Anden mor
De papirer, du prøver at give mig, har jeg allerede set, Anne-Grethe. Det går ikke to gange.
Hun blinkede ikke engang. Hun stod der i min egen køkkendør, i sin beige frakke med perlemorsknapper og sin håndtaske blidt svingende i albuebøjningen, som om hun var på vej til en gallafest og ikke kommet for at træde på et andet menneskes liv. Duften af hendes dyre parfume lå som et ømt slør i luften. Dem, som Jesper havde givet hende som fødselsdagsgave fra København, for hvilke han havde fået kys og et Du har god smag – modsat visse andre.
Stine, du har misforstået det hele, sagde hun med den stemme, jeg havde lært at læse som en roman: blid på overfladen, stenhård nedenunder. Jeg ønsker dig kun det bedste. Kun det bedste.
Jeg satte koppen ned på bordet. Mine hænder rystede ikke. Det var nyt, for sidste år kunne jeg knap nok holde balancen på mine tæer under hendes blik.
Du har ønsket mig så meget godt, at jeg ikke kunne komme ud af min depression i et år. Nu er det nok.
Hun kneb øjnene lidt sammen. Jeg kendte den mine alt for godt. Den var altid forløber for noget grimt. I syv år havde jeg lært proceduren udenad.
Du er træt, jeg ved det. Alle behandlingerne, lægerne, det endeløse køren til Rigshospitalet og tilbage. Derfor kommer jeg netop nu for at hjælpe. Du skal blot underskrive en lille erklæring, så
Hvad skal den erklæring omhandle?
Nogle ting skal bare skiftes navn på. Økonomiske ting. Så du er sikret, hvis ja.
Jeg betragtede hendes hænder med de fine smykker, den dossier hun holdt ind til sig som en buket.
Giv mig den, sagde jeg.
For første gang tøvede hun en anelse. Så rakte hun dossieren frem. Jeg åbnede den uden at sætte mig. Første side. Anden side. På tredje side standsede jeg op og læste to gange, for jeg troede ikke mine egne øjne.
Det var en skilsmissebegæring. Smukt skrevet, printet ud, mit navn på. Kun min underskrift manglede.
Stilheden blev så tæt, at jeg kunne høre en bil køre forbi udenfor og langt væk lyden af et barn, der græd.
Du… Jeg kunne ikke finde ordene med det samme. Du kommer for at få mig til selv at skrive under på skilsmisse fra min mand. Og kalder det omsorg.
Stine, du forstår det ikke. Jesper har brug for en familie. Rigtigt. Børn. Det kan du ikke længere give ham. Hvor mange år, hvor mange penge, hvor mange håb. Og stadig intet. Du torturerer dig selv og ham. Slip ham. Det ville være ædelt.
Jeg lukkede dossieren. Lagde den på bordet. Langsomt. Kærligt næsten, selvom alt brændte indeni.
Forlad mit hjem.
Stine…
Forlad det. Tak.
Hun gik. Jeg blev alene i køkkenet, med den dossier og hendes parfume i luften, og det føltes, som om jeg stod på kanten af en afgrund og havde nået lige at springe væk med kun ét skridt, og kun i sidste øjeblik.
Dengang var jeg tredive. Jesper toogtredive. Vi havde været gift i fem år, forsøgt at få børn i fire. Folk tænker måske bare, at det ikke lykkes. Men det er mere. Hver måned et håb, så et styrt. Prøver, medicin, sprøjter i maven hver morgen, og man må ikke græde stress er skadeligt og man må ikke blive vred. Det meste skal bare være roligt og positivt.
Jeg forsøgte. Mens min svigermor gik rundt i byen og fortalte, at der er noget galt oppe i hovedet på hende”, at jeg havde ladet mig selv gå. Lille by, alting kommer for dagens lys.
Jesper rejste meget i forbindelse med sit arbejde for et entreprenørfirma. Jeg beklagede mig aldrig. Han ringede hver aften, vi talte længe, jeg hørte hans træthed, men nævnte ikke det tunge. Jeg ville skåne ham eller mig selv. Det var svært at afgøre.
Samme aften, hvor Anne-Grethe gik, sad jeg længe ved vinduet. Ude var det almindelig dansk efterår, november, nøgne træer og våde fliser. Folk med indkøbsposer, en kvinde med en lille pige i rød flyverdragt, der sprang i pytter og grinede. Kvinden holdt godt fast i hånden.
