Jeg havde virkelig aldrig troet, at jeg en dag ville ende med at lade mit eget barn bo i min mormors lejlighed og så komme til at fortryde det!
Hele mit liv har jeg boet sammen med min mor, vi havde en dejlig treværelses lejlighed i Odense, og der var masser af plads til os. Jeg tænkte, jeg først skulle flytte, når jeg selv fik familie. Men som det nu ofte går, gik det ikke helt efter planen. Da jeg begyndte at komme sammen med Anders, blev vi hurtigt enige om, at det da ikke gav mening at bruge en masse penge på husleje, hvis vi kunne spare op i stedet. Så efter seks måneders ægteskab flyttede vi hjem til min mor. Det skal lige siges, at min mor nærmest havde ventet på det øjeblik hele sit liv. Og da Anders så flyttede ind, begyndte hun at lave lange lister med ting, der skulle ordnes, både for ham og for migog hold nu op, hvor hun holdt øje med mig, selv når jeg var på arbejde.
Min mor er 65 og jeg fatter stadig ikke, hvor al den energi kommer fra, men der gik ligesom ild i hende, så snart Anders kom ind i billedet. Det blev for meget, og til sidst besluttede vi, at vi måtte finde noget andet.
Pludselig smed hun så en hemmelighed på bordet: Hun havde arvet mormors gamle lejlighed i Aarhus, og havde hidtil lejet den ud, men nu ville hun lade os bo der, hvis vi havde brug for vores eget sted. Det lød jo som den vildeste gave, men der var selvfølgelig en hage. Hun ville ikke overdrage lejligheden til mig på papir, for jeg var jo gift, og hun var bange for, at Anders skulle få ret til halvdelen, hvis vi blev skilt. Ret klassisk, ikke? Vi blev glade for at få vores eget sted, men det viste sig at være en byttehandelvi fik lov at bo der, hvis vi til gengæld knoklede hver eneste weekend hjemme i hendes have i Svendborg. Vi ville jo selv gerne hjælpe, men vi havde jo nærmest aldrig en fridag, og det var altså lidt for meget. Efter et års tid sagde Anders, at han ikke kunne holde det ud længere, og at han altså havde brug for bare én enkelt weekend hjemme, hvor han kunne koble af. Siden da indgik vi et kompromis, så vi kun tog hjem til hende tre gange om måneden.
Så kom vores søn til verden, og jeg havde brug for endnu mere hjælp derhjemme. Det endte med, at Anders ofte tog alene til Svendborg, og efterhånden blev det sjældnere, for han forsøgte virkelig at hjælpe mig. Jeg sagde ikke noget alle har trods alt brug for hvile.
En weekend, hvor Anders ikke kunne tage med hjem til min mor, skældte hun os ud for, at han ikke kom og gjorde sin pligt. Da Anders sagde, han havde ret til at slappe af, endte min mor med at beskylde ham for at bo gratis i hendes lejlighed på hendes bekostning.
Det blev dråben for Anders. Han sagde, at han aldrig mere satte sine fødder i Svendborg.
Min mor blev virkelig fornærmet, og nu ringer hun næsten hver dag og fortæller mig, hvor dårlig og doven en mand jeg har fundet:
– Jeg havde aldrig troet, at jeg ville ende med at lade mit eget barn flytte ind i min mors lejlighed og fortryde det! Jeg skulle bare have lejet den ud til fremmede i stedet.
Nu er vi så på jagt efter en lejebolig, selvom vi ikke har fået sparet nok op til at købe noget selv endnu. Men vi kan simpelthen ikke fortsætte sådan her. Jeg elsker min mor, og derfor har vi besluttet at flytte, helt uden drama og skænderier, og bare lade livet vise os, hvordan det hele ender.
Hvad tænker du egentlig selv om sådan en situation?
