Hverken med dig, heller ikke uden dig… – Lov aldrig noget, hverken om evig kærlighed eller andet. Lover du evig troskab, kan livet overraske dig med en ny kærlighed, du ikke kan modstå. Livet er uforudsigeligt – derfor, bare elsk, glæd dig, og lev, sagde Vera til sin datter, overbevist om sine livsvisdomme. – Ny kærlighed? Mor, hvordan kan man det? Er det ikke forræderi mod dem, man elsker? spurgte Anna overrasket. – Måske, Anja, måske er det forræderi. Men kærlighed forsvinder, og du kan ikke holde fast i den. At forsøge at genoplive følelser svarer til at vande sand i ørkenen – det nytter ikke. Sådan er livet. Nye følelser opstår, den gamle kærlighed forsvinder, og du forstår ikke engang hvorfor. Passionen tager over. Ingen ord kan beskrive det røde – sådan er det også med følelser, sukkede Vera. Anna så alvorligt på sin mor og mærkede, der var noget personligt på spil. – Du siger mærkelige ting, mor, men jeg vil prøve at forstå dig, sagde Anna og forlod rummet. … Hvordan skal man forklare sin datter – ja, sig selv – at det ikke spiller nogen rolle, hvor mange år man har delt med sin partner, hvor mange børn eller prøvelser. Pludselig står han der. Og du kan ikke forstå, hvordan du kunne leve halvdelen af dit liv uden ham. Vera stirrede ud ad vinduet: Hvad nu? Hun kunne ikke glemme den anden mand – Edvard – han var allerede under huden. Ingen psykolog kunne hjælpe – det var kærlighed. ”Jeg er ikke skyldig i noget, jeg ledte ikke. Edvard fandt mig, og han slipper mig ikke. Jeg forsøgte at undgå ham, intet hjalp. Skæbnen, åbenbart.” Vera besluttede ikke at sige noget til sin mand. Hun ville stille og roligt pakke sine ting og rejse til Edvard i en anden by. Edvard havde længe lokket. Kærligheden havde modnet… Men pludselig slog skæbnen hårdt. Hendes mand blev ramt af en blodprop og blev hjælpeløs som et barn. Vera var splittet mellem sin elskede og sin syge mand, mens Anna forsikrede: – Mor, jeg skal nok tage mig af far. Lev dit liv… Vera græd, omfavnede sin datter og sagde tak. Samme aften stod hun på Hovedbanegården og ventede på toget. … Mødet med Edvard – glædestårer, ubeskrivelige følelser, dybe kys og natten uden ende. Men efter tre dage sad Vera igen ved sin syge mands seng og tørrede tårerne væk – både hans og sine egne…

HVERKEN MED DIG, ELLER UDEN DIG

Lov aldrig noget, Ida. Ikke i noget sagde Karen Madsen, som mente hun sagde noget fornuftigt.

Du kan sværge evig kærlighed, men livet kan pludselig give dig en ny kærlighed, som du ikke har styrke til at modsætte dig. Livet er både uforudsigeligt og barskt. Derfor skal du bare elske, bare glædes, bare leve.

Ny kærlighed? Mor, hvad mener du? Jeg synes det er forræderi mod den, man elsker, Ida så overrasket på sin mor.

Måske, Ida, det er forræderi, utroskab endda. Men, hvordan skal jeg forklare dig det? Kærlighed forsvinder indimellem. Og man kan hverken stoppe eller holde fast i den. Den person, man engang frygtede at miste, bliver man pludselig helt ligeglad med. Forsøger du at genoplive noget dødt, føles det som at vande sandet i ørkenen forgæves. Sådan sker det … Nyt begær opstår man kan kalde det elektricitet. Den gamle kærlighed blegner, noget nyt strømmer ind, og man forstår ikke hvorfor. Hvorfor det pludselig gnistrer mellem én og en anden. Det er både smertefuldt og sødt. Hvordan styrer man denne farlige lidenskab? Du møder pludselig dit eget, og alt andet smager af ingenting. Det er følelsernes kemi.

Hvordan forklarer man farven rød? Man kan ikke. Ingen ord slår til. Det samme gælder med kærlighed, sukkede Karen.

Ida så undersøgende på sin mor. Det virkede, som om moren talte om sig selv, om en skjult forelskelse.

Mærkelige ting du siger, mor. Men jeg vil prøve at forstå dig, sagde Ida og gjorde mine til at gå ud.

