Under skilsmissen besluttede en velhavende mand at lade sin hustru overtage en forfalden bondegård midt ude i det jyske ingenting. Men et år efter skete der noget, som han aldrig havde regnet med.
Mikkel, du ved godt, jeg ikke har brug for dig her, ikke? sagde Dagmar fast. Jeg synes, du skulle tage tilbage til København.
Hvilken by tænker du på? svarede han træt. Dagmar var blevet svigtet af den, hun stolede mest på, og der var ikke kræfter til at skændes mere. Sammen havde de startet forfra, solgt deres lejlighed og sat alt ind på deres fælles virksomhed. Mikkel havde kun bragt et lille værelse i et bofællesskab med i regnestykket, mens Dagmars snilde og flid sikrede fremgangen. De havde levet sparsomt, flyttet fra det ene lejemål til det næste, men til sidst fandt de ro.
Med tiden begyndte Mikkel dog at opføre sig som om det hele var hans. Klogt satte han alt på sit navn, så Dagmar stod uden noget ved skilsmissen. Da først alt var under hans kontrol, indgav han papirerne.
Synes du det er rimeligt, Mikkel? spurgte Dagmar skuffet.
Han trak på skuldrene uden at se på hende.
Lad nu være. Du bidrager jo ikke mere. Alt kører rundt på mig, mens du ikke gør noget.
Det var dig, der sagde jeg skulle slappe af og tage mig tid til mig selv, svarede hun roligt.
Mikkel pustede irriteret.
Jeg er træt af de diskussioner. For resten kan du huske den gamle gård, jeg arvede fra min tidligere chef, hr. Rasmussen? Han er død, og nu har jeg det stykke jord uden værdi. Den passer perfekt til dig. Vil du ikke tage den, får du intet.
Dagmar smilede bittert. Hun vidste præcist, hvad han havde gang i. Efter tolv år sammen gik det op for hende, at hun nærmest havde boet med en fremmed.
Fint, men kun på én betingelse: Den skal overføres officielt til mit navn.
Intet problem. Det sparer mig for skat, svarede Mikkel tørt og gav hende et hånligt smil.
Dagmar sagde ikke mere. Hun pakkede sit og flyttede på hotel. Nu ville hun begynde på ny, hvad enten hun endte med en faldefærdig gård eller blot et stykke bar jord. Det gik hun først op for, når hun nåede frem. Hvis det ikke duede, måtte hun finde andre veje tilbage til København eller skabe sig en ny tilværelse.
Hun fyldte bilen med det vigtigste og lod alt andet blive tilbage til Mikkel og hans nye kæreste. Han tog fejl, hvis han troede, hun fortsat stod til rådighed med sin viden og engagement. Den nye kvinde, Dagmar knapt havde mødt, virkede mere indbildsk end klog.
Mikkel rakte hende papirerne med sit skæve smil.
Held og lykke.
I lige måde, svarede hun køligt.
Husk at sende mig et billede af dig med køerne, lo han.
Uden at svare lukkede Dagmar bildøren, tørrede tårerne væk og kørte mod det jyske. Hun vidste ikke, hvor længe hun havde siddet sådan, før et blidt bank på ruden vækkede hende.
Er du okay, kære? Min mand og jeg har set dig stå her et stykke tid, spurgte en ældre dame venligt.
Dagmar så på hende og kastede blikket i bakspejlet, hvor en busstoppested dukkede op. Hun trak let på smilebåndet.
Jeg har det fint, jeg blev bare lidt overvældet.
Kvinden nikkede forstående.
Vi kommer lige fra hospitalet. Vores nabo ligger der helt alene. Ingen besøger hende. Skal du tilfældigvis til Viborg?
Dagmar løftede overrasket øjenbrynene.
Viborg? Hvor gården ligger?
Ja, man kan dårligt kalde det en gård længere. Ejeren døde, så ingen passer det. Kun nogle få skæver stadig lidt til dyrene af hjertensgodhed.
Det er pudsigt, for det er netop der, jeg skal hen. Hop ind, så kører jeg jer.
Den ældre dame satte sig foran, hendes mand kom om bagved.
Jeg hedder Dagmar, præsenterede hun sig, mens hun fandt hovedvejen.
Jeg er Karen Madsen, det her er min søn Erik, svarede kvinden varmt.
Undervejs fortalte Karen om gården og alt, der fulgte med: hvem der slap afsted med at stjæle halmen, hvem der stadig passede kvæget, hvor skidt det hele stod til. Da de nåede frem, lå engene øde hen, staldene var tæt på at styrte sammen, og der var kun tyve køer tilbage. Alligevel besluttede Dagmar sig for at blive og kæmpe videre.
Et år senere stod firs køer og græssede på grønne marker under Dagmars omsorgsfulde blik. Hun havde forvandlet den faldefærdige gård til en blomstrende forretning. Det havde ikke været let hun måtte sælge sine smykker for foder og bruge de sidste spareskillinger. Men nu steg bestillingerne, og mejerivarerne blev solgt helt ud til nabosogne.
En dag kom en ung pige, Signe, med et avisklip om billige kølevogne. Dagmar genkendte straks telefonnummeret det tilhørte Mikkels firma. Med et lumskt smil bad hun Signe ringe og byde fem procent over prisen, på betingelse af, at de ikke måtte vise dem til andre.
Da Dagmar selv tog ud for at se på vognene, stod en målløs Mikkel foran hende.
Vil du købe dem? spurgte han forbløffet.
Ja, til den gård, du gav mig. Den er blevet en god forretning, og vi udvider, svarede Dagmar roligt.
Mikkel kunne ikke få et ord frem. Mens han så sin egen verden smuldre, lod Dagmar fortiden ligge bag sig.
Til sidst fandt Dagmar kærligheden med Niels, en snedker, der hjalp hende med at udbygge gården til endnu mere. Sammen fejrede de deres lille datters barnedåb, mens Mikkel kun kunne se til på afstand, mens hans liv smuldrede i hænderne på ham.
Under skilsmissen besluttede en velhavende ægtemand at efterlade sin kone en faldefærdig gård, gemt væk midt i ingenting. Men et år senere skete der noget, der overraskede ham fuldstændigt.
