Stjålet lykke De mødtes i den smalle passage mellem to levende hegn – hende, der var Grigorijs lovformelige hustru, og hende, som efter hjertets og samvittighedens lov burde have været det, men aldrig blev… Det var den vintertrætte, forfrosne tid – kulden havde jaget alle folk ind i varmen fra deres hjem. “Tåbelig drøm, det er hvad det er!” fløj det gennem Tjernes hoved, mens hun stirrede ind i det runde, sunde ansigt på rivalen sin. Rivalen anede til gengæld intet om Tjernes følelser. Hun hed Karen. Grigorij havde altid syntes uopnåelig for Tjerne, og hun havde aldrig kunnet fatte, at Karen – for længst hans hustru, mor til hans børn, mormor til hans børnebørn – kunne have den plads. Det burde slet ikke kunne lade sig gøre, tænkte hun, og i drømme så hun det på den rigtige måde, men virkeligheden var bare én lang pinefuld drøm, hvor alt var forkert. “Nej og atter nej – om så Gud tager mit liv!” tænkte Tjerne, hver gang hun så Karen, både på afstand og tæt på. “Det kan da ikke passe, at denne kvinde lever som alle andre! Hun følger en fremmed lov, en falsk lov! Havde hun selv fået lov at bestemme, ville hun aldrig være blevet Grigorijs kone! Mor til hans børn! Bedstemor til hans børnebørn!” Men det var ikke engang det værste – det værste var, at ingen sjæl på denne jord nogensinde ville tro på denne udskiftning. Råb, spring i søen, sæt ild til hele landsbyen – ingen vil forstå eller tro. Ikke ét menneske – kun du selv! Folk bliver født uden arme og ben, blinde, døve, stumme, sindssyge, grimme eller dømt til tidlig død – alt kan ske, men det er i det mindste synligt. Her blev så en hemmelighed skabt – stum, døv, kun kendt af Tjerne Sørensen! Og nu stod så Karen på den smalle, snedækkede sti, mens hun drejede som om hun ville afvikle den dårlige tjerning-drøm, og hun spurgte nysgerrigt: – Hvordan går livet, Tjerning? – Jo… Lever da… – Og jeg lever også! – Hun vendte sig til begge sider og så på sig selv. – Nemlig! Ansigtet hendes var kridhvidt… I Torup sagde alle, at hun hverken som pige eller gift kvinde nogensinde gik i seng uden først at vaske ansigtet i kærnemælk. De store, runde øjne stak en smule ud. Hun var iført sort uldtrøje med hvid kant, sjal af blødt uld og fine, nye forede støvler. Straks hun så hende, huskede Tjerne, at det var søndag! Hun havde glemt hvilken dag det var, men Karen var søndagsklædt fra top til tå. – Hvad bringer dog dig helt herud på Møllebakken i dag? Hvilken vej går din sti? Tjerne var gået til Møllebakken kun fordi hun ikke havde set Grigorij Uldum i tre dage, og ville kigge på gardinerne i hans vinduer – for at forsikre sig om, at han var i live. Og kiggede man til højre kunne man se to vinduer til Uldums stue, men Tjerne kiggede ikke, mens Karen kastede et blik ind til sig selv og spurgte igen: – Hvor skal du hen så? – Bare sådan… Tager en tur… Karen smilede skævt. – Hvordan går det hjemme hos din mand? Michael? Længe siden jeg har hørt om ham. – Han lever jo, – sukke­de Tjerne tungt. – Laver stadig lidt snedkeri, roligt som altid, der er egentlig aldrig noget at høre om ham… – Hun tog pludseligt et skridt nærmere Karen og spurgte krævende: – Men hvad med Uldum da? Grigorij Lennartsen? Kæmpe respekteret mand i byen – trives han mon i alle de gøremål? En anden kvinde havde måske mistet temperamentet, råbt: “Din slyngel! Render du rundt om natten med en andens mand? Tiltrækker ham til dig! Kigger ind gennem vinduet! Trods din egen mand, for alles øjne?” Man havde ikke tilgivet selv enke, så hvorfor tilgive en gift kvinde? Men Karen gjorde det ikke. Et øjeblik trak hun sig væk; hendes hvide ansigt mørknede, men så faldt en snefnug på hver kind, smeltede, og begge to gled som tårer ned over kinderne, skyllede al vrede væk… Karen stod smuk, rank og venlig – og svarede: – Ja, Grigorij Lennartsen er jo næsten dagligt inde hos dig på rådhuset? Er det ikke dig, der ved bedst, hvordan han har det? – Spørger bare, har ikke set ham i tre dage… På rådhuset… Faktisk var der noget ved Karen, der retfærdiggjorde, at hun blev gift med Grigorij – og hun blev det. Det gjorde Tjerne bange, hun ville faktisk hellere have Karen råbte ad hende. – Han har altid haft travlt, Grigorij Lennartsen, – forklarede Karen. – På rådhuset eller i sine komitéer. Skolet op fra han var ung, altid optaget, både som far og bedstefar. – Er det ikke kedeligt med sådan en – der nærmest er for omsorgsfuld og alvorlig? Hele livet sådan? Karen smilede igen, var stille, og mindedes: – Jo, det var sommetider kedeligt! Jeg oplevede ikke engang min ungdom rigtigt. De gamle passede børn og dyr, de unge – vi kunne bare have festet, men Grigorij havde aldrig hovedet til fest og dans. Hvis ikke han var på marken, læste han – eller skrev sine notater. Noget særligt spændende var det ikke. – Hvorfor giftede du dig så med ham? Med én lidt kedelig? Mærkeligt og uforståeligt at denne