– Dine ting har jeg allerede pakket, sagde min mand – Søn, hvorfor vil du dog gifte dig med hende? – prøvede hans mor at tale ham fra det. – Jeg elsker hende! – svarede sønnen lettere forundret over, hvordan det kunne være så svært at forstå. – Du får det hårdt med hende! Hun ser jo ikke andre end sig selv! Den kønne blonde Lykke havde besluttet sig for at give sin mand Mads en royalt gave på deres femårsbryllupsdag. Og hvem har egentlig sagt, at alle blondiner er overfladiske? Peg dem lige ud! Lykke, eller Lucienne, som Mads kaldte hende, havde høje tanker om sit eget sind – og hun besluttede sig for at bevise det med en ganske særlig overraskelse til sin mand. Selvom han nu elskede sin søde Lykke helt uden beviser. De havde været gift i fem år, og netop denne første runde bryllupsdag skulle markeres med manér. Deres møde havde været helt almindeligt – nogle fælles venner havde inviteret dem til fødselsdagsfest. De dansede hele aftenen sammen, han fulgte hende hjem, fik nummeret, de begyndte at ses – og nu skulle de fejre fem års på papiret lykkeligt ægteskab. Men pæne Lykke begyndte nu at synes, manden var blevet lidt kedelig. Og alle problemer starter det samme sted: en kvinde sad og kedede sig… Mads knoklede jo virkelig meget – der var næsten aldrig tid eller energi til samtaler. For kone ville ikke slide sig op med arbejde: lidt blogging tæller ikke! Så Mads sørgede for deres lille husholdning alene. Det der blogging gav nu ikke rigtigt penge: folk tilmeldte sig ikke for fotos af en letpåklædt skønhed, lige meget hvor meget Lykke prøvede. – Det florerer jo overalt på nettet i dag! Folk har andre problemer end at kigge på bagdele. Ja, bagdele. Og hvad så? Og intet mere! Kona gav nu ikke op, og prøvede nye vinkler og lys: dagene gik sådan for hendes vedkommende. Selvfølgelig var der pauser i dette titan-arbejde: tid til mad, shopping, veninder, skønhedspleje og selvudvikling. Altså, et helt almindeligt liv for en moderne skønhed, der nådigt gav sin mand lov at nyde hele herligheden. Mads elskede sin kone – man elsker jo ikke for noget, men på trods. Og han var hverken dum eller blind – han så godt… Såvel de halvhjertede forsøg på bloggerkarrieren, hendes overvurdering af sig selv, det maniske selvudviklings-state-of-mind… Men hvad så? Ja, sådan var hans Lykke! Mennesker elsker hinanden med fejl og alt. – Søn, hvorfor vil du dog gifte dig med hende? – forsøgte mor igen. – Jeg elsker hende! – svarede Mads. – Du får problemer med hende! Hun ser kun sig selv! Men mor sagde bare dumheder: hun da normal nok! At hun ikke kunne få job efter universitetet, det sker jo hele tiden! Og hans løn var jo stor nok! Når de engang skulle have børn, måtte han jo finde på noget mere. Mor forstod efterhånden, at hendes indvendinger var latterlige – og lod ham være. Og nu… deres bryllupsdag, hurra! Begge havde forberedt en gave. Han gav hende fine diamantøreringe, hun gav ham – tadaah: et avanceret dashcam til bilen! Med mikrofon og det hele! Jubilæet blev fejret på god restaurant: alt klappede. Mads satte pris på gaven: ”Du er jo superskarp, skat!” Desuden nød Lykke de misundelige blikke fra hans venner