Dette er en dramatisk fortælling, der håndterer følsomme emner. Historien indeholder stærke følelsesmæssige øjeblikke og kan virke stærkt på nogle læsere. Mødet under regnen: Det styrtede ned, da en lille pige med beskidte klæder bad: “Må jeg bede om en mønt?” Hun hedder Suzy. Ricardo kom forbi, men det var ikke en vej, han normalt gik ad – han tog kun genvejen den dag. Han talte i mobil, klædt i dyrt tøj. Han stoppede ikke op eller så på pigen, men stak hånden i lommen og kastede en mønt. Den lille Suzy forsøgte at gribe den, men mønten gled mellem fingrene og landede i rendestenen. Hun blev knust, hendes mave knurrede af sult, og hun begyndte at græde. Ricardo, medfølgende, bøjede sig ned og kærtegnede hendes hoved. “Græd ikke, lille ven. Jeg tager dig med på McDonald’s – lyder det godt?” spurgte han. Suzy smilede, og glæden var tilbage i hendes ansigt. De gik derhen sammen. Mens Suzy spiste en burger, blev Ricardo nysgerrig. “Bor du alene på gaden?” Hun tog et bid, tyggede, og svarede: “Nej, jeg bor ikke alene. Hr. Ricardo, jeg bor sammen med min mor. Hun er meget syg, ved du. Hun plejede at samle flasker, men på grund af sygdommen kan hun ikke længere.” Ricardo så bekymret ud. “Hvad med din far?” Den lille Suzy tyggede med ketchup omkring munden. “Jeg har aldrig set min far. Min mor sagde, at hun blev gravid meget ung, kun 13 år, og hendes mor smed hende ud. Siden da har vi boet under broen i et telt. Det har vi gjort hele mit liv – jeg er ti år nu.” Ricardo smilede forsigtigt. “Sikke en svær situation… Hvad siger du til, at vi køber ind sammen? Jeg vil købe madvarer til dig og din mor, og så kan jeg hilse på hende.” Den lille Suzy smilede bredt, og afslørede sin tandløse mund. “Tusind tak, hr. Ricardo, du er så god! Jeg er sikker på, Gud vil give dig dobbelt tilbage!” Ricardo blev varm om hjertet; mærkeligt nok følte han, han kendte Suzy. Efter indkøbene gik Suzy og Ricardo sammen til broen, hvor det lugtede, og mange hjemløse boede i telte. I et gult telt gik Suzy og Ricardo ind. Da han så Suzys mor, som hed Marcela, blev han chokeret. “Marcela?” udbrød han. Suzys mor blev også forskrækket. “Ricardo?” Suzy blev forvirret. “Kender I hinanden?” Ricardo blev så rørt, at tårerne løb. “Ja, ved du, lille Suzy, din mor var min kæreste! Det er ti år siden. Men Marcela blev gravid, og jeg så hende aldrig bagefter. Din mormor sagde faktisk, hun var død! Det troede jeg aldrig på. Jeg ledte efter hende over hele byen, men jeg fandt hende aldrig – og nu forstår jeg endelig hvorfor.” Suzy krammede Ricardo. “Så du er min far? Min rigtige far?” Han omfavnede hende. “Ja! Nu, hvor jeg har fundet jer, forlader jeg jer aldrig! Kun Gud kunne få mig til at gå ad den vej og finde min familie. Tak, Gud!” Og Marcela krammede ham også: “Åh Gud, hvor er du vidunderlig.” Det var, som om Gud var glad med dem, for regnen stoppede og en regnbue dukkede op på himlen. Herefter flyttede Suzy og Marcela ind i Ricardos lejlighed, hvor der aldrig manglede mad, og det vigtigste – kærlighed. Af det var der i overflod, og sådan blev de lykkelige.

