Birgitte, hvorfor begynder du nu igen? Jeg ringede jo bare for at høre, hvordan du har det, og straks råber du op.
Hvorfor skændes du altid med mig? Jeg ønsker det virkelig ikke, det sværger jeg! lillesøsters stemme hang grådkvalt i røret, næsten opløst af tårer.
Birgitte stod stivfrossen midt i køkkenet, kniven hævet over tomaten. Med et dybt suk skiftede hun fokus til det mærkelige optrin.
Katrine, vent nu lidt… Hvilket råberi? Jeg har jo sagt helt stille hej, knap nok åbnet munden. Hvad taler du om?
Præcis det der! Du prøver at provokere mig. Du vil skændes, men jeg vil ikke! Kan du ikke bare lade være med at angribe mig? Jeg har det ikke særlig godt.
Men hvem angriber dig? Birgitte satte kniven fra sig og fik mast mobilen mellem skulder og øre. Vi har snakket sammen i ét minut. Du ringede, jeg sagde hej. Det er dét!
Igen det samme… Hvorfor skændes du med mig? gentog Katrine såre såret. Jeg ville bare have lidt fred i familien, Birgitte.
Hvorfor er du så vred? Jeg kan snart ikke mere, mine hænder ryster af det her.
Birgitte stirrede forbløffet ud i luften.
Lillesøsteren havde opført sig mærkeligt på det seneste hun ringede op og spillede et eller andet skuespil for nogen usynlig. For blot en måned siden var alt helt anderledes…
Fem år siden Birgitte og Andreas begyndte at komme sammen som halvstore teenagere havde svigermor været en gave sendt fra oven.
Inger Margrethe bagte bløde boller med solbær, forærede Birgitte fine halstørklæder til jul og kaldte hende sin datter.
De sad timevis på sommerhusets terrasse og diskuterede potteplanter og syltede rødbeder.
Birgitte var sikker: med Andreas ville der ikke bare følge en mand, men en hel ekstra familie.
Alt ændrede sig på en enkelt dag. Selve bryllupsdagen.
Festlig, højlydt, med dans og flag i et smukt forsamlingshus under lindetræer udenfor Skanderborg.
Birgitte følte sig som hovedpersonen i sit eget eventyr i den blonde blondekjole indtil hun fangede Inger Margrethes stivnede blik.
Svigermor smilede ikke, da ringene blev udvekslet. Hun sad med ansigt som granit, som havde hun forvildet sig ind til en begravelse, ikke sin eneste søns bryllup.
Næste morgen, til fælles morgenmad, lod Inger Margrethe ikke så meget som et blik falde mod Birgitte.
Andreas, vil du have spejlæg? spurgte hun sønnen og ignorerede Birgitte, der sad lige ved siden af. Skal jeg lægge noget på tallerkenen, skat?
Mor, Birgitte vil også gerne have, sagde Andreas og så forundret på hende.
Jeg spurgte altså dig, ikke hende, klippede Inger Margrethe. Nå, jeg tror, jeg går op. Mit hoved summer stadig af al jeres larm.
Hun smækkede døren, så glasset klirrede.
Birgitte slog det hen, tænkte det skyldtes stress og træthed et bryllup er jo heller ikke for amatører.
Men dagene gik, og forholdet blev kun koldere og koldere.
Svigermor holdt op med at svare, og hvis hun endelig tog telefonen lød hun bidende og kort som om der var noget, der konstant gnavede hende.
Hun blev sur på Andreas uden grund og slyngede mærkelige bemærkninger ud som, vi får at se, hvor længe den sang holder.
***
En time efter det underlige opkald besluttede Birgitte sig for, at nok var nok. Hun ville have en forklaring på Katrines sære historier, så hun ringede op igen.
Hej, Katrine? Skal vi ikke tale roligt om det? Jeg forstår overhovedet ikke, hvad der skete før…
Hvad bilder du dig ind at ringe hele tiden! kom Inger Margrethes skarpe, næsten hvinende stemme. Lad være med at forstyrre hende! Du skal ikke såre hende!
Inger Margrethe? Hvad laver du der?
Jeg er her for min datters skyld! hun gispede arrigt. Hun græder, ryster og har det elendigt!
Hvem tror du egentlig, du er? Tænkte du, du kunne komme og herske over vores familie?
