Nå, jeg har da i det mindste været heldig med min kone – Lise, jeg har sendt min opsigelse! – ringede Palle til sin kone. – Vil du tage imod en arbejdsløs pensionist? – Det kommer an på, hvordan du opfører dig! – svarede Lise. Professor Oleg Pallesen, dr.scient., forelæser i matematik på et af Danmarks førende universiteter, modtog en e-mail med krav om at give topkarakterer til fem studerende ved eksamen i matematik på højeste niveau. Ja, hvilket frygtindgydende paradoks: højeste matematik krævede de højeste karakterer… Professoren var oppe i årene og opdraget med de gamle socialdemokratiske værdier: man skal leve med værdighed… hellere dø stående end leve på knæ. Men hvordan skal man forstå det? De klarede ikke engang til en karakter på 02! De deltog desuden kun til hvert fjerde undervisning. Den ærlige samvittighed i en tidligere spejder og socialdemokrat sagde noget andet. Men der var også rektoren, der ikke insisterede direkte, men udstedte en klar ordre: giv dem nu bare et 12-tal! Gerne med plus! Så bliver der fred på kontoret. Professoren var ikke længere rask – hvem på den anden side af de 70 er det? Diabetes, blodtryk, overvægt – og meget mere. Men hvem har egentlig overskud til andres elendighed? Studerende brød sig ikke om professoren. Nej, forkert: studerende hadede ham! Da Lise, nysgerrig på hvad folk mente om hendes elskede mand, fandt anmelder-siden, gik hendes hjerte næsten i stå. Og ikke af glæde, men af rædsel… Det var udelukkende ord, som nu er forbudt på sociale medier, på alle alfabetets bogstaver! Alt sammen fordi han stillede krav – og vurderede udelukkende efter evner. For ifølge de fleste nutidige “unge mennesker” burde man ikke – undervisningen var jo betalt! Har du betalt, skal du bare bestå, ikke? Men her, selvom man har betalt, skulle man rent faktisk kunne noget! Det var der ingen, der havde aftalt. I virkeligheden: Hvad tænker du egentlig på, gamle mand? Det var ikke til at vide, hvor meget disse folk havde betalt ledelsen, siden sådanne ordrer røg ind. Nej, det var ikke, fordi ledelsen ville have gratis undervisning for Palle – bestikkelsen var åbenbart stor nok til, at man delte ud. Og de forsøgte virkelig. Men den snu og vittige professor, som elskede en god joke, forstod, hvad der foregik, da han så konvolutten på ledelsens bord. Og pludselig sagde han et par linjer, som kom lynhurtigt: Hvis du tager penge i hånden, kan du ende med kriminaliteten! Han nægtede på stedet at modtage konvolutten og markerede sin moralske holdning: I må ikke få topkarakterer! Ud og feje gaderne! Rektoren kløede sig i nakken og gik tomhændet ud. Og Oleg Pallesen sad tilbage uden penge, men med masser af moralsk tilfredshed – elsket af folk, der voksede op med danske værdier. Professoren var – om man vil – en rigtig dansk bollemand. Robust, rødmusset og til at stole på – ikke som bollemanden fra eventyret, der blev spist af ræven. Og moral: Bliv nu hjemme, hvorfor kan du ikke være lykkelig med familie og børnebørn? Hvorfor bliver I alle sammen fristet af eventyret som Rødhætte? Er danske sjæle bare altid ude på eventyr? Oleg Pallesen var en forsigtig mand, og han søgte aldrig eventyr. Men de fandt ham selv. Han havde undervist på universitetet i mange år. Nu kun på deltid, men selv det blev til besvær. De søde studievejledere på instituttet fortalte dagligt om ledelsens krav, der voksede som en lavine. Kravene steg, men lønnen gjorde slet ikke! Lærere burde virkelig få tillæg for det psykiske slid. Vejlederne havde ikke styr på matematik – ligesom ledelsen. Men for at lede, skal man jo bare kunne vifte med hænderne! Det er dig, der skal vide det hele! Og du skal aflevere bunkervis af rapporter! Hvor er årsrapporten? Kom i gang, sur professor! Sekretæren så nedladende på Palle: Hvad kan man tage af sådan en dinosaurus – han fatter jo ingenting! Han ved ikke engang, hvad cringen betyder! Og siger aldrig: ej, hvor er det fedt! Bukserne, forresten, er også håbløse! Mangler du penge? Der er masser af jeans nu! Arbejde gav kroner – men ingen glæde: glæden var familien – professoren havde en kone, to sønner og fem børnebørn. Med konen var der en særlig historie. Sagen var, at den kønne, slanke og krøllede Lise først absolut ikke brød sig om matematikstudenten. Men han