Da den elegante passager stak hånden i lommen, forventede Katja betaling – men ud kom en kniv: “Giv mig alle dine penge og kom ud af bilen!” Katja og hendes lille søn Alexander vinkede farvel til Alex, der rejste til USA for at give familien en bedre fremtid. Inden afrejse omfavnede han dem, beroligede de grædende, og lovede: – Katja, hvorfor siger du farvel som om det er for evigt? Et år går hurtigt – vi taler sammen hver dag, du vil dårligt nå at savne mig! Husk min mor, tag på ture sammen, pas godt på jer selv og vores firebenede vagter – de må ikke snydes for vaccinationer. Du ser jo selv, hvor trofaste de er, – sagde han kærligt og klappede de nervøse hunde, der allerede fornemmede afskeden. Flyet steg op fra Kastrup og forsvandt mod USA’s horisont, mens Katja, Alexander og de to hunde, Grev og Laban, tavse så maskinen forsvinde – et år med længsel ventede. Katja følte straks tomrummet i huset, hundene krøb tæt ind til hende. Den ældre Grev lå ved hendes fødder, Laban var som altid trøster. Weekenderne bød på lange ture med svigermor, fru Andersen – de talte om fremtiden, pakkede papirer, sorterede fotos. Sommeren blev tilbragt på familiehytten på Sjælland: havearbejde, skovture og badning i fjorden, hundene elskede friheden. Katja fik job, Alex ringede ofte, begejstret for det amerikanske eventyr og de nu lovende fremtidsudsigter. Efteråret kom, Alex fandt hus i New Jersey og bad Katja sælge lejligheden og sende pengene over Atlanten. Også svigermors sommerhus blev solgt – pengene blev overført. Katjas lejlighed gik som varmt brød, køber tog det hele, endda flyglet. Natten før flytningen blev hundene urolige. En urolig fornemmelse begyndte at gro i Katja. Alex ringede sjældnere – “travl med arbejdet.” Og den vinter ramte katastrofen: nedskæringer, Katja blev fyret. Danmark gik ind i økonomisk krise, job var der ingen af. Katten Grev magrede af. Svigermor foreslog opvasker-job og at tage madrester med hjem, men Katja insisterede på selv at tage ansvar. Langsomt gik det fremad: Grev tog på igen, mødte Katja ved opgangen hver aften og bar de tunge poser op. Katja brækkede armen på cafejobbet. Svigermor fik hjerteproblemer, Alexander manglede vinterjakke. Katja ringede til Alex: Pengene var brugt, “jeg prøver at sende noget.” Katja græd, svigermor trøstede, hundene lagde sig tæt til hende. Et par dage senere kom der endelig 1.500 kroner – brugt på medicin, mad og jakke. Katja indleverede pelsen og guldsmykker i pant, vel vidende, de aldrig kom tilbage. – Jeg begynder at køre nat-taxi, – erklærede hun for svigermor. Grev hoppede ind bagi – nu stod de sammen. Natarbejdet gav mere på én vagt end en hel måned før. Næste nat samlede hun op sin tidligere chef, som blev chokeret over at finde hende der, men tilbød straks arbejde i sit nye forskningscenter. Hun fik et jobtilbud og et visitkort. Glæden var til at mærke – Grev logrede vildt ved hjemkomsten. På vej hjem standsede hun for at samle en mand op – han skulle ikke langt. Ved adressen stak han hånden i lommen … og i stedet for penge trak han en kniv. I nattemørket lød pludselig et rasende brøl – Grev havde kastet sig over angriberen bagfra og bed sig fast. Manden kæmpede og råbte, kniven svingede, men Grev huggede tandsættet fat i hans arm – selv om han blev såret. Da Katja så blodet, svingede hun sin gipsarm mod angriberens ansigt. Manden væltede ud med hunden over sig. Katja fik revet Grev løs og kørte væk i hast. Hele natten spiste den lille Laban ikke – han lå og ventede uroligt ved døren. Katja vaskede Grevs sår, gav ham mad, og faldt udmattet i søvn med begge hunde tæt ind til sig. Fra den nat vendte lykken: Katja behøvede ikke længere vende enhver krone, fik forfremmelse, investerede endda i en ny bil. Alex begyndte at ringe kun ved højtiderne. Da svigermor døde fem år senere, var Alex fraværende, ingen hjælp kom – hun havde testamenteret lejligheden til Katja. Efter nogen tid bankede det hårdt på døren. Hundenes ører stod lige op. Alexander lukkede op – en elegant mand i jakkesæt med armene slået ud. – Nå, søn! Her er far hjemvendt! – smiskede han. – Jeg har kun én besked: Min far har jeg ikke set, og en forræder vil jeg ikke se! Kald på mor! – lød det køligt. Katja trådte frem, Grev og Laban stod som vagter bag hende. – Hvad vil du nu? – Hun fandt to hundrede dollars frem og smed dem på ham. – Her er din gæld – vi betaler altid det, vi skylder. I modsætning til dig! – Lejligheden var min mors! Den er min arv! Ud med jer! – Han truede, svingede attachétasken. Grev fór frem, væltede ham om og rev ærmet af frakken. Laban nappede i det andet. Alex jamrede: – Grev! Kender du ikke din gamle ejer? Grev gav ham endnu en ærme-prøve, mens Katja roligt trak hundene til sig og lukkede døren for altid. P.S.: Alex døde uventet af hjertestop i august 1998 – han så aldrig sit barn i Amerika. Han ligger begravet på det ortodokse kirkegård i Washington D.C. Ingen tog afsked fra Danmark.

