Sigrun stod midt i den overgroede baggård, knæene i kviste og brændenælder, og stirrede på den skæve hytte med den flagnende plakat: “Moseby, Engvej 1”. Luften duftede af mos, vådt træ og… minder.
Som barn tilbragte hun hver sommer hos sin bedstemor Agnete – en hård gammel dame med sølvhår og en rungende stemme. Hun bagte bærmuffins, lavede urtete, læste drømme og hviskede om vorter. “Her bor skovånderne,” sagde Agnete, “men kun dem der kommer med et rent hjerte. Så rører de dig ikke.” Sigrun troede på det dengang.
Nu var hun enogtredive, og hun var tilbage efter ti år med Gregor, der havde forladt hende for en ung fitnessinstruktør, og et kontorjob, der havde suppet livet ud af hende som en svamp. Pludselig indså hun, at hvis hun ikke tog af sted nu, ville det blive for sent. Så hun pakkede og gik ud på landevejen.
Huset var arvet fra bedstemor. Moren ville have solgt det for en spottede sum til nabojægeren Jens, men Sigrun sagde nej. “Jeg klarer det selv,” sagde hun. “Du driller igen,” svarede moren.
Den første dag stod hun bare og vaskede gulve. Den sorte‑grønne mudder, der løb ned fra de gamle brædder, gik i spanden som om årtiers træthed flød ud. Så ryddede hun op i ovnen, pudsede ikonerne og jagtede musene væk. Om aftenen krøb hun sammen i bedstemorens gamle tæppe og drømte om huset – varmt, levende, som om Agnete havde holdt hende tæt og hvisket: “Vær ikke bange. Her er din rod.”
I den tredje uge kom en delegation: mor, tante Sofie og fætter Vagn.
“Vi har tænkt,” begyndte mor, mens hun kiggede på verandaen med et skævt smil. “Hvis bedstemor altid har haft ret til alting, så må huset deles også.”
Vagn nikkede, mens han pudsede i sin støvler. “Her kunne vi bygge en jagtbase. Jeg har allerede kigget på det.”
Sigrun tørrede hænderne på forklædet og gik ud på verandaen.
“Velkommen. Men der bliver ingen base her. Bedstemor skrev mig ind i testamentet. Notaren har papiret.”
“Tænk nu, Sigrun, du er enlig, mens Vagn har en familie! Han har brug for huset!” råbte tanten.
“Vagn har tre lån og børnebidrag. Det er hans problemer. Huset er mit. Punkt.” svarede Sigrun koldt. “Du lever som en heks i moset, men du løfter hånden mod familien!” skreg mor. “Det var jer, der trak mig væk med en wienerbrød som barn uden at spørge,” svarede Sigrun dødt. “Nu, hvis I vil have det, så hold jer væk fra min jord.”
Familien gik væk, mens Vagn stødte porten med sin bumper på vej ud.
Den aften, lige da hun skulle sove, hørtes et knirken under gulvet. Så igen, som om nogen gik i hemmelige tunneler. Hun tog lygten, fandt en bred sprække i gulvbrædderne i kælderen, og lyset faldt ned på noget skinnende. Hun skubbede en bræt til side og opdagede en kasse indpakket i plastik.
I kassen lå en bunke breve fra bedstemor. Nogle var adresseret til hende.
“Hvis du læser dette, har du besluttet at blive. Jeg vidste, du ville komme tilbage. Her er din styrke. Husk: i dette hus er dine rødder, dit blod og din sandhed. Du skal have modet til at være dig selv. Bare frygt ikke – hverken mennesker eller moset. Mennesker er værre.”
Breve var som en dagbog. Agnete skrev om drømme, ånder, der kom på besøg, og slægtninge, hun tolererede for fredens skyld, men ikke elskede. Hun skrev også om en kvinde ved navn Polina, som hun levede med i 1940’erne. “Vi kaldte os søstre. Sådan kunne det kun være.” Sigrun læste med rystende hjerte. Var bedstemor virkelig…
En uge senere kom et hold af håndværkere: en kvinde med blå hår, en kraftig mand i shorts og to teenagere.
“Hej, jeg er Kirstine,” sagde den blåhårede. “Jeg er restaurator. Har I skrevet, at I vil renovere facaden på gammeldags måde? Det er vores fag.”
Sigrun nikkede. De slog lejr i telte bag huset, lo, sang ved bålet. En aften læste hun Agnetes breve højt ved flammerne. Gæsterne lyttede tungt.
“Det er som om hun taler til dig,” sagde den store mand. “Man kan næsten høre hende ved siden af.”
“Hun er her,” svarede Kirstine. “Moseby har tynde sløre mellem verdenene.”
Næste dag kom Vagn alene med en flaske.
“Kan vi snakke?” spurgte han fra verandaen. Sigrun nikkede tøvende. Han satte sig ved ovnen, trak vejret dybt.
“Ingen har gjort mig ondt. Det var mor, der pressede mig. Jeg ved ikke engang, hvad jeg vil. Byen dræner mig. Arbejdet er elendig. Konen gik. Er du lykkelig?”
Sigrun hældte ham te. Pludselig begyndte han at græde.
“Jeg var også her som barn. Bedstemor bagte mig bærmuffins, men jeg troede, hun ikke brød sig. Nu… jeg sagde aldrig farvel.”
Sigrun sagde stille: “Hun elskede alle, bare på hver sin måde. Du må selv finde ud af, hvem du er – bror eller tyv?”
Vagn gik uden at tage flasken med.
Efteråret i Moseby begyndte med frost. Græsset lå under rimfrost, moset blev stille. Huset var næsten færdigt. Sigrun bagte nu muffins. Naboerne stak hovedet