blev forelsket ved første blik. Alligevel gik Lise med ham på date. Det var lige op til nytår. Det var koldt den vinter. Kavaleren spurgte straks: – Har du iført dig varmt undertøj? Det er iskoldt i dag! – Varmt undertøj? – undrede Lise sig. – Ja, altså: har du varme bukser på? Pigen rødmede, skuffet. Nej, hun krævede ikke rosenblade på vejen – dengang var tre nelliker toppen. Trods kulden kom Oleg med fem nelliker, pakket omhyggeligt ind i avispapir. Han gav dem og lagde dem i lommen igen – det gjorde man dengang. Godkendt! Hvordan er det nu i yndlingsfilmen? Gule bukser – tre gange “ku”! Filmen var slet ikke udkommet endnu. Men her var det samme type – varme bukser, tre gange “fu”! Man talte om store ting: satellitbyer, Bratsk-dæmningen, fysikere versus kulturfolk. Men så – varme bukser, sikke noget kedeligt prosa! Desuden havde den unge mand en kasket på, ikke en pels som alle andre – og den var alt for lille. Senere fandt Lise ud af, at det var, fordi han slet ikke gik op i tøj! Men dengang lignede runde Oleg med den skæve kasket mest af alt en kaffekande med låg. Lise blev trist og fortrød – hun gik hurtigt hjem, og de så ikke hinanden mere. Men fire år senere mødte kavaleren hende på gaden. Fire år, Carl! Han havde elsket Lise hele tiden. Og Lise? Ja, hun var stadig ugift som 25-årig – dengang blev man gift tidligt. Sådan en skønhed uden mand? Nej, der fandtes ingen ordentlig kandidat! Alt var bare useriøst, flygtigt. Og minderne om de varme bukser var nu bare morsomme. Ved genforeningen bar den nu kandidat i matematik god pels på hovedet, mens de fleste andre gik med kanin. Lise var ikke pengesyg – tværtimod! Hun så sin kavalér med nye øjne. De begyndte at ses, og snart blev Lise Pallesen og professorens solide støtte. Hun forelskede sig i den vittige Oleg. Sådan stod professoren nu foran auditoriet og tænkte på sin kone: hvor er han dog lykkelig for hende! Han skulle til at starte forelæsningen, men der var ikke nok fremmødte. 15 skulle være der, men kun tre var kommet. Hvorfor overhovedet? Som man siger: Betalt – så skal det bare sluges! Der var ikke tid til at vente længere – professoren begyndte at læse op. En halv time senere kom en udvekslingsstudent slentrende ind. – Hvorfor kommer du for sent? – spurgte professoren. – Jeg var på toilettet – maven slog knuder! – lød det frækt fra den flotte studerende. – En halv time? – Diarré, jo! – svarede studenten uden at blinke. Hele lokalet fniste… Hvad skulle man stille op? Studerendes frækhed over for lærere var uden sidestykke! Og hvad sker der i folkeskolen? Forelæsningen fortsatte: at kaste perler for… ja. Man kendte typen. Men professoren havde allerede besluttet sig. Han tog altid gennemtænkte beslutninger. Især denne gang. Senere kom den samme student til skriftlig prøve – men kunne ikke svare på et eneste spørgsmål. Ikke engang til 02! Hans navn stod ellers på listen over dem, der skulle have 12… Han bare sad og stirrede frækt på professoren – hvad vil du gøre, hvis rektoren har givet dig en ordre? Ved du, hvor meget jeg har betalt ham? Jeg vil se, hvordan du slipper ud af den, din idiot! – Hvorfor ved du ingenting? – spurgte Oleg Pallesen. – Har været syg, kunne ikke læse op! – Hvad var du syg med? – Maveproblemer! Det ved du da! Den flotte skæggede student vippede på stolen… – Nå ja, hvordan kunne jeg glemme, du er vores hovedudsendte! Det kan man ellers ikke se! – sagde læreren roligt og gav ham karakterbogen: Uden underskrift. Kom til omprøve! Og den total forbløffede student gik bare ud… Bagefter sendte Palle en mail til rektoren: Skal du bruge 12-taller, må du selv give dem! Så skrev han sin opsigelse. Han kom ikke næste dag og ville ikke arbejde opsigelsesperioden. Lad dem bare ødelægge hans CV – han var færdig med arbejdet! Afsted med dem – Pallesen var den eneste matematiklærer på universitetet… – Lise, jeg har sendt min opsigelse! – ringede Palle til sin kone. – Vil du tage imod en arbejdsløs pensionist? – Det kommer an på, hvordan du opfører dig! – svarede Lise. – Skal du have frikadeller eller fisk til frokost? – Da jeg er en rigtig mand, så frikadeller! – svarede professoren. Så sagde han: – Det er koldt i dag. Skal du til butikken, så tag varmt tøj på! – Jeg elsker også dig – sagde Lise stille.