Bring, bring, bring, bring, bring – det har jeg hørt hele mit liv. Jeg er træt af det. Nu, som 54-årig, vil jeg skilles. Tidligt om morgenen ringede en nabo til mig og spurgte: – Har du hørt, hvad din fætter har gjort? – Nej, hvad er der sket? – Det viser sig, at hun vil skilles som 54-årig, efter 30 års ægteskab. Den slags nyheder slår benene væk under en. Hvordan kan det være, de virkede jo som en helt almindelig dansk familie; hendes mand drikker ikke, er nu pensionist – ni år ældre end hende. De har tre voksne børn, alle med eget hjem, og fem børnebørn. Og pludselig vælger hun at blive skilt. Måske er der tale om en misforståelse? Jeg ringede straks til min fætter og foreslog, at vi mødtes i parken for at tale roligt sammen. Dette er, hvad jeg hørte … – Jeg kan ikke mere, jeg har løbet rundt som en hamster i et hjul hele mit liv. Min mand har haft sit job og jeg mit, men efter en lang arbejdsdag lagde han sig straks på sofaen, så tv eller tog måske ud til en øl med vennerne – mens jeg begyndte dagens næste skift herhjemme. Mange kvinder ved nok, hvad jeg taler om. Man kommer hjem fra arbejde, starter med tøjvask, laver aftensmad, forbereder til næste dag, fordi børnene skal have mad efter skole. Så skal der gøres rent, vaskes op, støvsuges – for manden er jo træt, og børnene har lektier og fritidsaktiviteter. Og så mange, mange andre ting, som alle danske husmødre kender til. Jeg håbede, det ville blive nemmere, når børnene blev voksne. Men det tog jeg fejl. Nu er børnene flyttet hjemmefra, min mand gik på pension – og jeg arbejder stadig. Nu er min mand stort set altid hjemme eller på fisketur, men hjælper aldrig til derhjemme. Han venter bare på, at jeg skal komme hjem og lave alting. Det sidste, der fik bægeret til at flyde over, var da jeg blev syg – og da han kom hjem fra fisketuren, spurgte han ikke hvordan jeg havde det, men gik midt i det hele ud i køkkenet og brokkede sig over, at der ikke var mad, og at jeg da bare kunne have kogt nogle kartofler – det var vel ikke så svært. Jeg sagde, at hvis det ikke er svært, så kunne han selv gøre det. Og til svar fik jeg: – Hvorfor skulle jeg have en kone, hvis jeg skal lave mad selv? Da jeg hørte det, sagde jeg, at jeg havde fået nok – vi skal skilles! Vi deler lejligheden op og bor hver for sig. Nu vil jeg endelig leve bare lidt for mig selv. Børnene var ikke glade for min beslutning. De sagde, at jeg efterlod ham alene og at han ikke kunne finde ud af noget selv, at han ville dø alene. Men jeg er ligeglad. Han har ødelagt det for sig selv. Hvis han ikke værdsætter det, han har, må han lære det på den hårde måde. Sådan står det til. Måske falder gemytterne til ro, men min fætter står fast på sin beslutning. Jeg er i tvivl – det er ikke nemt at være alene som ældre. Hvad mener du?

Bring, bring, bring jeg har hørt det hele livet. Jeg er træt af det. Når jeg fylder 54, vil jeg skilles.

Tidligt om morgenen ringede en nabo til mig og spurgte:

Har du hørt, hvad din kusine har gjort?

Nej, hvad er der sket?

Det lader til, hun vil søge skilsmisse ved 54, efter 30 års ægteskab.

Af sådan en nyhed som man siger faldt min mund åben. Hvordan kunne det ske? De virker jo som en helt almindelig familie, manden drikker ikke, han er pensioneret, ni år ældre end hende. De har tre voksne børn, alle bor for sig selv, og fem børnebørn. Pludselig beslutter hun sig for at skilles.

Måske er noget blevet misforstået? Jeg ringede straks til min kusine og foreslog, vi tog en snak. Vi aftalte at mødes i Kongens Have, så vi kunne tale stille og roligt. Og så hørte jeg dette

Jeg orker ikke mere, jeg har løbet rundt som en marsvin i et hjul hele mit liv. Min mand arbejdede og jeg det samme, men efter job lagde han sig på sofaen og så fjernsyn eller hvilede sig på anden vis, eller tog måske en øl med vennerne, men jeg begyndte straks på dagens andet skift derhjemme. Jeg tror mange danske kvinder kender til dét.

Du kommer hjem efter arbejde, og så starter det: vaskemaskinen, lave aftensmad, gøre klar til næste dag, for børnene skal jo have noget at spise efter skole. Så skal der ryddes op, vaskes op, støvsuges, for manden er træt, og børnene har travlt med lektier og fritidsaktiviteter. Og mange, mange andre ting, som alle husmødre kender til.

Og jeg håbede, at når børnene blev store, ville tingene blive nemmere. Men jeg tog fejl. Børnene blev voksne, min mand gik på pension, og jeg arbejder stadig.

Nu er min kære mand hele tiden hjemme, eller ved søen og fisker, men han laver aldrig noget hjemme. Hver gang, står han bare og venter på, at jeg kommer hjem og fikser alt.

Det sidste søm i kisten var, da jeg blev syg, og han, efter at være kommet hjem fra fisketur, ikke spurgte om jeg havde det godt eller om jeg havde brug for noget nej, han gik lige hen til køleskabet og skreg over, at der ikke var noget at spise. “Du kunne da i det mindste koge nogle kartofler det er jo ikke svært!” sagde han.

Jeg svarede, at hvis det ikke var svært, kunne han jo gøre det selv. Og til det sagde han:

Hvorfor skulle jeg have en kone, hvis jeg skal lave maden selv?

Da jeg hørte det, sagde jeg: Nu får jeg nok. Vi skilles. Vi deler lejligheden, og jeg bor for mig selv. Nu vil jeg bare leve lidt for mig selv.

Mine børn blev ikke glade for min beslutning. De sagde, at jeg efterlod ham alene, og at han ikke kunne noget, at han ville dø for sig selv.

Men nu er det lige meget for mig. Han har brændt alle broer. Sætter han ikke pris på det, han har, så må han lære det på den hårde måde.

Sådan er det. Måske lægger det sig, men min kusines beslutning er urokkelig.

Jeg tvivler det er ikke nemt at være alene som gammel.

Hvad synes du?