«Hvornår stopper det?» råber jeg, mens Mikkel sukker dramatisk og stirrer ned i gulvet igen.
«Freja, hvorfor råber du?» mumler han, uden at se mig i øjnene. «Mor beder jo ikke om så meget.»
«Ikke så meget? Du tror vist, at en ekstra overførsel til Inger ikke er noget? Vi har knap nok til at komme igennem de sidste tre måneder!»
«Hun har det svært,» prøver Mikkel at begrunde, men jeg afbryder ham skarpt.
«Hun har altid det svært. Og vi?»
Vi står over for hinanden i den smalle gang i vores lejlighed på Nørrebro. De andre beboere hører nok hvert ord – væggene her lader alting trænge igennem. Jeg er ligeglad. Jeg brænder af en følelse af uretfærdighed og udmattelse, som har bygget sig op i årevis.
«Du er egoistisk igen,» snapper Mikkel. «Hun er min mor – forstår du det ikke? Hun ringede og sagde, at hun ikke kan betale sine regninger…»
«Og hvordan skal hun betale dem, når hun slet ikke arbejder? Fik hun ikke et job på biblioteket? Ja, men hun sagde nej! Hun sidder hjemme hele dagen og ringer så: ‘Mikkel, hjælp!’ Du sender hende penge, og vi tæller hver en krone!»
Vreden løber over mig. Jeg kan ikke holde mig tilbage længere – jeg har spillet den forstående svigerdatter alt for længe, og nu ser jeg ingen lyse ende på tunnelen.
«Okay,» siger han pludselig, mens han stirrer fra under øjenbrynene. «Hvis du nægter at støtte min mor, må vi måske overveje vores fremtid hver for sig. Hvad er ellers meningen?»
«Truer du mig med skilsmisse?» svarer jeg med sarkasme i stemmen. «Gør det bare. Prøv det.»
Han rækker efter sin jakke, tøver – nok fordi han forventer, at jeg skal stoppe ham. Jeg gør det ikke. Jeg står med hænderne på hofterne, ånder tungt. Det føles som om scenen har spillet før, men denne gang bærer hans stemme en ægte beslutsomhed.
«Nå, så går jeg hen til vennerne og køler af der. Vi snakker i morgen,» mumler Mikkel langsomt, mens han trækker i ærmerne.
«Kom ikke tilbage,» svarer jeg, mens jeg ser ham gå.
Han vender sig, som om han vil sige noget, men smækker døren. Jeg står alene – vred, såret og mærkeligt lettet.
Det begyndte ikke i går. Eller for en uge siden. Eller for en måned siden.
Jeg møder Mikkel på en byfestival i København, hvor vi begge er frivillige ved en velgørenhedsbegivenhed. Han virker venlig, hjælpsom – samler affald med unge, laver sjove bemærkninger og taler om fremtidsplaner. Det viser sig, at vi er fra samme kvarter og gik på de samme skoler. Jeg tager det som et tegn og aftaler en gåtur langs havnefronten.
På vores første date taler han om sine forældre som to modsætninger: hans far bor i udlandet med en anden familie, og hans mor, Inger, arbejder næsten ingenting på grund af helbredsproblemer. Han fremstiller sig som selvstændig, siger han arbejder i turisme og har store planer.
Et halvt år senere, da vi er blevet seriøse, begynder jeg at lægge mærke til mærkelige ting. Han skynder sig ud fra romantiske middage for at hæve kontanter og give dem til sin mor, vender tilbage stresset og rodet. En dag spørger jeg:
«Mikkel, er alt i orden med din mor?»
«Ja… jeg mener, ja… bare nogle problemer, hun kan ikke få sine ydelser på plads,» svarer han vagt.
«Måske skulle hun søge et arbejde?»
«Hendes helbred er ikke så godt,» afviser han.
Jeg presser ikke videre. Måske er hun virkelig syg. Men overførslerne vokser. Undskyldningerne også: «Hun har ikke råd til indkøb», «Det er en vens fødselsdag», «Katten skal til dyrlægen». Altid en ny grund.
Vi gifter os et år efter, da han er blevet leder i en lille virksomhed – ikke så høj løn, men stabil. Jeg arbejder som jurist i staten. Vi lejer en to-værelses lejlighed tæt på mit arbejde. Alt ser ud til at gå fint.
Sparingen, vi havde sat til renovering, forsvinder gradvist. Jeg opdager, at Mikkel i hemmelighed overfører pengene til sin mor. Hans undskyldning? Hun har brug for hjælp. Jeg prøver at forstå. Jeg foreslår endda, at hun flytter ind, så jeg kan se selv.
«Okay,» siger han, «men vær klar over, at min mor kan være en udfordring.»
«Hvem har ikke en udfordrende mor?» svarer jeg med et grin. Jeg er ikke bekymret.
Inger ankommer, og jeg mærker straks hendes afvisning. Hun inspicerer vores hjem som en revisor – tjekker hylder, bladre i bøger, kommenterer på vores tøj. Hun spørger: «Hvorfor har I så stort tv? Det bruger meget strøm.»
Jeg smiler, byder på middag. Hun rynker på næsen. Jeg har tydeligvis ikke levet op til hendes kulinariske standarder, men jeg prøver.
Jeg indser endnu ikke, at jeg er ved at bære næsten hele familiens økonomiske byrde. Mikkel stiller sig mere og mere på hendes side. Hun bor hos os i to uger, klager konstant over sine “økonomiske problemer”, mens hun lever komfortabelt og tager med sig en kuffert fuld af ting købt med vores opsparing.
Det sidste år eskalerer. Hun har konstant brug for penge til småting, ikke til nødvendigheder. Hun har ingen alvorlig diagnose og nægter at søge arbejde. Hver gang jeg forsigtigt foreslår noget, ser hun på mig som om jeg har fornærmet hendes stolthed.
Mikkel bakker altid hende med den samme undskyldning: hendes ryg gør ondt, hendes blodtryk er højt. Men hun ser aldrig en læge.
Jeg holder ud i halvandet år. Vi flytter til en billigere lejlighed, men hendes krav mindskes ikke. Hver lønadag sender Mikkel penge til hende først. Jeg må finde ud af, hvordan vi overhovedet kan overleve.
«Freja, du ved, det er svært for hende,» siger han med blikket nede.
«Mikkel, jeg ved det. Men min chef siger, at der kan komme afskedigelser. Jeg kan miste mit job. Så hvad gør vi?»
«Jeg tager et ekstra job,» mumler han – men gør aldrig noget.
Hver måned føler jeg mig mindre som hustru og mere som en hæveautomat. Mikkel elsker mig, men han er bange for at såre sin mor. Jeg spørger engang Inger venligt:
«Måske kunne du undersøge rabatter eller støtteordninger? Kommunen hjælper ældre nogle gange…»
«Jeg behøver ingen velgørenhed,» svarer hun skarpt. «Jeg regnede med dig. Med min søns familie.»
Hun tager på ferie, poster billeder fra stranden. Imens tæller vi mønter for at klare måneden. Jeg mister tålmodigheden. Slagene bliver hyppige.
Stående i den nu tomme gang husker jeg alle de store og små ofre, jeg har gjort for Mikkels fred. Jeg indser, at jeg er færdig. Måske er skilsmisse den bedste løsning. Han vil aldrig stå op imod sin mor, og jeg er træt af at finansiere hendes liv.
Næste dag kommer Mikkel hjem, udmattet, røde øjne, fjern.
«Freja… hvad har du besluttet?»
«Jeg har besluttet, at jeg ikke længere støtter Inger. Det er