Det håber jeg… Karen lagde armene om sin datter og trykkede hende længe ind til sig.

Hvordan forklarer man sin datter og sig selv at det ikke betyder noget, hvor mange år du har været gift et år, tyve år Hvor mange storme man har stået sammen Hvor mange børn, man har fået Det er ligegyldigt

Pludselig møder du det menneske, du ubevidst har ventet på hele dit liv. Og så falder du med vilje ind i hans liv. Og du undrer dig dybt: Hvordan kunne jeg trække vejret uden ham i så mange år? Hvordan?

Karen Madsen så ud ad vinduet, tung i tankerne. Hvad nu? Hun kunne ikke slette ham han var der allerede, en torn i hjertet. Det hjælper ikke med psykologer. Det er kærlighed…

“Det er ikke min skyld. Jeg har ikke ledt efter nogen. Jens fandt mig. Han slipper mig aldrig. Jeg har forsøgt at flygte mange gange. Det lykkedes ikke. Jeg får kuldegysninger når han rører ved mig. Skæbnen. Sådan er det,” tænkte hun.

Karen besluttede ikke at sige noget til sin mand om adskillelsen. Hun ville pakke sine ting i smug og tage toget til Jens i Aarhus. Sammen ville de bygge et nyt hjem.

Jens havde længe ventet. Kærligheden havde vokset sig stærk nok til at tåle alt.

Måske ville hendes mand regne det ud. De seneste måneder havde Karen om aftenen lagt mobilen under puden, taget den med i bad, nægtet at slippe den af syne… Han er klog, han forstod nok.

“Min datter er rigtig. Hun har valgt sin mand og holder sig til ham. Giftede sig hurtigt, men ser ikke til højre eller venstre. Stærk som en ståltråd. Hun følger manden som tråden følger nålen. En fejlfri familie. Fik en søn og lever for ham, selvom han ikke ligner hende han er en rigtig ballademager, men livet skal nok forme ham.”

Karen, endelig beslutsom, pakkede sine ting. Til ham hun elskede. For altid.

Men livet ændrer planer. Grusomt og ubønhørligt, som brændenælder mod bar hud.

Hendes mand blev pludselig alvorlig syg et slagtilfælde. Pludselig hjælpeløs som et lille barn.

Når han var der, kunne de sammen tackle enhver storm

Karen sled sig selv midt over mellem sin elskede og sin mand. Kun opkald til Jens. Stunder med bitter fortvivlelse og tomhed. Hun ønskede sig hverken kærlighed eller begær, intet

Hele livet vendte på hovedet

Hun havde ondt af sin mand. Kunne ikke glemme Jens (følelserne for ham blev kun stærkere for hver dag).

Hendes datter Ida mærkede moderens smerte og sagde:

Mor, jeg skal nok tage mig af far. Du må leve dit liv…

Karen brød sammen i tårer, kyssede Ida og hviskede:

Tak, kære. Du er så klog.

Samme aften stod Karen på Københavns Hovedbanegård og ventede på toget.

Mødet med Jens. Tårerne af glæde. Grådige kys. Udveksling af ligegyldige ord.

Goddag, min skat, Karen kastede sig i armene på Jens, lod ham ikke gå.

Karen, jeg har savnet dig sagde Jens, mens han kyssede hendes hånd.

Natten var eventyrlig. Bundløs. Vilde lidenskaber, efterlængtede favntag; begær og tilfredsstillelse, som rislede under huden, aldrig mæt

Lagenerne huskede støn

Hvor var himlen? Hvor var jorden?

Som om det var sidste gang

Denne skrøbelige stund var så nødvendig!

Men tre dage senere sad Karen ved sin hjælpeløse mands seng

Hun tørrede stille deres tårer væk med et lommetørklædeDa morgenen grydede, sad Karen i vindueskarmen med dynen om skuldrene. Solen trængte ubarmhjertigt ind ad det åbne vindue, byen vågnede, men hendes hjerte var stille. Jens sov endnu, fredelig og tryg. Hun betragtede ham dette menneske, hun havde risikeret alt for at elske.

Hun ville aldrig fortryde det. Ikke den nat, ikke kysset i regnen, ikke engang smerten over det liv, hun havde forladt. Lidenskaben havde banket ind i hende som bølger mod en klippe, slidt hende rå og levende på én gang.