samtale overhovedet opstod, men Karen svarede roligt, næsten til en nær fortrolig: – Min far lærte mig det. Jeg lyttede og tog ham. – Du adlød? – Ja. Jeg forstod det nok – lidt kedeligt i ungdommen, men senere ville det lønne sig. – Gjorde det så? – Selvfølgelig! Et par år senere syntes jeg pludselig hans temperament var helt godt. Og jeg forstod ikke, når jeg hørte slagsmål og råben hjemme hos andre. Jeg vænnede mig til, at sådan var det hos os: aldrig ballade, aldrig ydmygelse. Og det var det bedste! – Kald det let liv – men kvindeliv med respekt! – Det mest kvindelige der findes! Og jeg siger dig: jeg gjorde mig fortjent. Siden blev han en mand, min Grigorij, en mand med respekt, og før det – ingen så ham overhovedet! Han blev overset af pigerne, og forstod sig ikke på at vælge den bedste. Tag sådan én som kone – det må være hjerteskærende. Men jeg gjorde det, takket være min far. Bagefter var der mange kvinder, der næsten bed hånden af sig af fortrydelse – men for sent! Svampetiden var ovre! Karen grinede, en fornuftig kvinde lo af en ung, fortabt pige. Sådan var Karen – ikke i drømmen, men i virkeligheden! Hun trak Tjerne i ærmet og ledte hende ud af gyden, mens hun mindedes dengang hun som ung, smukkeste pige i Torup, dansede i sine høje, gule snørestøvler. Det var dengang, Tjernes far for en kvart flaske og et par slidte støvler var klar til at sælge hende til hvem som helst. For at værge sig gik Tjerne med en lille dolk i støvleskaftet. Sådan var livet for byens smukkeste pige: hendes ægtemand, Grigorij Uldum, var for hende bare en bogorm, hun tog ham næsten kun af medlidenhed og ofring. Hun anede slet ikke, hvor mange pigeøjne fulgte Grigorij – og Tjerne turde ikke engang kigge efter ham, og når faderen spurgte hvilken dreng hun bedst kunne lide, sagde hun til sig selv, at hun ville dø på stedet, hvis hun sagde: “Uldum Grigorij…”. Hun sagde det aldrig. Kunstner: A. Riis Madsen Nu gik de to smukkeste kvinder i Torup side om side, som næreste veninder – uadskillelige, næsten. Én havde gået hele vejen i de høje hæle, uden at snuble. Den anden kendte kun til dem på afstand – men de gik sammen, skulder ved skulder, og forbløffede den søndagsstille, men årvågne Torup gade. Men Tjerne, som engang var dum, stille og barfodet, blev ikke længe på det stadie; hun tog Karen om livet og sagde glad: – Du kunne tage mig indenfor, Karen! Jeg har aldrig været gæst i Uldum-huset! Karen snublede. De gik tavse, indtil de stod ved skellet til Uldums gård. Karen løftede låsen med et læderrem, og dér var porten! Og huset! Selve Uldums hjem! Han levede ligesom alle andre: køkken med stort bord under billeder af helgener; en brændeovn… Tjerne kastede et blik i dagligstuen, ren, men ikke så nydelig som hos hende; hjemme hos hende stod der stueplanter og kommode – her var alt væltet med børnetøj, en vugge, svedende børnebørn, og midt i det hele sad Lisa, datteren, gravid, med en flænset krave, som hun syede. Hun så Tjerne, nikkede forundret: “Hvad laver Tjerne Sørensen hér?” Lisa – ikke nogen ond pige, men noget simpel, gik og snakkede utydeligt… I næste lille kammer, der fandtes det, man ikke så mange steder i Torup: bøger. Skab med glaslåger, rækker af bøger bagved. Tjerne havde set flere bøger før, men det var som tjenestepige, ikke i et almindeligt hjem. Hun havde båret brænde og vand, vasket gulv i præstegården, og hun blev gjort til ven med præstens søn, men han prøvede i en alder og en dag at gøre mere end blot at lære hende at læse. Men hun fik sendt ham på gulvet – og det var enden på hendes uddannelse, og snart efter flyttede hun og familien til Jylland… Hendes bror døde af dysenteri – og var det ikke sket, var de nået til en bedre egn, mente hun. Hun havde ingen ond vilje mod torupfolkene, men hun længtes altid efter at læse mere – endnu en af de smukke bøger med guldtryk. Lære om folk hun aldrig havde mødt, og forstå. Nu, ved siden af de få rækker bøger, pressede mindet sig på igen. Hun misundte Uldum: han vidste alt det, hun ikke fik lov at vide! Hvorfor delte han ikke det med hende? Heller ikke nu hvor Karen sikkert ikke engang interesserede sig? Som hun gerne ville have haft ham til lærer – og hvis han havde holdt hende fast, var hun ikke vredet sig fri! Karen smed sit halvtørre sjal, støvlerne op på ovnen – og sagde: – Kom, du må tage overtøjet af, Tjerne… – Men Tjerne blev stående, lod øjnene glide hen over bogskabet, og Karen sagde roligt: – Lad hende læse… – spurgte ikke hvem hun mente. – Det går nok. Andre havde for længst brændt den slags bøger, men jeg lader dem være! Mindre rigdom men mere fred. Én sur svigersøn er rigeligt. Nej, bøgerne får blive! Sæt dig for nu, Tjerne! Da hun satte sig, sprang pludselig Baronen ind fra gangen – den store jagthund! – Fy dig, hvad laver du her, bestie! – råbte Karen – Ud, ud! – Og svingede et grydeskaft, men Baron lagde sig