Jeg havde aldrig troet, at jeg ville lade mit eget barn bo i min mormors lejlighed – og ende med at …

Jeg havde virkelig aldrig troet, at jeg en dag ville ende med at lade mit eget barn bo i min mormors lejlighed og så komme til at fortryde det!

Hele mit liv har jeg boet sammen med min mor, vi havde en dejlig treværelses lejlighed i Odense, og der var masser af plads til os. Jeg tænkte, jeg først skulle flytte, når jeg selv fik familie. Men som det nu ofte går, gik det ikke helt efter planen. Da jeg begyndte at komme sammen med Anders, blev vi hurtigt enige om, at det da ikke gav mening at bruge en masse penge på husleje, hvis vi kunne spare op i stedet. Så efter seks måneders ægteskab flyttede vi hjem til min mor. Det skal lige siges, at min mor nærmest havde ventet på det øjeblik hele sit liv. Og da Anders så flyttede ind, begyndte hun at lave lange lister med ting, der skulle ordnes, både for ham og for migog hold nu op, hvor hun holdt øje med mig, selv når jeg var på arbejde.

Min mor er 65 og jeg fatter stadig ikke, hvor al den energi kommer fra, men der gik ligesom ild i hende, så snart Anders kom ind i billedet. Det blev for meget, og til sidst besluttede vi, at vi måtte finde noget andet.

Pludselig smed hun så en hemmelighed på bordet: Hun havde arvet mormors gamle lejlighed i Aarhus, og havde hidtil lejet den ud, men nu ville hun lade os bo der, hvis vi havde brug for vores eget sted. Det lød jo som den vildeste gave, men der var selvfølgelig en hage. Hun ville ikke overdrage lejligheden til mig på papir, for jeg var jo gift, og hun var bange for, at Anders skulle få ret til halvdelen, hvis vi blev skilt. Ret klassisk, ikke? Vi blev glade for at få vores eget sted, men det viste sig at være en byttehandelvi fik lov at bo der, hvis vi til gengæld knoklede hver eneste weekend hjemme i hendes have i Svendborg. Vi ville jo selv gerne hjælpe, men vi havde jo nærmest aldrig en fridag, og det var altså lidt for meget. Efter et års tid sagde Anders, at han ikke kunne holde det ud længere, og at han altså havde brug for bare én enkelt weekend hjemme, hvor han kunne koble af. Siden da indgik vi et kompromis, så vi kun tog hjem til hende tre gange om måneden.

Så kom vores søn til verden, og jeg havde brug for endnu mere hjælp derhjemme. Det endte med, at Anders ofte tog alene til Svendborg, og efterhånden blev det sjældnere, for han forsøgte virkelig at hjælpe mig. Jeg sagde ikke noget alle har trods alt brug for hvile.

En weekend, hvor Anders ikke kunne tage med hjem til min mor, skældte hun os ud for, at han ikke kom og gjorde sin pligt. Da Anders sagde, han havde ret til at slappe af, endte min mor med at beskylde ham for at bo gratis i hendes lejlighed på hendes bekostning.

Det blev dråben for Anders. Han sagde, at han aldrig mere satte sine fødder i Svendborg.

Min mor blev virkelig fornærmet, og nu ringer hun næsten hver dag og fortæller mig, hvor dårlig og doven en mand jeg har fundet:

– Jeg havde aldrig troet, at jeg ville ende med at lade mit eget barn flytte ind i min mors lejlighed og fortryde det! Jeg skulle bare have lejet den ud til fremmede i stedet.

Nu er vi så på jagt efter en lejebolig, selvom vi ikke har fået sparet nok op til at købe noget selv endnu. Men vi kan simpelthen ikke fortsætte sådan her. Jeg elsker min mor, og derfor har vi besluttet at flytte, helt uden drama og skænderier, og bare lade livet vise os, hvordan det hele ender.

Hvad tænker du egentlig selv om sådan en situation?

