Kunne du ikke lige tage en anden morgenkåbe på? Det er kvalmende at se på dig i den samme gamle, laset ting, du ligner en halvkedelig kræmmer fra torvet. Prøv at se på Frederikke fra 2. sal. Hun svæver næsten, altid smart klædt på, selv når hun går ud med skraldet i høje hæle. Og så dufter hun friskt, som foråret ikke af stegte løg, sådan som du gør.
Kirstine satte langsomt sin tunge jernpande ned på komfuret. Olien hvæsede, men det druknede i den rungende stilhed, der med ét fyldte køkkenet. Hun stod med ryggen til sin mand, kiggede på de blanke fliser, hun netop havde gjort rene i weekenden. Indvendigt knækkede et eller andet. Ikke med et brag, bare et sagte klik, som når en femmer ryger ned i en dyb brønd.
Frederikke er femogtyve, sagde Kirstine roligt uden at vende sig om. Hun bor alene, arbejder som receptionist i en salon og får maden leveret. Jeg, Erik, er lige kommet hjem fra fabrikken, har slæbt varer hjem fra Kvickly, stået i kø, båret poser op, og nu har jeg været i gang ved komfuret i snart to timer, så du kan få frokost med i morgen.
Gud, nu starter du igen! affærdigede Erik hende, mens han læste aviser på mobilen ved køkkenbordet. Jeg er træt, jeg arbejder. Alle arbejder. Min mor gjorde også, løftede tre børn, og min far var altid velklædt og havde hjemmebag. Det handler ikke om arbejde, Kirsten. Det handler om vilje. Du har givet op. Tror du, at vielsesringen er garanti for alt? En mand har brug for inspiration. Se bare, Frederikke smilede til mig i elevatoren i går så havde jeg god energi hele dagen. Men herhjemme møder jeg dig med sammenbidte læber og frikadeller. Kedeligt, Kirsten. Intetsigende.
Kirstine slukkede for blusset. Frikadellerne var ikke helt færdige, men nu var det lige meget. Hun tørrede hænderne i det samme forklæde, som Erik netop havde kritiseret, og bandt det op.
Kedeligt, siger du? hun vendte sig mod ham. Hendes ansigt var skræmmende roligt. Normalt svarede hun igen eller begyndte at græde. Nu blev det bare stille. Mangler du inspiration?
Ja, det gør jeg, mumlede Erik uden at løfte blikket fra skærmen. Har vel ret til lidt æstetik i mit eget hjem?
Selvfølgelig har du det, Erik. Helt ret.
Kirstine hængte forklædet på krogen, gik roligt ud i badeværelset, og stillede sig lang tid under bruseren. Hun vaskede køkkenlugten, trætheden og Eriks sårende ord af sig. Hendes hænder var rimelig velplejede trods arbejdet, men ikke unge længere. Syvogtyve års ægteskab. Hun havde været hans faste base, rettet hans skjortekraver, behandlet hans forkølelser, sparet op til hans vinterdæk og fiskestang.
Og nu Frederikke. Svingende hæle.
Da hun var færdig, smurte hun ansigtet ind i sin bedste natcreme, tog den silkepyjamas på, som hun ellers sparede til særlige lejligheder, og lagde sig i sengen med ryggen til. Erik kom senere, mæt (havde sikkert spist rester i køleskabet) og selvtilfreds. Han lagde sig ind til hende, men hun trak sig.
Helt ærligt, hvad surmuler du for? sukkede han. Jeg sagde jo bare sandheden, for din skyld. Du skal tage det som konstruktiv kritik.
Kirstine svarede ikke. Hun havde allerede besluttet sig.
Næste morgen var alt anderledes. Erik blev vækket af vækkeuret, ikke af duften af friskbrygget kaffe og ristede toast. Alt var stille. Da han kom ud i køkkenet, var bordet tomt, komfuret koldt.
Han kiggede ind til soveværelset. Kirstine sad ved spejlet og lagde makeup. Hun havde den kjole på, hun plejer at tage på i teatret, og selvfølgelig høje hæle.