bare, hylende og rystende. – Hvor er han? – spurgte Tjerne straks. – Er Grigorij Lennartsen hjemme? Hun frygtede mest at møde ham – nu var hun bange på en helt anden måde. – Han er i skoven, vores Lennartsen! Red af sted i morges… – Baron hylede videre, og Karen blev mere irriteret: – Tag dog og forsvind, fjols! Tjerne gik hen til Baron, tog en håndfuld blodig pels, så hvordan det sivede brunt mellem fingrene. – Blod! Det er blod. – Der kan ske så meget med sådan en krabat, – sagde Karen. – Han har bidt øret af en større hund engang, uden at tøve! – Det er ikke Barons eget blod! Han er ikke såret… – Hvem så…? – Måske Grigorij Lennartsens… – hulkede Tjerne. Nu blev Karen vred for alvor: – Det er det altså du vil, hva! Kære gæst! Inviterede dame!… Karen smed grydeskaftet, sparkede Baron, gik ind i stuen og råbte: – Ikke sker der ham noget, Grigorij Lennartsen! Han har overlevet hele krigen – hvorfor nu?! Jeg tror ikke på det! Ikke på sladder og misundelse! Udenfor vinduet suste våde snefnug forbi – som om nogen forsøgte at snige sig ind… Men et sted langt inde i skoven, anede Tjerne, var al blidhed væk – der herskede kun blind råhed. Lisa kom løbende med nål i hånden, opskræmt: – Uheld! Det er uheld, jeg siger det – hunden kan mærke det! – Hvilken hest red han på? Spørg dig selv! – På Sande han red! Den klogeste hest! Men alt kan ske… Lisa kunne ikke sige “r” klart, men var skræmt og stirrede på Baron. Baron stillede sig op, kradsede på døren, kaldte på folk. – Rolig, vi kommer! Lisa! – råbte Tjerne. – Gå ud, gør klar, Baron fører os! – Der er ingen heste, Tjerne, ikke en eneste – Sande er væk, og den nye – min mand bruger den, hoppen kusk er halt… Ingen, jeg sværger! Ingen! Intet hjælper, ikke engang om vi alle døde! Lisa begyndte at hyle højlydt over sin store mave, men Tjerne lyttede ikke længere – hun fór ud. Da Michael, Tjernes mand, så det lidt efter, stod hans hustru og spændte hesten for slæden, mens den fremmede hund gøede ivrigt. – Hvor skal du hen? – spurgte Michael forsigtigt. – Det bliver snart mørkt… – Jeg SKAL! – sagde Tjerne. – Luk porten op! *** Grigorijs ansigt var blegt som sne, men først da han sagde sit første ord, troede Tjerne på at han levede. – Hvilken hest har jeg? Sande? Er det sandt, den er død? – Den er død! – sagde Tjerne, og brast i gråd. Han sagde svagt: – Hvordan skubbede du dem væk, Grigorij? – Hvis bare jeg vidste… Skød efter to, de andre løb væk. Han pegede, på revet ulv – blodrød plet i sneen. Han tog hendes hånd – hen til den kolde hestesnude. Tykt, varmt sivede endnu… – Den er virkelig død? – Den er død. Opmærksomhed gik til hende: – Tjerne? Hvor kom du fra? Hun svarede ikke. – Hvad laver du da her? Der skulle jo have været en anden, ikke? Men hun er her ikke, Grigorij, aldrig har hun været her, husk det! – Men Sande? Skal vi bare lade den? – Den er kold! – Og jeg også! – Nej, du lever lidt endnu – så tager jeg dig med. Mit! Giver dig aldrig fra mig! Hun lagde ham på slæden og råbte til hesten. Baron hylede – nægtede at efterlade Sande. – Er ryggen i orden? – spurgte Tjerne. – I orden… – Maven? – Også… – Benene da? – Højre er revet… Over knæet… Hvor har du tænkt dig at køre hen, Tjerne? – For lidt er dig overgået, Uldum! For lidt! Har mest lyst til at rive tungen ud på dig! – Tjerne, har du mistet forstanden? Hvorfor det? – For at du holder op med dine spørgsmål og følger med, hvor jeg vil! Ligger hvor jeg vil have dig! Jeg plejer dig som en søster, for nu er det nok! – Mener du det, Tjerne? Helt ude af dig? – Nej, har fået nok af forbud – vi leger ingen falsk leg mere. Du har din kone, jeg min mand – men hvem behøver dem? Nu tager jeg dig. Mit. Finder nogen på min vej, svarer jeg: Hentet mit i skoven! Fulgt ham mange år, ene. Nu er han min mand – alle vil forstå, kun du ikke! Men denne gang lytter jeg ikke på dig! Nu er jeg søster… Og det bliver jeg! – Hør nu, det går ikke… – Slut! Jeg har hørt dig nok! De kørte gennem mørke og skarpe bump, i stilhed eller under svag måne, mens Baron løb foran. Grigorij tænkte: “Karen?” Men så det ikke for sig. Tjerne tænkte også på Karen – hun så for sig uldtrøjen, det rolige, lyseblå blik. “Kan det være hende?” De ventede så, – hvem ville ankomme? Det blev Anders, Grigorijs svigersøn. – Hvem er der? Er det vores? Baronen gøede først: “Hvem ellers, Anders?” Men Grigorij sagde intet. Heller ikke Tjerne. – Hvem? – råbte Anders igen. – Mig! – svarede Grigorij endelig. – Men hvorfor svarede I ikke, far? – Han trak Grigorij op, dumt og hårdt, over Tjernes knæ; hun sagde intet først. Men bagefter spurgte hun: – Og hvad med mig? Hvad med mig? Grigorij stønnede – det isede i benet. Anders sagde: “Bløder du, far?” Tjerne fortsatte: “Hvad med mig?” Anders fik Grigorij i sin slæde, red væk uden at sige noget til Tjerne – og hun sad tilbage i mørket og spurgte ud i natten: – Hvad med mig? Hvad med mig?

