31. december
Jeg troede, jeg skulle fejre nytår med ro og nærvær. Bare os fire mig, Henrik og børnene, lille Oskar på syv og Freja på fem. Men sådan blev det selvfølgelig ikke.
Allerede fra morgenen gik jeg og forberedte maden, som jeg plejede hønsesalat og konfekt og den dér store portion hjemmelavet frikadellesalat, som min mor lærte mig at lave. Fødderne gjorde ondt, hænderne lugtede af løg og rødbeder, og håret var sat op i en hast under et ternet viskestykke, jeg bandt om hovedet. Klokken var bare lidt over otte om aftenen, og alligevel følte jeg mig allerede slidt op. Der var lidt under fire timer til raketterne.
Henrik stod i døråbningen, iført den nystrøgne skjorte, jeg havde gjort klar i morges selvom jeg egentlig burde have sovet lidt længere. Han havde hældt cognac i et glas og kiggede med kritiske øjne på salatskålen.
Er du sikker på, det er nok salat? Det der ser da ikke ud af meget, sagde han med en vrissen mine, mens han overdøvede udsugningens brummen.
Jeg stoppede et øjeblik med at skære gulerødder små, ensartede tern, selvfølgelig. Jeg kunne mærke vreden eller måske bare udmattelsen presse sig på. Jeg lagde kniven og så op på ham. Det har været sådan i måneder: han stiller krav, finder fejl, hjælper aldrig egentlig og nu, nytårsaften, var det bare endnu mere synligt. Og i år jeg havde knoklet efter at blive fyret, taget ekstra vagter på plejehjemmet, hjulpet min mor i hendes gamle lejlighed med maling og rør.
Det er altså frikadellesalat. Tre kilo, Henrik. Hvorfor skal du altid brokke dig? kan du ikke i stedet hjælpe med at finde ud af, hvad Oskar og Freja laver? De råber derinde jeg vil helst ikke have, de vælter træet.
Hallo, du ved da, jeg ikke er god til sådan noget køkkenarbejde. Mine hænder er ikke skabt til det, grinede han og tog endnu en slurk af cognacen. Og børnene leger da bare. Det er fest, Anna. Men sig lige, anden er da gennemstegt, ikke? Det skulle nødig være pinligt foran Simon og Hanne de er vant til god mad, du ved.
Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, men jeg holdt dem tilbage og vendte mig mod vinduet. Sneflagerne dalede i gadelampernes lys, og jeg følte mig helt alene.
Sådan skulle det ikke være. Det var meningen, at vi bare skulle være os. Men for en uge siden kom Henrik stolt hjem og sagde, at hans gamle løbekammerat Simon, konen Hanne og deres to teenagepiger kom forbi. “De er fanget i byen, der er ikke nogen grund til, de skal sidde alene på hotel!” sagde han uden at spørge mig. Og nu havde jeg været i gang siden sex i morges, købt rigeligt ind, gjort rent to gange og han ville bare have mere og mere. Først skulle jeg handle ind for tredje gang, bage ekstra brød, købe dyr vin. Alt sammen på mit initiativ, hvis du spørger ham.
Anden er helt sikker gennemstegt, Henrik, svarede jeg lavt. Du kunne i det mindste hjælpe med at lægge tallerkenerne på bordet. Dugen er på kommoden.
Oh, kan gøre det om lidt. Tid har vi jo nok af, svarede han. Apropos: Hanne ringede før. Hun ville lige høre, om vi har glutenfrit brød? Hendes ældste datter er på sådan en moderne diæt.
Jeg frøs. Kniven ramte tallerkenen.
Hvorfor siger du sådan noget nu? 31. december klokken otte om aftenen! Supermarkederne har kun næsten tomme hylder, og køerne er urimelige. Hvorfor sagde du det ikke i morges?
Det smuttede, sagde han bare og trak på skuldrene. Så må du lige tjekke Fakta. Du skal jo alligevel købe mere mayonnaise, ikke?
Jeg går ikke ned nu, svarede jeg hårdt. Jeg er smadret, Henrik. Jeg har været oppe siden klokken seks. Hvis Hannes datter skal have særligt brød, så må de tage det med. Eller du kan selv gå.
Hans smil forsvandt, og han satte glasset tungt fra sig.
Vil du virkelig gøre mig til grin over for folkene? Jeg tjener trods alt pengene til festen. Hvor svært kan det lige være at gå ned og handle?
Jeg tjener også penge, hvæsede jeg. Og alt derhjemme er mit ansvar. Du bestiller bare.
Så er det nok! råbte han så højt, at jeg blev helt forskrækket. Du gør bare, hvad jeg siger, og når gæsterne kommer, skal du smile. Simon behøver ikke se dit sure fjæs. Du kunne lære noget af Hanne. Altid pæn og tilfreds.