Jeg så på dem og tænkte: det er bare det, jeg ønsker. Ingenting særligt. Bare et barn, der hopper i en vandpyt. Bare en hånd i min hånd.
Jesper sagde jeg intet den aften. Ville ikke bekymre ham på lang afstand. Jeg sagde bare, jeg savnede ham. Han sagde, han snart var hjemme, om en uge. Og at han elskede mig. Og jeg troede på ham. Det havde jeg altid gjort.
Så kom ugen, hvor alt vendte.
Onsdag ringede min barndomsveninde Marie, som bar tungt på stemmen, som om hun holdt på noget farligt.
Har du hørt, hvad folk siger?
Siger om hvad?
Om dig. På lægehuset. Og hos frisøren på Torvegade. At du altså, at du har en affære med en anden mand.
Jeg var stille nogle sekunder. Jeg vidste med det samme, hvor det kom fra.
Hvor stammer det fra, Marie?
Hun tøvede.
Jespers mor snakkede om det til Lise fra klinikken, til hendes fødselsdag. Jeg tror det ikke, Stine, men du skal vide det.
Ja, det skal jeg. Tak.
Jeg græd slet ikke. Lå bare på sofaen og kunne ikke forstå hvorfor. Jeg havde aldrig gjort hende noget ondt. Aldrig modsagt, aldrig været grov, givet hende præcis de gaver, hun elskede. Jeg kaldte hende altid Anne-Grethe, aldrig noget andet. Selv i tankerne.
Hvorfor hadede hun mig så? Fordi jeg var nær hendes søn? Fordi jeg ikke kunne få børn? Eller bare fordi jeg var for almindelig? Jesper ingeniør, afdelingsleder, alt lovende. Jeg folkeskolelærer på Nørrebrogade.
Jeg fandt aldrig svaret. Heller ikke senere.
Fredag tog jeg til Håb-klinikken til kontrol. Dr. Kirsten Olsen føltes som familie efter alt det, vi havde været igennem. God kvinde. Ved hver blindgyde forklarede hun, hvad mere vi kunne undersøge. Aldrig fandt de en årsag. Alt normalt. Uforklarlig infertilitet.
Jeg sad med et blad i venteværelset. En ung kvinde med lykkerund mave sad og lyste. Jeg misundte hende ikke. Ville bare selv så gerne.
Pludselig: en stemme, jeg kendte. Jeg kiggede op. Jesper stod i receptionen levende, med weekendtaske og i sin grå jakke.
Jesper?
Han vendte sig, så helt overrasket ud, men så kom han hurtigt hen, omfavnede mig, lugtede af asfalt og træthed og hans varme.
Du sku først være hjemme om tre dage hviskede jeg.
Blev færdig før tid. Ville overraske. Tog hjem, du var her ikke. Ringede, du tog ikke
Mobilen i tasken.
Gættede på, hvor du var.
Han tog min hånd, vi satte os. Mens vi ventede, gav jeg op. Fortalte alt. Om skilsmissepapirerne, rygtet. At jeg ikke orkede at skjule det mere.
Han lyttede tavst. Jeg så hans kæber arbejde det tegn, jeg kunne læse, han kæmper for at holde noget nede.
Hvorfor sagde du det ikke med det samme?
Ville ikke uroe dig.
Stine.
Du har rigeligt med arbejde og er væk hjemmefra
Stine, sagde han igen, og jeg forstod: han var ikke vred, bare ked af det. Vi skulle have talt om min mor for længst. Jeg ved godt hun ikke altid…
Hun hader mig, Jesper.
Han svarede ikke med det samme. Men han vidste, det var sandt.
Da Kirsten Olsen kaldte mig ind, fulgte Jesper med. Lægen sad mærkeligt anspændt, så skiftevis på sin skærm og på os.
Stine, jeg må spørge: Imellem vores behandlinger, har du selv taget noget medicin? På eget initiativ?
Nej! Altid kun efter jeres anvisning.
Hun nikkede tungt.
For ca. to år siden blev jeg kontaktet anonymt: om jeg kunne manipulere jeres prøvesvar. Ikke meget, bare nok. For betaling.
Stilhed.
Jeg sagde nej, fortsatte hun. Men i den klinik, I brugte først, sagde de ikke nej. Min gamle kollega fortalte mig for nylig hendes samvittighed holdt ikke længere.