Det stjålne lykke

De støder på hinanden i den smalle passage mellem to lave plankeværker hende, der er den retmæssige hustru til Grigor, og hende, der efter enhver retskaffenhed burde have været det, men aldrig blev det… Vinteren har for alvor strammet sit greb, og den isnende kulde har drevet alle ind bag stueruderne.

“Et dårligt drømmesyn, intet andet!” tænker Tove, mens hun stirrer ind i det friske, rødmossede ansigt på sin rivalinde. Rivalindensom dog intet aner om Toves følelser. Hendes navn er Bodil.

For Tove har Grigor altid været uopnåelig, og at Bodil nu for længst er hans hustru, ja, moren til hans børn, bedstemor for hans børnebørn, det virker vanvittigt, som noget der ikke burde ske i virkeligheden. I drømme ser hun det ofte for sig: At det ikke er sandt, at alt er anderledes, og virkeligheden er som en tung nat, hvor alt bare er forkert.

“Nej, nej aldrig! Skulle Vorherre dræbe mig, ville jeg stadig ikke tro det,” tænker Tove hver gang hun ser Bodil, om det så er på afstand eller tæt på. “Det kan ikke passe, at denne kvinde lever efter de samme regler som andre. Hun lever efter en fremmed, falsk lov! Kunne hun selv vælge, var hun aldrig blevet Grigors hustru! Eller moren til hans børn! Eller bedstemor til hans børnebørn!” Men alligeveldet værste er, at ingen, ikke en levende sjæl på hele jorden, kan se byttet! Man kan græde, kaste sig i fjorden, sætte ild til hele landsbyen, men ingen vil nogensinde forstå, ingen vil tro dig, ingen fatter det! Ingen vil se den største fejl i verden. Udover dig selv.