Da hun ankommer til den oplyste adresse i Valby, åbner manden døren, stikker hånden i jakkelommen og blinker pludseligt med et knivblad. Med kold stemme kræver han: Giv mig dine penge, og kom ud af bilen

Karen står på banegården i København og tager afsked med sin mand, Mikkel. Ved hendes side holder lille Sigurd hende i hånden. Mikkel skal til udlandet han har fået et forskerjob i USA, og drømmen er at give familien et bedre liv.

Lige før boarding krammer Mikkel sin familie tæt og prøver at dulme stemningen:
Karen, min skat, du siger farvel, som om det er for evigt! Et år går hurtigt inden vi ser os om. Jeg ringer hver dag, så I bliver helt trætte af mig! Og husk nu at tage hjem til mor, tag Sigurd med i parken, hyg jer med hundene og sørg for at de får deres vaccinationer, ikke? De ved godt, noget er anderledes, de to vagtmaskotter.

Han klapper de to rastløse hunde, Thor og Bisse, bag ørerne, mens flyet blinker i morgensolen og hæver sig op over Kastrup og væk mod et kontinent på den anden side af Atlanten.

Karen, hendes søn og de to hunde står længe i stilhed og følger det sølvskinnende fly med blikket. Nu begynder ventetiden

Mikkel har kæmpet ni år for dette øjeblik. Som mikrobiolog har han følelsen af endelig at have sejret kontrakten med den amerikanske virksomhed er signeret, flybilletten kom i hånden, og virksomhederne har store forventninger. Han tænker allerede på sin nye hverdag over there, mens alt det velkendte Karen, Sigurd, mor, hundene, vennerne virker tusind kilometer væk.

Allerede samme aften mærker Karen, hvor tomt huset i Vanløse føles. Thor lægger sig tungt henover hendes fødder og betragter hende med mørke øjne. Bisse, den lille gadekryds, hun reddede for to år siden, kryber op mod hendes side og forsøger lydløst at trøste. I Sigurds værelse høres kun et stille suk; han savner sin far.

“Hvis bare det snart bliver sommerferie,” tænker Karen. “Så tager vi ud til farmor og holder ferie i deres sommerhus på Møn.”

Ingrid, Mikkels mor, bor i Sydhavnen, men på mange weekender sover hun over. De går sammen tur med hundene, besøger teater med Sigurd og drømmer sig væk i snak om fremtiden. De bladrer lystigt i mapper med gamle billeder og pas.

Sommeren bringer dem til Møns grønne marker. Alle arbejder i haven, går ture i skoven, svømmer ved stranden. Hundene elsker det frie liv og følger altid trofast efter familien.

Efter ferien starter hverdagen. Karen får job igen, men Mikkel ringer oftere og fortæller, at han savner dem men også, hvor spændende alt er i Amerika, og hvor lysende familiens fremtid ser ud.

Hen mod efterår ringer Mikkel, glad i stemmen: Han har fundet et hus, lagt udbetaling og beder Karen sælge deres lejlighed i Vanløse og sende pengene. Hun nægter dog at sælge bilen den har hun brug for. Mikkel forsøger at overtale sin mor til at sælge sommerhuset; de mangler stadig penge til at købe huset kontant, uden gæld.

Karens lejlighed ryger hurtigt med både møbler og flygel. Samme køber overtager også Ingrids sommerhus på Møn, og hele beløbet bliver sendt til Mikkels konto i USA.

Natten før det sidste flytterod nervøst skabes sammen, suser Thor og Bisse rundt mellem kufferterne og piver sagte. Karen mærker en urolig knude indeni, som ikke vil gå væk.

Efter flytningen ringer Mikkel sjældnere arbejdet tager al min tid. Da vinteren kommer, rammer katastrofen: der er nedskæringer på Karens arbejde, og hun står fyret. Danmark står i økonomisk krise, og jobmarkedet er umuligt. Ingrid får kun udbetalt pension med forsinkelse.

