Da kærligheden gik forbi: Mit liv med en kvinde, der ødelagde mig dag for dag

Da kærligheden gik forbi: Livet med en kvinde, der ødelagde mig lidt mere for hver dag
Jeg holder det meste inde. Tavsheden har været min følgesvend alt for længe. Måske fordi jeg altid tænkte, at mine egne sorger var små i forhold til andres tragedier. Måske fordi jeg troede, at en mand skal bide tænderne sammen og tage imod. Men nu er jeg 58. Tre årtier som gift, og indeni er der kun træthed, smerte og tomhed tilbage. Livet er gået, og lykken kom aldrig på besøg. Vi har et hus, men det føles ikke som et hjem. Vi har en familie, men er i evigt opbrud. Vi bor under samme tag som fremmede sammen, men i daglig kamp for retten til bare at være her. Måske er det allerede for sent til at ændre noget.
Familien, der forsvandt
Jeg giftede mig ikke for kærlighed, og det endte med at koste mig hele mit liv.
Jeg var 28, da mine forældre fik overbevist mig om, at jeg burde gifte mig med Birthe. Nu er det vist på tide, Jens, hun er en god pige, fra en ordentlig familie, sagde de. Jeg elskede hende ikke. Dengang tænkte jeg, at kærlighed bare var noget for romantikere det, der betyder noget i livet, er stabilitet. Så vi giftede os. Og det blev starten på mit personlige helvede.
Det gik ikke længe, før Birthe lod mig forstå, hvem der bestemte hjemme hos os. Hun ydmygede mig foran vennerne, gjorde grin med mig over for familien. Ud ad til var hun yndig og venlig men derhjemme forvandlede hun sig til kulde og vrede. Hun kunne sige foran alle: Du er sådan en god mand, Jens, og hjemme kylede hun koppen efter mig og hvæsede: Du er ingenting! En idiot!
Alt ved mig irriterede hende, hvordan jeg sad, talte, spiste, trak vejret. Men jeg sagde aldrig noget. Blev. For børnenes skyld. Så de i det mindste havde en familie. Jeg håbede stadig på, at tingene ville vende. Men det gjorde de ikke. Det blev værre. Jeg overlevede mere end jeg levede, og ingen naboer ville behandle hinanden sådan, som hun behandlede mig.
Da børnene flyttede hjemmefra, begyndte mareridtet for alvor
Vores drenge blev voksne, stiftede deres egne familier, og så faldt maskerne. Birthe stoppede med at lade som om, hun ville det her forhold. Jeg satte en lille tilbygning op bag huset og flyttede derud. Vi holdt op med at spise sammen, der var ikke mere snak, ikke mere latter. Vi delte kun køkken, opvask og køleskab hun satte navneskilte på sine madvarer, så jeg ikke skulle røre dem. Det virker næsten latterligt. Et tag, to adskilte liv.
Jeg spiste alene. Faldt i søvn alene. Stod op med en tung sten i maven. Og når nogen sagde: Du og Birthe, I er sådan et stærkt par!, havde jeg mest lyst til at råbe. Hvis det her er styrke, så er det kun et fængsel.
Hver dag begyndte med bebrejdelser og sluttede med fornærmelser
Når Birthe var hjemme, forvandlede hun huset til et helvede. Hun kunne starte tidligt: Har du nu glemt skraldet igen, din idiot! og så fortsætte hele vejen til, hvor jeg havde ødelagt hendes liv. Du har aldrig været til andet end at stå i vejen for mig! Det var hendes yndlingsreplik. Jeg prøvede at tie. Tænkte, hvis jeg bare ikke svarede, ville hun stoppe. Men hadet fandt aldrig ro. Hun skulle have nogen at gå løs på og jeg var den nærmeste.
En dag hørte jeg hende sige til en veninde i telefonen: Han er som et møbel. Står bare i et hjørne. Det gik op for mig, at jeg ikke længere eksisterede for hende. Jeg var blevet knust. Og det værste var, at jeg ikke havde noget sted at tage hen. Jeg havde bygget huset med mine egne hænder. Knoklet, opdraget drengene, sparet op og nu var jeg fanget her, tvunget til at holde ud bare for ikke at ende på gaden.
Hvorfor bliver jeg? Det ved jeg ikke engang selv længere
At flytte? Hvorhen? Børnene har deres egne liv og problemer. De kommer sjældent, og når de gør, lader de som om alting er fint hos os. Det er nemmest sådan for dem. For mig er det ligegyldigt nu. Jeg venter bare. Venter på det hele får ende. På en hverdag uden grådige tænder, uden had, hvor jeg ikke behøver kæmpe for at være i fred for én, der nu er blevet en fremmed.
Måske skriver jeg ikke dette for mig selv, men for dem, der stadig kan nå at gøre noget. For dem, der står ved en korsvej. Gør det ikke gift dig ikke uden kærlighed. Lev ikke hos én, der kvæler dit lys. Ofre ikke dig selv på bekostning af, hvad andre tænker. Børnene vokser op og flytter. Til sidst er det kun dig selv tilbage. Med én, der ikke elsker dig. Og så, en dag, opdager du, at hele livet bare gik forbi ligesom mit.