Hund Begynder at Gø Midt om Natten – Gøen Bliver Højere om Morgenen og Fører til Redningsaktion i Dansk Forstad Omkring klokken fire om morgenen begyndte en hund at gø bag rækkehusene. Ved femtiden blev gøen mere intens. Folk begyndte at vågne for at tage på arbejde, irriterede over larmen. Allerede klokken halv seks var flere beboere på vej ud ad døren. De første var et dansk ægtepar. De besluttede sig for at undersøge sagen og gik i retning af garagerne. Der så de hunden – en schæfer – som gøede uafbrudt med snuden vendt mod husene. Bag hunden lå en mand på jorden. Parret løb hen til ham og indså, at hunden forsøgte at tilkalde hjælp. Jo nærmere de kom, desto mere intens blev hundens gøen. Kvinden foreslog at ringe 112. Ambulancen ankom hurtigt. Da redderne steg ud, advarede kvinden dem om hunden. Men da de nærmede sig manden, stoppede hunden med at gø og satte sig roligt ved hans side. Redderne tog sig forsigtigt af manden, som var i 30’erne og havde alvorlige blødninger fra maven. Schæferen fulgte dem med øjnene hele tiden. Snart var flere nysgerrige forsamlet på sikker afstand. Ingen turde nærme sig mere. Da en båre var hentet, bar de manden væk – men måtte efterlade hunden. Hunden fulgte efter ambulancen til hospitalet, halende lidt efter bilen, men fandt tilbage til porten da de var fremme. — Det er patientens hund, forklarede ambulanceføreren vagten. — Hvad skal jeg gøre med den? spurgte vagten, inden han råbte: “Bliv! Sid! Dæk!” Schæferen tøvede, men adlød og blev ved indgangen, hvor den ventede stille og roligt. Sikkerhedsvagterne holdt øje med hunden, der nægtede at flytte sig og til sidst lagde sig tæt op ad muren. — Hvad gør vi med hunden? spurgte den ene vagt. — Ingenting. Hvis den vil blive, så lad den. Efter 40 minutter kom en vagt ud med en bakke pølse og noget vand, men schæferen tøvede stadig. — Kom, spis. Du må gerne, sagde han. Efter et øjeblik begyndte hunden langsomt at drikke vandet. En uge senere lå manden, Simón, på enestue, stadig uvidende om sin hunds skæbne. Vagten opsøgte ham. — Goddag, er De Simón Vasquez? — Ja, hvad er der sket? — Jeg er vagt her på hospitalet. Din hund venter stadig udenfor – vi fodrer den, men den vil ikke gå. Simón smilede og bad om at få et lommetørklæde, som han duppede sit ansigt med. — Giv hende det her. Hun vil forstå. Vagten gav hunden posen, hun snusede længe til den og lagde sig derefter hen under sit træ. Nina ventede, som kun en loyal dansk hund kan. Da Simón endelig kunne udskrives, blev gensynet glædeligt for dem begge – de havde klaret meget sammen, og hun havde vidst, det var værd at vente.

Hund Begynder at Gø Midt om Natten, og Gøen Bliver Stærkere om Morgenen
Omkring klokken fire om morgenen begynder en hund at gø bag rækkehusene i udkanten af Aarhus. Ved femtiden bliver gøen højere og mere intens. Folk i nabolaget vågner langsomt op, irriterede over larmen, mens de gør sig klar til at tage på arbejde. Allerede klokken halv seks strømmer de første ud af dørene, pakket godt ind mod morgenkulden.
De første, der går ud, er et ægtepar sikkert mand og kone. De beslutter sig for at undersøge, hvad der forårsager alt postyret. De går mod carportene og får øje på hunden, der gøer uafbrudt med snuden rettet mod husene. Bag hunden ligger en mand livløs på jorden. Parret løber straks derhen, og det bliver tydeligt, at hunden prøver at tilkalde hjælp.
Jo tættere de kommer, jo mere nervepirrende og højrøstet bliver hundens gøen. Det er en schæferhund opmærksom og vagtsom, ikke nem at nærme sig. Kvinden foreslår at ringe 112.