Der findes mennesker, som fødes uden arme, blinde, døve, dømt til tidlig død der findes mange slags ulykker, men de er i det mindste synlige. Herimod er der født en tavs, døv hemmelighed, kun kendt af Tove Pedersen!

Og nu står Bodil altså på den smalle, sneklædte sti og snor Toves urolige drøm ud et ukendt sted hen, mens hun spørger nysgerrigt:

Hvordan går det, Tove Palna?
Går og går…
Jamen, jeg går da også! siger hun, og drejer sig mod først den ene, så den anden side, som for at vise sig frem. Se her!

Hendes ansigt er kridhvidt… Alle i Nøddebo ved, at hun altid har vasket sit ansigt i kærnemælk, både før og efter hun blev gift. Øjnene er store og runde, lidt udstående. Hun er klædt i sort vadmel med hvid pelskant, ulden sjal og nye, næsten urørte hjemmesko.

Tove mindes det pludseligtdet er søndag! Hun havde glemt hvilken dag det var, men Bodil er klædt, fra top til tå, som på helligdage.

Og hvad laver du da her i vores ende af Nøddebo, Tove Palna? Hvor fører din vej dig hen?

Tove havde ganske enkelt gået mod Nøddebo Hjørne: Tre dage har hun ikke set Ustensen, og nu vil hun gerne kaste et blik på gardinerne i hans vinduer. Bare for at kende, at Ustensen, Grigor, er der.

Glider hun blikket til højre over plankeværket, kan hun se to vinduer til Ustensens hus, men Tove kigger ikke; derimod lader Bodil et kort blik falde ind mod egen gård, og spørger igen:

Hvor er du egentlig på vej hen?
Åh Bare sådan
Bodil smiler skævt.
Hvordan lever din mand så? Mikkel? Jeg har ikke hørt om ham længe.
Han lever sukker Tove tungt. Han er som altid: pusler med trappen eller et eller andet træværk. Rolige Mikkel. Ikke meget at berette om Pludselig tager hun skridtet nærmere og spørger insisterende. Hvad så med Ustensen? Grigor Lauritsen? Kendt mand? Har han travlt og masser at se til stadig?

En anden kvinde havde måske råbt op nu, skældt ud: “Din nidding! Du sniger dig til andres mand! Kommer til hans vinduer, står og glor, selvom din egen mand lever endnu for øjnene af hele byen!” Selv for enke var det for meget her i Nøddebo, og for en andens konealdeles uacceptabelt.

Men Bodil reagerer ikke sådan. Et øjeblik trækker hun sig, det hvide ansigt formørkes, men straks rammer en våd snefnug begge hendes kinder, løber som tårer og vasker al harme og bitterhed bort.

Og Bodil står der stadig rank og smuk, pænt klædt og venlig. Hun spørger:
Jamen, Grigor Lauritsen er da nærmest i kommunekontoret hver eneste dag, ikke? Du, af alle, spørger til ham!
Jeg spørger han har ikke været der i tre dage nu…

Der var trods alt noget ved Bodil, der gjorde, at hun blev Ustensen Grigors hustru. Det føles næsten uhyggeligt for Tove, og hun ville næsten ønske, at Bodil havde råbt af hende og skammet hende ud.

Grigor Lauritsen har altid haft travlt og bekymringer, siger Bodil. Om han er på kommunekontoret eller i udvalg, han har ikke haft en enkel dag, ikke som ung, ikke som voksen, som far og bedstefar.
Men er det ikke kedeligt, sådan én, der bekymrer sig så meget hele livet?

Atter ler Bodil lidt og er tavs, før hun siger:

Det har været kedeligt! Da vi var unge, var der ældre folk til at tage sig af børnene og dyrene vi unge skulle bare more os til festerne. Men Grigor Lauritsen… han var aldrig til dans eller kortspil, havde altid noget, der skulle laves, læste eller skrev. Sådan var hver helligdag også.

Hvorfor giftede du dig så med ham? Med en så kedelig mand?

Det er egentlig mærkeligt at denne samtale overhovedet opstår. Bodil svarer roligt, fortroligt:

Min far rådede mig! Gamle far. Jeg adlød forstod, at det, jeg savnede i ungdommen, ville jeg få igen sidenhen.
Og fik du det?

Ja, selvfølgelig! Et eller to år senere virkede hans sind som det bedste, og jeg blev kun forundret, når jeg hørte råb og ballade og druk og slagsmål i andres huse. Når en mand sendte konen ud i marken og selv lagde sig på ovnen det syntes jeg var en skændsel! Jeg havde vænnet mig til noget andet: at alt var i orden, og hvis det ikke var det, så vidste jeg, Grigor Lauritsen aldrig ville lade stå til!

Et let liv ikke kvindeliv!