Næh, det kan jeg li, fløjtede Erik. Du har alligevel lyttet til manden! Sådan, smukke. Hvor er morgenmaden? Jeg skal afsted.
Der er ingen morgenmad, Kirstine lagde roligt læbestift, duttede læberne mod luften og tjekkede farven. Frederikke, så vidt jeg ved, starter dagen med en smoothie eller kaffe nede på bageren. Hun står ikke i køkkenet klokken seks. Jeg tror, jeg følger hendes gode eksempel. Æstetik, Erik, kræver ofre.
Spøg til side, sagde han irriteret. Jeg skal bruge energi. Giv mig et spejlæg.
Mit hår og makeup sidder, jeg står ikke og sveder ved blusset nu. Der er æg i køleskabet, du kan selv. Du er jo en stærk og inspireret mand.
Hun tog tasken og gik. Døren smækkede. Erik stod der, forvirret. Han fandt næsten ikke panden, olien sprøjtede, ægget blev sort i kanten og klistret ovenpå. Kaffemaskinen kogte over. Han spiste branket æg og snerrede: “Det går hurtigt over, hun må bare lige se, hvem der bestemmer her.”
Men det blev ikke bedre om aftenen. Erik kom hjem, ulvesulten, og længtes efter Kirstines suppe og frikadeller. Men køkkenet var tyst, ingen maddufte, kun hendes diskrete parfume.
Kirstine sad i stuen med en bog, i pæn kjole og stadig skoene på.
Hej, sagde han og sparkede skoene af. Hvorfor har du ikke lavet aftensmad?
Hej, sagde hun uden at se op. Jeg har spist med veninder på café. Lidt salat, et glas vin. Det føltes rart som kvinde, ikke som hushjælp.
Hvad skal jeg så spise? Erik begyndte at rase. Frikadeller fra i går?
De røg i skraldespanden. De var jo ikke helt stegte og du syntes, de duftede mærkeligt. Nye er der ikke.
Nu strammer du den, Kirsten! brølede han. Det var bare én bemærkning i går! Kan du ikke lave nogle dumplings eller noget?
Dumplings er i fryseren. Der er vand i hanen, gryde i skabet. Kom så i gang, Erik. Jeg er muza nu, ikke hushjælp.
Han blev rød i hovedet. Han overvejede at råbe, men noget i hendes blik stoppede ham. Hun så igennem ham, som på en irriterende flue. Det var værre end skældud.
Han gik ud i køkkenet, lavede overkogte dumplings og spiste dem direkte af gryden. “Vi får se, hvor længe hun holder den gående,” tænkte han.
En uge gik. Lejligheden var ikke beskidt, for Kirstine holdt pænt, men kun det synlige. Hun gjorde ikke mere noget, der var personligt for Erik.
Vasketøjskurven var overfyldt. Erik manglede rene sokker.
Kirsten, hvor er mine sokker? råbte han fra soveværelset.
Samme sted som altid. I kurven, lød det roligt fra stuen.
De er beskidte! Hvorfor har du ikke sat tøjvasken over?
Mine ting vaskede jeg i går. Ikke dine. Du sagde jo, mine hænder duftede af løg. Nu dufter de af lavendelcreme. Det skal jeg værne om.
Er du rigtig klog? Erik kom ud i gangen i underbukser og én sok. Skal jeg selv vaske? Skjorterne er ikke strøget!
Strygejernet står i vindueskarmen, strygebrættet bag døren. God fornøjelse. Muzaer vasker ikke mænds underbukser.
Han måtte selv starte vaskemaskinen, hældte alt for meget sæbe i, så det skummede op og løb ud. Skjorten blev kun halvgodt strøget og der kom en mærkelig fold over ryggen. På arbejdet kiggede kollegerne undrende, og den unge sekretær grinende lavmælt.
Det ramte ham på stoltheden. Han besluttede at ændre strategi hvis hun ville være uafhængig, kunne han vel også. Og hvis hun ikke gjorde sine pligter, hvorfor skulle han så?
