Mette stod i køkkenet og foldede de nye håndklæder med et fint blomstermønster, da telefonen vibrerede. Fire ubesvarede opkald fra Lise, en kollega, blinkede på skærmen. Det var sikkert ikke noget vigtigt. Mette lagde håndklædet på hylden, men telefonen vibrerede igen.
– Mette, hvorfor svarer du ikke? – sagde Lise i en hastig tone. – Vidste du, at Kirsten, Jens’ mor, holder jubilæum på lørdag?
Mette stivnede, mens hun holdt håndklædet i hånden.
– Hvilket jubilæum?
– Hun fylder femoghalvfems. Lise ringede, hun er inviteret med Jens. Kirsten sendte invitationer ud for to uger siden.
Mette lod håndklædet glide ud af fingrene. Treogtyve år med Jens, og hun havde aldrig misset en familiefest. Nu gik det så let for Kirsten at glemme hende.
– Måske har de bare glemt at skrive mig på listen? – mumlede hun, selvom hun ikke troede på det.
– Glemme? Lise sagde, at der er en gæsteliste på tyve personer: Jens’ brødre med koner, endda naboen fra femte sal i deres gamle lejlighed.
Mette satte sig på en barstol. Minderne strømmede: hvordan hun havde hjulpet Kirsten efter en galdeblæreoperation, hvordan hun havde givet sine feriedage, så Kirsten kunne få nye proteser, hvordan hun havde passet børnebørnene, mens resten af familien var optaget.
– Det er alt sammen på grund af den kage sidste nytår. Husker du, at du købte den forkerte? – fortsatte Lise.
– Kagen har intet med det at gøre. Hun har altid set mig som en udenforstående, svarer Mette.
Døren smækkede i, og Jens kom ind, regnvandet dryppende af hans hår som et barn, der lige er kommet fra legepladsen. Mette så på de små rynker omkring hans øjne, på hans velkendte ansigt. Treogtyve år sammen, og stadig den samme følelse af at være en udenfor.
– Jens, holder din mor jubilæum på lørdag? – spurgte hun, mens hun prøvede at holde stemmen rolig.
Jens stod stille foran køleskabet, vendte hovedet ikke.
– Ja, der er noget i gang.
– Hvorfor sagde du ikke noget?
Jens åbnede køleskabet og stirrede på indholdet, som om han så det for første gang.
– Mor vil ikke have en stor fest. Kun den nærmeste familie.
– Den nærmeste familie, gentog Mette, og jeg er ikke en del af den?
– Mette, hvorfor starter du sådan her? Du kender din mor. Hun har sine særegenheder.
– Særegenheder? Jeg har tålet hendes særegenheder i treogtyve år! Det er ikke særegenheder, Jens, det er …
Hun kunne ikke finde det rette ord og viftede bare med hånden.
– Jeg hjalp hende efter operationen, da du var på forretningsrejse. Jeg gav afkald på min ferie, så hun kunne få nye proteser. Jeg passede hendes børnebørn, da Irma var på ferie. Treogtyve år med at prøve at være en god svigerdatter. Og det er sådan her?
Jens gned sig i næsen.
– Mette, behøver du virkelig at tælle hver eneste lille ting? Hvem skylder hvem?
– Jeg tæller ikke! – sagde hun, stemmen rystende. – Jeg vil bare være en del af familien. Din familie. Er det for meget at bede om?
Jens sukkede dybt og satte sig på en stol.
– Du overdriver. Mor vil bare have en stille fejring.
– Stille? For tyve personer? Endda naboen fra femte sal er inviteret!
– Hvorfor…?
Mette greb et nyt køkkenhåndklæde og begyndte at tørre den allerede tørre bordplade. – Treogtyve år, Jens! Hvad har jeg gjort forkert? Fortæl mig det!
Jens rakte ud efter hendes hånd, men hun trak den væk.
– Du ved, at mor stadig tror, du har fjernet mig fra hende.
– Fjernet mig? Du var femogtyve, da vi mødtes! Ikke fem!
Hun huskede første gang, hun trådte ind i Kirstens hus, og hvordan hun havde bagt en tærte efter sin bedstemor. Kirsten havde blot presset læberne sammen og sagt: “Vi bager ikke sådan i vores familie.”
– Hele mit liv har jeg prøvet at behage dig. Hvad har du gjort? Du sagde til alle, at jeg opdrager Mikkel forkert. Du sagde til mine forældre, at jeg ikke kan lave mad. Og du har altid holdt mund!
– Så hvad vil du have, at jeg skal gøre? – spurgte Jens irritabelt. – Skal jeg slås med min mor om en fest?
– Ikke om festen! – råbte Mette. – Om den måde, du behandler mig på! At din mor ikke har set mig som en del af familien i treogtyve år, og du har ladet det ske!
Hun vendte sig mod vinduet. Regnen silede ned, grå og trist, som hendes humør.
– Stop med at gøre det til et drama, – sagde Jens, mens han gik hen og gik om hendes skuldre. – Vil du have, at jeg taler med hende? Måske er det bare en misforståelse.
– En misforståelse? – svarede Mette, mens hun slap fri fra hans omfavnelse. – Det ville have været en misforståelse, hvis det var første gang. Men nu er det blot et slag i min sjæl.
I de følgende dage gik Mette i en tåge. På arbejdet smilede hun gennem sammenbidte tænder, derhjemme var hun tavs. Jens prøvede at mægle, men hver diskussion kun forstærkede smerten.
– Du har ingen idé om, hvor vred hun var sidste år over den kage, – sagde han en torsdag, mens de spiste aftensmad. – Mor tror, du gjorde det med vilje.
– Med vilje? – sagde Mette og lagde gaffelen ned. – Jeg gik til tre bagerier for at finde en glutenfri kage, fordi hun er allergisk!
– Men du ved, at hun kun kan lide marengs, og du købte en med flødeskum.
– De havde ikke marengs! – hun græd. – Tror du virkelig, jeg brugte en halv dag på at lede efter en kage for bevidst at vælge den forkerte?
Jens forblev tavs, og stilheden talte højere end ord.
Fredag aften gik Mette ind på Mikkels værelse. Mikkel var hjemme for weekenden, liggende på sofaen med telefonen i hånden.
– Mikkel, bedstemorens jubilæum er snart.
– Ja, sagde han uden at løfte blikket fra skærmen. – Far fortalte mig.
– Og du… kommer?
Mikkel så endelig op.
– Bedstemor bad mig. Hvad, vil jeg ikke lykønske hende?
Mette nikkede, forsøgte at skjule sin skuffelse. Selv hendes søn så ikke uretfærdigheden.
– Selv
