Jeg havde aldrig regnet med det fra min mand
Lise, vi bliver nødt til at gøre noget sukkede Ingrid i telefonrøret.
Hvad er der sket? svarede den yngre søster Sofie lidt bekymret.
Opkaldet fra den ældre søster gjorde Sofie urolig.
Normalt udvekslede de bare korte beskeder på sms, men nu havde Ingrid insisteret på en samtale over telefonen.
Mor kan ikke længere bo alene.
Hvis du havde talt med hende lidt oftere, ville du vide det, bemærkede Ingrid lettere bebrejdende.
Åh, kom nu! Lad nu være! Kom til sagen. Hvad er det, jeg ikke ved?
Ingrid sukkede igen det var så typisk for Sofie at fare op, og hun havde i flere år gjort et stort nummer ud af at være selvstændig og tog enhver form for bekymring som et angreb.
Jeg minder dig lige om, at mor nu er 73. Hendes blodtryk hopper op og ned, hun er hele tiden svag.
Hun har næsten ikke kræfter til at lave mad til sig selv, og at holde orden i huset kræver alt for meget for hende, remsede Ingrid tålmodigt op. Hun kan næsten ikke engang selv gå i Brugsen efter rugbrød.
Takket være naboen, fru Nielsen, får hun da noget brød med hjem nu og da.
Vil du sige, at mor sulter? spurgte Sofie mistænksomt.
Nej, naturligvis ikke! Jeg kommer der hver fjortende dag og sørger for alt hun mangler. Nej, det jeg mener er, at mor nu ikke længere kan klare sig uden hjælp.
Og hvad hvis hun falder og brækker noget? Med den vægt hun har, bliver det meget vanskeligt at tage sig af hende.
Der blev stille mellem søstrene.
Annemette Nielsen havde været rundt og buttet, selv som ung, og havde taget mere på med alderen.
Selv med sine helbredsproblemer elskede hun mad og blev altid fornærmet, når døtrene nævnte diæt.
Og hun er helt forfærdelig ensom, græder næsten, når jeg tager afsted.
Hun klager over, at vi alle har forladt hende fortsatte Ingrid. Det er næsten ikke til at holde ud.
Nå, hvad er det så, du vil have, der skal ske?
Ingrid tøvede, det blev sværere at tale med Sofie for hvert år.
Jeg synes, du skal flytte hjem til mor.
For pokker da! Hvorfor kan du ikke flytte ind?
Hva? Lad mig gætte! Du har din Per, guldægget, og din steddreng Emil, kun 25 år, stadig hjemme.
Ikke sandt?
Lise, hvorfor nu det?
Fordi du altid bestemmer alt for alle! Og du har altid været ligeglad med mig! Sofie råbte næsten.
Også Ingrid blev vred:
Men dengang mor løb spidsrod mellem far der var syg og jer børn!? Når hun tog toget ind til byen med mad, og sad hjemme hos dig for at passe Maja, så du yndlingsdatteren! kunne arbejde og slappe af! Klarede du det for dårligt, måske? Var det ikke ok for dig?
Nu blev Sofie stille. Ingrid havde ret. Det var lige præcis, sådan det var. Efter hendes korte ægteskab med Majas far havde hendes eks-svigermor søde fru Dorthe storladent ladet hende og Maja blive boende i den lille etværelses, indtil Maja blev myndig.
Svigerfamilien interesserede sig aldrig rigtig for Maja, og børnebidraget var nærmest symbolsk. Så Sofie måtte kæmpe som en efterårsvind for at skaffe penge nok til sig selv og datteren.
Forældrenes hjælp var uvurderlig, og nu kunne Sofie godt frygte, at hun skulle høre for det resten af livet.
Da Maja blev myndig, gik hun på gymnasiet i Odense, havde fået kæreste, og Sofie besluttede, at nu ville hun prøve noget andet, og søgte arbejde i København.
