Vi mødtes, men vi forstod aldrig hinanden
Kommer du ikke for sent, Dan? Hvornår kører du egentlig, Dan?! Dan Karen puffede til sin mand, der blot vendte sig om, som om han sov og viftede en hånd efter hende for at vise, at han ikke ville vågne, og han ikke ville komme for sent. Karen kiggede på sin mobil klokken var kun syv en lørdag morgen.
“Hvorfor pokker er jeg vågen så tidligt på en lørdag?! Jeg har jo ingen planer, pakkede tasken i går…” tænkte Karen og overvejede at trække dynen op igen, men pludselig…
Uvirkeligt poppede der glimt op foran hendes øjne:
Morgenavis
Lakridsboller
Dagbogssider
Et brætspil med krøllede terninger
Så blev hun overmandet af den mærkelige uro, der tit havde ligget som en tung dyne over hendes hjerte. Der var egentligt intet at frygte: hendes mand lå der, lejligheden lå i hjertet af København, lækker med dansk design-overalt, elektriske apparater i topklasse. Dan kørte rundt i sin Tesla, Karen i sin Suzuki. De havde endda netop købt et sommerhus ved Rørvig. De havde det hele, så at sige.
Mange ville give deres højre arm for sådan noget. Prøv at leve til leje, tage bus 5A til arbejde hver dag, hjælpe børnene med lektier, lave aftensmad, betale af på Huslån, sende penge med barnet til børnehave… Du når aldrig at drømme før alarmen ringer igen, og alt starter forfra. Dine bekymringer ville jeg gerne have! Hvilken spøjs forudanelse er nu det her? Hvad handler det om?
Præcis dén følelse! Karen havde lært at genkende den; en uforklarlig indre uro, stikken i brystet, forudanelse om en ulykke og følelsen af, at noget vigtigt forsvinder mellem fingrene på hende. Den dukkede op ud af det blå og forsvandt ligeså pludseligt. Nogle gange gav den hende fred, men så var den dér igen.
Den morgen stod følelsen uden varsel igen midt i Karens bryst. Hun satte sig op, så på den snorkende Dan og slentrede ud i køkkenet. Dan skulle igen afsted på forretningsrejse i Odense. Det var blevet mere og mere. En ny direktør var startet for et års tid siden, lønnen var steget, firmaet var voksende og fyldt med muligheder. Dan var chef for afdelingen, vellidt og dygtig, men jobbet tog al hans tid! Selv i weekenderne blev han nu sendt ud i landet.
Karen lavede morgenmad og gik ind for at vække Dan.
Dan, skal du op eller hvad?! Skynd dig, ellers kommer du for sent til toget. Du sagde I kører først på eftermiddagen?
Ja, først på dagen mumlede Dan og satte sig til sidst op.
Kom nu, morgenmaden står på bordet.
Mmm brummede han døsig og slentrede efter hende.
Ved bordet forsvandt han ind i sin mobil. Karen havde lagt mærke til, at de næsten aldrig talte sammen mere de gled fra hinanden, uden egentlig at skændes. Overfladisk var alt som før; han kom stadig hjem med blomster, hun kunne lokke ham med ud og spise nogle gange, de gik i Tivoli eller til venner, men intet føltes som det plejede.
Dan, må jeg ikke tage med til Odense? spurgte Karen pludseligt.
Mmm. mumlede Dan, uden at kigge op.
Kom nu, jeg mener det! Jeg kunne jo tulle rundt om dagen, tage på museum og om aftenen er vi sammen.
Hvad? Nej, det kan man da ikke! Dan for sammen, da han forstod hvad hun sagde.
Hvorfor ikke, Dan? Det er vel ikke til besvær? Du kører jo alligevel.
Ja, jeg kører Men altså, hvad ville du overhovedet lave dér? Det er weekend, slap nu af herhjemme. Jeg er tilbage mandag eller tirsdag.