I hendes tanker fór billeder forbi: mandens tøvende smil, Idas varme blik, ordene Du må leve dit liv. I denne nye by ventede en fremtid fyldt med spørgsmål måske også skyld, måske også ensomhed. Men hun havde taget springet, vovet at give sig hen til det uforudsigelige.

Hun tænkte på løfter, på alle de små og store sværgerier, hun havde brudt eller holdt. Kærlighed kunne aldrig fanges i et løfte den kunne kun leves, forælskes, falme, blomstre op igen, gennen syv liv og død og alt derimellem.

Jens vågnede, rakte hånden ud: Kom kom tættere på. Hendes krop adlød, lagde sig ind til ham. Der var ikke længere noget at skjule, ingen masker tilbage. Hun var der, nøgen i sandheden, og følte sig for første gang let.

Der, hvor natten og dagen mødtes, indså Karen at man kun kan elske, når man slipper fortiden og tør omfavne det uvisse. Hverken med dig, eller uden dig men med livet i hjertet. Hun smilede, lukkede øjnene, og valgte kærligheden.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

six + 14 =

Hverken med dig, heller ikke uden dig… – Lov aldrig noget, hverken om evig kærlighed eller andet. Lover du evig troskab, kan livet overraske dig med en ny kærlighed, du ikke kan modstå. Livet er uforudsigeligt – derfor, bare elsk, glæd dig, og lev, sagde Vera til sin datter, overbevist om sine livsvisdomme. – Ny kærlighed? Mor, hvordan kan man det? Er det ikke forræderi mod dem, man elsker? spurgte Anna overrasket. – Måske, Anja, måske er det forræderi. Men kærlighed forsvinder, og du kan ikke holde fast i den. At forsøge at genoplive følelser svarer til at vande sand i ørkenen – det nytter ikke. Sådan er livet. Nye følelser opstår, den gamle kærlighed forsvinder, og du forstår ikke engang hvorfor. Passionen tager over. Ingen ord kan beskrive det røde – sådan er det også med følelser, sukkede Vera. Anna så alvorligt på sin mor og mærkede, der var noget personligt på spil. – Du siger mærkelige ting, mor, men jeg vil prøve at forstå dig, sagde Anna og forlod rummet. … Hvordan skal man forklare sin datter – ja, sig selv – at det ikke spiller nogen rolle, hvor mange år man har delt med sin partner, hvor mange børn eller prøvelser. Pludselig står han der. Og du kan ikke forstå, hvordan du kunne leve halvdelen af dit liv uden ham. Vera stirrede ud ad vinduet: Hvad nu? Hun kunne ikke glemme den anden mand – Edvard – han var allerede under huden. Ingen psykolog kunne hjælpe – det var kærlighed. ”Jeg er ikke skyldig i noget, jeg ledte ikke. Edvard fandt mig, og han slipper mig ikke. Jeg forsøgte at undgå ham, intet hjalp. Skæbnen, åbenbart.” Vera besluttede ikke at sige noget til sin mand. Hun ville stille og roligt pakke sine ting og rejse til Edvard i en anden by. Edvard havde længe lokket. Kærligheden havde modnet… Men pludselig slog skæbnen hårdt. Hendes mand blev ramt af en blodprop og blev hjælpeløs som et barn. Vera var splittet mellem sin elskede og sin syge mand, mens Anna forsikrede: – Mor, jeg skal nok tage mig af far. Lev dit liv… Vera græd, omfavnede sin datter og sagde tak. Samme aften stod hun på Hovedbanegården og ventede på toget. … Mødet med Edvard – glædestårer, ubeskrivelige følelser, dybe kys og natten uden ende. Men efter tre dage sad Vera igen ved sin syge mands seng og tørrede tårerne væk – både hans og sine egne…