Lad så Katrine være i fred, din… slangetunge!
Jeg sagde ikke ét ondt ord til hende! udbrød Birgitte febrilsk Det var hende, der ringede, og begyndte at snakke om at skændes!
Løgn! Løgner! Min lille Katrine kunne aldrig lyve, hun er en pæn opdraget pige!
Og du… du vil snart vise dit sande ansigt, jeg så det allerede, da I satte ringene på!
Nu ringer du ikke mere. Og kom ikke og plag Andreas med dine klager, jeg siger ham det hele selv!
Så blev der lagt på.
Birgitte satte sig på sofaen og stirrede tomt ud i rummet.
Hvad fanden foregik der?!
Ti minutter senere bippede mobilen Katrine havde skrevet på messenger.
Hør her, begyndte hun. Troede du, du var så klog? Troede du, du havde fanget Andreas, og nu var dronning?
Mor hader dig, og jeg skal nok få ham til at droppe dig.
Du er ingen. Bare endnu sådan en nisse, som Andreas faldt for, og som snød ham til alteret.
Mor og jeg lader dig ikke splitte os vi er hans familie! Du er her i dag og væk i morgen. Han skal nok smide dig ud i sneen!
Lad os være, ellers skal jeg gøre dit liv til et sandt helvede, forstået?
Birgitte læste beskeden tre gange. Så mærkede hun et mærkeligt raseri, hun ikke anede var der.
Nej nej, min ven! Fryse ud, det sker ikke.
Hun tastede hurtigt igen. Hånden var fuldstændig rolig.
Katrine, jeg har forstået det hele. Gå et vis sted hen. Du ved nok hvor.
Med et klik sendte hun svaret og mærkede en sær lettelse. Nu var rødderne blottet.
***
Hele aftenen gik Birgitte rastløst rundt. Hun vaskede rene glas igen, åbnede computeren uden formål, drev rundt fra rum til rum.
Hun ventede på, at Andreas kom hjem der ventede en svær snak.
Han var knap kommet ind, før han spurgte:
Birgitte, hvad foregår der egentlig? Min mor har ringet femten gange.
Hun græder og skriger i røret, siger du har drevet Katrine ud i tårer…
Birgitte gik ud i entréen.
Tror du på dem?
Andreas sukkede, mens han hev skoene af:
Jeg ved snart ikke… Mor tuder af raseri, Katrine tager ikke telefonen påstår hun har haft et mentalt sammenbrud.
Vi har haft det roligt i fem år. Hvorfor starter de med det her cirkus lige efter brylluppet?
Fordi jeg blev en trussel efter brylluppet, Andreas, sagde Birgitte stille. Kom herhen et øjeblik.
Hvorfor?
Bare kig.
Hun rakte ham mobilen med den åbne beskedtråd. Andreas bladrede længe igennem. Så spurgte han:
Det her, har Katrine skrevet det? han pegede på skærmen.
Fuldstændig. Lige efter din mor råbte ad mig og forbød hende at ringe mere.
Bemærk tidspunktet, Andreas. Hun sendte de beskeder netop mens din mor trøstede hende “grædende”.
Han nåede ikke at svare, før Katrine ringede.
Tag den, nikkede Birgitte. Gør det på højttaler. Jeg vil gerne høre det!
Andreas nikkede med modvilje.
Andi… lød det tudende gennem højtaleren. Andi, har du talt med hende?
Hun… hun skrev sådan nogle GRUELIGE ting til mig… hun sendte mig væk, Andreas! Din eneste lillesøster!
Jeg ville bare have fred, men hun…
Katrine hulkede teatralsk og voldsomt.
Katrine, sagde Andreas tørt. Hvad skrev du egentlig til hende før?
Ingenting! gispede hun. Jeg skrev jeg elsker hende og ønskede, vi kunne være én familie!
Men hun…, hun sagde jeg var ingenting og at jeg skulle forsvinde fra jeres liv!
Mor er helt færdig! Hun bliver syg af alt det her!
Mærkeligt, Andreas så op på Birgitte. Jeg læste noget om midlertidig nisse og at Birgitte skulle smides ud i sneen.
Hvornår fandt du tid til det? Imens mor havde det dårligt, måske?
Der blev stille i røret.
