dage senere sad Karen ved sin hjælpeløse mands seng
Hun tørrede stille deres tårer væk med et lommetørklædeDa morgenen grydede, sad Karen i vindueskarmen med dynen om skuldrene. Solen trængte ubarmhjertigt ind ad det åbne vindue, byen vågnede, men hendes hjerte var stille. Jens sov endnu, fredelig og tryg. Hun betragtede ham dette menneske, hun havde risikeret alt for at elske.
Hun ville aldrig fortryde det. Ikke den nat, ikke kysset i regnen, ikke engang smerten over det liv, hun havde forladt. Lidenskaben havde banket ind i hende som bølger mod en klippe, slidt hende rå og levende på én gang.
I hendes tanker fór billeder forbi: mandens tøvende smil, Idas varme blik, ordene Du må leve dit liv. I denne nye by ventede en fremtid fyldt med spørgsmål måske også skyld, måske også ensomhed. Men hun havde taget springet, vovet at give sig hen til det uforudsigelige.
Hun tænkte på løfter, på alle de små og store sværgerier, hun havde brudt eller holdt. Kærlighed kunne aldrig fanges i et løfte den kunne kun leves, forælskes, falme, blomstre op igen, gennen syv liv og død og alt derimellem.
Jens vågnede, rakte hånden ud: Kom kom tættere på. Hendes krop adlød, lagde sig ind til ham. Der var ikke længere noget at skjule, ingen masker tilbage. Hun var der, nøgen i sandheden, og følte sig for første gang let.
Der, hvor natten og dagen mødtes, indså Karen at man kun kan elske, når man slipper fortiden og tør omfavne det uvisse. Hverken med dig, eller uden dig men med livet i hjertet. Hun smilede, lukkede øjnene, og valgte kærligheden.
