Mit navn er Rasmus og jeg er nu 78 år gammel.
Aldrig havde jeg troet, jeg skulle ende med at bede fremmede om deres råd, men det er, hvad jeg må gøre nu. Jeg har virkelig brug for jeres ærlige mening.
Størstedelen af mit voksne liv har jeg været alene med min søn. Min hustru, Agnes, gik bort til kræften, da vores søn, Mikkel (han er 35 i dag), blot var ti år gammel.
Det var en hård tid for os begge, men vi kom igennem det ved at holde sammen. Fra da af var det kun mig og Mikkel mod resten af verden. Jeg gjorde alt for at være både mor og far for ham og knoklede dag og nat for at give ham de bedste muligheder, livet kunne byde.
Mikkel voksede op til at blive en god dreng. Selvfølgelig havde han nogle oprørske perioder, men han var i det hele taget venlig, flittig og fornuftig. Han klarede sig fint i skolen, kom ind på universitetet på delvist legat og fik efter eksamen et godt job i finansverdenen.
Jeg har altid været stolt af ham og har fulgt ham på sidelinjen, mens han blev voksen og succesfuld. Vi holdt kontakten tæt, også efter han flyttede hjemmefra. Vi talte sammen jævnligt og spiste sammen mindst én gang om ugen.
Far, sagde Mikkel han kunne end ikke se mig i øjnene. Undskyld. Jeg ved, jeg sagde, det var et lille hus, men… det her bliver bedre for dig. Her er der folk, der kan tage sig af dig.
Tage sig af mig? Jeg har ikke brug for, at nogen tager sig af mig! Jeg klarer mig selv fint. Hvorfor løj du for mig?
Far, vær sød, tryglede han til sidst så han mig i øjnene, og hans blik var fyldt med bekymring.
Du glemmer så mange ting for tiden. Jeg bliver urolig, når du bor alene. Der er gode faciliteter her, og altid nogen tæt på, hvis du får brug for hjælp.
Glemme ting? Alle glemmer ting engang imellem! råbte jeg, mens tårerne løb af raseri.
Nej, Mikkel. Kør mig hjem nu.
Mikkel rystede på hovedet, og sagde så det værste, jeg havde hørt den dag:
Det kan jeg ikke, far. Jeg… jeg har solgt huset.
Jorden forsvandt under mig.
Jeg vidste, jeg havde sagt ja til at sælge, men jeg troede, jeg havde god tid. Jeg ville jo møde de nye ejere, finde en god familie og forklare, hvordan man tager sig af det gamle egetræ i haven.
Så for lidt over et år siden skete det, der har sat alting på spidsen. Det var en stille tirsdag aften, da Mikkel dukkede op hjemme hos mig, tydeligt spændt.
Far, sagde han, jeg har en fantastisk nyhed! Jeg har købt et lille landsted til dig!
Et lille landsted? Hvad mener du?
Det er det perfekte sted, far. Fredeligt, roligt… lige hvad du trænger til. Du vil elske det!
Jeg var målløs. At flytte ud på landet virkede som et alt for stort skridt for mig.
Mikkel, det havde du slet ikke behøvet. Jeg har det jo fint her.
Han holdt dog fast:
Nej, far, du har fortjent det. Huset, du bor i nu, er alt for stort, når du er alene. Tiden er inde til noget nyt. Stol på mig det bliver godt.
Jeg må indrømme, jeg var skeptisk. Huset her havde jo dannet rammen om vores familie i over 30 år. Det var her, Mikkel voksede op, og hvor jeg levede mit liv sammen med Agnes. Men min søn virkede så sikker, så glad, og jeg stolede jo altid på han ville mig det bedste.
Vores forhold havde altid bygget på ærlighed.
Så til sidst sagde jeg ja til at flytte og sælge huset. I dagene efter pakkede jeg mine ting, mens Mikkel tog sig af det praktiske. Han forsikrede mig om, at alt var planlagt ned til mindste detalje. Han tænkte på alt, og jeg lagde derfor mine bekymringer væk.
Endelig oprandt dagen, hvor jeg skulle til mit nye hjem. Under køreturen fortalte Mikkel begejstret om alle de gode forhold det nye sted havde. Men jo længere væk vi kom fra byen, desto mere urolig blev jeg.
Landskabet omkring os virkede tomt og forladt. Ikke et kønt stykke dansk natur, som jeg havde drømt om ingen grønne bakker, ingen blomsterenge. Ikke naboer med børnelatter, ingen liv i gaden. Kun golde marker og sågar en forladt landejendom.
De små landhuse, som jeg tidligere havde set på sammen med Agnes, dengang hun levede, var hyggelige, varme og midt i naturen. Men dét var slet ikke det her.
Mikkel, spurgte jeg, er du sikker på, vi kører rigtigt? Det her ligner slet ikke det landlige, jeg forestillede mig.
Han sagde, vi var på rette vej, men undgik mit blik.
Efter knap en time drejede vi ned ad en krum grusvej. For enden lå en stor, trist bygning. Mit hjerte sank, da jeg læste skiltet: Solnedgangsbo.
Det var ikke et lille landsted. Det var et plejehjem.
Min søn fortalte mig, at han havde givet mig et hus på landet i gave, men da vi ankom, føltes det som om jorden forsvandt under mine fødder.
