Mathilde, hvad med de der ekstra kilo? Er det ikke et problem? Dittes mor giver sig ikke.
Hvis du spørger mig, har jeg ingen ekstra kilo. Desuden har min kommende mand intet imod dem. Ikke alle behøver jo ligne et siv eller være små som tommefingerpiger, siger Mathilde spidst og måler Ditte og Dittes mor med et drillende blik. Ditte bliver helt rød i hovedet over sådan en frækhed.
Mor! Har du købt slankete i dag? Eller chiafrø? Hvorfor har du puttet så meget smør i min havregrød? Det giver jo ekstra kilo! Anders, har du nu igen slæbt hjemmebagt hvedebrød med hjem? Det er farligt! Man skal altså drikke tre glas vand om morgenen, ellers ryger vægten ikke Hvor er mit vand!? Sådan har Anders hørt det, siden han var barn.
Hans mor og storesøster Ditte var altid optaget af deres figur. Nu er Ditte 38, har aldrig været gift og ligner ifølge Anders mest en spinkel, lidt sammenfalden væddeløbshest med evigt sultne øjne. Og moren kunne bedst beskrives som en lige, stram strikkepind.
Det har altid irriteret ham, så han søgte selskab med muntert folk med god appetit. Hans drøm var en kone, der var alt andet end hans mor og søster. Og sådan én fandt han!
Hun hed Mathilde. Allerede hendes navn lød blødt og sødt, som en wienerbrødskringle. Nej, Mathilde var ikke tyk, men med sine 173 cm og 85 kilo udstråler hun sundhed og glimt i øjet. Høje bryster, smal talje, kvindelige former og fine smilehuller i de runde kinder, som Anders straks fik lyst til at klemme i. Han var solgt fra første blik.
En dag kørte han Ditte til banken, hvor hun tog et nummer og satte sig ned, mens Anders ventede utålmodigt. Pludselig hører han et sølvklart, fortryllende grin, smittende og mildt han kan simpelthen ikke lade være med at smile og bliver nødt til at gå hen mod lyden.
Det var kvinden bag skranken, som grinede med en ældre kunde. Hun var ligeledes godt bygget; det kunne selv Andreas se på afstand Hjemme i bilen hørte han kun halvt efter, hvad Ditte ævlede om. Hans tanker var blevet i banken hos operatøren med det bløde hår og de bueformede læber.
Anders, hører du egentlig efter? spurgte Ditte irriteret.
Ja, selvfølgelig, svarede han febrilsk og prøvede at huske samtalens emne.
Nå, men jeg sagde til ham: jeg spiser ikke stegt kød, kun kogt kyllingebryst! Ditte var i gang med at brokke sig over sin seneste beundrer. Anders nikkede og klikkede beklagende med tungen, sikke en nar.
Dagen efter, ud på eftermiddagen, tog han atter hen i banken. Hans drømmekvinde var der, og Anders åndede lettet op. Efter lukketid tog han en buket roser fra sin bil og gik mod hende.
Undskyld, har du brug for en mand eller måske en svigersøn til din mor? fik han fremstammet og rakte hende roserne.
Hun lo højt og smilende, men hun tog mod blomsterne alligevel.
Hold da op, hvor er de flotte! Og duften!” Hun begravede næsen i blomsterne og Anders kunne slet ikke tage øjnene fra hende.
Siden da var de uadskillelige. Nogle gange møder man bare et menneske og kan mærke det her er det rigtige; jeg behøver ikke lede længere. Sådan havde Anders det med Mathilde. Efter én måned friede han, og Mathilde sagde glad ja. Nu var det bare at møde forældrene.
Mathildes forældre tog imod dem med overdækket bord, kager, latter og højt humør. Mathildes mor, en rank, mægtig skønhed, kyssede Anders på begge kinder, så han blev helt flov. Faderen klappede ham kammeratligt på skulderen og hev ham med ud i køkkenet.
Man skal nogle gange væk fra kvinderne, ellers bliver man helt mast. Bare rolig, min kone, Birgitte, er fredelig og derfor har jeg elsket hende i tredive år. Og Mathilde er vores diamant. Pas godt på hende, min dreng, sagde han og så Anders alvorligt i øjnene.
De sad længe sammen ved bordet, spiste med stor appetit, grinede højt og fortalte anekdoter. Senere tog Mathildes far, Hans, guitaren frem, og alle sang med. Anders følte sig straks hjemme som var det hans egen familie.
Tre dage efter var turen kommet til Anders’ forældre. På vejen købte Mathilde de fineste håndlavede eclairs i en konditori. Klokken fem ringede de på døren.
Det var Anders’ mor, Ulla, der åbnede.
Åh, hej med jer hendes blik krydsede Mathildes, og hun blev nærmest stående med munden åben og hånden på dørhåndtaget.
Mor, jeg elsker dig også, men skal vi ikke gå ind? Anders puffede forsigtigt til sin mor, og de kom ind.
Ja, selvfølgelig, søn. Kom indenfor Er du så Mathilde?” spurgte hun, mens hun lidt for åbenlyst kiggede Mathilde op og ned.
Ja, jeg er Mathilde! Og jeg glæder mig til at møde jer. Mathilde rakte hånden frem og gik ind i stuen.