Han var blevet sådan her det sidste år. Mere og mere utilfreds, sammenlignende, respektløs. Især i dag føltes det så uendeligt tungt.
Jeg tørrede hænderne i viskestykket og tog forklædet af.
Fint, jeg går, sagde jeg lavmælt.
Han nikkede tilfreds som om han havde vundet igen.
Sådan, Anna. Hurtigt ud og hjem.
Freja kom løbende fra børneværelset i sin hjemmesyede kjole.
Mor, hvor skal du hen? Vi skulle jo tænde juletræet!
Jeg er hurtigt tilbage, skat. Hold øje med Oskar imens. Husk nu træet!
Jeg tog min vinterjakke på, fandt støvlerne frem og gik ud. Den bidende kulde i opgangen var næsten rar. Jeg var vred, men der var også en ro over at komme ud.
Nede i Fakta var der selvfølgelig ikke glutenfrit brød tilbage. Jeg købte det, jeg nu kunne få sammen med mayonnaisen og gik hjem. Mine fødder var langsomme. Jeg havde ikke lyst til at gå ind igen. Da jeg nåede hjem og trådte ind i opgangen, kunne jeg høre stemmer og høj latter. Musik. Var gæsterne kommet for tidligt?
I entreen var der allerede fyldt med fremmede sko og overtøj, som duftede af sne og parfume. Fra stuen lød Henrik og Simons latter, blandet med nogle teenagepigers snak og så en fremmed kvindestemme.
Ved bordet sad de allesammen. Simon, hans kone Hanne og deres døtre, begge opslugte af deres telefoner. Men der sad også en ung kvinde rødblond hår, smilende, tæt op ad Henrik. Det var Signe, hans kollega, som jeg havde hørt om flere gange.
Og der kom husets dronning! udråbte Simon og hævede sit snapseglas. Vi kunne ikke vente, så vi gik bare i gang. Henrik sagde, du hentede mere brød.
Henrik sad afslappet tilbage, uden overhovedet at rejse sig. Han vinkede mod en stol ude for enden af bordet, ved siden af Frejas børnetallerken.
Sæt dig, Anna. Det her er Signe fra mit arbejde. Hun skulle ikke være alene nytårsaften. Hvor seks kan være, kan syv vel også være.
Signe så pænt på mig og rodede lidt forlegen ved sit hår.
Hej Anna. Jeg håber, jeg ikke trækker stemningen ned. Henrik insisterede. Jeg har endda bagt en kage.
Bordet var et rod. Mine sirligt anrettede salater var halvt spist, og skeerne stak direkte i fadene. Anden, jeg havde planlagt så nøje, var allerede skåret i stykker. Og børnene blev bare ignoreret på sofaen med deres tablets.
Henrik, kan vi lige tale sammen i køkkenet? spurgte jeg, prøvede at holde masken.
Ej, ikke nu, Anna, vrissede han. Drop dramaet, folk hygger sig. Har du brød med?
Køkkenet. Nu.
Et øjeblik blev der helt stille. Hanne så irriteret ud, Simon hældte vodka op, og Signe faldt helt stille i sin stol. Henrik rejste sig modvilligt.
I køkkenet gik jeg lige på.
Hvad foregår der? Hvem er Signe? Hvorfor er I startet før? Hvorfor sagde du ikke, hun kom?
Skal jeg spørge dig om alting? Hun var alene, jeg havde ondt af hende. Vennerne kom tidligere, ingen trafik, Anna. Og hvad tog dig så lang tid stod du og sladrede med nogen?
Lytter du til dig selv? Du slæber kollegaer med hjem uden at spørge, sætter hende ved din side, mens jeg løber ærinder? Hvad med børnene?
De klarer sig selv. Slap nu af. Bare se glad ud og hyg dig.
Han greb fat i min skulder. Stemningen var helt kold.
Gå derind og opfør dig ordentligt. Og skænk Signe et glas vin.
Ind kom Signe, kiggede undskyldende.
Henrik, du mangler til et skål. Anna, har du mere mayonnaise? Salaten er lidt tør.
Henrik skiftede straks gear, smilede falskt og gik ud med Signe. Jeg blev alene tilbage. Så på glasset mayonnaise i hånden, og mærkede noget knække indeni. Alt, jeg har bygget op det er bare en selvfølge for ham. Nu skulle jeg endda servere for hans kollega. Ikke mere.
Klokken var 22.15. Et pludseligt klarsyn ramte mig. Jeg gik ind til børnene.
Børn, på med bukser og varme trøjer. Vi skal afsted.
Hvad med far og raketterne? spurgte Oskar.
Vi ser raketterne et andet sted. Kom nu.
De var hurtigt klar. Jeg smed skiftetøj og opladere i rygsækken hænderne rystede, men jeg vidste præcis, hvad jeg gjorde.
Ti minutter senere trak vi i overtøjet. Fra stuen skreg karaoke og latter. Jeg tog Freja i hånden.