og deres koner: ”Du har været heldig med konen, Mads!” Særligt barndomsvennen Bojalas kiggede længselsfuldt – hans Irma var ikke videre køn… Lykke fyldte sig med stolthed: hun havde sat alle på plads! Ikke bare noget kedeligt uldundertøj eller en pengepung med initialer – hvem kan slå mig nu? Jubilæet klingede af, hverdagen vendte tilbage, og nu begyndte Mads at tænke på børn. Men pludselig ville Lykke for alvor i gang med selvudvikling – denne gang på kurser med fysisk fremmøde: on-line var bare ikke godt nok! – Jeg skal begynde til kurser IRL, grinende meldte Lykke over leveringpizza. – Du betaler, ikke, skat? – Selvfølgelig, søde, svarede Mads. Kurserne var to gange ugentligt om dagen. Passede jo med, at han arbejdede. Mads var ærligt talt lidt flov over konen, mest over for sin mor. Han var tilfreds, men moren… Hun sagde aldrig noget, men man kunne læse på hendes ansigt: ”Er dét en kone?” Hverken mad, rengøring eller tøjvask – alt gjorde Mads eller lejede hjælp. Selv at vaske tøj var for svært: ”Jeg kan altså ikke huske de dumme knapper, skat!” Mor led i tavshed, som moderen i en gammel Shukshin-novelle – sønnen måtte selv vaske tøjet… Men Mads var tilfreds. Når konen fik sine kurser overstået, kunne de lave familieforøgelse, og så ville mor nok smelte og hjælpe med barnebarnet. Men konen tog et kursus mere: ”Vil, vil, vil!” Og Mads betalte igen. Det var dog ingen nød – hun var kun syvogtyve, han tredive, og man kan jo få børn til pensionsalderen i dag! Nu nærmede Nytår sig, Mads var i feststemning, og parret skulle fejre med Bojalas og Irma. Tilfældigt ville Mads lige tjekke dashcamet – måske for at slette gammelt eller se noget sjovt. Og hvad så han: Hans bedste kammerat Bojalas og hans egen Lykke… i gang på bagsædet: kæmpeselvudvikling! Med lyd og det hele. Det var sket mange gange – altid i timerne, hvor Lykke gik til ”kursus.” Hun lånte hans bil, han tog bus. De morede sig bagefter med at grine af deres respektive ægtefæller. – Forestil dig, han kan ikke engang kysse rigtigt! – fnisede Lykke. – Bare spyt og bobler! Ikke som dig, skat! Så det var ikke kun Mads, der var skat… og oven i købet var han heller ikke nogen ret storartet elsker… Mads var knust. Havde hun løjet om alt, selv i sengen? Nå… Bojalas led også under storhedsvanvid, og havde totalt glemt, at dashcams kan optage… og han er endda bilelsker! Så alt dette år havde Lykke… været Mads utro. Og ikke bare det, men med hans bedste ven, endda i hans egen bil. Og veninden Irmas nummer havde Mads – han kunne bare sende optagelsen og smadre hendes ægteskab, men det ville han ikke gøre. Bojalas prøvede at ringe, men Mads blokerede ham. Så sådan sluttede året: med et knust ægteskab. Skilsmissen gik let – alt var Mads’, Lykke blev sat på gaden med en kuffert. Med hendes ”selvudvikling” ville det kun blive til en plads som influencer for nogen kinky sites… Nytåret fejrede Mads med sin mor. Så Lykke fik alligevel bevist, at hun var kvik – for takket være gaven fra hende ændrede Mads’ liv sig til det bedre. Man siger, verden ikke forandrer sig, men det gør den – kun klassikerne varer evigt. Og Sjov med Shukshinskij lever stadig.