Nattegæster! – Den pige bliver der aldrig noget ordentligt af, selvom hun er køn i ansigtet, – kunne man høre naboerne hvisle giftigt, når Varinka sprang forbi dem og venligt mumlede et “dav” på vej videre, med den tykke fletning baskende mod ryggen. Folk nikkede kun køligt, og når hun var væk, fortsatte snakken: – Hendes mor var en taber – datteren bliver nøjagtigt det samme. Æblet falder ikke langt fra stammen! – Helt enig! Hele den familie er sær! Alle i byen talte kun om, hvor håbløs Varinkas mor havde været. Altså kunne der heller ikke ventes noget godt fra pigen. En ren græshoppe! Det gjorde ondt helt ind i hjertet på Varinkas bedstemor, Alvilda. Hun vidste jo, hverken hun selv eller datteren Aline – Varas mor – var skyld i det mindste. Ikke i at mændene døde tidligt, eller at hun selv nu var den eneste, der kunne tage sig af barnebarnet. Men én ting var sikkert: hun var fast besluttet på, at Varik skulle have alt en god skæbne kunne tilbyde – koste hvad det ville. Byen sludrede om, at Alvilda var blevet sær og halvskør på sine gamle dage. Måske endda en heks. Mange gik i en stor bue uden om hendes hus. Men engang havde hun sat sladderkællingerne grundigt på plads – og det glemmer man ikke så let. Udefra lignede hun nu bare en almindelig gammel konen fra landet – lidt mærkværdig, ja – men venlig og hjælpsom mod alle, selvom hendes pension knap rakte. Men hun havde skoven til at hjælpe sig. Hun samlede alt, hvad skoven gav; hendes fadebur var fyldt med hjemmelavede urter og godter. Mest irriteret blev folk dog, når Alvilda bød vildfarne turister – samtlige som havde forvildet sig til landsbyen midt ude i skoven – velkommen i sit hjem, nøjagtig som var de familie. Andre kunne knap nok byde, andet end et glas vand ude på trappen. At folk skulle have lov at overnatte? Det var ufatteligt! Men sådan var Alvilda – og derfor syntes mange hun var sær. Særligt fordi hun havde en ung pige boende hjemme. Af og til truede de endda: – Fortsætter du det pjat, så ringer vi kommunen. Så ryger din Varinka s’gu på børnehjem! Men det blev fortid. Da Vara blev voksen, slap folk hende lidt. Men Alvilda var engang meget vred på de andre; pigen var trods alt hendes eneste guld – hendes håb og glæde. Resten af familien var borte. Manden, død alt for ung. Datteren Aline havde hun selv opfostret, og hun klarede sig; blev gift, flyttede til storbyen, fødte Varinka. Men så skete det frygtelige … Alines mand var geolog, tit væk hjemmefra. Og så kom han aldrig hjem igen – forsvandt i vildmarken, ingen fandt ham. Aline gik helt i stykker. Med et barn på armen kunne hun ikke klare sig uden manden. Alvilda holdt hende oppe: – Jeg klarede dig alene, og det klarer du også, sagde hun. Men snart begyndte Aline at dulme sorgen med snaps. Først lidt, så oftere, til sidst dagligt. – Livet giver ingen mening uden min Andreas, jamrede hun, – hvad skal jeg leve for? Alvilda forsøgte alt – men alkoholen vandt. Alines liv sluttede alt for tidligt, folk dømte hende, men hvad kunne hun gøre: sådan var hendes skæbne. Da Varinka var femten, blev hun forældreløs. Bedstemoren fik forældremyndigheden, tog hende med på landet. Vara var ikke begejstret – hun elskede byens liv. Men Alvilda overbeviste hende: – Her er haven, hønsene og skoven, og du kommer ikke til at lide nød. Og ofte sagde hun: – Du, mit lille guld – din skæbne bliver en helt anden, bare vent! Jeg finder dig en god mand. – Hvor? I det her hul? Bedste, kun fortabte turister og jægere går vild her … – Tænk ikke på det, svarer Alvilda. – Bedste ved, hvad hun gør. Og æd ikke folks sladder. Sådan gik dagene i det gamle hus på landsbyens kant. Vara gik i byens skole, hjalp til hjemme. Klassen drillede hende – alle vidste, hvad hendes mor var endt som. Men Varinka rakte hagen i vejret, som om hun slet ikke hørte noget. Alvilda lod sig slet ikke mærke med naboerne – snak de bare! Det gjorde dem nærmest endnu mere sure – hvad var det for en kælling, der slet ikke lod sig gå på af deres mening? Men de kunne ikke lade være. Hver gang Alvilda husede en fremmed, lød det straks: – Ja, hun er vel på udkig efter en mand til den skøre pige, nu vil hun vel igen smide kærlighedsdrik i mændenes te. – Vi har ikke brug for jeres sønner! svarede Alvilda stolt. – Min Varinka skal selv vælge sin skæbne! – Ja, vi får se! fnes naboerne