Netop! Jeg siger dig, det har jeg fortjent. Han blev en mand med agtelse men dengang? Ikke værd at mindes! Ingen piger kiggede efter ham. Men jeg giftede mig alligevel med ham takket være min far! Bagefter beundrede kvinderne ham, men det var for sent, de havde chancen!

Pludselig smiler Bodil, ler endda.

Ja, sådan er Bodil ikke som i en drøm, men virkelighed! Hun tager Tove under armen og leder hende ud på gaden, mens de ler ad minderne om den tid, hvor Bodil gik til bal i gule snørestøvler med høje hæle, mens Toves far prøvede at gifte hende bort for en kvart flaske snaps og et par gamle støvler, og Tove nægtede hun bar en kniv i støvleskaftet for at skræmme friere væk.

Sådan havde livet set ud for den første brud i Nøddebo, der tog Grigor modvilligt og med selvopofrelse. Hun så end ikke, at mange piger så langt efter Grigor, og drengene respekterede ham, men Tove vovede dårligt tænke på ham. Når hendes far spurgte, hvem hun syntes om, tænkte hun: “Hellere dø, end indrømme, jeg kan lide Grigor…” Og hun sagde det aldrig højt.

Nu går de side om side gennem Nøddebo, to af landsbyens smukkeste kvinder, næsten som uadskillelige veninder.

Den ene har gået stærkt i sine gule støvler hele livet og snublet aldrig, den anden kender dem kun fra fortællinger men nu går de sammen, og landsbysøndagens gade stirrer.

Tove, som længe var stum og ubemærket, krammer pludselig Bodil og smiler:
Bodil, du kunne tage mig med ind! Jeg har aldrig været gæst hos Ustensen!

Bodil snubler. De går videre, nu står de ved porten til Ustensen.

Bodil trækker i lædersnoren porten åbner sig. Der står huset og det lille veranda. Det er præcis som man kan forvente: Køkkenet med det store hjørnebord under familiebilleder og nisser; den blåtopkakkelovn… Tove kaster et blik ind i stuen den er ren, men ikke som hjemme: Hendes hjem rummer kun potteplanter, et skab, et bord; her er fyldt med ting, børnetøj på gulvet, en vugge, små barnebørn løber nøgne rundt, og i midten sidder Ustensens datter, Lise, barfodet, fregnet og gravid, og syer lynhurtigt i en slidt trøje. Da Lise ser Tove, nikker hun overrasket: “Hvorfor er Tove Pedersen i vores hus?”

Lise hun er ikke ond, men snakker så hurtigt, at ordene forsvinder.

Inde på kammeret er det noget, kun få hjem i Nøddebo har bøger bag ruder i et hjørneskab.

Tove har læst flere bøger end her, men det var i proprietærens hus, da hun tjente som ung pige.

Hun bar brænde, vaskede gulve, og den unge herresøn begyndte at lære hende at læse, læste højt for hende, fik hende til at læse de mange bøger, der fyldte to hele vægge, fra gulv til loft.

Tove lærte med iver, og husker den dag, hvor hun tænkte: “Et menneske kan nå at læse lige så mange bøger, som der er fra hjørne til hjørne, men…” og her lagde unge læreren pludselig hånden tungt til hendes bryst ikke for at vejlede, men begærligt.

Hun blev kun overrasket et øjeblik, derefter lå han på gulvet under løvernes nysgerrige blikke på den røde sofa.

Så var den lærdom slut. Kort efter brød familien op og rejste til Jylland, til Midtjylland forældrene i vogn, hun og hendes storebror til fods. Hvis ikke broderen var sygnet hen og død på vejen, havde de måske opnået en skæbne som i et eventyr. Men Tove har aldrig bebrejdet folk i Nøddebo, de følte sig som hendes rigtige folk, men alligevel blev de fjerne, mytiske for hende, noget hun længtes efter, og hun ærgrede sig over, at hun ikke nåede at læse om den slags folk i en af herrehusets prægtige bøger. Læse og vide det for resten af livet.

Nu, i Ustensens stue, blandt bøger på rad, mærker hun savnet. Hun misunder Ustensen han ved og forstår det alt sammen fra sine bøger! Hvorfor fortæller han hende det ikke? Det kunne han snildt have delt… Hun gad vide, om han fortæller Bodil det. Måske er hende uinteresseret, men han fortæller det alligevel!?

Hun ville gerne have lært af ham. Hvis læreren havde fået friere hænder, ville hun ikke have skubbet ham væk. Nej, det ville hun ikke!

Imens smider Bodil sjalet, vadmelstrøjen og de våde filttøfler op på ovnen. Hun siger:

Smid overtøjet, men gæsten Tove bliver stående, stadig fascineret af bøgerrækken, og Bodil kaster et blik derhen. Tjah, lad hende læse… siger hun, uden at klargøre, hvem det er, “lad hende” måske gæsten, måske manden. Jeg kunne for længst have brændt de bøger, hvis de tog for meget af hans tid, men nej! Lidt færre penge, men aldrig skænderier det er rigeligt med skænderi fra svigersønnen Sune! Men de her bøger, de skal blive! Kom nu ind, Tove!

