Nogle gange er tilfældigheder bare alt andet end tilfældige, ikke? Hør nu her jeg må lige dele noget, der skete engang sent på aftenen. Morten havde netop lagt en lang dag bag sig bag rattet af sin taxa i København og var på vej hjem mod den lille forstad, hvor han boede. Han havde kørt taxi i over tolv timer, siddet alt for længe og fået snakket ører af med alle slags kunder, så han var godt træt både i kroppen og i hovedet.
Du ved, de historier man får som chauffør: nogle handler om stor kærlighed, nogle om hjertesorger, nogle er mega sjove, og andre får én helt ned med nakken. Den aften, da han næsten var hjemme, så han pludselig en ung kvinde stå ved vejkanten med en stor, blå kuffert. Altså, Morten ville egentlig bare hjem, men han kunne ikke få sig selv til at lade hende stå der midt om natten.
Hun åbnede døren til bilen og lød helt fortvivlet:
Vil du mon køre mig til Birkerød?
Det lå temmelig langt væk, næsten en time fra hvor Morten boede, og han gad virkelig ikke, men der var bare noget sørgmodigt i hendes blik, så han nikkede.
Ej, tusind tak! Jeg stod faktisk lige og tænkte, at jeg snart ikke turde prøve at stoppe flere biler, sagde hun.
Hvordan er du egentlig endt herude midt om natten?
Det er lidt rodet Jeg boede sammen med en veninde på Amager, men for en uge siden blev jeg fyret fra mit arbejde. Restauratøren ville have noget for noget, og da jeg sagde nej, smed han mig ud endda uden at betale mig for næsten en hel måned, fortalte hun. Jeg har ledt efter job lige siden, men der er ikke sket noget. Så da huslejen skulle betales i dag, sagde min veninde, at hun ikke gad forsørge mig. Hun fandt en ny roomie, og så blev jeg altså bare sat ud, for den nye ville flytte ind om en time Vi havde ellers været veninder i tre år tænk, jeg anede ikke, hun var så pengefikseret.
Puha, sikke en omgang, indskød Morten. Men hvad skal du så i Birkerød?
Der bor min bror med hans familie. Jeg skal bo hos ham indtil videre. Ikke at det er super fedt hans kone bryder sig ikke om mig og generelt ikke om nogen gæster. Sidst mine forældre besøgte dem efter deres første barn, begyndte hun nærmest at smide dem ud på tredjedagen. Og jeg kan huske, da jeg sidst boede der for tre år siden, spiste jeg nærmest ingenting, for hun sad bare og stirrede på mig, hver gang jeg sad til bords, så maden sad fast i halsen.
Hvorfor tager du så derhen nu?
Jeg har ikke andre steder at tage hen. Mine forældre bor langt væk i Nordjylland. Jeg kom til København for at læse, men kom ikke ind på den uddannelse jeg ville. Nu tager jeg fag som fjernstuderende og arbejder derudover for at få det til at løbe rundt. Men ja jeg har virkelig brug for et arbejde, sagde hun med tårer i øjnene. Det hele går bare galt for tiden.
Morten lyttede opmærksomt. Du kan tro, han kunne mærke, at hun talte fra hjertet. Hun var ikke bare rar at se på hun virkede også god, naiv på en fin måde og ægte venlig. Og Morten, han var efterhånden blevet god til at aflæse folk. Sådan én ville jeg godt kunne se flytte ind, hun ville være en fantastisk mor for mine fremtidige børn, nåede han faktisk at tænke.
Pludselig bremsede han bilen hårdt op. Hun blev bange, krympede sig sammen og hviskede:
Undskyld, jeg har stadig 400 kroner på mig, jeg skal nok betale, bare kør mig det sidste stykke
Tag det roligt, sagde Morten blidt. Jeg har faktisk en idé, hvis du vil høre den? Hvis ikke, så kører vi selvfølgelig bare videre. Hun nikkede forsigtigt til at høre forslaget.
Der er det sådan, at jeg bor alene. Min mor døde sidste år, og jeg har et ekstra værelse stående tomt. Hvis du vil, kan du få det værelse gratis mod, at du hjælper med madlavning og lidt rengøring. Ingen skjulte bagtanker, bare et tilbud. Du kan studere i fred og ro. Hvad siger du?
Der gik lidt, og så begyndte hun at græde nu af lettelse.
Det det vil jeg virkelig gerne! sagde hun så. Jeg kan slet ikke forstå, jeg var så heldig at møde dig! Jeg havde aldrig turdet håbe på, at noget sådan kunne ske.
Skønt! sagde Morten. Skal vi tage hjemad nu, min nye roomie? Jeg hedder altså Morten.
Jeg hedder Dorte, svarede hun.
Dejligt navn, Dorte, det har sådan en god klang.
Da de kom hjem, viste han hende værelset. Det stod, som hans mor havde indrettet det hyggeligt og med sans for detaljer.
Jeg har ikke rørt ved noget, siden min mor døde. Du må ændre det, som du vil.
På ingen måde, det her er perfekt, svarede hun. Hun roste også straks hans mors gode smag.
Hun underviste faktisk i arkitektur på universitetet indtil hun gik på pension, sagde han stolt. Nå, jeg sætter lige vand over til te og pillekartofler.
Jeg kan hurtigt lave noget mad! udbrød Dorte. Min mor lærte mig.
Det lyder skønt, men køleskabet er desværre lidt tomt. I aften må vi nøjes med frosne pillekartofler men i morgen handler vi stort ind, lovede Morten.
Fint, men så laver jeg kartoflerne, insisterede hun.
Det er en aftale!
Så sad de på køkkenet og spiste. Morten fortalte sjove historier fra da han sejlede med DFDS, og Dorte lo så smittende, at Morten også blev i godt humør. Han tænkte, at det her føltes godt, rigtigt. Måske skulle han lige vente et par måneder, men så ville han sgu spørge, om hun ville være mere end bare en ven. For, som gamle skildpadden sagde: Tilfældigheder er ikke bare tilfældige.