Dine ting har jeg allerede pakket, sagde ægtemanden med kold stemme.

Sønnike, hvorfor skal du dog gifte dig med hende? forsøgte hans mor at tale ham fra det.

Jeg elsker hende, mor! sagde han forundret, som om det burde sige sig selv.

Du får så meget bøvl med hende! Hun ser jo kun sig selv i spejlet!

Den smukke, lyshårede Mille havde bestemt sig for at give sin mand, Emil, en gave af royale dimensioner til deres femårsbryllupsdag. Og hvem sagde egentlig, at alle blonde kvinder var tomme i hovedet? Lad mig lige se det fjols!

Mille eller Mille-Lise, som Emil tit kaldte hende havde en tårnhøj mening om sin egen mentalitet. Hun ville bevise det for Emil gennem sin gave.

Han elskede ellers allerede sin yndige kone uden gave.

De havde været gift i fem år, og netop til denne første, rigtige jubilæumsdag havde Mille forberedt overraskelsen.

Der var ikke noget særligt over deres møde: nogle fælles venner havde inviteret dem til fødselsdag i Aarhus.

De dansede hele natten, han fulgte hende hjem, fik hendes nummer, og så begyndte de at ses. Nu stod de foran deres fem år som ægtefolk og generelt, et lykkeligt liv sammen.

Men smukke Mille-Lise syntes, hendes mand var blevet lidt kedelig. Og alle problemer havde den samme rod: kvinden sad derhjemme og keeeeedede sig

Emil knoklede virkelig meget. Der var sjældent tid eller overskud til samtaler, især fordi Mille ikke gad arbejde hendes forsøg som influencer talte ikke! Så det var Emil, der måtte betale for hele deres lille husholdning.

Millles influencer-drømme kastede ingen penge af sig. Folk stod ikke ligefrem i kø for at følge en halvklædt skønhed på Instagram de havde andet at give sig til.

Sådan var det også her: folk havde andre bekymringer end at beundre en lækker bagdel. Og hvad så?

Mille opgav dog ikke så let. Hun prøvede med nye vinkler og fint lys det var hendes hverdagsbeskæftigelse.

Midt i alt det var der naturligvis pauser: til mad, shopping, venindehygge, neglepleje, frisør og selvudvikling.

Kort sagt, et moderne dansk yndlingsliv som hun venligt havde tildelt Emil adgang til.

Emil elskede sin hustru: man elsker trods fejl, ikke på grund af egenskaber. Han var ikke dum. Han så hendes uheldige influencer-eventyr, hendes overdrevne selvbillede, og hendes modvilje mod at gøre andet end at nusse omkring sig selv.

Ja ja, Mille var nu sådan. Man elsker jo hele pakken, med revner og det hele!

Sønnike, hvorfor hende? spurgte hans mor igen, samme fjerne blik.

Jeg elsker hende! sagde han med rynket pande.

Du får det svært med hende! Hun tænker kun på sig selv.

Hans mor sagde kun vrøvl. Kom nu, hun var da bare en almindelig pige. At hun ikke kunne få et arbejde efter universitetet, var jo helt normalt i Danmark i vores dage!

De fleste unge tog ekstrajob eller kørte bud men Mille mente, hun var over det.

Desuden tjente Emil godt, og når de engang ville have børn, skulle han nok finde ud af noget. Moren opgav sine protester.

Og så kom dagen for femårsjubilæet hurra!

Begge havde forberedt en gave. Han gav hende et par elegante diamantøreringe, hun gav ham tadaaa: et dashcam til bilen!

En rigtig smart én, med høj opløsning og mikrofon, så han kunne føle sig snydt, hvis han påstod, hun ikke forstod sig på teknik.

Jubilæet blev fejret på en Michelin-restaurant i København og forløb perfekt. Emil blev rørt over gaven: Hvor er du dygtig, min skat!

Mille følte sig stolt under de misundelige blikke fra Emils venner og deres koner: Du har trukket lotto-kuponen, Emil!

Særligt Emils gamle gymnasiekammerat, Bo, var grøn af misundelse hans kæreste, Ida, var ikke ligefrem en skønhed.

Mille følte sig som aftenens stjerne: hun havde virkelig sat de andre til vægs! Dashcam hvem kan toppe det?

Efter festen faldt hverdagen hurtigt til ro. Emil begyndte at tænke på børn.

Men Mille fik pludselig travlt med selvudvikling igen. Nu dog på et nyt niveau: hun mente, fysisk undervisning gav meget mere!

Jeg skal på et fysisk kursus! bekendtgjorde hun over bestilt pizza. Og hun spidsede læberne bønfaldende:

Du betaler, ikke, skat?