Jesper rejste sig.
Hvem tilbød det?
Jeg kender ikke stemmen. En kvinde, lidt ældre, meget selvsikker.
Jesper udåndede dybt. Jeg kiggede ikke på ham, kun ud af vinduet, hvor en birk stod ensom i blæsten.
Måske var jeg sindssyg. At sådan noget kan ske. En mor. En svigermor. Der gør sådan noget det er hinsides.
Men jeg havde vidst det inderst inde.
Vi må tale sammen, sagde Jesper.
Ude i bilen lavede han ingenting, bare blev siddende og så ud på regnen mod vejen.
Jesper
Bare vær stille. Et øjeblik.
Regnen piskede mod ruden.
Det er hende, sagde han omsider ikke spurgt, bare sagt.
Jeg ved det ikke…
Jeg ved det. Hun talte for et år siden om lægevenner, der bekymrer sig om os. Jeg troede bare, det var hendes måde at virke nyttig på
Han stoppede, skar sig gennem luften med hånden.
Fire år, Stine.
Jeg græd ikke. Jeg havde lært at lade være. Tog bare hans hånd fra rattet.
Hvad gør vi nu?
Han så på mig. Hans øjne var trætte, brune, med blodskudte årer, hele verden i dem.
Stoler du på mig? At jeg ikke vidste noget?
Jeg så ham i øjnene længe.
Ja, sagde jeg. Og det var sandt.
Vi overvejede hvad nu. Politiet? Men hvad havde vi: lægens ord, et skilsmissepapir jeg ikke havde underskrevet. Ikke bevis nok.
Så huskede jeg Marie. Hendes gamle sommerhus i Odsherred, hvor vi havde været på ferie. Hun havde givet mig nøgle for længe siden.
Måske skal vi væk et sted…
Hvorhen?
Derhen, hvor hun ikke straks finder os. Hvor vi kan tænke. For hun vender ting mod os, du ved det. Hun kan det.
Han nikkede.
Vi pakkede på 20 minutter. Tøj, opladere, papirer. Jesper tog sin laptop. Tristheden var et lag over alt.
Jeg ringede til Marie.
Marie, jeg kan ikke forklare det nu men fungerer nøglen stadig til Odsherred?
Selvfølgelig! Er du okay?
Ikke helt. Forklarer senere.
Tag derud. Der er træ i skuret, gas og tæpper i skabet. Tjek for mus!
Tak.
Hun sagde mere, passede på mig uden at forklare hvorfor. Jeg forstod alligevel.
Vi kørte i aftenregnen. Jesper tav, jeg så ud på de forbipasserende lygter. Jeg var bange ikke for mørket, ikke for at flygte men for hvor onde ting voksne kan gøre, og hvorfor.
Giftige relationer. Jeg havde læst det før, psykologsprog. Men aldrig tænkt det kunne ske for mig.
Sommerhuset var køligt, men intakt. Lugtede af gammelt træ, og noget svært at sige hvad. Jesper tændte op i brændeovnen, jeg fandt tæpperne. Vi drak te, talte ud for første gang virkelig længe.
Fortæl mig alt fra starten, bad han.
Så gjorde jeg det. Små stik, antydninger, opkald på belastende tidspunkter, den første kliniks varierende mærkeligheder udstyr, prøver forsvandt, præparater, der ikke stemte. Jeg troede bare, vi var uheldige.
Jesper lyttede, lukkede af og til øjnene.
Hun sagde, du ikke passede på dig selv, at du nerver, diæt. At lægerne sagde, du var problemet.
Troede du på det?
Han sagde intet længe.
Ikke helt. Men jeg ville heller ikke modsige hende. Jeg ville bare det hele gik over. Jeg er fej, Stine.
Nej, du elsker hende. Det er ikke det samme.
Han så på mig, så hjertet snørede sig sammen.
Næste morgen lagde vi strategi. Vi vidste: gik vi direkte til hende, vendte hun alt. Hun kunne vende skyld. For at bevise noget behøvede vi en optagelse.
Hun kommer, mumlede Jesper. Når hun ser vi er væk, at jeg er hjemme. Så starter hun jagten.
Hvordan ved du det?
Jeg er hendes søn. Det er kontrol. Hun accepterer ikke tab.
