Det var engang, for længe siden, at jeg tænkte tilbage på de stormfulde år, hvor mit hjerte blev trukket i to retninger. Jeg, Lærke, var gift med min mand og havde to små børn, men så kom Rasmus, min barndomsven fra København, som altid havde haft en skæv humor og en rolig måde at gøre sig bemærket på.
– Jeg forstår ikke, hvordan du kan kaste dig så hovedkulds ind i en affære, glemme din mand og dine børn. Det er så uansvarligt, – sagde Rasmus, da han så mig stå ved vandet i Nyhavn med den tågede horisont i baggrunden.
– Rasmus, jeg tænker med hovedet, men mit hjerte spiller sin egen melodi. En mand som Søren, den jeg senere blev gift med, findes ikke flere steder. Jeg elsker, og det er alt, hvad jeg kan sige, – svarede jeg med et træt øjenrul.
Rasmus trak på skuldrene og sagde:
– Tag dig sammen, Lærke! Tænk på din familie, din lille flok.
– Rasmus, du kan ikke undervurdere livet, – sagde jeg, mens jeg mærkede irritationens flamme vokse. – Pas på, så du ikke ender i noget, du fortryder senere. Så kan vi tale.
– Med mig? Aldrig i livet! – råbte han, mens han hævede en hånd i en let bøn.
Han krydsede sig forsigtigt og sagde:
– Du må ikke love dig selv, at du aldrig vil gøre sådan igen…
Rasmus var en af de få mænd, der nogensinde havde fået en plads i mit hjerte som en hemmelig elsker. Vi var begge gift, men vi havde en stille, intim forbindelse, fri for store løfter og dybe skænderier. Vi så hinanden en gang om ugen – hverken han eller jeg turde bryde den skrøbelige balance i vores familier. Det var blot en behagelig flugt fra hverdagen.
Dette lille samspil holdt i tre år, indtil en brændende, ubarmhjertig lidenskab pludselig brød ind i mit liv og vendte alt på hovedet. Der var ingen stille dage længere; alt var kaos.
Rasmus stod i skyggen af Søren, som var som en rigtig mand, men som også kunne være som en brølende storm. Med Søren var alt i stykker, i flammer, i kaos. Jeg husker, hvordan Rasmus en dag spurgte mig:
– Hvad var jeg for dig, Lærke?
Det var svært at forklare, at Rasmus blot var en kølig brise, mens jeg havde brug for en orkan, der fejede alt væk.
Det endte med, at jeg giftede mig med Søren. Jeg kunne ikke trække vejret uden ham, livet syntes at være fuldendt. Men så begyndte jeg at savne Rasmus. Med ham var alt let, roligt, stabilt. Med Søren var alt uforudsigeligt – han gik væk for en stund, kom tilbage på knæ og bad om tilgivelse, løftede mig til himlen og så slog han mig med hårde ord. En mørk sky lagde sig over min sjæl.
Efter fem år uden kontakt ringede jeg til Rasmus:
– Hej, du gamle familiefyr! Skal vi mødes og snakke?
Han svarede modvilligt:
– Lærke? Okay, lad os ses…
Vi mødtes i en lille park i Østerbro, hvor han holdt en dyb rød rose i hånden. “Se, jeg huskede farven på din yndlingsrose,” sagde han med et smil. Vi gik derefter ind på den café, vi plejede at besøge i Vesterbro.
– Så fortæl mig, Rasmus, hvad er nyt i dit liv? – sagde jeg, mens jeg satte mig ned med en kop sort kaffe.
Han så op, og hans øjne lyste:
– Husk du den himmelske kærlighed, du talte om? Jeg har mødt en betagende pige, som har gjort mig lykkelig i et halvt år. Jeg kan næsten ikke tro det selv. Jeg ville råbe det ud til hele verden.
– Er det en skilsmisse, du overvejer? – spurgte jeg nysgerrigt.
– Jeg ved det ikke endnu. Lad os se, hvad du vil råde mig til.
Jeg nikkede og sagde:
– Som man siger, “det, der er godt, vil blive ved.” Måske bør du købe din kone blomster, lave en romantisk middag og glemme alle dine lune tanker. Ellers ender du med at bide dig i albuerne, som mig.
– Fortryder du det, du gør? – spurgte han overrasket.
– Jeg fortryder ikke, men det er klogere at afslutte den forbudte affære nu, så du kan takke mig senere. Ikke alle kan bære flere ægteskaber. Men gør, hvad du mener er rigtigt – det er dit liv, – svarede jeg, mens jeg rejste mig for at gå.
– Jeg ringer dig, – sagde Rasmus, før han knyttede et koldt kys på min kind.
Jeg følte ingen jalousi over for hans nye pige. Jeg troede, han ville flyve væk som en fugl, men jeg blev overrasket over hans dybe forelskelse. Jeg havde altid set ham som pragmatisk, uden impulsive handlinger. Sådan var han nu, fanget i en blændende kærlighed.
Et år senere så jeg ham ved en metrolinje i København.
– Lærke! Jeg har drømt om at se dig! – råbte han, gav mig sin plads og spurgte, om jeg havde tid til ham.
– Selvfølgelig, Rasmus. Hvad er nyt? Er du blevet skilt? – spurgte jeg nysgerrigt.
– Skal vi gå på café, eller har du travlt? – sagde han, mens han trak mig med i retning af udgangen.
Vi satte os på den nærmeste café.
– Lærke, jeg vil have dig tilbage, – sagde han ind i mine øjne.
– Lad være, – afviste jeg med en håndbevægelse.
– Jeg
