Gift på grund af Karsten
Mit navn er Jens, og det her er min dagbog. Det, jeg vil fortælle, startede den dag, Karstens barndom sluttede. Han var bare fem år gammel, da hans forældre ikke kom for at hente ham fra børnehaven i Aarhus. Alle børnene var for længst hentet, men Karsten sad stadig ved bordet og tegnede sig selv sammen med mor og far. Pædagogen så til ham, mens hun i ny og næ tørrede øjnene. Til sidst gik hun hen til ham, løftede ham op og holdt ham tæt ind til sig.
Uanset hvad der sker, skal du være modig, Karsten. Nu skal du være stærk, forstår du? Hun hviskede det ind i hans hår.
Jeg vil hjem til mor, hviskede han.
Din tante og onkel kommer snart. Du skal med dem, Karsten. Der er mange andre børn, men du skal prøve ikke at græde.
Hun holdt ham tæt, hendes kind var våd mod hans.
Karsten blev taget ved hånden og ført ud til en sort Volvo. Da han spurgte, hvornår han måtte komme hjem til mor, svarede de, at mor og far var langt væk, og i dag kunne de ikke hente ham. Så kom han til at bo i et børnehjem i Viby sammen med andre drenge. Hverken næste dag eller næste dag igen kom forældrene. Om natten græd Karsten så meget, at han fik feber.
En dag, da han blev rask, satte en dame i hvid kittel sig ned ved siden af ham. Hun sagde, at hans forældre nu var meget langt væk helt oppe i himlen og de kunne ikke komme tilbage. Men de fulgte hele tiden med oppefra. Derfor skulle han opføre sig ordentligt, så de ikke skulle blive kede af det.
Karsten troede ikke på hende. Han kiggede ofte op på himlen, men så ingen deroppe, kun skyer og fugle. Han besluttede sig for at finde dem, koste hvad det ville.
Først gennemsøgte han flittigt hele legepladsen. Til sidst fandt han et hul i hegnet bag nogle tjørnebær. Nogle jernstænger var bøjet, og han kunne næsten lige akkurat klemme sig igennem. Karsten begyndte at grave, lavede et lille hul i jorden så han kunne kravle helt igennem. Pludselig stod han på den anden side af hegnet.
Han løb så hurtigt, han kunne, væk fra det, de andre kaldte børnehjemmet det ord hadede han. Men han kendte ikke byen og blev hurtigt væk. Husene lignede alle hinanden, og han kunne ikke finde hjem.
Så fik han øje på en kvinde, der lignede hans mor. Samme prikkede kjole og lyse hår sat op i en knude.
Mor! råbte Karsten og løb efter hende.
Hun hørte ham ikke og vendte sig ikke om, før Karsten havde fat i hendes arm.
Kvinden bøjede sig ned og så ham i øjnene. Det var ikke hans mor.
Anneli blev forelsket som tyveårig, og det var for livet. Hun og Rasmus mødte hinanden tilfældigt på et friluftsbal i Odense. Han var lidt genert, da han bad om en dans, men de fandt straks ud af at tale sammen. Siden var han aldrig langt fra hendes side og fulgte hende hjem.
Efter kun tre måneder blev de gift og levede lykkeligt sammen. Men efter tre år stod det klart: Anneli kunne ikke få børn. Rasmus havde svært ved at acceptere det, og Anneli brugte år på undersøgelser og ophold på rekreationshjem. Til sidst måtte de indse, at de ikke ville få børn sammen. Det var Rasmus, der foreslog, de kunne adoptere.
Men Anneli elskede sin mand så højt, at hun tilbød ham en skilsmisse. De var ikke mere end tredive, og han kunne nå at finde en anden og få børn. Hun ville klare sig.
Men Rasmus sagde, han aldrig ville forlade hende. Anneli følte sig presset og fandt på en plan: Hun lod som om, hun ikke længere elskede Rasmus, og påstod, hun havde fundet en anden mand. Rasmus troede hende ikke.
Den aften kom hun ikke hjem. Da hun til sidst dukkede op, lugtede hun af vin og en anden mands parfume. Da Rasmus spurgte hvad der foregik, blev hun ved at gentage, hun havde fået en anden. Så gik han med til skilsmisse.
______
Da Karsten kaldte på Anneli, havde hun været skilt i to måneder. Hun savnede Rasmus voldsomt og spekulerede konstant på, hvordan han mon havde det. Men da en dreng pludselig kaldte hende mor, slog hendes hjerte et ekstra slag.
Hvad er der galt, lille ven? Er du blevet væk? spurgte hun mildt.