Ambulancen ankommer hurtigt. Da redderne træder ud, advarer kvinden dem om hunden. Alligevel, da de nærmer sig den tilskadekomne, stopper hunden pludselig med at gø. Den sætter sig roligt ved ejeren og stirrer på dem.
Redderne sætter sig forsigtigt ned, holder et øje med hunden. Manden, omkring 35 år, bløder kraftigt fra maven. De lægger straks en kompres og gør, hvad de kan. Hunden følger hvert eneste træk med et ubekymret, årvågent blik.
Et lille nysgerrigt nabolagspublikum samler sig på afstand. Ingen tør komme nærmere.
Én af redderne henter en båre. De løfter forsigtigt manden op, men må efterlade hunden. Den står tavs og ser, ambulancen kører. Hunden tøver løber efter, først tøvende, så beslutsomt.
Ambulancen ruller, indtil den når indgangen til Aarhus Universitetshospital. Vagten åbner bommen, men hunden stopper foran ham.
Det er hunden, der hører til patienten, forklarer ambulancemanden.
Og hvad skal jeg gøre ved den? spørger vagten og råber derefter: Bliv! Ro på! Sæt dig!
Schæferen tøver lidt, men sætter sig så og ser ambulancen forsvinde. Efter en times venten lægger den sig stille ned ved muren, uden at forstyrre nogen.
Vagterne holder øje, men da de opdager, at den ikke har tænkt sig at komme nærmere, bliver den blot holdt under diskret opsyn.
Hvad skal vi gøre ved den? spørger en af vagterne.
Ingenting. Hvis den vil vente, må den gerne gøre det.
Men hvis det tager lang tid før ejeren kommer?
Den er klog. Den klarer sig.
Stakkels dyr. Skal vi give den mad? spørger en.
Gør du det, får vi ballade, kommer det tørt.
Hunden vogter stadig, opmærksom på alle bevægelser.
Efter fyrre minutter kommer én af vagterne tilbage med nyt.
Manden er blevet opereret. Han er på intensiv, men stabil nu. Jeg tog noget mad med til hunden.
Vagten sætter en skål med lidt medister og vand ved et træ. Hunden ser på ham, men rører sig ikke.
Kom nu. Du må godt få lidt, siger vagten og forsøger sig med en venlig tone.
Hunden rejser sig vantro, kigger på både manden og indgangen og sætter sig så igen.
Som du vil, siger vagten og går.
Langsomt nærmer hunden sig skålen og drikker lidt vand.
En uge senere ligger ejeren, Jens Hartvig, på et enestue og er i bedring. Han savner sin trofaste schæfer, men aner ikke, om hun stadig venter.
De har boet sammen, siden han forlod hæren på grund af en skade. De tjente Danmark sammen, og han håber, at hunden nok skal klare sig.
Imens har schæferen flyttet sig under et stort bøgetræ og vogter stadig hospitalets port. En af vagterne fodrer hende nu dagligt og får en idé.
Efter sin vagt går han op til Jens værelse.
Goddag. Er du Jens Hartvig?
Ja, hvad er der sket?
Jeg er vagt på hospitalet. Din hund, Frida, hun venter stadig troligt udenfor. Vi har givet hende lidt at spise, men hun nægter at gå.
Jens smiler lettet og lukker øjnene.
Det er min Frida. Vi har tjent sammen. Hun er utrolig klog.
Det kan vi se, griner vagten. Vil du have, jeg siger hende noget?
Jens tager et lommetørklæde, gnider det mellem sine hænder og mod kinden.
Tag denne pose med ud til Frida. Hun vil forstå det.
Vagten rækker posen til hunden. Frida snuser længe til tørklædet, før hun tager det i munden, bærer det under bøgetræet og lægger sig tæt omkring det.
Tiden går, og Frida venter. Og da Jens endelig bliver udskrevet, er deres gensyn fuld af glæde. De har oplevet meget sammen og ved, at det at vente på hinanden altid er det hele værd.
Og sådan bliver hun ved med at vente.