“Hvornår finder jeg dog den kvinde?” (humor) Jeg er en midlertidigt alene dame, og min nabo hedder Villy – han har lige renoveret sit hus og er flyttet ind. Han skulle vist være forretningsmand, men han er ikke den pralende type. Han er lidt yngre end mig, omkring fem og tredive, og jeg har jo allerede fyldt atten… flere gange. Så kommer han en dag forbi og siger: — Maria Steffensen, kan du hjælpe mig med noget nabovenlig selskabsservice? Jeg svarer selvfølgelig, at før han tilbyder sådan noget, kan han da bestille bedemandsservice til sig selv. — Du misforstår! – undskylder Villy. – Jeg skal til en fin reception, og der ser det dumt ud at møde op uden en ledsager. For det første er det kutyme blandt forretningsfolk at komme med en smuk kvinde. For det andet kommer min eks, og hun skal bare se, at jeg er lykkelig uden hende og at pladsen hurtigt blev fyldt ud. Det der med ‘smuk kvinde’ kunne jeg lide. At stikke eksen lidt, det lød også underholdende. Men… — Det går altså ikke, Villy, — siger jeg. – Se på mig, jeg er ikke lige fra jeres stald. Ingen lange ben, ingen plastic-numse. Find en professionel escortpige. De kan både etiketten og det, der er værre. — En professionel duer ikke, — siger Villy. – Dem spotter man på lang afstand, de har prislister skrevet i panden. Jeg skal bruge en naturlig, ægte kvinde ingen kender. — Naturlighed har jeg til overflod, — siger jeg. – Men jeg er altså luksusudgave. Hvad skal jeg tage på til sådan et arrangement? Jeg ejer kun tøj, man kan gå til VVS-fest i. Villy tog sig af mit udseende: kjole, sko, manicure, klipning. Nå ja, må jo hjælpe drengen! Så vi drog afsted til aftenens fest, begge gevaldigt pyntede. Stedet hed “Den Blå Rigmand”. Hvis du ikke har været til sådan et selskab, så lad være med at begynde. Der er lige så stresset og trist som i en gåsefarm under kunstig befrugtning. Mænd i smoking, kvinder med silikone. De spiser lidt. Drikker lidt. Smiler stift med tres diamanttænder, sladrer og sammenligner status. Villy udpegede sin eks: klassisk fotomodel, lidt for gammel til catwalk, udskæring til navlen, oppustede læber. Hvad han dog så i hende? Hun hedder Celina, men hun har garanteret heddet Sølvi som barn. Så blev Villy kaldt væk til forretning, han plantede et kindkys og efterlod mig ved buffetbordet. Jeg har ikke noget imod at stå der; der var mad overalt. Jeg går til makronerne: tager én, kigger på næste, sluger nr. tre. Nysgerrige damer begynder at trække hen til mig, og Celina lurer også. — Er du sammen med Villy? – spørger én, – Lad os hilse, jeg er Nina. Hvad laver du? Har du et agentur, salon, danseskole? Imens jeg tygger, tænker jeg efter. Husker, jeg har solgt et skab til veninden, og siger, at jeg laver i møbelbranchen. Skabet var faktisk pænt, så jeg siger, det er eksklusive møbler. — Hvor dejligt! – siger Nina. – Jeg er dødtræt af min egen indretning. Hvad hedder din butik? Hun bliver ved, så jeg snydt lidt: Efter skabet har jeg ikke solgt mere og lyver, jeg er holdt op med møbler. — Jeg blev træt af møbler og gik over til vintermodetøj, — svarer jeg. Sidste vinter solgte jeg egentligt en faux pels til en anden veninde for en halvtredser, så det kan jeg godt stå ved. Flere damer udbrød, at de drømte om nye pelse og ville besøge min butik, hvis jeg gav dem adressen. De prøvede mig vist af. Heldigvis havde jeg engang solgt et par dæk, der var blevet til overs efter min mand, så jeg skyder fra hoften