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

twenty − 3 =

Jeg havde aldrig troet, at jeg ville lade mit eget barn bo i min mormors lejlighed – og ende med at …
Han gik til en anden. Tolv år senere kom han tilbage og sagde kun et par ord… Han drog til sin elskerinde. Efter 12 år vendte han tilbage og sagde kun nogle få ord… Jeg og Søren blev gift lige efter universitetet. Det virkede som om intet kunne skille os ad: ungdom, drømme, fælles planer og en kærlighed, der på den tid føltes evig. Jeg fik to sønner med ham, Thomas og Rasmus. Nu er de voksne, har deres egne familier, børn og ansvar. Men da de var små, levede jeg for dem. For den familie, der indeni allerede var ved at smuldre – men jeg nægtede at se det. Julekurve og pakker Søren begyndte at forandre sig allerede dengang. Først de skjulte blikke til de unge ansatte i SuperBrugsen eller kvinder på gaden. Så mobiltelefonen, som han tog med på badeværelset og slukkede om aftenen. Jeg vidste det, men sagde ikke noget. Overbeviste mig selv om, at jeg måtte holde ud for børnenes skyld. At alle mænd kan begå en fejl. At det ville gå over med tiden. Men det gik ikke over. Da drengene blev store og flyttede hjemmefra, blev huset tomt. Og så gik det op for mig: mellem mig og Søren var der kun minder tilbage. Jeg kunne ikke længere narre mig selv til at tro, at det hele var for familiens skyld. Og da der dukkede en anden kvinde op i hans liv – yngre, smukkere, mere fri – pakkede han bare sine ting og gik. Ingen skænderier, ingen forklaringer. Kun døren, der smækkede. Og så stilheden. Jeg standsede ham ikke. Jeg satte mig i køkkenet og stirrede ud i luften, mens teen blev kold. Livet delte sig i “før” og “efter”. I “før” var der 28 års ægteskab, ferier på Fanø, nætter på børneværelset, når drengene var syge, renovering af køkkenet og diskussioner om fjernbetjeningen. I “efter” var der kun tomhed. Langsomt vænnede jeg mig til det. Lærte at være alene. Jeg levede fredeligt: uden bitterhed, uden skænderier, uden frygt for beskeder fra en fremmed kvinde på hans telefon. Nogle gange savnede jeg ham. Nogle gange huskede jeg hans morgente og hans brok over “det forkerte yoghurt”. Men med tiden kom jeg til at holde mere af roen end af fortiden, hvor jeg aldrig følte mig god nok. Søren forsvandt helt ud af mit liv. Ikke en eneste opringning, ikke en eneste sms. Han blev kun nævnt, når sønnerne fortalte, at de havde besøgt ham, men de sagde aldrig meget om det til mig. Vi var som to parallelle linjer i samme by, uden nogensinde at krydse. Tolv år. Familiespil og brætspil Og så dukkede han pludselig op. Det var en ganske almindelig hverdag. Jeg var i gang med at lave aftensmad, da det ringede på døren. Jeg åbnede – og kunne knapt kende personen foran mig. Søren var som en anden: sammenfaldne skuldre, blik uden liv, en underlig tøven i hele kroppen. Han var ældet. Håret gråt. Mere mager. Og der stod han, tavs, som om han ikke selv vidste, hvorfor han var kommet. — Må jeg komme ind? — sagde han endelig. Stemmen var den samme. Men der lå en så dyb smerte i den, at mine hænder rystede på dørhåndtaget. Jeg lod ham komme ind. Vi sad i tavshed. Ordene ville ikke komme. Der var for meget at sige – og intet, der rakte. Jeg lavede en kop te til ham. Han sad og drejede koppen mellem hænderne. Så sukkede han: — Jeg har ikke længere noget hjem. Den anden kvinde… det gik ikke. Jeg er gået. Nu bor jeg bare hvor jeg kan. Helbredet er heller ikke, hvad det var. Alt begyndte at gå galt… Jeg lyttede. Vidste ikke, hvad jeg skulle svare. — Tilgiv mig, — hviskede han. — Jeg begik en fejl. Du har altid været den eneste. Jeg indså det bare for sent. Måske… burde vi give det en chance igen? Bare for at se… Det gjorde ondt i brystet. Der sad han – manden, jeg havde delt halvdelen af mit liv med. Far til mine børn. Den første, og inderst inde, den eneste mand jeg elskede. Vi drømte om et sommerhus på Langeland, diskuterede farven på stuevæggene, klarede både boliglån og Thomases studenterfest. Men han var tavs i 12 år. Aldrig ønskede han mig tillykke med fødselsdagen. Spurgte ikke hvordan jeg havde det. Og nu kom han tilbage… fordi han ikke havde andre steder at gå. Fordi han var alene. Jeg svarede ham ikke med det samme. Jeg sagde bare: — Jeg har brug for at tænke over det. Siden er der gået dage. Han er ikke kommet igen, har ikke ringet. Og jeg… jeg tænker stadig. Vejer for og imod. Genlever minderne. Lytter til mit hjerte. Det er slidt, men det slår stadig. Og nu er der stilhed. Jeg ved ikke, om jeg kan tilgive ham. Jeg ved ikke, om det er værd at starte forfra. Men én ting ved jeg: kærlighed er ikke altid løsningen. Nogle gange er det arret. Og før du åbner en gammel dør, må du være sikker på, at det ikke er den samme smerte, der venter på den anden side, som du engang flygtede fra.