Selvfølgelig, mus! svarede Emil. Han kunne ikke sige nej til hende.

Lektionen lå midt på dagen. Det passede jo Emil fint han arbejdede alligevel i det tidsrum.

Om kurset ville gavne Mille var uvist, men så var hun da beskæftiget og det var bedre end at gå og hænge.

Sandt at sige skammede Emil sig lidt over konen, når han var sammen med sin mor. Han syntes, alt var i skønneste orden, men hans mors øjne sagde: Er det virkelig din kone?

Hun kunne ingenting: hverken lave mad eller gøre rent. Emil eller rengøringshjælp tog sig af det hele.

Selv vasketøjet måtte Emil ordne: De fjollede knapper på maskinen, jeg kan aldrig huske dem, skat!

Morens øjne voksede trætte medlidenhed. Hun led ligesom mødrene i de gamle dansk-noveller, der så sønnen vaske undertøj, mens konen fnøs på sofaen.

Dog var Emil tilfreds. Når Mille var færdig med sine kurser, ville de fokusere på at få deres ønskebarn en lille pige i kardemommefarvede sko og kyse.

Så var familien komplet. Og så skulle Emil håbe, at hans mor ville hjælpe som mormor.

Men Mille fortsatte på endnu flere kurser: Vil-vil-vil!

Emil bøjede nakken og betalte igen. Hendes kamstrupperfektionisme flød snart ud af hver sprække.

Intet slemt i det Mille var bare 27, Emil 30, og hvem sagde, at kvinder i Danmark ikke kunne få børn til årene bøjer? Med alle de politikere og influencere, var der ingen grænser længere bare se på kendisserne.

Snart nærmede sig årets højdepunkt: nytårsaften. Emil var i festhumør, alt spillede! De skulle fejre sammen med Bo og Ida familierne var tætte.

En dag ville han slette noget på dashcamet måske gamle optagelser, måske ville han blot se, hvad der lå på det.

Og der på skærmen dukkede Bo og Mille op… på bilens bagsæde. De var i gang med deres lad os bare sige intime selvudvikling. Intet overladt til fantasien.

Det viste sig, det var sket flere gange. Altid i dagtimerne, når Mille havde kursus: Emil efterlod hende bilen, mens han selv tog toget.

Lyd var der også. Ingen skam ingen skulle alligevel opdage det.

Bagefter grinte de om deres respektive partnere: Mille om Emil, Bo om Ida.

Og i deres samtale klagede Mille: Han kan ikke engang kysse ordentligt det er bare sutter og savl! Ikke som dig, skat!

Ups. Emil var ikke den eneste skat i hendes verden. Og nu vidste han, han ikke kun var almindelig, men under middel.

Emil var knust. Hun havde jo altid virket tilfreds med deres sexliv. Havde hun løjet? Det måtte hun have.

Men hvad med Bo? Ham stolede Emil på! Og tænk, han af alle burde have vidst, det kamera kunne optage. Han var notorisk bilelsker!

Emil sad stiv. Hele året, måske endnu længere, havde Mille haft en affære med hans bedste ven, i hans egen bil.

Og Bo ville stadig fejre nytår med dem som om intet var hændt!

Det var ligesom i de gamle noveller: også dér havde konen været utro.

Helt tom indvendig sad Emil og ventede på Mille. Hun var ude med veninderne.

Hun kom hjem: munter, livlig, sprudlende, og sagde:

Kan du forestille dig det, skat, Tanja anbefaler mig et nyt kursus! Tænk, hvad jeg kan lære dér!

Emil sad tavs, betragtede Mille, der lavede sjove grimasser, og tænkte på, at Moren havde haft ret: Hvorfor hende?

De horisonter, Mille jagtede, var allerede åbnet for alle vinde. Det var Bo, der havde lukket op.

Lytter du overhovedet? peb hun. Har du ikke hørt, hvad jeg siger?

Jo, at jeg ikke kan kysse ordentligt, sagde han med isnende stemme.

Mille tav, så spurgte hun lavt:

Hvor har du det fra?