Hun opfinder det hele! nu skiftede Katrines stemme fra offer til is. Hvem tror du, Andreas? Hende der, eller din egen søster?
Tænk på, hvem der altid har været der for dig!
Katrine, vi har kun set hinanden til jul de sidste tre år, sagde Andreas koldt. Hvad er det for “altid”?
Nårh, er det nu dét du siger! nu gik hun til angreb Så hun betyder mere? Vælger du hende?
Andreas, hun er kun efter din lejlighed! Der er nok en ny af hendes slags om hjørnet! Men jeg, jeg er din søster din rigtige familie!
Giver du mig nu et ultimatum? spurgte Andreas.
Ja! hvæsede Katrine. Mor og jeg, eller hende! Du vælger NU!
Vælger du hende, glem hvor vi bor! Mor vil aldrig se dig igen! Jeg forklarer det hele til hende hun stoler på mig!
Vælg: din eneste søster eller hende der!
Andreas lukkede øjnene i et sekund. Birgitte sad helt stille; hun kendte ham godt nok til at vide, at der nu ville ske noget uigenkaldeligt.
Andreas kunne ikke klare pres. Hver gang nogen prøvede at tvinge ham, knuste han rammen og gik sin egen vej.
Ved du hvad, Katrine, sagde han køligt, du har lige begået en kæmpe fejl.
Hvad? Katrine lød forvirret.
Du slettede dig selv fra mit liv. Og du hiver mor med i faldet.
Vil hun spille dine spil, er det hendes valg. Men jeg finder mig aldrig i ultimatum. Aldrig.
Andreas, er du blevet vanvittig? Vil du vælge den kælling frem for din familie? hvinede Katrine.
Kællingen, som du kalder Birgitte, er min kone. Hun har i fem år ikke sagt ét ondt ord om dig, selv når du har været helt urimelig.
Nu slutter forestillingen, Katrine. Du ringer ikke mere. Vil mor forstå, hvad respekt betyder, må hun lære det selv uden dine replikker.
Han lagde på, og smed telefonen op på nøglehylden. Birgitte gik hen og omfavnede ham blidt.
Andreas begyndte hun, men han afbrød.
Drop det, Birgitte, han krammede hende tættere. Sig ikke noget, jeg er lige så skyldig. Jeg har kunnet mærke, mor har været spydig, men troede det gik over.
Ville ikke tro, Katrine kunne være sådan… Sikke noget sludder med nye på stribe…
Hun er nok bare bange for at miste dig, sagde Birgitte stille.
Har allerede mistet mig nu, svarede Andreas kort. Kom, nu skal vi spise. Jeg er dødsulten efter det melodrama.
Birgitte satte mad på bordet, og de sad sammen foran fjernsynet. Han nævnte ikke dramaet med et ord resten af aftenen som om intet var hændt.
***
En time senere vibrerede Andreas telefon. En besked fra moren.
“Andreas, søn, Katrine har fortalt ALT. Hvordan kunne du? Vi har da altid været der…”
Han gad ikke engang læse slutningen og lagde telefonen væk.
Skal vi besøge dem i morgen? spurgte Birgitte. Mødes ansigt til ansigt?
Nej, Andreas rystede på hovedet. Ikke nu. Lad dem bruge noget tid på at tænke. Måske finder de ud af, hvad de vil.
Lige meget hvad, jeg opgiver dig ikke. De kan sige hvad som helst! Jeg har faret rundt for dem alt for længe. Nu er det slut!
Det føles dog så mærkeligt…, sagde Birgitte stille. Jeg føler mig skyldig, uden at vide hvorfor.
Andreas lagde armen om hende:
Prøv nu at slappe af, Birgitte. De skal nok komme sig. Alt kan ikke altid ske på deres præmisser.
Jeg forstår ikke, hvorfor Katrine og mor tror, jeg bare skal danse på bagbenene for dem?
Tag det ikke for tæt ind, og lad tanken flyde væk!
Birgitte bølgede sig ind til Andreas. Hun tænkte, hun havde valgt rigtigt.
***
Inger Margrethe og Katrine tog en pause de kontaktede ham kun med et par ugers mellemrum på sms, og han svarede aldrig.
Birgitte slap tankerne fri og lod det hele gå sin gang. Andreas var et fornuftigt menneske; hun stolede på, han klarede sine grænseløse slægtninge…