Gæsten sætter sig på ovnens varmeplade, smider trøjen og åbner døren for at kaste den ud, men samtidig farer Baronen familiehunden ind i køkkenet.

Fy! Hvor skal du hen, kræ! råber Bodil vredt Ved du da ikke, du ikke må komme ind! Ud! Hun mærker under ovnen efter grydelåget, men Baronen rører sig ikke; han klasker sig på gulvet, ryster, jamrer og hyler, stinker af mos og snavs fra skoven.

Hvor er manden? spørger Tove straks. Grigor Lauritsen hjemme?

Hun frygter at træde ind, møde ham, ikke vide hvad hun skulle sige. Men nu gribes hun af en anden, ukendt og isnende frygt. Hun spørger Bodil: Hvor er han? Hvor er husbonden?

Bodil aner ingen fare, men rødmer over sin påtrængende gæst, vender sig om og lader som ingen ting, men råber igen efter Baronen.

Hun svinger grydelåget, igen og igen, og siger samtidig:

Han er i skoven, Lauritsen! Fra tidlig morgen på hesteryg Baronen hyler, og Bodil råber: Så forsvind dog, fjols! Forsvind! Jeg knalder dig, ellers! Helt ærligt!

Om han forstår, vides ikke, men han klynker, ryster, har isklumper i halen og på ørerne.

Tove knæler, tager fat i det store snavsede mærke i pelsen på Baronen, og åbner hånden: der løber en mørk, stærktlugtende væske mellem fingrene.

Blod! Det er blod!
Ja? Jamen, han har da nok bare fået et sår her eller der? Baronen er fredelig, men han har én gang bidt øret af en stor hund, helt uden tøven! Når det gælder!
Det er ikke Baronen eget blod! Han har ikke nogen sår.
Hvem så? Siger du dét? Hvis du ved det sig det da! Hvem?
Det kunne være Grigor Lauritsens … svarer Tove, og græder, skjuler ansigtet.

Nu bliver Bodil rasende:
Ja, det passer dig godt! Fornemme gæst! Uindbudt, men alligevel kæreste… Hun kaster grydelåget i hjørnet, sparker til hunden og forsvinder ind i stuen og tilføjer: Der sker Grigor Lauritsen intet! Har kæmpet sig gennem alverdens farer, vendte hjem til mig fra krigen, efter mine bønner han kommer hjem! Ikke bare sådan uden videre det tror jeg aldrig på!

Udenfor vinduet glider sneen ned, knitrer og klistrer som om nogen forsøger at komme ind med lange, frysende fingre… Men i skoven, hvor ulykken er sket, dér råder kun kulde og brutalitet.

Lise, nu med nålen i hånden, løber bleg og skræmt ind hun tror, at Tove har ret:

Der er fare! Hunden mærker det der må være sket far noget!

Tove griber hende:
Hvordan? Hvordan tog Grigor af sted?
På Maja! Den kloge hoppe, men hvem ved Ve-ejen er lang og tung!

Lise kan ikke udtale r, men skynder sig at forklare, stirrer på Baronen, der nu bider mod døren, kalder på hjælp.

Nu! lover Tove Baronen. Nu! Lise! råber hun skarpt Hent seletøjet, vi må køre nu! Baronen leder os!
Men vi har ikke flere heste, Tove Palna! Grigor tog Maja, det andet har min mand Sune på marken, og hoppen er halt … Ikke én hest tilovers! Uanset hvad, ingen! Dræb os, hvis du vil der er bare ingen hest!

Lise hulkede, holder sig for sin store mave, mens hun taler videre, men Tove hører ikke: hun styrter ud af huset.

En halv time senere står Mikkel på trappen og ser sin kone spænde den brogede hoppe for slæden, mens Baronen springer vildt omkring. Han ser, at det er Ustensens hund.

Hvor vil du hen! spørger han forsigtigt. Det bliver mørkt snart.

Jeg skal! svarer Tove. Hjælp mig åbn porten!

***

Ustensen ser Tove som et blegt ansigt, hvidere end sneen, og først da han spørger: “Hvem er dér?” tror hun på, han lever. Han spørger:

Hvordan er det med min hest? Maja? Er det sandt, hun er død?! Maja!

Ja, siger Tove, lægger hånden på hestens frosne mule. Hun er væk Hun græder: Ved ikke selv, om Ustensen overlever. Hans stemme er svag, kommer nærmest fra en anden verden. Hvordan klarede du at jage dem væk, Grigor?

Hvis jeg dog vidste Skød på to, resten stak af.