Fra dit lille kursus med Bo.

Milles ansigt blev rødt, hun så chokeret ud hvordan vidste han dét?

Jeg tror, vi må skilles. Hvis jeg ikke lever op til verdensstandarden, må du prøve på markedet, sagde Emil iskoldt.

Dine ting er allerede pakket. Gå hen, hvor dine evner virkelig værdsættes!

Emil, undskyld! græd Mille og søgte hans blik. Det var et uheld!

Et uheld i næsten et år? Ved et uheld satte du dig ind i bilen, ved et uheld lå du med Bo, ved et uheld snakkede du grimt om mig og alt sammen næsten et år?

Har du været i narkose hele tiden?

Man kunne slet ikke kende Emil ansigtet var vredt, frossent.

Og tak for dashcamet, fortsatte han. Uden det sad jeg nok stadig her som nar hele livet.

Dashcam? Mille snøftede. Hvad har det med noget at gøre?

Jo, Mille! Kameraet optager overalt, Mille! vrængede Emil, uden et smil.

Det gik langsomt op for Mille kameraet havde optaget alt.

Hold da op! Fordømt, nu er alt tabt. Bo, for fanden Gud, hjælp mig! tænkte hun febrilsk selvom hun aldrig troede på Gud.

Men Gud hjalp ikke. Trods bønner og tårer røg Mille ud af lejligheden sammen med sin Louis Vuitton-taske, smidt på trappen. Emil led, men han kunne ikke gøre andet.

Mille-Lise forsvandt i decembermørket. Hvor hen? Måske til sin mor, i en lille lejlighed i Kolding.

Senere sendte Emil lydoptagelsen til Bo. Han havde også Idas nummer, men ville ikke sinke sig til at afsløre alt overfor hende det måtte Bo selv klare.

Bo forsøgte at ringe, men blev blokeret: så kan du lære dét, kammerat!

Det var den triste finale på et år, der skulle have været noget særligt.

De blev hurtigt skilt. Intet at dele: lejligheden var Emils, bilen lige så. Mille havde ingen penge, og det ville hun heller ikke få snart.

Med sin selvudvikling kunne hun kun gøre karriere i den branche, hvor den slags evner stadig blev betalt højt.

Nytår tilbragte Emil med sin mor. Ude i byen skulle han spille komedie og smile det magtede han ikke.

Så jo, Mille beviste, hun havde sin egen kløgt. Takket være hende blev Emils liv radikalt anderledes til det bedre, viste det sig. Hvordan? Det er en anden historie.

De siger, verden ikke ændrer sig. Den ændrer sig kun klassikere består. Lidt som Morten Korch evig dansk klassikerUgerne gik. Emil begyndte for første gang i årevis at sove tungt om natten. Han gik lange ture ved Kalvebod Fælled, lod regnen vaske gamle vaner bort og lærte at stå i stilheden uden at savne nogen stemmer ikke engang Milles, der engang fyldte det hele ud. Til foråret meldte han sig til et aftenhold i italiensk madlavning. Kokkeknive var sværere end regneark, og han lo med ukendte kursister over kikset tiramisu og rødvin i plastbægre.

En aften mens han stod og rørte risottoen indså han, at det hele ikke handlede om at være verdens bedste ægtemand, søn eller ven. Nogle gange skulle man bare være den bedste til at sige farvel, når livet krævede det. Striben på gulvet under stolen fra Milles dashcam blev aldrig fjernet; han lod den minde ham om, at tillid ikke gives gratis, men må vedligeholdes også til sig selv.

Et år senere var hverdagen helt anderledes. Inge, hans mor, dukkede ofte op med friskbagt franskbrød og kloge smil. Ida kom forbi med sin søn i hånden og fortalte med varme i stemmen, at Bo var flyttet til Jylland det kapitel lukkede hun. Emil og Ida grinede over gamle minder, og blev venner på rigtig voksen-vis: ingen bagtanker, bare ægte tillid.

