Da han var lille drømte jeg om, at han hurtigt skulle blive voksen. En tosset tanke, for jeg vidste ikke, at børns problemer i forhold til de voksnes er som støv i vinden. Sov han dårligt de første fire år? Så er han nu en energibombe, der ikke kan slukkes! Hver gang jeg skulle smutte hans grød i en skål, endte den med at blive kastet som en trommehvirvel, halvdelen spyttede han ud, og den anden halvdel smurte han på tænderne. Men da puberteten slog til, tømte han køleskabet på et enkelt hug. Jeg måtte køre ham halvvejs gennem København til logopæden, og om aftenen, mens jeg svor på alt mellem himmel og jord, legede jeg med Zajcevs byggeklodser. Det er nok lettere end at male himmelstriber på loftet, mens han læser sin STX.
I en alder af tre kunne han læse, men han var så stille som en skovmist. Han læste for sig selv, tavst, mens læberne rørte sig i en hemmelig dans.
– Måske er han stum? – spurgte jeg bekymret.
Logopæden så gennem mig.
– Drenge begynder ofte at tale senere, det er helt normalt.
– Hvad hvis han er stum?
– Så er du selv stum, sagde han vredt. – Se på hans smarte, klare øjne. Forstår du?
– Jeg forstår.
– Så er du bekymret, men han har det fint.
Logopæden mistede tålmodigheden og smed mig ud af lokalet. Min søn, Mikkel Hansen, mumlede stavelser for sig selv og byggede lange ord af klodser: pa-ro-dt, sko-la-d, ja-vo-ro-nok.
Han begyndte at tale ved fire og holdt ikke op i to år, selv i sine drømme sprødte han af spørgsmål.
– Hvad kaldes bagsiden af knæet?
– Hvad bruger man til at fastgøre fjer til duer? Plastilin eller lim?
– Hvad er “jdy”? Der findes ingen sådan ord, men der er to: jdy, jdy!
Da han endelig voksede op, viste det sig, at spørgsmålet om knæets bagside klokken fem om morgenen kun handlede om blomster. Men de små bekymringer handlede om, hvor han gik om natten, og hvorfor han ikke svarede på telefonen.
Ved daggry kom han med et uskyldigt smil og en slidt buket roser:
– Overraskelse!
Jeg sværger, at vejen til forældrenes grav er belagt med overraskelser. Det vigtigste er at holde hovedet koldt og ikke råbe, men altid finde på en lille spøg.
Jeg samler menuen – vi venter gæster.
– Jeg laver torsk, hvis jeg finder friske tangblade, og så steger vi lam. Eller måske kylling? Eller fisk?
– Mor!
– Og risalamande! Skal jeg bage den? Eller måske eclairs?
– Mette, kan du ikke roe dig lidt?
– Jeg vil bare gøre det bedste!
– Daenerys ville også have gjort det bedste! Husk, hvordan det endte?
Vi gik i supermarkedet for at købe ind. På telefonen aftalte vi et møde:
– Lad os mødes kl. fem, jeg kan ikke komme før. Hvor hurtigt? Almindeligt tempo: mor løber, jeg slæber mig.
I maj tog jeg med vennerne til en rollespilsweekend i Nordjylland. Jeg pakkede som om jeg skulle bestige Himmelbjerget. Jeg smed en sammenklappelig kniv-skruetrækker i tasken, for man ved aldrig, hvornår nogen skal skrue noget af. Efter universitetet gravede jeg halvdelen af rygsækkens indhold ud og følte på soveposen.
– Har du installeret GPS’en? Nej??? Du afleverer den, mor.
Jeg stirrede længe på førstehjælpskassen:
– Jeg glemte at lægge skalpellen i.
– Hvorfor har du brug for en skalpel?
– Hvis vi har en skalpel, kan vi måske fjerne en blindtarmsbetændelse.
– Hvor er bogen om Martin Luther King på engelsk? Jeg vil læse den for vennerne om natten.
– Hvorfor?
– Vi får nok brug for den senere.
Jeg spurgte, om alle spiser svinekød – jeg ville lægge sandwich med skinke til turen.
– Jens spiser ikke.
– Er han muslim?
– Jeg ved det ikke. Det er akavet at spørge.
– Navnet lyder russisk.
– Så hvad så? Mit navn er ikke hverken armensk eller dansk!
Jeg købte kogt, røget oksekød til Jens.
Jeg samlede sandwich: kød, ost, tomat, grøn salat, chilipasta. Emil lagde dem i rygsækken. Han gik på vej, da en tanke ramte mig:
– Åh Gud, Emil, hvad hvis Jens er jøde?
– Mor, hvad så? Hvad hvis han er jøde?
– Jeg lagde oksekød med ost på.
– Så hvad?
– Kød med mælk er ikke kosher! Lad ham dele sandwichen i to, så han spiser den i to omgange. På den ene side ost, på den anden oksekød. Jeg er ikke sikker på, om det er tilladt.
– Vi finder ud af det.
Senere fik jeg en sms:
«Mor. Jens er dansker, bare vegetar.»
Jeg var