Thor bliver tyndere der er for lidt mad. Ingrid foreslår, at Karen kan tage opvaskerjob på den lokale café og tage madrester hjem til hundene. Karen nikker og smøger selv ærmerne op. Det vender alt: Da penge igen kommer ind, tager Thor på, møder glad Karen ved opgangen efter arbejde og slæber stolt poser med hjem.

Men uheldene stopper ikke: Karen falder på arbejdet og brækker armen. Samtidig begynder Ingrid at få dårligt hjerte. Sigurds vinterjakke er blevet for lille. Karen ringer til Mikkel, håber på støtte.

Hans stemme er kold: Efter huskøbet er der intet tilbage, men jeg prøver at sende noget.

Karen græder. Ingrid trøster, stryger hende blidt over ryggen og siger lavmælt:
Det skal nok gå, min pige. Vi klarer den.

Begge hunde lægger sig tættere ind til hende, som om de forstår alt.

Få dage senere lander der 1.500 kroner fra Mikkel. Pengene går straks til medicin, mad og en varm jakke til Sigurd.

Karen pakker sin minkpels og gamle smykker, går til pantelåneren vel vidende at hun aldrig får det igen. For første gang kører hun store sække med foder og dagligvarer hjem i bilen.

Der er nu ikke flere penge.

Jeg må ud at køre taxa, siger Karen til Ingrid.

Ingrid får et chok, men Karen bøjer sig ikke. Thor hopper op på bagsædet, lægger sig og ser ud som om han forstår, de må holde sammen nu.

Nattearbejdet giver hurtigt bonus: På én vagt tjener Karen mere end på en hel måned på sin tidligere stilling.

Næste nat tager hun endnu en runde. En pæn mand stiger ind hendes gamle chef. Han er chokeret over at se hende i denne situation og fortæller, han har ledt efter hende: Han åbner en NGO og vil have Karen som frontfigur. Han rækker sit visitkort.

Karen tager hjem næsten lykkelig. Thor logrer, da han hører hendes opløftede stemme.

På hjemvejen samler hun en sidste kunde op han skal kun køres et lille stykke. Da de holder, åbner han døren, stikker hånden i jakkelommen og i stedet for penge trækker han en kniv.

I det øjeblik giver Thor et vildt brøl og springer på manden fra bagsædet. Angriberen prøver at slå hunden fra sig med kniven, men Thor bider sig fast. Knivbladet ridser Thors kind, men han slipper ikke. Rystet over blodet på sin trofaste hund kaster Karen sig ind og slår gerningsmanden i ansigtet med sin gipsarm.

Manden vælter ud på fortovet, Thor i hælene. Karen får på mirakuløs vis trukket sin hund fri og kører hurtigt hjem.

Den nat rører Bisse ikke sin mad han sidder vagtsomt ved døren. Karen vasker og lapper Thors sår, fodrer ham og falder dernæst dødtræt i søvn på sofaen med begge hunde trykket tæt ind til sig.

Fra den dag er pengene ikke længere et åg, og da Karen får forfremmelse, køber hun sig en ny bil.

Mikkel ringer næsten aldrig længere. Kun ved højtider og altid med en frisk undskyldning for ikke at komme hjem. Fem år senere dør Ingrid af hjertesvigt. Til begravelsen er det hverken Mikkel eller hjælp derfra, men inden sin død skrev hun lejligheden over på Karen.

Flere måneder senere; dørklokken ringer insisterende. Hundene spærrer op og løber til døren. Sigurd åbner og ser en velsmurt, smilende mand i jakkesæt og med fin attachemappe, armene bredt ud:

Så, min dreng, vil du ikke byde din far velkommen hjem?

Sigurd svarer koldt:
Du er ikke min far. Jeg ser ikke på forrædere. Mor!

Karen dukker op, Thor og Bisse traver beskyttende efter hende.

Hvad vil du nu? Vent hun åbner tasken, finder to grønne 100-dollar sedler og kaster dem i hovedet på ham. Her, vi betaler vores gæld. Det er mere end du kan sige om dig selv. Forræder!

Den her lejlighed var min mors! Det er mit arv! Ud med jer! råber Mikkel, i det han løfter attachemappen truende.

I det sekund vælter Thor ham omkuld, flår ærmet på det dyre frakke af og snapper efter hans næse. Bisse river ivrigt i det andet ærme og knurrer truende.

Thor! Lille Thor! Hvordan kan du ikke kende din gamle ejer!? bønfalder Mikkel.

Med et nap river Thor det andet ærme af.

Karen fjerner roligt hundene og lukker døren. Slut.

P.S. Mikkel N. læser aldrig disse linjer. I august 1998 dør han pludselig af et hjertestop, uden at have mødt sit barn i Amerika. Han begraves på den ortodokse kirkegård ved Rock Creek i Washington D.C. Fra Danmark kom ingen for at tage afsked.