Vi har kendt hinanden i årevis, men vi har aldrig været tætte.
Vi var sådan nogle, man kender af udseende i en lille by: vi hilste, stødte på hinanden til fester, når vi kom hjem til højtiderne, kendte til hvad hinanden studerede og hvor vi nu boede men ikke mere end det. Vi skrev ikke sammen, ringede aldrig i løbet af året, delte ingen hemmeligheder over telefonen. Hver af os havde vores eget liv i hver sin by. Jeg studerede på universitetet i Aarhus, som ligger et par timer fra vores landsby på Fyn. Han læste i Aalborg, næsten fem timer væk. Vi mødtes kun til jul eller om sommeren til store familiefester, fødselsdage, Sankt Hans eller bare hvis vi tilfældigvis gik forbi hinanden på torvet.
Med tiden blev vi færdige med studierne. Jeg blev boende i Aarhus, hvor jeg havde fået arbejde. Han flyttede tilbage til landsbyen, fordi han havde fået job der. Alt fortsatte, som det plejede vi var høflige bekendte. Jeg vidste, han var hjemme, og han vidste, jeg stadig var i byen. Kontakt var der ikke. Jeg kan ikke sige, jeg tænkte specielt meget på ham. Jeg har altid syntes, han var charmerende, ja, men han var sådan en flot fyr, man lægger mærke til men som alligevel forbliver fremmed.
Alt ændrede sig, da jeg af praktiske grunde besluttede at flytte hjem til landsbyen igen. Jeg fik tilbudt en bedre stilling med højere løn i Odense og regnede ud livet tæt på familien, ingen husleje, færre udgifter og mere stabilitet det gav mening. Jeg flyttede tilbage med overbevisningen om, at vi næppe ville løbe på hinanden, og slet ikke drømte jeg om, at vi skulle arbejde i samme firma omend i helt forskellige afdelinger. I starten var det stille og roligt korte hilsner på gangene, små samtaler, møder til fælles middage. Ikke noget særligt.
Men efterhånden begyndte vi at tale mere sammen. Først om arbejde, sidenhen også om alt muligt andet. Uden jeg egentlig lagde mærke til det, skrev vi sammen hver dag. Så begyndte jeg at se ham i et andet lys. Han var ikke længere bare fyren fra landsbyen nu var han mere moden, beslutsom, aktiv og selvsikker. Det var ikke noget, der kom pludseligt eller kunstigt. Det skete bare naturligt. Stadig talte vi aldrig direkte om det, der egentlig skete mellem os.
En aften efter fyraften besluttede vi at spise sammen. Det var en onsdag uden de store forventninger eller planer. Da vi havde spist, foreslog han en drink på en lille, hyggelig bar. Der var næsten ingen gæster. Vi satte os og snakkede, og jeg kunne mærke, det ikke bare var en tilfældig aften ude. Han virkede lidt nervøs, anderledes. Efter lidt tid sagde han, at han gerne ville fortælle mig noget vigtigt.
Han sagde, at han havde kendt mig i årevis, men det var først de seneste måneder, han begyndte at se mig med nye øjne. Han fortalte, han ikke havde sagt noget, fordi han ikke ville ødelægge det, der var ved at vokse frem, at han først ville lære mig rigtigt at kende, tale sammen, dele ting, for at se om hans følelser var ægte. Han sagde, at han ikke søgte spil eller tilfældig flirt, at det ikke kun var fysisk, og at han gerne ville forsøge at skabe noget sammen hvis jeg følte det samme.
Jeg svarede ærligt igen. Jeg fortalte, at jeg havde det på samme måde, at det ikke var planlagt eller ventet, men at jeg med ham følte mig tryg og glad. Der var ingen store løfter og ingen lange skåltaler den aften. Vi besluttede bare at give det en chance. Vores forhold begyndte faktisk allerede den dag.
I dag fejrer vi fire år sammen. Et forhold uden drama, bygget op langsomt, med samtaler, kompromiser og respekt. Vi planlægger at blive gift til juli. Undertiden tænker jeg, at det smukkeste ved vores historie er, at den ikke blev født ud af ensomhed eller blind forelskelse, men opstod over tid en tilfældighed, at vi begge endte samme sted, da vi var klar til det.
Tror du på, at de fineste kærlighedshistorier kan opstå uden drama og uden skurke? Måske handler kærlighed ikke om store armbevægelser, men om at vente og at mødes, når tiden er rigtig.