hånligt. – Heksen! Tiden gik; folk glemte stille og roligt pigens triste historie – men så, ud af det blå, skete det helt uventede, der for altid ændrede livets gang for Alvilda og hendes forældreløse barnebarn. En vinteraften, hvor mørket var tungt over byen, hørtes støj ved vejen – nogen kunne ikke få deres bil i gang. Motoren hostede, dybe mandestemmer bandede over vinteren og hullerne i vejen. En bredskuldret nabo kom ud, irriteret over forstyrrelsen: – Hvad larmer I for? Folk prøver at sove! – Det er jo kun klokken otte, ven, – svarede mændene. – Bilen er gået i stå, kan du hjælpe? – Hvem er I overhovedet? Ligner nogle fra byen … Hvad laver I herude i Gud-ved-hvor? – Vi er jægere. På vej til vinterjagt, men faret vild. Og bilen – ja, den strejker. Kan du hjælpe? – Halløj! Hvem siger I ikke er noget andet, end I udgiver jer for? Vi lukker sgu ikke fremmede ind her. Især ikke, når jeg selv har to døtre hjemme. Og biler – det kan jeg ikke. Se at klare jer selv! Det undrede jægerne. Men de rakte hånden: – Så må vi finde et sted at sove. Findes der et sted her? – Her er ikke hotel, – sagde landsbyboeren vrissent, men lidt efter vendte han sig mod udkanten: – Gå derned til den gamle – hun er tosset nok til at lukke alle ind. Sammen med barnebarnet, så keder I jer ikke! Han pegede mod Alvildas hus og gik hjem. Der blev helt mørkt; selv lygten på vejen slukkedes. Jægerne tøvede ikke; de låste bilen, tog taskerne og gik efter naboens anvisning. De unge mænd var overrasket over det manglende gæstfrihed – plejer folk på landet ikke at være varme? Men de måtte tage chancen med den mærkelige gamle og håbe på ly. De bankede forsigtigt på døren. – Undskyld, må vi varme os lidt hos jer? – Selvfølgelig, kom bare ind, så giver jeg jer te, lød det straks fra Alvilda, der åbnede døren på vid gab. – Hvor kommer I fra? Hvad laver I i vores lille landsby? – Vi jager … – begyndte mændene, overraskede over velkomsten. – Jeg hedder Viktor, og det er min gode ven Dennis, – præsenterede den ene. Dennis så genert ned i gulvet. – Skam jer ikke hos lille mig, – lo Alvilda. – Her er der altid plads og varme. Nu samler jeg lidt aftensmad sammen. Mens hun var i køkkenet, studerede vennerne “heksehuset”. I hjørnet hang en mørknet ikon omkranset af broderede klude. På vindueskarmen gamle, gulnede billeder – på ét, en ung kvinde og en mand, sikkert datter og svigersøn, tænkte de. Ved siden af, et billede af en pige med sorgfulde, vise øjne. Måtte være barnebarnet? Snart kom Alvilda ind med dampende kartofler og hjemmesyltede agurker. Kort efter også hjemmebagt brød, duftende som barndommens minder. – Smager præcis som hos farmor i gamle dage! – udbrød Dennis tårer i øjnene. – Spis nu, børn! Og jeg laver snart te – med mælkebøttesylt! Bedre får man det ikke. – Mælkebøtte? – undrede Viktor sig. – Min farmor lavede samme slags, – sagde Dennis uventet rørt, Alvilda smilede. – Herude bugner skoven med mælkebøtter, intet bedre var der end sylt på brødet! Atmosfæren var så varm, at de glemte at undre sig over, at værten slet ikke spurgte nysgerrigt ind – hun fulgte bare Dennis med øjnene, især når han roste hendes hjemmelavede mad. Pludselig lød en svag pigestemme fra værelset ved siden af: – Bedste, vand … Gæsterne så på hinanden og spurgte næsten i kor: – Barnebarnet? Er hun syg? – Ja, hun ville absolut hugge brænde selv i går – så fik hun feber. Jeg giver hende urtete, medicin har vi ikke, og til apoteket kan jeg ikke i denne sne. Alvilda lavede straks lindete og tilføjede lidt mælkebøttesylt; så gik hun ind til barnebarnet. – Vi har lidt medicin, I må gerne give hende det, – tilbød Dennis hurtigt. Han rakte hende febernedsættende piller fra sin rygsæk. Da Alvilda kom tilbage, sagde hun: – I har nok brug for søvn. Jeg må gå ind til pigen, hun er min eneste lille