Flere år havde hun nu boet til leje i udkanten af Hovedstaden og havde haft alskens småjobs det var nu ikke ligefrem let at få faste timer efter de 40!
Men hun trivedes, og ville ikke tilbage til landsbyen.
Ja, hvad ved du om at opdrage et barn alene?! svarede hun spydigt til Ingrid, velvidende det ramte under bæltestedet. Prøv selv først!
Nu tav Ingrid længe.
Hun havde egentlig haft det nemt til at begynde med. Efter universitetet blev hun i Odense og fik job som bogholder og drømte om at blive gift med en mand med styr på livet.
Men det skortede på egnede kandidater: Drankere, mors drenge og levemænd på stribe.
Først som 39-årig mødte hun Per tre år ældre, enkemand med den tiårige Emil på hånden.
Han havde arbejde som elektriker i ejendomsselskabet, og kunne altid fikse det, han blev bedt om, både hos sig selv og andre.
Han drak ikke, var fåmælt (næsten kantet), pertentlig og omhyggelig til det ekstreme.
Men Ingrid blev stormende forelsket, og i de 14 år, de havde været gift (de blev gift et år efter, de mødtes), gjorde hun alt for at glæde ham.
Efterhånden fik hun også et godt forhold til Emil, og passede på dem begge, som var de hendes egne.
Hun havde selvfølgelig drømt om et eget barn, men det blev ikke til noget, så Per og Emil var hendes et og alt.
Det ville hun ikke miste for alt i verden.
Jeg overvejede at tage mor med hjem hviskede Ingrid med grådkvalt stemme men hun vil slet ikke høre tale om det.
Nåe? Og Per, din elskede Per, siger ikke nej til at have svigermor boende i jeres toværelses? drillede Sofie. Eller har du bare ikke gidet spørge ham, fordi du regnede med, at mor ville nægte?
Sofie! Nu stopper du. Lad os være voksne. Det her er alvor.
Orker ikke høre mere mumlede Sofie og lagde på.
Det var vidst også nok.
Ingrid stirrede ned på telefonen. Det ville have været det oplagte: At Sofie flyttede hjem til mor. Så kunne Ingrid fortsat komme med hjælp og leverancer. Og Sofie kunne måske finde sig et fjernarbejde i landsbyen var der faktisk velfungerende internet.
Men Sofie havde tydeligvis ingen lyst til at gøre Ingrids liv lettere. Ligesom i barndommen, hvor hun fik alt, hvad hun pegede på.
Og nu kunne man slet ikke beordre hende.
Har talt med mor. Hun siger, hun klarer sig fint og ikke behøver hjælp. Stop nu med det drama! skrev Sofie næste dag.
Ingrid svarede ikke.
Hvad var der at sige? Den yngste taler måske med mor en gang om måneden og skriver et par beskeder.
Mor klager aldrig til hende mor er bare glad, hvis lille Sofie husker hende. Hun vil ikke gøre hende ked af det, da hun ved, at Sofie ellers bare skærer forbindelsen.
Men Ingrid kunne ikke blive vred og lyttede troligt til mors klager hver uge. Det kostede hende mange søvnløse nætter.
Selv Per, der ellers aldrig rigtig spottede hendes humør, var begyndt at spørge, om der var noget galt.
Ingrid havde ikke nævnt problemerne for sin mand hvorfor bebyrde ham? Men hvad skulle hun stille op?
Leje en medhjælper? Der var ikke penge nok.
Så er det nok! Per satte hårdt sin tekop fra sig. Du har nu været ved siden af dig selv i tre måneder. Hvad sker der?
Ingrid brød uventet ud i gråd, men forsøgte hurtigt at tage sig sammen (for mænd bryder sig jo ikke om tårer) og forklarede kort sagen.
Hvorfor sagde du ikke, at Annemette har det så skidt? Per så stift på hende.
Jeg ville ikke bekymre dig mumlede hun og kiggede væk.