Vi forberedte diktafon. Jesper havde god optager på mobilen. Tjekkede den flere gange. Planlagde: jeg taler, spørger direkte, lader hende selv snakke.
Vi ventede tre dage. Tre kolde, mørke dage med brændeovn og regn over taget. Vi snakkede, lavede mad, gik ud, alt blev på en eller anden måde lettere. Jesper holdt om mig i køkkenet og sagde:
Vi flytter efter det her. Andre steder, andet liv. Jeg sagde før nej til job på Fyn, på grund af hende. Nu tænker jeg på det igen.
Jeg sagde ikke noget, lagde bare hænderne over hans.
Hun kom på fjerdedagen. Søndag eftermiddag. Vi hørte hendes bil før hun kom, motoren knasede i gruset. Jesper tændte telefonen og lagde den i brystlommen.
Er du klar?
Ja, sagde jeg. Det var sandt.
Hun gik lige ind. Så rundt. Fik øje på os begge.
Jesper. Skarpt stemmebånd, men kontrolleret.
Du troede jeg stadig var i Jylland.
Så så hun på mig.
Stine. Hvad har du bildt ham ind?
Kun sandheden, Anne-Grethe.
Hvilken sandhed? Du finder altid på. Det er dine nerver, lægerne…
Hvilke læger? Dem du betalte, for at vores behandling skulle fejle?
En kort pause. Usynlig men jeg mærkede den.
Du snakker vrøvl, sagde hun, hårdere.
Vrøvl? Jeg slukkede ikke mit blik. Klinik Viben. Kender du sygeplejersken Lone Nielsen? For to år siden?
Hun svarede ikke.
Hun betroede Kirsten Olsen at hun havde taget imod penge for at gøre mine prøver forkerte. Anne-Grethe, sig sandheden nu.
Du er vanvittig.
Mor, sagde Jesper, og ordet lød som et ekko fra barndommen, Du ved jeg kender dig. Svar Stine.
Noget gik i stykker i hende. Ikke kroppen, men et lag indeni.
Jeg gjorde det for dig, sagde hun til Jesper. Hun er ikke den rigtige. Almindelig, ingen forbindelser, kun folkeskolelærer. Du er bedre. Jeg har ofret så meget
Mor.
Du skulle selv indse det. Uden skænderier. Hvad er problemet? Ingen kom til skade
Ingen kom til skade, gentog jeg og hørte ikke min stemme. Fire år, Anne-Grethe. Fire år af håb og tab, sprøjter og prøver, frustrationer, tårer om natten. Jeg troede det var mig. At jeg ikke var god nok. Ingen kom til skade?
For første gang så jeg noget andet i hendes øjne end kulde. Noget levende uden sympati, men alligevel.
Du stjal fire år, sagde jeg. Og kaldte det omsorg.
Jeg er hans mor, sagde hun, stille, udmattet.
Og jeg er hans kone.
Jesper kom hen, stod ved siden af mig.
Vi har optaget hele samtalen, sagde han. Det er ikke længere ord mod ord.
Hun så længe på ham.
Giver I det til politiet?
Ja.
Jeg er din mor.
Jeg ved det.
Hun vendte sig men inden hun forlod dørkarmen, sagde jeg i ryggen på hende:
Har du nogensinde elsket ham? Rigtigt? Eller ville du bare beholde ham?
Hun svarede ikke. Gik. Døren klaprede.
Jesper så samme sted, som om hun stadig stod der. Han standsede optagelsen.
Jeg ringer til Martin. (Hans gamle ven, nu betjent.) Vi gør det rigtigt.
Godt.
Jeg gik udenfor. Kølighed, duft af gran og vådt løv. Anne-Grethes bilspor var alt, der var tilbage.
Vi havde gjort, hvad vi kunne. Resten lod vi systemet tage sig af. Optagelsen. Kirsten Olsens udtalelser. Lone Nielsen samvittigheden trængte igennem. Hun havde taget pengene, men samvittigheden kunne ikke sælges for evigt.
Anne-Grethe blev afhentet to uger senere, i sit hjem. Martin ringede Jesper op.
Hvordan har du det? spurgte jeg.
Jeg ved ikke. Helt ærligt.
Det er okay ikke at vide.
Det er min mor, Stine.
Jeg ved det.
Han gik frem og tilbage, rodede i en bogreol, lagde en bog til side og gik ud igen.