igen: — Desværre, pelshandel er også blevet urentabelt, så nu tager jeg mig af bilreservedele. Nogen, der mangler injektorer, slanger, cylinderblokke – sig til! Pludselig var de ligeglade – slanger har åbenbart ikke stor kurs blandt den gruppe. — Hvilke antidepressiver tager du? – bliver Nina ved. – Til hvilken psykolog går du? Det er jo umuligt at tjene penge uden at være på noget! Mit antidepressivum er en aften-skænk cognac til at jage den danske vemod væk. Min psykolog hedder Misja – det er min kat. Jeg åbner mig for hende, og hun fejer jorden af med halen, mens hun vælter jord ud af blomsterpotten. Fin terapi, men der er meget oprydning bagefter. Jeg sagde derfor, jeg tog frisk-cognacin og at min psykolog hed Kattetina Misja Mur. Ingen forstod noget, men de købte den. Pludselig trænger eksen Celina sig helt hen til mig for et nærstudie. — Hej, fugl, — siger hun. – Er du Villys nye flamme? Venligt råd: han er en skrækkelig mand. (Offentligt billede) — Ikke mere skrækkelig end dig, — svarer jeg og hælder en tallerken østers ned. — Altså, man kan slet ikke holde ud at bo sammen med Villy, det finder du snart ud af – han er en tyran! Kommer du fem minutter for sent hjem – ballade! Bruger du for mange penge – skænderi! — Vi har det fint! – siger jeg. – Ikke noget brok, ingen ballade. Han kommer og går som han vil – og det gør jeg også! Bemærk, at jeg ikke løj! Jeg sagde bare ikke, at vi bor i hver sin ende af vejen. — Og jeg siger dig mere! – hvisker Celina. – Villy er lidt skør. Han taler med sig selv! Jeg slæbte ham med i opera, på krydstogt, til fester, og han stod bare og stirrede ud i luften og mumlede: “Hvornår finder jeg dog den kvinde?” Som om jeg ikke engang var der! Jeg reagerede ikke. Alle leder vi vel efter noget. — Du virker ikke til at være småtspisende, — fortsætter Celina. – Det kommer du altså til at høre for! Villy stressede mig helt vildt, hvis jeg tog bare ét gram på! Og så råbte han igen: “Hvornår finder jeg dog den kvinde?” Jeg sagde: “Her er jeg!” – men han så bare forbi og gik. — Han skal ikke sige et ord om min vægt, tør du vædde? – siger jeg. Og tog endnu en fuld tallerken delikatesser. Villy vinkede opmuntrende fra den anden ende af lokalet, vær så god at tage for dig! Ved synet blev Celina helt sort i blikket. — Om dagen er det én ting, — siger hun. – Men om natten ville jeg slå Villy ihjel. Han snorker som et trykluftbor! Og selv i søvne stønner han: “Hvornår finder jeg dog den kvinde?” Jeg trak på skuldrene – jeg har aldrig hørt Villy stønne om natten, men vi har altså femoghalvtreds meter og et stålhegn mellem vores senge. Så Celina fik aldrig rigtig pillet mig ned! Alt i alt havde jeg en fortryllende aften – spist, drukket, badet i champagnespanden. Lidt ærgerlig over kjolen, for jeg forstod, at den alligevel ikke ville passe om en uge. Hvorfor ærgre sig? Jeg har jo Misja og cognac som trøst. *** — Maria, tusind tak! – roste Villy næste dag. — Du blev aftenens stjerne! Du gjorde et uforglemmeligt indtryk på den bunke snobber – og Celina gik næsten i rap! Se, det er ægte naturlighed. — Det var en fornøjelse, — siger jeg. – Men næste gang må du klare dig selv. De der steder giver mig moralsk diarre. Var jeg din kone, gik jeg hverken selv eller lod dig gå. Han gav mig blomster og frugt, og på vej hjem sagde han mærkeligt: — Gud, har jeg virkelig fundet DEN kvinde? Jeg har ingen idé om, hvad han mente. Men jeg håber da, han finder én…