Det var en særlig tung dag, hvor jeg oplevede noget, som stadig fylder mig med tanker. Himmelen over København var helt grå, regnen silede ned ad de gamle brosten. Jeg havde taget en anden vej hjem fra arbejde sådan er det tit, at jeg bare vælger det korteste, uden at tænke. På vej mod Nørreport gik jeg og talte i min mobil, mine pæne sko og min nye jakke mod den kolde regn, da en lille pige med beskidte, pjuskede klæder trådte forsigtigt frem og sagde: Må jeg få en mønt, tak? Hun hedder Lærke.

Uden at se rigtigt på hende rakte jeg en mønt op af lommen, en femmer, og kastede den let hen mod hende. Men selvfølgelig rullede den væk, og med et plask var den væk ned gennem en rist. Jeg så straks, hvor skuffet hun blev; hun bøjede hovedet og begyndte at græde så lydløst, mens hendes mave rumlede.

Noget i mig stoppede. Jeg satte mig på hug, lagde hånden blidt på hendes mørke hår og sagde: Skal vi gå ind og få noget at spise? Jeg vil gerne invitere dig på en burger i McDonalds. Lærke kiggede op, smilede lidt og nikkede.

Indenfor sad vi i varmen. Jeg bestilte pommes frites og burger til hende, og en cola, hun spiste med energi. Jeg kunne mærke min nysgerrighed: Bor du alene på gaden?

Hun tog sig god tid, slugte maden og sagde til sidst: Nej. Jeg bor sammen med min mor, Rikke, under broen ved Søerne. Min mor er rigtig syg, og derfor samler hun ikke flasker længere. Hun plejer at tjene lidt penge på det.

Jeg mærkede, at det var tungt for hende og spurgte: Hvad med din far?

Lærke trak på skuldrene, ketchup over hele munden: Det ved jeg ikke. Mor blev gravid som 13-årig, og hendes mor smed hende ud. Siden har vi boet i telt under broensådan har det været, så længe jeg kan huske. Jeg er ti nu.

Jeg smilede blødt og sagde: Sikke noget. Hør, skal vi købe ind sammen? Så kan vi tage noget mad med hjem til dig og din mor, og du kan præsentere mig for hende. Hun lyste op, og hendes smilselvom hun manglede tændergjorde mig glad. Tak, du er det bedste menneske, jeg kender! Gud vil nok belønne dig.

Noget føltes så mærkeligt bekendt, men jeg kunne ikke placere det. Efter vi havde handlet, gik vi hjemmevant ud til broen ved Sortedamssøen. Mange telte, larm og lugt af våd jord og gamle tæpper. De boede i et gult telt. Lærke trak mig med ind.

Og så så jeg hende. Hendes mor, Rikke, sad på en slidt sovepose, øjnene trætte, men stadig varme. Jeg tabte pusten.

Rikke? udbrød jeg overrasket.

Hun stirrede og genkendte mig straks. Simon?

Lærke forstod ingenting. Kender I hinanden?

Der skete noget inden i mig det er svært at beskrive, men jeg begyndte at græde. Ja, Lærke Lærke, din mor og jeg var kærester engang. For ti år siden. Hun blev gravid, og så forsvandt hun bare. Din mormor sagde, hun var død men jeg troede det ikke! Jeg ledte og ledte, men anede ikke, at I boede her!

Lærke kastede sig om halsen på mig. Betyder det, du er min far? Min rigtige?

Jeg omfavnede hende og sagde: Ja, det er jeg, og jeg forlader jer aldrig igen! Der må være en mening med at jeg gik ad den vejmåske Gud havde en finger med i spillet.

Rikke, min gamle kærlighed, omfavnede mig også. Det er helt vidunderligt, Simon.

Som om vejret var med os standsede regnen, og gennem skyerne trængte et farverigt regnbuebånd frem over søen.

Senere flyttede Lærke og Rikke med hjem til min lejlighed på Østerbro. Der mangler aldrig mad på bordet nu, men vigtigst af alt har vi kærligheden mere end vi nogensinde havde drømt om. Vi er glade sammen.