Jamen, jeg har aldrig været i Odense. Jeg kunne jo kigge butikker eller tage på H.C. Andersens hus…
Ej, for pokker! Odense er så kedelig, der er intet at komme efter! Herhjemme har vi nok butikker! Matas på hvert hjørne!
Dan, jeg keder mig her Jeg skal nok holde mig væk fra dig. småjamrede Karen.
Karen, nej! Hvis du vil på ferie, så køb en billet og rejs! svarede Dan træt.
Helt alene? Jeg vil med dig! Vi er gift har du helt glemt det?
Sig mig, skal vi gennemgå det her igen? Jeg har sagt tusind gange at det er vildt presset arbejde for tiden! Min chef er ikke til at udstå! Hvad kan jeg gøre, når han sender mig ud i weekenden?!
Pjat, det er altid kun dig! Sidste uge så jeg René fra dit kontor med kone og børn i Fields, og du arbejdede som sædvanligt! Karen ville ikke skændes, men ordene væltede ud.
Ja, skal vi nu gennemgå hvem der var hvor og hvornår… Tak for morgenmaden! Dan rejste sig og gik på badeværelset.
Karen ryddede op, mens Dan snakkede om uinteressante nyheder fra tv. Hun pakkede madpakke og te på termokande til ham.
Karen, hvor er tasken? lød Dans stemme fra gangen.
På skænken. svarede Karen roligt.
Godt, nu kører jeg. Bliv ikke sur, der er alligevel intet at lave derovre.
Jeg er ikke vred. På gensyn.
Dan gik. Karen blev hjemme. Det var lørdag, hun kunne ringe til en veninde, tage ud at spise, hygge sig.
Men hvem? Signe havde mand og to børn hun ville slet ikke gå ud! Mette var flyttet i sommerhus udenfor Roskilde hun kom ikke til byen. Lone var draget til Aarhus for at studere og havde ikke givet lyd længe! Alle havde travlt med deres liv, børn, bekymringer…
Karen nærmede sig de otteogtredive hun og Dan havde aldrig fået børn. En fejl i ungdommen en abort udenfor systemet. Dengang boede de i en lille lejlighed, nyuddannede, næsten ingen penge.
Senere, mange år efter, fejrede Karen og Leon deres bryllupsdag, og lille Katrine, nu teenager, holdt tale for sin papmor med våde øjne og sagde Tak, mor, fordi du kom ind i vores liv og samlede os igen til en familie.Hun stod længe ved vinduet og betragtede stillheden udenfor, hvor bladene drejede rundt i morgensolen. Alt var tyst, og hendes uro begyndte at lette, som om hun blev lettere for hvert åndedrag.
Uden videre gik hun ind på kontoret, trak skuffen ud og fandt den gamle dagbog frem, der stadig duftede let af lakrids og teenageår. Siderne knitrede, da hun slog op halvt glemte drømme stod bøjet ned i marginerne med små hjerter. Hun rev et nyt ark ud, tog pennen og lod hånden skrive før tankerne nåede hende, ord efter ord, sætning for sætning. Hun skrev ikke til Dan, ikke til fortid eller fremtid, men til sig selv.
Da hun til sidst lagde pennen, så hun op, som om alting var blevet klarere. Tankerne tumlede, men hun smilede svagt ikke alt skulle forstås eller forklares, måske bare leves, én dag ad gangen. Karen trak i jakken, fandt nøgler og gik ud. Hun satte kurs mod bageren, mod lørdagens mulighed for rykbrød og frisk luft, mod mennesker og historier ude i byen.
Bag sig lå lejligheden og ægteskabet, ja, og alle de lag, som livet havde foldet om hende. Hun kunne ikke gøre Dan nærmere, ikke gøre ensomheden mindre men hun kunne vælge at træde ud ad døren, åbne sig for verden igen. Karen gik ned ad trappen, og for første gang i lang tid følte hun ikke, at hun ventede på nogen eller noget.
Hun var bare til, netop her, hvor hun selv kom til.