“Hvornår finder jeg den kvinde?” (humor)

Jeg er sådan set midlertidigt single dame, og ved siden af mig bor Morten han har lige fået lavet huset færdigt og er flyttet ind. Tror nok han er selvstændig erhvervsdrivende, men han er ikke en af de arrogante typer. Han er en anelse yngre end mig, han er vel omkring femogtredive, og jeg jeg har nu haft min attende fødselsdag adskillige gange.

Så en dag kommer han forbi og spørger:

Karen Møller, vil du gøre mig en nabotjeneste og være min ledsager til et arrangement?

Jeg kigger på ham, griner og siger, at før han spørger om sådan noget, burde han måske bestille sig en plads på kirkegården først.

Arh, du misforstod! undskylder Morten sig straks Jeg skal til en reception, og det ser ikke rigtigt ud at komme alene. For det første skal forretningsfolk helst have en flot kvinde med sig, for det andet kommer min ekskæreste også. Hun skal da se, at jeg har det pragtfuldt uden hende og at det ikke skorter på interesserede damer.

Det med flot kvinde kunne jeg da ikke undgå at blive smigret over. At snuppe lidt af glorien foran Mortens eks ja, hvorfor ikke! Men:

Det går ikke, Morten, siger jeg. Se på mig jeg er ikke fra jeres kredse. Jeg har hverken ben som en gazelle eller en plastbagdel. Hyre dog en professionel ledsagerske. De har styr på etiketten, og ingen bliver forarget hvis man tager lidt på dem.

Det duer ikke, siger Morten. De professionelle kan alle spotte på lang afstand, de har nærmest priserne skrevet i panden. Der skal en rigtig, naturlig kvinde til, én som ingen i omgangskredsen kender.

Naturlighed har jeg massevis af, siger jeg. Men jeg er altså ikke billig i drift. Og hvad skal jeg tage på? I min garderobe er jeg klar til rørmokkerklubben, ikke til high society.

Morten påtog sig så at klare garderoben: kjole, sko, manicure og klipning. Nå, jeg gav mig han skulle jo have hjælp! Og vi kørte så, fine i tøjet, til “Den Blå Rigdom”, som stedet så prætentiøst hed.

Hvis du aldrig har været til sådanne mondæne fester, så lad være. Det hele er rædsomt stift og ligegyldigt. Mændene i jakkesæt, damerne fyldt med botox og silikone. De spiser næsten ikke. Drikker lidt. Smiler anstrengt med sirlige diamanter i tænderne og måler status på hinandens påklædning og rygter.

Morten pegede på ekskæresten: klassisk afblomstret model, dyb udskæring, påsatte læber. Hvad han så i hende, forstår jeg ikke. Hun præsenterer sig som Emiliana. Inderst inde hed hun vel nok engang Birthe.

Så blev han hevet væk til en snak, kyssede mig prompte på kinden og lod mig stå alene ved buffeten. Min talje kunne være ligeglad, der var mad i overflod. Jeg begyndte straks at hugge ind på snitterne: tog én, kiggede på den næste, slugte den tredje.

Oplagte damer begyndte at kredse om mig, og Emiliana stod ikke langt væk og spidsede ører.

Er du med Morten? spurgte en af dem. Jeg hedder Maja. Hvad laver du egentlig? Har du egen virksomhed, salon, danseinstitut?

Jeg tænkte lidt, mens jeg slubrede på en tartelet. Nå ja, jeg havde da for nylig solgt et sengebord til en veninde, så jeg svarede, at jeg arbejdede med møbler. Da jeg kom i tanke om, at sengebordet faktisk var helt pænt, rettede jeg mig: eksklusiv møbler.

Hvor spændende! sagde Maja. Mit hjem trænger også til nye møbler. Hvad hedder din butik?

Hun gav ikke op! Jeg måtte finde på noget. Efter det sengebord har jeg ikke solgt mere, så jeg løj og sagde, at jeg var stoppet med møbler.

Jeg blev så træt af møbelbranchen, så nu er jeg i vintermode, svarede jeg. Sidste vinter solgte jeg nemlig en pelskappe syet af en skaldet mops til en anden bekendt for halvtreds kroner, så det føltes ikke helt løgn.

Flere damer jublede; de ville gerne høre mere om min butik og besøgstid. Tjekkede de mig, mon?

Heldigvis havde jeg for nylig også skilt mig af med et par bildæk fra den afdøde mand. Så jeg fortsatte:

Nej desværre, pelshandel gik ikke, så nu er jeg begyndt at importere autodele. Hvis nogen mangler dyser, slanger eller cylinderhoveder, så kom endelig forbi!