Fredag aften gjorde han sig parat med aftershave og tog sin sidste, rimeligt pæne skjorte på (vasket af Kirstine for en uge siden).
Jeg stikker i byen, sagde han i døren. Tar nok på bar med drengene. Måske møder jeg Frederikke hun plejer at tage aftenture.
God fornøjelse, nikkede Kirstine bare. Husk nøglerne. Jeg går måske tidligt i seng.
Erik ventede, at hun ville stoppe ham eller spørge, hvornår han kom hjem. Men hun sagde ingenting. I baren gik snakken ikke godt. Mændene klagede over arbejde, penge og politik. Erik klagede over konen.
Hun er fuldstændigt blevet skør, sagde han, mens han tømte sin øl. Laver ikke mad, vasker ikke tøj. Alt fordi jeg sammenlignede hende med naboen. Jeg mente det jo godt. For at sparke hende lidt i gang.
Du har dummet dig, Erik, rystede Mads på hovedet. For kvinder er sammenligninger det værste. Min ville smide mig ud. Du skulle hellere have købt blomster og undskyldt.
Skulle jeg undskylde? Jeg er mand! Hvis jeg giver efter, ender jeg under tøflen. Nej, jeg skal vise hende, hvem der bestemmer. Jeg lukker for hendes dankort nu.
Det virkede som en genial idé. Kirstine tjente mindre end ham, så han var vant til at betale det meste. Når hun har spist havregryn længe nok, varmer hun nok gryden igen, tænkte han.
På vejen hjem stødte han på Frederikke ved opgangen. Hun kom ud af en Uber hånd i hånd med en ung, flot fyr i habit, som smilede til hende.
Godaften, Erik! hilsede Frederikke muntert. Må jeg præsentere dig for Mikkel, min forlovede.
Mikkel gav ham et fast håndtryk og smilede venligt. Erik følte sig pludselig som en gammel klovn i krøllet skjorte. Frederikke kiggede på ham som på en slidt stol ingen interesse, ingen inspiration.
Hjemme var der mørkt. Kirstine sov. Erik valgte at sove på sofaen i stuen.
Næste morgen førte han sin plan ud i livet. Han overførte alle penge fra fælleskontoen til sin egen, og ventede…
Dage gik, køleskabet blev tomt. Til sidst kun et stykke ost og lidt sennep tilbage. Erik fik mad på arbejdet og ellers pizza fra et sjasket sted. Kirstine? Hun spiste tilsyneladende ikke eller måske ude.
Efter et par dage råbte han fra entreen:
Kirsten, jeg sulter. Skal vi ikke i Netto?
Nej, sagde hun uden at tage øjnene fra tvet. Jeg handler selv. Købte græsk yoghurt og frugt til mig selv, de står i det lille køleskab i værelset. Du ved, det fra kolonihaven.
Hvad med mig?
Du spærrede min konto, Erik. Så er husholdningen også delt. Jeg køber, hvad jeg vil, til mig selv. Ikke til dig.
Det er mine penge! råbte Erik. Jeg tjener mere, jeg bestemmer!
Bestem du bare. Men lejligheden her er min, arvet efter mormor før vi blev gift. Du er kun lejer. Og hvis du vil have markedsvilkår, kan vi snakke om husleje?
Han kunne næsten ikke få luft.
Smider du mig ud? Bare fordi jeg sagde, at naboen så bedre ud?
Nej. Fordi du ikke længere ser mig som et menneske, men som en servicefunktion. Giv, hent, vask, lav mad. Samtidig forlanger du, at jeg skal ligne en bekymringsfri tyveårig. Du vil have både hygge og fascination. Men vil ikke betale med respekt. Du betaler kun med kritik.
Hvem skulle dog ville have dig, nu hvor du er halvtreds! snerrede han sit sidste, mest sårende argument.
Måske ingen. Men så lever jeg heller alene. Gør, hvad jeg vil. Spiser, hvad jeg vil. Går i det, jeg kan lide. Ensomhed er ikke kun at være to, hvor den ene er ligeglad med den anden.
Kirstine tog sin bog og gik ind i soveværelset.