En fredag ringede det på døren. Udenfor stod en mørkhåret kvinde med et venligt, lidt genert smil og en porcelænsblå madkasse under armen.

Er du den, der lavede verdens tørreste risotto på kursus sidste uge? spurgte hun.

Emil nikkede, overrasket men hans grin lød let for første gang i lang tid.

Jeg tænkte, du kunne få revanche, sagde hun og rakte kassen frem.

Og mens duften af varm pasta gled ind i lejligheden, tænkte Emil, at nogle tab åbner for sejre, man aldrig havde forestillet sig. For nu, og altid, vidste han: nogle gaver er til at glemme, men modet til at begynde forfra det er det ægte kongevalg.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

11 − 4 =

– Dine ting har jeg allerede pakket, sagde min mand – Søn, hvorfor vil du dog gifte dig med hende? – prøvede hans mor at tale ham fra det. – Jeg elsker hende! – svarede sønnen lettere forundret over, hvordan det kunne være så svært at forstå. – Du får det hårdt med hende! Hun ser jo ikke andre end sig selv! Den kønne blonde Lykke havde besluttet sig for at give sin mand Mads en royalt gave på deres femårsbryllupsdag. Og hvem har egentlig sagt, at alle blondiner er overfladiske? Peg dem lige ud! Lykke, eller Lucienne, som Mads kaldte hende, havde høje tanker om sit eget sind – og hun besluttede sig for at bevise det med en ganske særlig overraskelse til sin mand. Selvom han nu elskede sin søde Lykke helt uden beviser. De havde været gift i fem år, og netop denne første runde bryllupsdag skulle markeres med manér. Deres møde havde været helt almindeligt – nogle fælles venner havde inviteret dem til fødselsdagsfest. De dansede hele aftenen sammen, han fulgte hende hjem, fik nummeret, de begyndte at ses – og nu skulle de fejre fem års på papiret lykkeligt ægteskab. Men pæne Lykke begyndte nu at synes, manden var blevet lidt kedelig. Og alle problemer starter det samme sted: en kvinde sad og kedede sig… Mads knoklede jo virkelig meget – der var næsten aldrig tid eller energi til samtaler. For kone ville ikke slide sig op med arbejde: lidt blogging tæller ikke! Så Mads sørgede for deres lille husholdning alene. Det der blogging gav nu ikke rigtigt penge: folk tilmeldte sig ikke for fotos af en letpåklædt skønhed, lige meget hvor meget Lykke prøvede. – Det florerer jo overalt på nettet i dag! Folk har andre problemer end at kigge på bagdele. Ja, bagdele. Og hvad så? Og intet mere! Kona gav nu ikke op, og prøvede nye vinkler og lys: dagene gik sådan for hendes vedkommende. Selvfølgelig var der pauser i dette titan-arbejde: tid til mad, shopping, veninder, skønhedspleje og selvudvikling. Altså, et helt almindeligt liv for en moderne skønhed, der nådigt gav sin mand lov at nyde hele herligheden. Mads elskede sin kone – man elsker jo ikke for noget, men på trods. Og han var hverken dum eller blind – han så godt… Såvel de halvhjertede forsøg på bloggerkarrieren, hendes overvurdering af sig selv, det maniske selvudviklings-state-of-mind… Men hvad så? Ja, sådan var hans Lykke! Mennesker elsker hinanden med fejl og alt. – Søn, hvorfor vil du dog gifte dig med hende? – forsøgte mor igen. – Jeg elsker hende! – svarede Mads. – Du får problemer med hende! Hun ser kun sig selv! Men mor sagde bare dumheder: hun da normal nok! At hun ikke kunne få job efter universitetet, det sker jo hele tiden! Og hans løn var jo stor nok! Når de engang skulle have børn, måtte han jo finde på noget mere. Mor forstod efterhånden, at hendes indvendinger var latterlige – og lod ham være. Og nu… deres