Interesset forsvandt som dug for solen. Slanger var åbenbart ikke hot blandt de fine fruer.

Hvilke lykkepiller er du så på? blev Maja ved. Hvilken psykolog går du hos? Man kan da ikke drive forretning uden at have noget kemisk hjælp nede i tasken!

Mit eneste antidepressivum er et glas cognac til aften og min kat, Misse. Fortæller jeg hende alt mit bøvl, blinker hun dovent med halen og går straks hen og vælter blomsterjorden på gulvet. Fin terapi lidt bøvl med oprydningen. Så jeg svarede, at jeg tager friskkonjac dagligt, og går hos terapeut Misse Musling.

Ingen forstod en pind, men gudskelov købte de den.

Så kom Emiliana snigende tættere på for at inspicere varen.

Hej skat, sagde hun. Er du Mortens nye? Bare pas på: han er ikke rar.

Tja, næppe værre end dig, svarede jeg, mens endnu en østers forsvandt.

Man kan ikke bo med ham, skal jeg sige dig, skumlede Emiliana. Han er en tyran. Hvis man forsinker sig fem minutter, er det ballede. Bruger du for mange tusinde kroner, er der ballade igen!

Nej nej, vi har det aldeles fredeligt! sagde jeg. Ingen ballade, ingen slagsmål. Han går ud, når han vil det gør jeg også!

Bemærk, jeg sagde ikke et ord, der var løgn de små detaljer om vi ikke sover samme sted, sprang jeg over.

Jeg kan sige endnu mere, hvisker Emiliana. Han er lidt skør. Taler med sig selv! Jeg trak ham både i operaen og i Tivoli, hele tiden havde han travlt med at stirre tomt op i luften og mumle hvornår finder jeg den kvinde?. Jeg sad lige ved siden af!

Jeg reagerede ikke. Vi er alle lidt mærkelige og søger alle et eller andet.

Du kan da godt lide mad, kan jeg se, stikker Emiliana til. For det skulle jeg høre for hele min tid hos ham. For hvert gram på vægten, skabte han sig! Og så sagde han igen: hvornår finder jeg den kvinde?. Jeg svarede Jeg er da her! men han kiggede bare ud i luften og gik.

Jeg lover dig, han siger ikke en lyd til mig om et par ekstra kilo, svarede jeg kækt og hældte endnu en portion snacks indenbords.

Morten vinkede opmuntrende til mig fra den anden ende af salen bare gør dig det behageligt! Emiliana blev helt grå af misundelse.

Om dagen kunne man måske holde det ud, sagde hun. Men om natten ville jeg slå ham ihjel. Han snorker som en lufthavnskran burde sættes på altanen! Og selv i søvne mumler han: hvornår finder jeg den kvinde?

Jeg trak bare på skuldrene og nævnte ikke, at der er mindst halvtreds meter og et plankeværk mellem Mortens og min seng.

Summa summarum lykkedes det ikke Emiliana at bringe mig ud af fatning, som hun end prøvede. Jeg hyggede mig: blev stopmæt, smagte al champagne, og tog et dyp i bowlen. Kjolen led, ja, men den var nok heller ikke til at passe i næste uge. Hvad skal man klage over? Katten og min cognac trøster mig.

***

Karen, tusind tak! roste Morten næste dag. Du er født til dette selskabsliv. Du efterlod et uudsletteligt indtryk blandt de småborgerlige snobber og Emiliana blev helt grøn af misundelse! Det viser bare, hvad naturlighed og humor kan føre til.

Det var så lidt, sagde jeg. Men næste gang må du klare dig selv. Jeg er ikke vant til den slags steder jeg får moralsk diarre af det. Var jeg din kone, var jeg blevet hjemme og nægtet dig adgang.

Morten gav mig blomster og lidt frugt og gik hjem til sig selv, mens han mumlede noget mærkeligt for sig selv:

Gud, mon jeg endelig har fundet den kvinde?

Jeg aner ikke, hvad han præcis mente. Men hvis han har fundet sin “kvinde”, så er jeg glad på hans vegne.