Han peger med blodigt ærme mod en død ulv, pletter i sneen. Tove havde ikke bemærket den. En blodig slæbespor fører ind i skoven.

Ustensen rækker ud, løfter hendes hånd til hestens kolde mule der drypper endnu varmt, sejt

Helt sikkert død?
Helt sikkert.

Han stirrer på hende:
Tove? Hvor kommer du fra? hun svarer ikke, han gentager: Hvor fra? Det undrer mig…

Det undrer dig! Jeg burde ikke være her, ikke? Det skulle være en anden, ikke? Men der er ingen anden, Grigor! Der er aldrig været nogen anden, husk det, aldrig nogensinde!

Og Maja? svagt spørger han. Efterlader vi hende?
Hun er kold!
Jeg er også kold! Fuldstændig…

Løgn! Ikke helt! Hvis I begge var kolde, lod jeg jer ligge men der er stadig noget varmt i dig, og det tager jeg! Jeg tager dig! Giver dig ikke fra mig! Hun løfter ham i kanen og råber til hesten: Kom så! Spænd til!

Baronen hyler vil ikke forlade Maja, slikker hendes mule, falder om. Kan ikke tro, hun ikke kan rejse sig.

Ryggen, Grigor er den hel? råber Tove.
Den holder…
Mave?
Også.
Benene?
Højre er revet, over knæet… Hvor kører du mig hen, Tove?

Åh, du er dårligt nok sluppet, Ustensen! Dårligt med mennesker og dyr! Bør nok rive tungen ud på dig!

Er du fra forstanden, Tove? Hvorfor så?

For at du ikke skal spørge mere! For at du skal lade dig føre, hvor jeg vil! For at du skal ligge i min seng, i min stue, og jeg, jeg vil pleje dig som en sygeplejerske! For nu skal det være!

Mener du virkelig det, Tove? Er du blevet helt vanvittig?

Vi har leget længe nok “falsk”: det må du ikke, og heller ikke dét! Du har kone, jeg har mand men, hvad så? Nok! Fra nu af tager jeg mit, ikke andres! Spørger nogen så siger jeg: jeg fandt mit eget menneske i skoven, tog det hjem. Har du fulgt nogens fodspor i så mange år, så er han din! Det forstår alle med et hjerte! Kun du får det ikke ind, men nu lytter jeg ikke! Nu er jeg sygeplejerske, min nåde varer så længe, jeg vil!

Hør nu, Tove… det er ikke rigtigt…
Nok! Jeg har hørt nok af dine “må ikke”! Nok er nok!

Så kører de, rystet gennem mørket, henover ujævne stier, i svagt måneskin, indtil Baronen gør og farer frem.

Ustensen sukker:
Nogen kommer på Solog, Tove. Baronen siger det det er Solog!
Tove standser hesten. Pludselig bliver der stille.

Ustensen tænker: “Bodil?” Men kan ikke tro det…

Tove mindes også kjole og sjal, det rolige ansigt med de blå øjne. Hun tænker: “Mon det er hende? Kan ikke være!”

De venter, tavse, hvem nærmer sig?

Det er Sune, Grigors svigersøn. Han stopper hesten en favn fra dem, spørger:
Hvem der? Venner?

Baronen gør først: “Er du gal, Sune? Kender du ikke din herre?”

Men Ustensen er tavs. Også Tove tier.

Hvem? råber Sune højere.

Det er mig! svarer Ustensen til sidst.

Jamen, hvorfor siger I intet, far, når vi spørger? Han spørger: Hvem er du sammen med? Han pisker Solog frem, trækker nærmere, ser: Er det dig, Tove Palna? Henter du far? Hvorfra?

Drager ham fra ulykken.
Fra hvilken? Og hvor er Maja, far?

Borte… Helt væk. Jeg selv er såret… Hvem sendte dig, Sune?

Lise sendte, far. Jeg var på besøg. Vi Sune og Mikael drak ikke, heller ikke spil.

Du er ædru, Sune?

Det kan du stole på! Skal jeg ånde dig i ansigtet? Hvilke slæder tager I nu? Jeres egne eller?

Grigor ser mørkt på Tove, som for at sige farvel skal han blive hos hende, kaste samfundets dom bag sig, blive hendes, eller…?

Jeg kører i min egen… siger han og vender sig bort.

Sune hiver ham forsigtigt over i sin kane, forbi Toves knæ. Tove rører sig ikke, men til sidst spørger hun:
Og hvad med mig? Hvad med mig? Hvad med mig?

Ustensen stønner, benet gør ondt. Sune spørger om blodet. Tove gentager: “Hvad med mig?”
Endelig er Ustensen i Sunes kane, med arme og ben. Sune lægger ham i halmen, vender hesten hjem og siger ikke ét ord til Tove.