stjerne. Det sagde hun med sådan vemod, at Dennis straks fik tårer i øjnene og tilbød at passe på for hende, men hun nægtede: – Jeg får tid nok til at hvile i den næste verden. Nu må jeg tage mig af hende. I kan bare lægge jer. Alvilda gik ind til Varinka – og drengene lagde sig i stuen. – Hvad er det egentlig for noget sludder, at hun er en heks og fra forstanden? – hviskede Viktor. – Ligner mest min egen mormor. – Folk er onde, hvad skal man gøre … Drengene døste hen, men så hørte Dennis Alvilda liste rundt. Han lod som om han sov, og så hende tage hans jakke fra knagen og gå ind til barnebarnet med den. “Skørt … måske er hun heks alligevel? Eller leder hun efter penge eller dokumenter?” tænkte han. “Må vente til morgen.” Da det blev lyst, opdagede han på jakken et nænsomt, perfekt syet sting – en lap på ærmet, som den ældre kvinde havde lavet i nattens mulm. Han blev rørt dybt over omsorgen. Mens huset stadig sov, gik Dennis ud og begyndte at hugge brænde for de to kvinder – nu havde de lidt varmere til kommende dage. Pludselig stod Alvilda bag ham: – Hvor er du dygtig, dreng – længe siden mandearme har været i det hus! Vil du ikke blive til fastelavn? Dennis blev flov, men takkede ja – han havde fire dages ferie tilbage. – Vi holder fastelavn snart, og du skal selvfølgelig fejre med os! Viktor, der var stået op, afviste hurtigt: – Nej tak, jeg skal hjem! Mens Dennis diskuterede med vennen, nærmede naboen sig og sagde: – Jeres bil bliver ordnet nu. Men jeg vil råde jer – hold jer fra den gammel kælling og barnebarnet. Hvis du vil have en landpige, har jeg døtre hjemme! Dennis smilte høfligt og afslog uden at såre, vendte snakken mod fastelavn og gik tilbage. Senere samlede Alvilda dem alle om bordet, også Varinka, der nu var feberfri. – Dette er Viktor og Dennis! – præsenterede hun, og Dennis kunne næsten ikke tage øjnene fra pigen. – Jeg er Varinka. Skal vi ikke have te – med mælkebøttesylt? – Du har lige været syg, søde, jeg gør det – men Varinka insisterede. Snart var bordet dækket, og Dennis spiste som ikke siden mormors tid. Varinka betragtede Dennis. Hun syntes straks om ham – og han om hende. Alvilda smilede hemmelighedsfuldt – hun vidste nok, hvad der var i vente. – Må jeg invitere Varinka med til byen? spurgte Dennis forsigtigt. Alvilda smilede listigt: – Hvis hun vil, min dreng. Men nu, bliver I for fastelavn? Dennis nikkede for sig selv. Inden aftenen kom, kom mekanikeren forbi, og tiden var forbi. Dennis og Varinka fik snakket meget – det føltes som om de kendte hinanden hele livet. – Jeg kommer tilbage om to dage. Efter dig, – sagde Dennis lavt, da han sagde farvel. Vara tvivlede, men håbede alligevel. Mekanikerne fik bilen i gang, de kørte mod byen – og Vara blev stående i sneen længe. – Jaja, drøm du bare, – sagde hun, da bilen forsvandt, men håbede hemmeligt. Fastelavn kom, de bagte boller i håbet om gæst. Første og anden dag gik – ingen Dennis. Så dukkede naboen op: – Nå, så jeres bydreng dukkede ikke op? Han ejer flere caféer hjemme i København, og så skulle han gift sig her? Ha! Det vidste ingen af dem, men Vara blev stille og gik ind. Alvilda betragtede det hele og tænkte – måske … – Gå nu hjem og brok dig et andet sted, – sagde hun og viste ham ud. Men pludselig stoppede han – på vejen kom en bil, og ud steg Dennis med favnen fuld af røde roser og kurv med lækkerier. – Frue Alvilda, jeg er forelsket i jeres Varinka. Må jeg fri? – Hvis hun vil, må du, – sagde Alvilda; og Vara, med det bredeste smil Alvilda havde set i årevis, løb i hans favn og hviskede: – Kom indenfor, min kæreste. Siden den dag var de uadskillelige. Og sladderen gik i landsbyen i lang tid endnu – den skørte gamle kælling havde tryllet en rig bybeundrer til barnebarnet! Mest misundelig var naboen, hvis døtre Dennis aldrig værdigede et blik.