En dag bad hendes mor, Sophie, hende Kristiane om at hente en notar hjem til sig. Moderen ville oprette et testamente. Sophie sagde, at arven ville tilfalde Kristiane, fordi den yngste datter ikke tog sig af sin mor. Lad hende bare leve sit eget liv.
Sophie havde to døtre. Hele livet igennem havde hun forsøgt at give sine piger det bedste fra uldtrøjer til små stykker wienerbrød. Den ældste, Kristiane, var gift og boede med sin mand i et lejet lejlighed i det regnvåde Odense. Den yngste, Alberte, boede hos sin mor. Alberte var netop blevet færdig på universitetet. Hun havde mødt en fyr, der efter et stykke tid frimodigt friede til hende. De flyttede sammen ind til Sophie. Der var masser af rum under bjælkeloftet, og ingen hastede ud for at finde mere. Den ældste datter havde aldrig forlangt noget. Hun blev i sit lejemål med sin mand og deres syvårige søn, Johannes, og nussede ham i ulvetimen.
En tåget morgen, mens himlen stadig var lav, ringede Alberte og påstod, at deres mor pludselig var blevet alvorligt syg. En ambulance havde hentet hende under tunge grå skyer. Kristiane tog kåben på og cyklede op mod moderen, langt, som i drømme, over brostenene med blå vinterlys i øjnene.
Det viste sig, at udsigterne ikke var lyse. Moderen havde været syg længe. Sygdommen lagde sig blødt og næsten usynligt over hjemmet, indtil den nu pludselig krævede mere end bare hverdagens omsorg. Prognoser var der ingen, kun stilhed og venten. Moderen blev sendt hjem igen. I starten passede Alberte samvittighedsfuldt på hende. Men efter en måned smuldrede tålmodigheden, som brød i vinduet. Så tilkaldte hun Kristiane for at tage over, og til sidst flyttede Alberte ud.
Alberte foreslog Kristiane, at de kunne bytte at hun kunne bo i Kristianes lejede lejlighed midlertidigt, mens Kristiane og hendes familie flyttede ind hos moderen for at tage sig af hende. Som sagt, så gjort.
Først tog Kristiane ferie, så orlov uden løn. Alle på arbejdspladsen forstod det, for hvem havde ikke haft netop denne slags drømmesituation, hvor sorgen hænger i luften som salt i Vadehavet?
En aften, da tågen glædede sig gennem kvarteret, bad Sophie hende hente en notar. Hun ville skrive sit testamente arven skulle gå til Kristiane, sagde hun, fordi den yngste havde opgivet hende. “Lad Alberte leve, som hun vil.”
Efter døden den stille, fortættede, som kun findes i drømme dukkede Alberte op, pludselig, gennem den knirkende dør. Hun krævede bytte af lejligheder. Det var jo hende, der burde bo der nu. Men Kristiane fortalte om testamentet, at det var moderens vilje og ikke kunne ændres. Siden talte søstrene ikke mere sammen. Overalt fortalte Alberte, hvor egoistisk søsteren var at Kristiane havde taget huset fra hende. Hun nævnte aldrig, at hun selv havde nægtet at tage sig af deres mor.
Kristiane lyttede aldrig rigtigt til hendes ord. Ordene blev til dugdråber, der forsvandt, som morgentåge over de danske marker, hvor drømmene glider ind og ud uden logik, og intet alligevel forbliver det samme.






