Niels satte sig ind i bilen efter arbejde, klar til at køre hjem, da telefonen pludseligt ringede. Nummeret var ukendt. Han svarede modvilligt og trykkede på den grønne knap.
Hallo. Hvem taler jeg med?
Det er mig… Hej, svarede en kvindestemme, han ikke kendte.
Hvem er mig? spurgte Niels anspændt. Kan du ikke præsentere dig?
Der var stilhed. Så igen stemmen, lavmælt:
Det er mig… din mor.
Niels frøs. Hans fingre knugede rettet, og hjertet hamrede.
Hvad er det for noget vrøvl? Min mor døde for niogtyve år siden!
Nej Jeg er Karen… Jeg fødte dig. Niels, det er virkelig mig…
Han lagde på. Hans hjerte hamrede, og hænderne var fugtige. Det føltes, som om nogen havde åbnet en port til en skræmmende fortid, han for længst havde forsøgt at begrave.
Et par minutter senere ringede telefonen igen. Samme nummer.
Jeg vil ikke høre fra dig, sagde han koldt. Jeg har ingen mor. Den, der fødte mig, forlod mig som niårig. Siden dengang har jeg været forældreløs.
Bare fem minutter, bønfaldt hun. Jeg beder dig…
Hvorfor? For at høre endnu en løgn?
Bare lad os mødes én eneste gang. Så forklarer jeg det hele.
Niels nægtede, men vidste hun ikke ville give op. Hun kunne finde hans adresse, stå ved døren, forstyrre hans kone, skræmme døtrene.
To dage senere mødtes de ved en lille skov udenfor Aarhus.
Karen Mikkelsen sad på en bænk, sammenkrøbet, ældet, men stadig med spor af sin forhenværende skønhed. Hendes hænder rystede.
Hej, Niller…
Jeg hedder Niels, rettede han hende køligt.
Hun kiggede ophendes øjne var fulde af desperation.
Jeg ved det, og jeg er skyldig Men jeg havde intet valg
Han sagde ikke noget. Barndomsminder blinkede for hans blikhendes råben, de smadrede tallerkener, hvordan hun gik ud og efterlod ham alene.
Du forlod mig hos moster Gerda og sagde: Jeg kommer om en måned. Men du stak af til Tyskland med en eller anden forretningsmand.
Jeg troede livet ville blive bedre for os… Men han ville ikke tage dig med. Og jeg
Du valgte ham. Ikke mig.
Hun brød sammen i gråd.
Jeg har ingen andre at tale med. Min mand er død, hans børn har smidt mig ud. Jeg har ingen steder at bo. Ikke engang penge til mad. Jeg er helt alene.
Er du ked af det på dine egne vegne? spurgte han stille. Hvem syntes du synd om, da jeg var ni?
Undskyld Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle bede om tilgivelse. Jeg håbede, du af dig selv ville finde mig…
Du sendte mig aldrig et eneste fødselsdagskort. Ikke én gang.
Stilheden lagde sig. Så sagde Karen sagte:
Men du blev en god mand… Du voksede op, som du skulle.
Jeg voksede op takket være dem, du ikke kunne fordrage. Moster Gerda. Min kone. Mine venner. Men ikke dig.
Hun rakte ud efter ham, men han trak sig væk.
Jeg dømmer dig ikke. Men du er fremmed for mig. Ikke engang en fjende. Bare et tomrum.
Jeg er døende… hviskede hun.
Så må du finde din fred. Men ikke ved mig.
Han rejste sig og gik sin vej uden at kigge tilbage.
Og for første gang i mange år følte Niels en lethed i brystet. Fortiden slap endelig sit tag i ham. Livet gik videre, mere frit end før.
Nogle sår kan aldrig heles, men man kan lære at leve med demog sætte sig selv fri.