Værst af alt er: jeg er ikke engang overrasket, sagde han. En del af mig har altid vidst, hun var i stand til måske ikke lige dét, men noget lignende. Og stadig lukkede jeg øjnene. Fordi det er min mor.
Det er sådan giftige bånd virker, sagde jeg. Ikke pludseligt, men gradvistman begynder at tvivle på det, man ser.
Forstod du det hele?
Nej. Jeg var bare så træt. Træthed gør en klog. Eller kynisk. Eller begge dele.
Vi forlod sommerhuset efter tre uger. Kom aldrig tilbage til lejligheden. Jesper pakkede, mens jeg var hos Marie. Vi afleverede nøglen og kørte til Odense.
I Odense var efteråret mildere, lysere, kastanjer på fortovet. Vi fik en lejlighed i et stille kvarter. Jesper startede på nyt job. Jeg arbejdede først ikke, gjorde bare hjemmet til mit, gik på torv, lavede supper.
Kirsten Olsen gav os en kontakt: Dr. Hanne Rask, venlig og rolig. Fra første konsultation sagde hun: Det er muligt. Giv ikke op.
Vi startede på ny. Ingen fremmede hænder, ingen forfalskede prøver. Kun os.
Tredje forsøg gav resultat.
Jeg opdagede det i februar. Jesper var hjemme. Jeg stod i badeværelset og stirrede på de to blå streger. Jeg gik ud til ham og rakte testen.
Han så længe på den, kiggede op, tårer i øjnene.
Stine…
Ja, sagde jeg.
Han rejste sig og holdt mig fast, så det næsten blev svært at trække vejret. Men jeg ville ikke slippes fri.
Mikkel blev født i oktober. Tre komma seks, halvtreds centimeter. Mørkt hår og alvorligt blik, så jordemødrene grinede: en lille professor.
Jeg græd, ikke kun af smerte, men fordi, da jeg mærkede hans varme, blev alt fra fire år en anelse lettere.
Ikke væk aldrig væk. Men mere til at bære.
Jesper stod der stadig. Holdt min hånd. Han gjorde det stadig: holdt min hånd. Som dengang i bilen ved klinikken.
Mikkel var tre måneder, før vi tillod os en rolig aften. Han sov. Vi sad i køkkenet og drak te, tændte stearinlys og lyttede til byens sus udenfor.
Tænker du på hende? spurgte jeg.
Han behøvede ikke spørge hvem.
Nogle gange. Mindre end før.
Jeg også. Nogle gange kan jeg ikke forstå, sådan noget sker. Men ser på ham derinde og tænker: vi er her, vi er levende.
Er du vred på mig? spurgte han stille, som én der har gået med spørgsmålet længe.
For hvad?
Fordi jeg ikke så det eller ikke ville se.
Jeg tænkte ærligt.
Nej. Men der er noget. Lille, som en splint. Ikke så smertefuld, men jeg ved, det er der.
Han nikkede, sagde ikke mere.
Det er fair, sagde han.
Jeg prøver at være ærlig nu. Træt af at sige alt er godt, når det ikke er.
Er alt godt?
Næsten. Han er sund, du er her, vi har et hjem. Jeg krammede koppen. Vi er ikke de samme længere, Jesper. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt. Det er bare sådan.
Han betragtede flammen. Den flakkede.
Kan du huske i sommerhuset, da hun gik og du stod på trappen?
Ja.
Jeg så dig fra vinduet, tænkte: hvordan bærer hun alt det. Men du knækkede ikke.
Jeg knækkede, bare ikke når du så det.
Jeg ved det. Undskyld.
Jesper. Jeg lagde min hånd over hans. Vi kunne begge have gjort andet. Lad os droppe skyld.
En lav lyd fra Mikkels rum. Vi lyttede så blev der stille.
Han sover.
Han sover, gentog jeg.
Vi sad bare, i god stilhed. Sådan en, kun der er mellem sine egne.
Er du lykkelig? spurgte han.
Jeg tænkte efter.
Ja. Men lykken smager anderledes end jeg troede. Jeg troede, det var smertefri fred. Men det er: alt er godt, selvom lidt stadig gør ondt. Alligevel vil jeg ikke have denne dag til at slutte.
Han smilede forsigtigt, som én, der har glemt det et stykke tid.
God smag, sagde han.
Ja. Lidt bittert, men god.