bryllupsdag, hurra! Begge havde forberedt en gave. Han gav hende fine diamantøreringe, hun gav ham – tadaah: et avanceret dashcam til bilen! Med mikrofon og det hele! Jubilæet blev fejret på god restaurant: alt klappede. Mads satte pris på gaven: ”Du er jo superskarp, skat!” Desuden nød Lykke de misundelige blikke fra hans venner og deres koner: ”Du har været heldig med konen, Mads!” Særligt barndomsvennen Bojalas kiggede længselsfuldt – hans Irma var ikke videre køn… Lykke fyldte sig med stolthed: hun havde sat alle på plads! Ikke bare noget kedeligt uldundertøj eller en pengepung med initialer – hvem kan slå mig nu? Jubilæet klingede af, hverdagen vendte tilbage, og nu begyndte Mads at tænke på børn. Men pludselig ville Lykke for alvor i gang med selvudvikling – denne gang på kurser med fysisk fremmøde: on-line var bare ikke godt nok! – Jeg skal begynde til kurser IRL, grinende meldte Lykke over leveringpizza. – Du betaler, ikke, skat? – Selvfølgelig, søde, svarede Mads. Kurserne var to gange ugentligt om dagen. Passede jo med, at han arbejdede. Mads var ærligt talt lidt flov over konen, mest over for sin mor. Han var tilfreds, men moren… Hun sagde aldrig noget, men man kunne læse på hendes ansigt: ”Er dét en kone?” Hverken mad, rengøring eller tøjvask – alt gjorde Mads eller lejede hjælp. Selv at vaske tøj var for svært: ”Jeg kan altså ikke huske de dumme knapper, skat!” Mor led i tavshed, som moderen i en gammel Shukshin-novelle – sønnen måtte selv vaske tøjet… Men Mads var tilfreds. Når konen fik sine kurser overstået, kunne de lave familieforøgelse, og så ville mor nok smelte og hjælpe med barnebarnet. Men konen tog et kursus mere: ”Vil, vil, vil!” Og Mads betalte igen. Det var dog ingen nød – hun var kun syvogtyve, han tredive, og man kan jo få børn til pensionsalderen i dag! Nu nærmede Nytår sig, Mads var i feststemning, og parret skulle fejre med Bojalas og Irma. Tilfældigt ville Mads lige tjekke dashcamet – måske for at slette gammelt eller se noget sjovt. Og hvad så han: Hans bedste kammerat Bojalas og hans egen Lykke… i gang på bagsædet: kæmpeselvudvikling! Med lyd og det hele. Det var sket mange gange – altid i timerne, hvor Lykke gik til ”kursus.” Hun lånte hans bil, han tog bus. De morede sig bagefter med at grine af deres respektive ægtefæller. – Forestil dig, han kan ikke engang kysse rigtigt! – fnisede Lykke. – Bare spyt og bobler! Ikke som dig, skat! Så det var ikke kun Mads, der var skat… og oven i købet var han heller ikke nogen ret storartet elsker… Mads var knust. Havde hun løjet om alt, selv i sengen? Nå… Bojalas led også under storhedsvanvid, og havde totalt glemt, at dashcams kan optage… og han er endda bilelsker! Så alt dette år havde Lykke… været Mads utro. Og ikke bare det, men med hans bedste ven, endda i hans egen bil. Og veninden Irmas nummer havde Mads – han kunne bare sende optagelsen og smadre hendes ægteskab, men det ville han ikke gøre. Bojalas prøvede at ringe, men Mads blokerede ham. Så sådan sluttede året: med et knust ægteskab. Skilsmissen gik let – alt var Mads’, Lykke blev sat på gaden med en kuffert. Med hendes ”selvudvikling” ville det kun blive til en plads som influencer for nogen kinky sites… Nytåret fejrede Mads med sin mor. Så Lykke fik alligevel bevist, at hun var kvik – for takket være gaven fra hende ændrede Mads’ liv sig til det bedre. Man siger, verden ikke forandrer sig, men det gør den – kun klassikerne varer evigt. Og Sjov med Shukshinskij lever stadig.
Leder efter brud. Bryllup – 1. juli