Hvor skal I hen? råbte Henrik og stod i døråbningen med en halv agurk på gaflen og armen om Signe.
Hjem til min mor, sagde jeg.
Hvad!? Gæster, fest, om halvanden time er det midnat, hvem skal rydde op?
Lad Signe. Hun er jo så hyggelig, sagde jeg. Jeg er udmattet. Jeg trænger til ro.
Han blev rød i hovedet.
Går du nu, kan du bare blive væk! Hvem vil have dig, en enlig mor med to unger? Tror du, jeg løber efter dig?
Nej, og det behøver du heller ikke. Mød dig selv i døren, Henrik. Oskar, kom nu.
Farvel, sagde Oskar lavt, og sniffede.
Jeg lukkede døren og efterlod festen og råberiet bag mig. Sneen væltede ned, men jeg mærkede det knap. Jeg fik hurtigt fat i en taxa, selvom prisen var skræmmende høj næsten 600 kroner. Men nu var jeg ligeglad. Mine feriepenge måtte bruges tidligere end planlagt.
Er far ikke sød? spurgte Freja forsigtigt, mens vi ventede på taxaen.
Far er bare lidt faret vild, skat. Men vi ved, hvordan det skal være sammen.
Chaufføren, en ældre mand med fynsk dialekt og en venlig moustache, spurgte kun:
Vil I have varmen op?
Ja, gerne. Og lad bare radioen spille, sagde jeg. Byens lys gled forbi i mørket.
Turen føltes lang. En halv time gennem ryddede veje og tomme gader. Jeg skrev til mor: “Vi kommer. Forklarer senere. Er du oppe?”. Klokken var næsten elleve, da svaret kom: “Glæder mig. Har lune boller.” Jeg fik tårer i øjnene.
Mor stod klar i døren i sin gamle, blomstrede morgenkåbe, duftende af kanel og kardemomme, og hun lagde straks armen om os. Ro, varme, julelys i vinduet.
Kom ind, søde. Du ser bleg ud, sagde hun. Nu får du te, så skal det nok gå over.
Vi spiste brød og ost, de salte agurker, hun havde syltet. Vores bedste nytårsmåltid nogensinde. Børnene så tegnefilm. Jeg fortalte alt: det med Signe, brødet, hans måde at tale til mig på.
Du gør det rigtige, sagde mor bestemt og lagde sin tørre hånd over min. Man må kræve respekt, så huset ikke falder sammen. Henrik har mistet sin lykke.
Danmarks Dronning talte i fjernsynet. Jeg hældte lidt Asti op til os, børnene fik børnechampagne og stjernekastere.
Godt nytår! råbte de, da rådhusklokkerne lød.
Mit ønske var ikke for Henrik, ikke for pengene kun styrke til at starte på en frisk og lære mine børn ikke at finde sig i det, jeg har været igennem.
Min telefon vibrerede konstant den nat. Opkald på opkald. Jeg vendte bare mobilen med skærmen nedad.
Tager du den ikke? spurgte mor.
Nej, ikke i år. Det her er et nyt år. I det nye år tager jeg ikke telefonen, når det er ‘eksmanden’.
De næste dage var som balsam. Vi gik tur i Skt. Jørgens Park, lavede snemænd, rullede i sneen. Først tredjedagen tændte jeg mobilen. 40 ubesvarede opkald, 10 talebeskeder. Fra vrede “Kom hjem med børnene!” til klagesange: “Anna, det gik nok lidt for vidt.” Til sidst panik: “Her roder, Oskars vinterjakke er væk, hvordan tænder man vaskemaskinen?”
Jeg lo stille for mig selv.
Tredje januar ringede det på døren. Henrik stod der, træt og forpjusket, med tre visne røde roser.
Anna, kom nu. Lad os tage hjem. Alt er kaos. Hanne og Simon røg uklar, Signe drak sig fuld og brændte dugen. Uden dig dur det ikke.
Mor stod i døren, korslagte arme.
Jeg fulgte ham ud i opgangen.
Hør her: Jeg vil skilles. Børnene bliver hos mig. Vi deler tingene som loven siger.
Han kæmpede for ordene.
Hvem har brug for dig i din alder, med to unger?
Mig selv. Børnene. Mor. Det er nok.
Jeg lod roserne ligge på kommoden og lukkede døren bag ham. Så satte jeg mig i køkkenet hos mor.
Te, skat?
Gerne med hindbærmarmelade.
Snefnuggene dalede udenfor. Jeg vidste, det ville blive hårdt: papirarbejde, retssager, jobsøgning. Men jeg var fri. For første gang i årevis føltes det let som om jeg endelig havde smidt en for lille sko og kunne gå trygt mod mit eget liv.
Hvis du føler dig rørt af min oplevelse, må du gerne like indlægget og følge med jeg vil meget gerne høre dine tanker i kommentarfeltet.