Måske var det en fejl at fortælle ham det hele. Han havde vel ikke brug for en kone med sådan et problem.
Jeg forstår sagde Per, rejste sig. Tak for maden. Jeg går i seng.
End ikke nyhederne så han, sådan som han ellers gjorde hver aften. Hvad nu?
Ingrid lå søvnløs et halvt døgn, og næste morgen hørte hun ikke engang vækkeuret.
Der var alligevel weekend, men hun serverede altid morgenmad for Per til tiden. Nu havde hun fejlet igen.
Men Per sad blot roligt i køkkenet og læste nyheder på telefonen.
Vågen? spurgte han. Ansigtet var alvorligt, men stemmen lød venlig.
Ja, Per! Jeg gør klar nu! sagde Ingrid hektisk.
Sæt dig, vi skal tale sammen.
Ingrid skyndte sig at sætte sig stille ned.
Jeg har tænkt på det. Vi må hjælpe din mor. Man lader ikke gamle folk i stikken.
Min egen mor blev ikke gammel Så vi flytter hjem til hende.
Jeg har undersøgt det. Jeg kan få job hos landmanden, og der er nok også noget til dig.
Hun var nær faldet ned af stolen.
Per Er du sikker?
Fuldstændig. Eller tror du, jeg har glemt, hvordan Annemette altid tog sig af Emil i hans ferier og behandlede mig som en konge?
Nej, Ingrid, jeg husker godt. Jeg har længe drømt om at bo på landet igen.
Hvis altså din mor vil have os.
Ingrid stirrede overrasket på sin mand. Det havde hun aldrig ventet af sin Per! Var det en drøm?
Men hvad med Emil? fik hun sagt.
Hvad Emil? svarede Per overrasket. Han er voksen, har uddannelse, arbejde. Han bliver da bare glad, når han får lejligheden for sig selv.
Per! Ingrid kastede sig om halsen på ham, fældede en tåre, helt forglemmende at han ikke var meget for den slags.
Men han lagde ikke afstand. Han klappede hende blidt på skuldrene:
Rolig nu. Det skal nok gå.
Hun håbede, det blev sandtIngrid sad længe, efter Per var gået ud for at ringe til Annemette og fortælle om idéen. Hendes hænder rystede let, og hun kunne mærke både lettelsen og nervøsiteten bruse gennem kroppen. Tanken om at forlade Odense, den lille lejlighed, det kendte og starte forfra, var skræmmende, men det var som om vægten, hun havde båret længe, blev delt.
Da Per kom tilbage, smilede han på den særlige, generte måde, som hun var blevet forelsket i.
Hun græd, sagde han. Men af glæde. Hun glæder sig til at se os. Hun sagde, hun ville bage din yndlingskage og at du skal tage dine gamle billedalbum med.
Ingrid begyndte pludselig at le, sådan lidt gennem tårer, men uden den tunge tristhed, hun havde haft i måneder. For første gang i lang tid glædede hun sig. Hun forestillede sig morens varme køkken, duften af nybagt brød og Per, der måske ville sætte sig ved vinduet og læse avis, mens Annemette nussede med blomsterne.
Hun sendte en besked til Sofie, blot et enkelt hjerte. Hun vidste, at Sofie nok stadig skulle vænne sig til tanken, men måske, med tiden, kunne de tale sammen uden bebrejdelser.
Da morgenen bankede på med dagens første lys, gik Ingrid rundt og pakkede. På et tidspunkt standsede hun op ved spejlet og så sig selv i øjnene. Hun var ikke kun datter og søster. Heller ikke bare hustru og stedmor. Hun var et menneske, som selv med alle sine bekymringer kunne vælge noget til. Hun kunne tage ansvar, og hun havde en mand, der valgte hende, netop fordi hun var hende.
Hun smilede til sit spejlbillede, og for første gang i årevis føltes det som om, livet åbnede sig fremfor hende, heller end bag hende.