Jeg leder efter min mor og far. De siger, de er oppe i himlen, men jeg tror ikke på det, snøftede Karsten.
Kom med, jeg bor ligegyldigt ikke langt herfra. Vil du have et stykke hindbærsnitte? spurgte Anneli og tog ham i hånden.
Hjemme hos Anneli kastede Karsten sig over kagerne, hun havde købt i Lagkagehuset. Han drak ivrigt solbærte til. Snart fortalte han sin historie, så godt han nu kunne. Hun forstod, han ikke fik meget sødt de større drenge havde taget det fra ham. Nogle gange slog de ham og kaldte ham øgenavne.
Anneli fik ondt i hjertet. Vil du ikke bo hos mig, Karsten? Så skal vi nok klare os sammen. Du vil nok med tiden forstå det hele og en dag måske se din mor og far igen. Men det bliver ikke med det samme, sagde hun. Karsten svarede straks ja.
Anneli ringede til børnehjemmet og fortalte, hun havde fundet Karsten. Hun fulgte ham tilbage og talte med de ansatte om, at man skulle passe bedre på børnene. Siden besøgte hun ham hver dag. Men hun kunne ikke tage ham til sig.
Problemet var: Hun havde både arbejde som sygeplejerske på Skejby Sygehus og en treværelses, men ikke en mand. Sådan fik enlig kvinde ikke lov at adoptere i Danmark. For første gang fortrød Anneli, at hun havde insisteret på skilsmissen, men vidste ikke, hvordan hun skulle få Rasmus tilbage.
Til sidst spurgte hun sin kollega Anders, om han ville gifte sig med hende på papiret, for så kunne hun få Karsten hjem. Anders var frisk nok, men krævede betaling: en middag med Anneli, måske mere. Hun sagde nej, for hun elskede stadig sin eksmand og kunne ikke forestille sig nogen anden.
Men næste gang hun så Karsten, havde han et blåt øje. De større drenge havde givet ham bank, fordi han havde talt med Anneli. De voksne fortalte de andre børn, så nu var Karsten ekstra udsat.
Næste dag gik Anneli med til det med Anders. Hun lavede mad, fandt sin røde kjole præcis som han havde bedt om tændte stearinlys og ventede. Det føltes forkert og trist, men hun havde lovet Karsten.
Det ringede på døren. Anneli gik tungt derud og udenfor stod Rasmus. Han så træt ud, men hendes hjerte slog hurtigere.
Jeg vil tale med dig, Anneli. Jeg har holdt øje med dig det sidste stykke tid. Der har aldrig været en anden. Må jeg få en forklaring?
I det samme kom Anders ud af elevatoren. Han kom vimsende med roser og en flaske champagne.
Så er jeg her, Anneli!
Rasmus ansigt blev mørkerødt, og hans næver knyttede sig. Tavs gik han ned ad trapperne.
Rasmus, vent, vær sød og lad mig forklare alt, råbte Anneli og løb efter ham.
Han steg blot på sporvognen og forsvandt.
Anneli smed Anders ud og græd hele natten. Hvad med Karsten nu?
______
To år senere. Karsten stod rank på sin første skoledag i Aarhus, iført mørk jakkesæt og hvid skjorte. Han havde et stort bundt blomster til sin nye lærer. Ved hånden havde han sine forældre Anneli og Rasmus og sin lillesøster Mille. Hun var sød og grinende, snurrede rundt i fars arme. Anneli havde det prikkede yndlingskjole på.
Faktisk havde de også adopteret Mille. Det var ikke kun fordi, Anders endte med at vise sig ikke at være helt så dum. Han opsøgte Rasmus og forklarede alting.
Dagen efter stod Rasmus på Annelis arbejde med blomster og sagde: Kom, lad os blive gift igen, så vi kan hente Karsten hjem.
De besøger stadig ofte børnehjemmet og kommer med små gaver til børnene.
Mor, far, jeg lover at gøre mit bedste i skolen, hviskede Karsten og så op mod skyerne. I må ikke være kede af, at jeg har nye forældre. Jeg elsker dem, men de er kun til låns for én dag ser vi måske hinanden igen.
Han vidste, hans forældre var døde i et trafikuheld han havde besøgt graven sammen med Anneli. Om søndagen gik han i den lokale kirke, og nu forstod han, hvad himlen betød.
Anneli havde vel nægtet at følge sin mands råd dengang. Men skæbnen ville det anderledes, og hun måtte gifte sig med Rasmus endnu en gang. Det endte godt for os alle ja, måske ville jeg gøre det samme igen.
Sådan lærte jeg, at kærlighed og ansvar går hånd i hånd og at lykken ofte ender, hvor vi mindst venter det.