Far, Ditte, mor det her er Mathilde, min forlovede. Vi skal giftes meget snart. Mathilde, det er min familie: søster Ditte, mor Ulla og far Henrik. Anders præsenterede dem stolt.
Nyheden om brylluppet kom noget bag på Anders familie, og alle sad stille, kun bestikket klirrede
Ja, Mathilde, vi byder dig hjerteligt velkommen! Er det vin, I har med? Hvor heldigt! Og småkager det er lige noget for jer tøser, grinede Henrik og tog lidt af nervøsiteten af.
Nej nej, vi spiser ikke kager slet ikke om aftenen! Du godeste, Mathilde sagde Ulla lettere afvisende og skubbede æsken væk.
Hvis I ikke spiser, så vil vi gerne! Lad os lige se hvad det er! Jeg tror ikke Mathilde kommer med noget dårligt, sagde faren med det helt store smil.
Snakken gik, og stemningen blev lidt løsere med lette snacks og bobler. Der blev sagt skål, drukket et par slurke og så kom stilheden igen.
Mor, vi har mødt Mathildes forældre. De er så vidunderlige, prøvede Anders at få gang i en samtale. Mathilde stirrede på sit glas, mens Ditte ikke tog øjnene fra hende. Heldigvis begyndte Henrik på en sjov historie, og latteren bredte sig.
Mathilde, du skal ikke være ked af det, jeg har en dygtig specialist, som nok skal hjælpe dig af med dine udfordringer, kom det pludseligt fra Ulla.
Udfordringer? Jeg har ingen problemer, svarede Mathilde forundret.
Jamen Mathilde, hvad med alle de ekstra kilo? Er det ikke et problem? giver Ulla sig ikke.
Efter min mening har jeg ikke noget til overs. Særligt ikke, når min kommende mand synes jeg er perfekt som jeg er. Vi skal vel ikke alle sammen ligne små modeller, vel? Mathilde lod blikket løbe drillende over Ditte og Ulla, så Ditte blev ildrød i hovedet.
Mathilde, du har mindst tyve kilo for meget! Det er usundt. Hvad sker der, når du får børn?
Så bliver jeg bare smukkere, og min mand og vores barn vil være hos mig. Men Ditte, du er vel gift? Sådan en slank kvinde som dig må da have både en flot mand og et par børn? replicerede Mathilde og tog et bid af wienerbrødet.
Ditte slugte ordene, tog en dyb indånding og var lige ved at sige noget, men Henrik hældte vin op og udbragte en skål.
For kvinderne i denne familie så forskellige, men så elskede!”
Efter to timer gik de ud på trappen, kastede et blik på hinanden, sukkede og brød så ud i latter.
Njaa havde ikke regnet med din mor ville kalde mig buttet, sagde Mathilde.
Mathilde, du er smuk, og det ved du! Og mor og Ditte, dem må du bære over med. Familie kan man nu engang ikke vælge.
Brylluppet blev sat til den 25. august. Familie og venner samledes i Rådhuset til vielsen, og bagefter gik de alle i restaurant. Bruden strålede i en smuk kjole, der fremhævede hendes feminine former, og brudgommen så forelsket på hende hele tiden. Mathildes mor Birgitte var ikke mindre prangende end sin datter; hendes festkjole viste hendes runde former frem, og flere mænd kunne næsten ikke tage øjnene fra hende. Hun skilte sig i hvert fald ud fra den spinkle svigermor i tætsluttende kjole, som bare stod der. Ditte var sin mors yngre kopi.
Så begyndte musikken, og brudeparret dansede deres første bryllupsdans så fortryllende, at det var tydeligt for enhver, der kun eksisterede de to i det øjeblik. Gæsterne holdt vejret af betagelse.
For pokker Bruden kunne godt tabe lidt! Hun er jo kæmpestor, og den kjole gør det ikke bedre! mumlede Ulla utilfreds.
Som man siger hvad der er sagt, kan ikke tages tilbage. Ulla ville sikkert fortryde, men for sent hun var blevet hørt.
Der er nu mange mænd, der ikke er til knogler. De foretrækker kvinder med former. Din søn er én af dem, skal jeg hilse og sige! Og til dig, sviger, pas på hvad du siger. Jeg er måske blød, men jeg kan godt være skrap, når det gælder min datter, sagde Birgitte bredt og pressede brystet mod Ulla, som hurtigt blev trængt op ad væggen.
Der blev målt øjne. Ulla bange, Birgitte udfordrende. Heldigvis greb Hans straks ind, så situationen ikke løb løbsk.
Så piger! Jeg ser I allerede er blevet veninder. Men jeg må nu låne min kone, Ulla! Birgitte, vil du danse? Han tog hende om livet, og de svang sig ud på gulvet. Musikken buldrede, glade ansigter alle vegne. Brylluppet sang og dansede, lige som i de gamle danske viser.
Så håber vi bare, at de unge vil leve lykkeligt, ikke sandt? For det er da det vigtigste, er det ikke?
Olga, er de der ekstra kilo virkelig et problem? – Møde mellem svigermødre, bryllupsforberedelser og kampen for kropskærlighed i en dansk familie med både lagkage og latter ved bordet