Erik sad slukøret tilbage. Mavens tomhed var intet mod frygten for at være virkelig alene. Han begyndte at indse, at det ikke bare var en sur kone. Det var forbi. Hun mente det.
Han forestillede sig et liv uden Kirstine: En kold, lejet 1-værelses, frituremad morgen, middag og aften, ingen der spørger ind til hverdagen, ingen der finder briller. Og Frederikke? Hun lagde næppe mærke til ham.
Han forsøgte at være ligeglad, men ingen lagde mærke til hans tavshed. Hans mad blev ikke bedre, uanset hvor meget han forsøgte. Han så Kirstine tage på arbejde, oprejst og smuk, stærkere end længe. Hun lignede næsten den unge kvinde, han mødte for tredive år siden blot mere uigennemtrængelig.
Lørdag morgen vågnede han til duften af vanilje og friskbagte boller ikke stegte løg. Hans hjerte bankede håbefuldt. Mon hun alligevel?
Han løb i køkkenet. Kirstine tog netop en stor bradepande ud af ovnen i pænt, men afslappet hjemmetøj.
Kirsten! pustede han, smilende. Skønt, du har bagt! Jeg vidste, du ikke kunne være sur længe. Fred?
Helt roligt satte Kirstine bradepanden fra sig, skar et stort stykke, lagde det på en tallerken.
Det her er til mig, sagde hun. Resten tager jeg med.
Hvorhen?
Til kaffe hos veninderne. Vi har aftalt hygge.
Hvad med mig? hans smil forsvandt.
Du kan jo nyde duften du ville have æstetik. Så nyd vaniljeduften. Men bollerne spiser man kun, hvis man værdsætter mig og ikke sammenligner mig med andre damer.
Hun pakkede kagen ind, satte den i en pose og kastede et langt blik på Erik:
Forresten, jeg har søgt om skilsmisse. Ansøgningen gik igennem i går. Nu har vi en måned til eventuel genforening. Jeg vil ikke. Så begynd at lede efter et sted at bo du får en måned. Pengene på din hemmelige konto kan du beholde og bruge på leje eller invitere yngre damer ud. Hvis de altså vil se dig.
Kirsten, vent! Erik greb hendes hånd. Undskyld! Jeg var en idiot! Jeg elsker dig! Jeg skal nok lave mad selv! Jeg køber blomster!
For sent, Erik. Toget er kørt, og det var ikke et bumletog. Jeg vil leve for min egen skyld nu. Syvogtyve år for dig har vist sig at være værdiløst. Slip min hånd.
Hun trak sig fri, tog sin pose og gik.
Erik blev stående, og så på, hvordan en krumme af kagen blev kold på bordet, mens solen skinnede udenfor og Frederikke grinede nede på gaden sammen med sin forlovede. Lejligheden lå stille. Han gik ud i entreen, kiggede sig ærligt i spejlet for første gang i lang tid de mørke rande, de tynde tindinger, den anseelige mave. Pludselig vidste han, at Kirstine havde ret. Kejseren var nøgen. Han var ingenting, heller ikke for kvinden, han havde taget for givet. Selv hun havde han mistet.
En måned efter blev de skilt. Erik flyttede ind i et lille værelse i Brønshøj, nænnede ikke at bruge penge på en stor lejlighed, især fordi gamle børnebidrag dukkede op nu, hvor Kirstine ikke længere holdt styr på hans økonomi. Han prøvede at skabe sig et liv, men tog hurtigt på, blev mere sjusket. Ingen kvinder kiggede hans vej.
Kirstine blomstrede op. Hun lavede totalrenovering, smed hans gamle, nedslidte sofa på lossepladsen, meldte sig til dans. Og der gik rygter om, at hun havde fået en kæreste en rolig mand, som ikke sammenlignede hende, men bare gav hende blomster for ingen grund og elskede hendes bagværk. Fordi han vidste, at en kvinde er ikke en hushjælp eller en plakat men varme, der kun bliver, så længe den bliver værdsat. Ellers finder den et andet hjem.
